Bibliotek
Lektion 64: Johannes 5


Lektion 64

Johannes 5

Indledning

Frelseren deltog i en fest (sandsynligvis påsken) i Jerusalem og helbredte en syg mand ved Betesda dam. Jesus belærte om, at han repræsenterer vor himmelske Fader og forklarede, hvorfor man skal ære Guds Søn. Han beskrev også andre vidner, som havde vidnet om hans guddommelighed.

Forslag til undervisningen

Johannes 5:1-30

Jesus helbreder en syg mand på sabbatten og belærer os om sit forhold til Faderen

broken pot

Vis et billede af nogle potteskår eller en knust tallerken (du kan også tegne en knust tallerken på tavlen).

Bed eleverne om at række hånden i vejret, hvis de nogensinde har slået noget betydningsfuldt eller værdifuldt i stykker. Forklar, at vi som børn af vor himmelske Fader er betydningsfulde og har stor værdi. Men på grund af vore valg eller de udfordringer, vi møder, kan vi nu og da føle os knust eller værdiløse.

  • Hvordan kan man føle sig helt knust åndeligt, fysisk eller følelsesmæssigt? (Skriv elevernes svar på tavlen).

Bed eleverne om at søge en sandhed, når de studerer Johannes 5:1-9, der kan trøste os og give os håb, når vi føler os knust.

Sammenfat Johannes 5:1 ved at forklare, at Jesus, efter han havde virket i Galilæa, rejste til Jerusalem for at fejre en jødisk fest, sandsynligvis påsken (se Joh 5:1). Mens han var i Jerusalem, gik han hen til en dam i nærheden af templet.

Bed en elev om at læse Johannes 5:2-4 højt. Lad klassen følge med og se, hvem der var samlet omkring dammen.

  • Hvilke mennesker samlede sig ved Betesda dam? (Påpeg, at ordene syge, blinde, lamme og krøblinge (v. 3) beskriver mennesker, der var syge eller handicappede).

  • Hvad ventede disse syge mennesker på? (Forklar, at der måske var en kilde, der nu og da flød ind i dammen og fik vandets overflade til at boble, hvilket kan have givet nogen lindring for disse mennesker sygdomme (se Bible Dictionary, »Bethesda«)).

Bed en elev læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum højt:

Ældste Bruce R. McConkie

»Betesda dam var utvivlsomt en mineralsk kilde, hvis vand havde en vis helbredende kraft. Men enhver forestilling om, at en engel kom ned og bragte vandet i oprør, så den første person, der derefter kom ned i vandet, ville blive helbredt, var ren overtro. Helbredende mirakler udføres slet ikke på en sådan måde« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:188).

  • Hvad sagde ældste McConkie om troen på, at en engel fik vandet til at helbrede den første person, der kom ned i vandet?

  • Hvordan tror I, at det så ud ved dammen med så mange mennesker, som håbede på at blive helbredt ved at være den første, der trådte ned i vandet?

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Johannes 5:5-7. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvem Frelseren så ligge i nærheden af dammen.

Kristus helbreder den syge i Betesda

Vis billedet Kristus helbreder den syge i Betesda (Evangelisk kunst, 2009, nr. 42; se også LDS.org).

  • Hvordan beskriver disse vers den mand, som Frelseren så?

Bed eleverne om at læse Johannes 5:8-9 for sig selv og se efter Frelserens svar til manden. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til. Bed dem om at overveje ordene »Straks blev manden rask« (v. 9).

Skriv ordet Betesda på tavlen. Forklar, at Betesda kan oversættes som »nådens hus« (Bible Dictionary, »Bethesda«). Skriv denne definition ved siden af Betesda på tavlen. Forklar, at nåde er barmhjertighed eller venlighed. Den største nådegerning, der nogensinde er udført, er Jesu Kristi forsoning.

  • Hvorfor var Betesda et passende navn for dette sted, især efter Frelseren helbredte denne mand?

  • På hvilken måde kan vi alle sammenlignes med denne mand på kanten af Betesda dam?

  • Hvilken sandhed kan vi lære af Frelserens helbredelse af denne mand? (Selvom eleverne kan sige det på en anden måde, så sørg for at lægge vægt på, at vi kan blive helbredt gennem Jesu Kristi kraft og nåde).

Bed en elev om at læse den følgende udtalelse af ældste Merrill J. Bateman højt, for at eleverne kan forstå denne sandhed. Han kom med dette indblik, da han tjente som Kirkens præsiderende biskop. Bed klassen om at lytte efter og se måder, hvorpå Frelseren kan helbrede os:

Ældste Merrill J. Bateman

»Ligesom den lamme mand ved Betesda dam havde behov for hjælp fra nogen, der var stærkere end ham, for at blive helbredt (se Joh 5:1-9), således er vi også afhængige af Kristi forsoningsmirakel, hvis vores sjæl skal helbredes for smerte, sorg og synd … Gennem Kristus heles sønderknuste hjerter, og fred erstatter bekymring og sorg« (»Kraften til at helbrede indefra«, Stjernen, juli 1995, s. 12-13).

  • Nævn nogle måder, hvorpå vi kan blive helbredt gennem Jesu Kristi nåde og hans forsoning. (Du kan eventuelt forklare, at vi kan blive helbredt enten i dette liv eller i det næste).

  • Hvad må vi gøre for at modtage nåde og helbredelse gennem Frelserens forsoning?

Bed eleverne om at tænke på tidspunkter, hvor de har bevidnet eller mærket Jesu Kristi kraft, nåde eller medfølelse hjælpe dem eller en anden, som har følt sig knust, enten åndeligt, fysisk eller følelsesmæssigt. Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Jeg ved, at Frelseren er nådefuld og barmhjertig, fordi …

Bed eleverne overveje, hvordan de vil færdiggøre denne udtalelse. Bed et par elever om at gengive deres svar.

Sammenfat Johannes 5:10-16 ved at forklare, at Frelseren senere fandt manden i templet og rådede ham ved at sige: »Synd ikke mere« (Joh 5:14). Da de jødiske ledere erfarede, at manden var blevet helbredt af Jesus på sabbatten, forfulgte de Frelseren og prøvede at slå ham ihjel.

Bed en elev om at læse Johannes 5:17-18 højt. Lad klassen følge med og se efter en anden grund til, at de jødiske ledere var vrede på Jesus.

Forklar, at der står skrevet i vers 17, at Frelseren belærte de jødiske ledere om, at han ved at helbrede manden udførte vor himmelske Faders arbejde. Frelseren underviste derefter om sit forhold til Faderen.

  • Hvad er ifølge vers 18 en anden grund til, at de jødiske ledere var vrede på Jesus? (De mente, at Jesus var skyldig i blasfemi, fordi han havde sagt, at Gud var hans Fader, og dermed hævdede, at han var lige med Gud).

Skriv følgende spørgsmål på tavlen: Hvad lærte Frelseren os om sit forhold til vor himmelske Fader? Del eleverne op parvis. Bed hvert par om at læse Johannes 5:19-22, 26-27, 30 højt for hinanden. Lad dem finde svar på dette spørgsmål.

Bed efter et stykke tid eleverne om at fortælle om det, de har fundet frem til. (Sammenfat deres svar på spørgsmålet ved at skrive følgende sandhed på tavlen: Jesus Kristus repræsenterer i alt, hvad han gør, vor himmelske Fader og søger at adlyde hans vilje. Forklar, at Frelseren opfordrer os til at gøre det samme).

  • Hvorfor er det vigtigt at forstå, at Jesus i alt, hvad han gør, står som den fuldkomne repræsentant for vor Fader i himlen?

Johannes 5:31-47

Jesus underviste om talrige vidner, der bevidner hans guddommelighed

Medbring til klassen en lille nød, der stadig er i sin skal (ærter i en bælg kan også bruges). Hold nødden i din hånd, så eleverne ikke kan se den. Forklar, at du holder på noget, som aldrig er blevet set af et menneskes øjne. Bed eleverne om at række hånden op, hvis de tror på dig. Bed en elev, som er usikker på, om det er sandt, om at vælge nogle få klassekammerater, der får lov til at se genstanden. Vis disse elever genstanden og bed dem om at fortælle klassen, om du taler sandt.

  • Hvordan bliver troværdigheden af enhver påstand styrket ved at have mere end et vidne?

Vis klassen nødden og forklar, hvordan dens indre aldrig er blevet set af noget menneskeligt øje.

Bed en elev om at læse Johannes 5:31 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Frelseren sagde om sit eget vidnesbyrd om sit forhold til vor himmelske Fader. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

Påpeg, at Joseph Smiths Oversættelse tydeliggør vers 31 og 32: »Hvis jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog stadig sandt. For jeg er ikke alene« (JSO, Joh 5:32-33). Forklar, at Frelseren fortalte jøderne, at de havde andre vidnesbyrd ud over hans.

Skriv følgende skriftstedshenvisninger på tavlen: Johannes 5:32-35; Johannes 5:36; Johannes 5:37-38; Johannes 5:39; Johannes 5:45-47. Giv hver henvisning til en eller flere elever. Bed dem om at læse disse vers og se efter andre vidnesbyrd om Jesu guddommelighed. Hjælp eleverne med at lave en liste med disse vidnesbyrd ved at bede dem om at skrive det, de finder, på tavlen ved siden af deres tildelte henvisninger.

Forklar, at de jødiske ledere, på trods af at de havde mange vidnesbyrd om Jesus Kristus, ikke troede på Jesu guddommelighed. Påpeg, at da Jesus talte om skrifterne i vers 39, sagde han: »Fordi I mener, at I har evigt liv i dem.«

  • Hvilken falsk lære udpegede Jesus for jøderne? (Forklar, at mange jøder på Jesu tid troede, at de blot ved at studere skrifterne kunne modtage evigt liv. De forstod ikke, at hensigten med skrifterne var at lede dem til Jesus Kristus. Han sagde reelt: »I tror, at I har opnået evigt liv, men gransk skrifterne, for de vidner om mig«).

Bed en elev om at læse Johannes 5:40 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad jøderne måtte gøre for at opnå evigt liv.

  • Hvad nægtede jøderne at gøre, selv om de studerede skrifterne, som kunne have hjulpet dem til at være værdige til at modtage evigt liv?

  • Hvad må vi gøre for at modtage evigt liv ifølge Frelserens lære i vers 39 og 40? (Hjælp eleverne til at finde et princip som det følgende: Vi kan kun modtage evigt liv ved at komme til Jesus Kristus. Skriv dette princip på tavlen).

Mind eleverne om, at evigt liv indebærer at blive som vor himmelske Fader og leve for evigt med vore værdige familiemedlemmer i hans nærhed.

  • Hvad vil det sige at komme til Jesus Kristus? (At komme til Kristus er at udøve tro på ham, omvende os fra vore synder og adlyde hans befalinger).

  • Hvorfor er det afgørende at komme til Kristus for at modtage evigt liv?

Bed eleverne om at overveje, hvordan de vidnesbyrd, der er opremset på tavlen, kan hjælpe nogen til at komme til Frelseren.

  • Hvornår har et af disse vidnesbyrd om Jesus Kristus hjulpet jer til at komme til ham?

Bed eleverne om at grunde over, hvad de vil gøre for mere fuldt ud at komme til Frelseren, så de kan modtage evigt liv.

Afslut ved at bære vidnesbyrd om de sandheder, der forklares i Johannes 5.

Kommentar og baggrundsinformation

Johannes 5:17-47. »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også«

Ifølge ældste James E. Talmage fra De Tolv Apostles Kvorum var Frelserens svar til de jødiske ledere, som er nedskrevet i Johannes 5:17-47, »den mest omfattende tale i skriften over det livsvigtige emne om slægtskabsforholdet mellem den Evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus« (Jesus Kristus, s. 220).

I en lærdomsmæssig udtalelse fra den 30. juni 1916 sagde Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum:

»Jesus Kristus talte og tjente i og gennem Faderens navn. Og hvad angår magt, myndighed og guddommelighed, var og er hans ord og gerninger Faderens ord og gerninger« (»The Father and the Son: A Doctrinal Exposition by the First Presidency and the Quorum of the Twelve Apostles«, Ensign, apr. 2002, s. 17).

Johannes 5:29. Menneskehedens opstandelse

Mens profeten Joseph Smith og Sidney Rigdon grundede over Johannes 5:29, modtog de synet, der er nedskrevet i Lære og Pagter 76. Dette syn gav dem yderligere forståelse af opstandelsen og frelsesplanen (se L&P 76:11-19).

Joh 5:39. »[Gransk] skrifterne, fordi … de vidner om ham«

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»Når alt kommer til alt, er hovedformålet med al hellig skrift at fylde vores sjæl med tro på Gud Faderen og på hans Søn Jesus Kristus – tro på, at de eksisterer, tro på Faderens plan for vores udødelighed og evige liv, tro på Jesu Kristi forsoning og opstandelse, som muliggør denne plan for lykke, tro på at gøre Jesu Kristi evangelium til vores måde at leve på og tro på at komme til at kende ›den eneste sande Gud, og ham, [han] har udsendt, Jesus Kristus‹ (Joh 17:3)« (Velsignelsen ved skriften«, Liahona, maj 2010, s. 34).