Søndagen efter korsfæstelsen opdagede Maria Magdalene den tomme grav og informerede Johannes og Peter, som derpå løb hen til den tomme grav. Den opstandne Kristus viste sig for Maria Magdalene og senere for sine disciple.
Maria Magdalene opdager den tomme grav og fortæller det til Johannes og Peter, som derpå løber hen til den tomme grav.
Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor en af deres kære eller en nær slægtning til én, de kender, er gået bort for at forberede dem til at studere Johannes 20.
Hvilke følelser kan vi have, når en af vore kære går bort?
Hjælp eleverne til at forstå baggrunden for Johannes 20 ved at minde dem om, at Jesus døde omkring kl. 15 om fredagen. Derefter blev hans legeme lagt i en grav sent den eftermiddag, og en stor sten blev placeret for at forsegle indgangen til graven. Derpå begyndte sabbatten ved solnedgang. (Du kan eventuelt forklare, at før Jesu Kristi opstandelse overholdt Herrens pagtsfolk sabbatten fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen).
Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Bed klassen om at forestille sig, hvordan Jesu disciple følte det den tragiske fredag.
Billede
Ældste Joseph B. Wirthlin
»Jeg tænker på, hvor dyster den fredag var, hvor Kristus blev løftet op på korset.
På den forfærdelige fredag rystede jorden, og der blev mørkt. Forfærdelige storme piskede hen over jorden.
De onde mænd, som havde stræbt ham efter livet, frydede sig. Nu, hvor Jesus var borte, måtte de, der fulgte ham, bestemt blive spredt. Den dag triumferede de.
Den dag blev forhænget i templet flænget i to dele.
Maria Magdalene og Maria, Jesu mor, blev begge overvældet af sorg og fortvivlelse. Den enestående mand, som de havde elsket og æret, hang livløs på korset.
På den fredag var apostlene knuste. Jesus, deres Frelser – manden, som havde gået på vandet og oprejst de døde – var selv overladt til ugudelige menneskers nåde. De så hjælpeløse til, mens han blev overvundet af sine fjender.
På den fredag blev menneskehedens Frelser ydmyget og såret, hånet og krænket.
Det var en fredag fyldt med knusende og fortærende sorg, der gnavede helt ind i sjælen hos dem, der elskede og ærede Guds Søn.
Jeg tror, at blandt alle dage, siden denne verdens historie begyndte, var denne fredag den mest dystre« (»Det bliver søndag igen«, Liahona, nov. 2006, s. 29-30).
Hvilke tanker eller følelser kunne I have haft, hvis I havde været en af disciplene, som var der den fredag?
Når eleverne har svaret, så læs den følgende udtalelse af ældste Wirthlin højt:
Bed eleverne om at se efter, hvordan denne dommedag ikke varede ved, mens de studerer Johannes 20.
Bed en elev om at læse Johannes 20:1-2 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Maria Magdalene fandt, da hun kom til Jesu grav tidligt om morgenen på ugens første dag eller søndag.
Hvad fandt Maria?
Hvad gjorde Maria, da hun opdagede, at stenen var blevet fjernet fra indgangen til graven? Hvad formodede hun?
Bed nogle elever om skiftevis at læse højt fra Johannes 20:3-10. Lad klassen følge med og se efter, hvad Peter og Johannes, der blev omtalt som »den anden discipel« (v. 3), gjorde, da de hørte Marias nyhed.
Hvad gjorde Peter og Johannes, da de hørte Marias nyhed?
Hvordan reagerede Johannes ifølge vers 8 på at se den tomme grav? Hvad troede han?
Du kan eventuelt forklare, at indtil Johannes så ind i den tomme grav, havde han ikke fuldt ud fattet Frelserens erklæringer om, at han ville opstå fra døden på den tredje dag. Da Johannes så den tomme grav, huskede han og troede (se Joh 20:8-9).
Hvem talte til Maria i vers 15? Hvem troede Maria, at Jesus var?
Bed en elev om at læse Johannes 20:16-18 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Jesus befalede Maria at gøre, da hun havde genkendt ham.
Hjælp eleverne til at forstå betydningen af vendingen »hold mig ikke tilbage« (v. 17) ved at bede en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum højt:
Billede
Ældste Bruce R. McConkie
»I den engelske King James-oversættelse citeres Jesus for at sige: ›Rør mig ikke.‹ Joseph Smiths Oversættelse siger: ›Hold mig ikke.‹ Forskellige oversættelser fra græsk gengiver passagen som: ›Hold ikke fast i mig‹ eller ›Hold mig ikke‹. Nogle gengiver betydningen som: ›Hold ikke længere fast i mig‹ eller ›Hold mig ikke længere‹. Nogle taler om at holde op med at holde ham eller holde fast i ham, hvilket antyder, at Maria allerede holdt ham. Der er rimelig grund til at antage, at det, den opstandne Herre sagde til Maria, havde denne mening: ›Du kan ikke holde på mig her, for jeg skal stige op til min Fader‹« (The Mortal Messiah, 4 bind, 1979-1981, 4:264).
Hvad fortalte Jesus Maria ifølge vers 17, at hun skulle gøre?
Bed eleverne om at forestille sig, at de var en af disciplene, som hørte Marias vidnesbyrd. Lad dem besvare følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog:
Hvad tror I, at I ville have følt, hvis I havde lyttet til Maria?
Ville I have troet på hende? Hvorfor eller hvorfor ikke?
Bed efter noget tid nogle elever om at fortælle om det, de har skrevet. Mind dem om, at nogle disciple havde svært ved at tro på Marias vidnesbyrd (se Mark 16:11).
Bed en elev om at læse Johannes 20:19-20 højt, og lad klassen se efter, hvad der skete den aften.
Hvad skete der den aften, da disciplene var samlet?
Hvilken vigtig læresætning lærte Maria og disciplene? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til følgende læresætning: Jesus Kristus overvandt døden gennem sin opstandelse).
Hvad følte disciplene ifølge vers 20, da de så den opstandne Herre?
Bed en elev om at oplæse følgende udtalelse af ældste Joseph B. Wirthlin:
Billede
Ældste Joseph B. Wirthlin
»På et øjeblik blev øjnene, der havde været fyldt med endeløse tårer, tørre. Læberne, der i fortvivlelse og sorg havde hvisket bønner, fyldte nu luften med vidunderlig lovprisning, for Jesus Kristus, den levende Guds Søn, stod foran dem som førstegrøden af opstandelsen, som beviset på, at døden blot er begyndelsen til en ny og vidunderlig tilværelse« (»Det bliver søndag igen«, s. 30).
Hvordan kan vished om, at Jesus Kristus er opstået, hjælpe os, når vi sørger, når en af vore kære går bort? (Fordi Jesus Kristus er opstået, vil alle, som har levet på denne jord, også opstå (se 1 Kor 15:20-22)).
Sammenfat Johannes 20:21-23 ved at forklare, at efter Jesus viste sine disciple sårene i sine hænder og side, kaldte han dem til at udføre sit værk og sagde til dem: »Modtag Helligånden« (v. 22).
Bed en elev om at læse Johannes 20:24-25 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvilken apostel som ikke var til stede ved denne hellige begivenhed.
Hvilken apostel var ikke til stede, da de andre disciple så den opstandne Herre?
Hvad sagde Thomas ifølge vers 25, at han måtte gøre for at tro?
Hvordan var Thomas’ reaktion i dette vers anderledes end Johannes’ reaktion, da Johannes så den tomme grav, som det står i Johannes 20:8?
Hvorfor tror I, at det var svært for Thomas at tro?
Bed nogle elever om at skiftes til at læse højt fra Johannes 20:26-29. Lad klassen se efter, hvad Thomas oplevede otte dage efter, han sagde, at han ikke troede, at Jesus var opstået.
I stedet for at bede eleverne læse, kan du vise videoen »Blessed Are They That Have Not Seen, and Yet Have Believed« (Salige er de, som ikke har set og dog tror – 2:29) fra videoserien The Life of Jesus Christ Bible Videos for at hjælpe eleverne til at forestille sig Thomas’ oplevelse, som den er gengivet i disse vers. Denne video ligger på LDS.org.
Da Jesus havde ladet Thomas røre sine hænder og side, hvilket valg bad han Thomas om at træffe? (Vær troende).
Hvad ønskede Jesus ifølge vers 29, at Thomas forstod?
Hvilket princip kan vi lære af Frelserens lære? (Skriv, når eleverne har svaret, følgende princip på tavlen: Vi vil blive velsignet, hvis vi vælger at tro på Jesus Kristus, selv når vi ikke kan se ham).
Del eleverne op i grupper på to eller tre, og giv hver gruppe et uddelingsark med følgende spørgsmål.
Bed hver gruppe om at drøfte disse spørgsmål sammen og skrive deres svar på uddelingsarket eller i deres skriftstudiebog. Efter en passende tid beder du nogle af eleverne om at fortælle klassen deres svar.
Forklar, at selvom Jesus lærte os, at vi vil blive velsignet, hvis vi vælger at tro på ham, selv når vi ikke kan se ham, så sørgede han for vidner som grundlag for vores tro.
Bed en elev om at læse Johannes 20:30-31 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvorfor Johannes nedskrev disse begivenheder.
Hvorfor nedskrev Johannes disse begivenheder? (Du kan eventuelt forklare, at ordet liv (v. 31) henviser til evigt liv).
Hvilke sandheder kan vi lære af vers 31 om vidnesbyrd fra apostle og profeter? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til sandheder som følgende: Apostle og profeter vidner om Jesus Kristus, så vi kan tro, at han er Guds Søn. Vi kan modtage evigt liv ved at vælge at tro på det vidnesbyrd om Jesus Kristus, som apostle og profeter har båret. Denne tro medfører, at man stræber efter at holde hans befalinger og lever efter dette vidnesbyrd).
Hvordan har apostles og profeters vidnesbyrd styrket jeres tro på Jesus Kristus?
Afslut med at bære dit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Tilskynd eleverne til at anvende de sandheder, de har fundet frem til i Johannes 20, ved at finde ud af, hvordan de vil vise deres tro på Jesus Kristus.
Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab har forklaret, at den første person, som Jesus viste sig for som en opstanden person, har stor betydning:
»Ingen kvinde bør tvivle på, at Frelseren værdsætter kvinder. Den sørgende Maria Magdalene var den første, der besøgte graven efter korsfæstelsen, og da hun så, at stenen var rullet væk, og at graven var tom, løb hun hen for at fortælle det til Peter og Johannes. De to apostle kom for at se det og gik derefter bedrøvede bort. Men Maria blev der. Hun havde stået tæt på korset (se Matt 27:56; Mark 15:40; Joh 19:25). Hun havde været med ved gravlæggelsen (se Matt 27:61; Mark 15:47). Og nu stod hun grædende ved den tomme grav (se Joh 20:11). Der nød hun den ære at være den første dødelige, som så den opstande Herre« (»Kvinde, hvorfor græder du?«, Liahona, jan. 1997, s. 55).
Ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev Jesu Kristi disciples desperation den fredag, hvor han blev korsfæstet. Derefter tilføjede han:
»Fortvivlelsen varede ikke ved, for om søndagen sprængte den opstandne Herre dødens bånd. Han opstod fra graven og viste sig i storslået triumf som hele menneskehedens Frelser …
Vi oplever alle vore egne fredage – de dage, hvor hele universet synes at ryste, og vores verden ligger spredt omkring os som potteskår. Vi oplever alle disse sønderknuste øjeblikke, hvor det virker som om, at vi aldrig kan få samling på os selv igen. Vi vil alle have vore fredage.
Men jeg vidner for jer i den Enes navn, han, der overvandt døden – det bliver søndag igen. Midt i vores sorgs mørke bliver det søndag igen.
Uanset vores fortvivlelse, uanset vores sorg, så bliver det søndag igen. I dette liv eller det næste, det bliver søndag igen.
Jeg vidner for jer om, at opstandelsen ikke er et eventyr. Vi har personlige vidnesbyrd fra dem, der så ham. Tusinder i den gamle og i den nye verden så den opstandne Frelser. De rørte ved sårene i hans hænder, fødder og side. De udgød tårer af uhæmmet glæde, da de omfavnede ham« (»Det bliver søndag igen«, Liahona, nov. 2006, s. 30).
Præsident Harold B. Lee har sagt følgende om denne udtalelse:
»Han ›blæste … ånde i dem og sagde: ›Modtag Helligånden!‹‹ (Joh 20:22), hvilket sandsynligvis var bekræftelsen og kaldet til at modtage Helligånden, eller Åndens dåb, ved håndspålæggelse, for det var den procedure, hans disciple herefter fulgte« (i Conference Report, apr. 1955, s. 18).
Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum foreslog tilsvarende, at vendingen »han ›blæste … ånde i dem‹ … sikkert betød, at han lagde sine hænder på dem, mens han udtalte befalingen: ›Modtag Helligånden‹«. Ældste McConkie fortsætter med at sige, at denne hændelse illustrerer forskellen mellem overdragelsen af Helligånden og rent faktisk at nyde denne gave: »De modtog den derved, men i dette øjeblik nød de faktisk ikke Helligåndsgaven … Helligåndsgaven er retten, baseret på trofasthed, til at modtage det konstante følgeskab af dette medlem af Guddommen, og denne gave bliver overdraget ved håndspålæggelse efter dåben. Denne gave tilbyder visse velsignelser, forudsat at der er fuld overensstemmelse med den involverede lov; alle, hvorpå denne gave bliver skænket, nyder faktisk eller besidder den tilbudte gave. I tilfældet med apostlene blev den faktiske nydelse af gaven udskudt indtil pinsedag (ApG 2)« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:857).