Bibliotek
Lektion 37: Markus 6


Lektion 37

Markus 6

Indledning

Jesus blev forkastet i sin hjemby Nazaret. Han udsendte de tolv apostle for at forkynde evangeliet. Johannes Døber blev slået ihjel efter ordre fra Herodes Antipas. Jesus brødfødte på mirakuløs vis flere end 5.000 mennesker, gik på vandet, stilnede en storm og helbredte de syge.

Forslag til undervisningen

Markus 6:1-29

Jesus forkastes i Nazaret og udsender de tolv; beretningen om Johannes Døbers død

Indled klassen med at bede eleverne om at tænke på den sidste gang, de følte sig presset til at gøre noget, som de vidste var forkert.

Skriv følgende udtalelse på tavlen (denne udtalelse findes i »Træf de rigtige valg«, Stjernen, jan. 1995, s. 35):

»Mennesker, som handler forkert, ønsker, at du skal gøre det samme, fordi det får dem til at føle sig bedre tilpas, når andre også gør det« (Richard G. Scott).

  • Hvilke eksempler er der på andre, der prøver at få jer til at gøre noget, som I ved er forkert?

Bed eleverne om at finde en sandhed, der kan hjælpe dem med at undgå at lytte til gruppepres, når de læser Markus 6.

Sammenfat Markus 6:1-16 ved at forklare, at Jesus forkyndte i sin hjemby Nazaret. Men på grund af folks manglende tro udvirkede han ikke mange mirakler blandt dem. Mens Jesus befandt sig der, udsendte han de tolv apostle to og to for at forkynde evangeliet. Mens de forkyndte evangeliet, uddrev de også dæmoner og helbredte de syge. Da Herodes hørte om de mange mirakler, som Jesus udvirkede, frygtede han, at Johannes Døber var opstået fra de døde og udførte disse mirakler.

Forklar, at Markus 6:17-29 er en beretning om det, der skete med Johannes Døber. Bed en elev om at læse Markus 6:17-18 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Herodes havde gjort mod Johannes Døber.

  • Hvad havde Herodes ifølge disse vers gjort mod Johannes og hvorfor?

Forklar, at den Herodes, der bliver nævnt i disse vers, er Herodes Antipas, som regerede over områderne i Galilæa og Peræa efter sin fars, Herodes den Store, død. Herodes Antipas havde skilt sig fra sin hustru og giftet sig med Herodias, sin bror Filips hustru. Dette var et groft brud på jødisk lov (se 3 Mos 18:16), og Johannes Døber havde åbenlyst fordømt det. Johannes’ modstand mod dette ægteskab gjorde Herodias vred, så Herodes fængslede Johannes for at føje hende.

Bed en elev om at læse Markus 6:19-20 højt. Lad klassen om at følge med og finde det, Herodias ønskede at gøre med Johannes Døber.

  • Hvad ønskede Herodias at gøre med Johannes Døber?

  • Hvorfor kunne hun ikke få ham slået ihjel? (Fordi Herodes var bange for Johannes og kendte ham som en Guds mand).

Bed flere elever om skiftevis at læse højt fra Markus 6:21-29. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Herodes gjorde mod Johannes Døber.

  • Hvordan havde Herodes det ifølge vers 26 med at slå Johannes Døber ihjel?

  • Hvorfor fik Herodes Johannes halshugget, hvis han vidste, at det var forkert og ikke ønskede at gøre det? (Du kan foreslå, at de markerer vendingen »sine gæster«, som viser, at Herodes var bekymret over holdningen hos dem, der sad med ham).

  • Hvilket princip kan vi lære af Herodes valg om, hvad der sker, når vi forsøger at føje andre i stedet for at gøre det rigtige? (Eleverne bruger måske andre ord, men sørg for, at de kommer frem til følgende princip: Når vi forsøger at føje andre i stedet for at gøre det, vi ved er det rigtige, kan det føre til dårlige valg, sorg og fortrydelse).

Hjælp eleverne med at opnå en bedre forståelse af denne sandhed ved at sætte dem i grupper af 2-4 og bed dem komme med eksempler på situationer, hvor unge skal vælge mellem at føje andre og gøre det, de ved er rigtigt. Bed hver gruppe om at svare, når de har fået tilstrækkelig tid. Skriv nogle af deres eksempler på tavlen.

  • Hvordan har I oplevet, at det at give efter som i disse eksempler bringer sorg og fortrydelse?

  • Hvornår har I set nogen vælge at gøre det rigtige i stedet for at forsøge at føje andre?

  • Hvad kan hjælpe os til at vælge det, vi ved er rigtigt, i stedet for at forsøge at føje andre?

Bed eleverne grunde over den kommende uge og finde situationer, hvor de måske skal vælge mellem at føje andre og gøre det rigtige. Opfordr dem til at planlægge, hvad de vil gøre, når de oplever dette pres.

Markus 6:30-44

Jesus brødføder mirakuløst flere end 5.000 mennesker

Bed eleverne om at overveje følgende situation: En nykaldet missionær er meget nervøs, inden han eller hun tager afsted på mission. Denne person er ingen god taler og har det svært socialt.

  • Hvad ville I fortælle denne unge missionær?

Bed eleverne om at se efter et princip, mens de læser Markus 6:30-44, som kan hjælpe denne unge missionær og os alle, når vi føler os ude af stand til at gøre det, som Herren beder os om.

Sammenfat Markus 6:30-33 ved at forklare, at de tolv apostle vendte hjem efter at have forkyndt evangeliet og aflagde rapport til Jesus om det, de havde gjort og undervist i. Jesus og de tolv apostle gik ombord på en båd for at rejse til et sted, hvor de kunne være alene og hvile sig. Men folk fra flere nabobyer gik til det sted, hvor Jesus skulle gå i land og ventede på ham, da han ankom.

Bed en elev om at læse Markus 6:34 højt, og lad klassen se efter, hvordan Frelseren reagerede på folkeskaren.

  • Hvad tror I, vendingen »de var som får uden hyrde« betyder?

handout iconForklar, at Frelseren udførte endnu et stort mirakel, da han havde undervist folkeskaren hele dagen. Del eleverne op i par og giv hvert par et eksemplar af følgende uddelingsark for at hjælpe dem med at forstå dette mirakel. Bed hvert par om sammen at læse Markus 6:35-44 og Matthæus 14:18 og sætte begivenhederne på uddelingsarket i kronologisk rækkefølge.

uddelingsark, Bespisningen af de 5.000

Bespisningen af de 5.000

Det Nye Testamente – Seminar – Lærerens hæfte – lektion 37

  • ____ Frelseren mangedoblede det, disciplene havde medbragt, opfyldte og gjorde mere end forventet.

  • ____ Disciplene sagde, at de havde fem brød og to fisk.

  • ____ Disciplene foreslog, at de sendte folk væk, så de kunne købe mad.

  • ____ Frelseren spurgte, hvad disciplene kunne skaffe.

  • ____ Frelseren bad disciplene om at brødføde folkeskaren.

  • ____ Folkeskaren havde ingenting at spise.

  • ____ Frelseren bad sine disciple om at give dem det, de havde.

Når eleverne har haft nok tid til at færdiggøre denne aktivitet, skal I gennemgå svarene i klassen. (Den korrekte rækkefølge på svarene er 7, 5, 2, 4, 3, 1, 6).

  • Hvor mange mennesker blev bespist? (Forklar, at den græske tekst for Markus 6:44 gør det klart, at vendingen »fem tusind mænd« betyder fem tusind voksne mænd. Derfor er antallet af bespiste sikkert højere, når man tager i betragtning, at kvinder og børn også var til stede (se også Matt 14:21)).

Påpeg, at Frelseren først bad sine disciple om at give ham de fem brød og to fisk, som var alt, hvad de havde.

  • Hvilket princip kan vi lære af dette mirakel om, hvad Frelseren kan gøre, når vi giver ham alt, hvad vi har? (Eleverne bør finde frem til et princip som det følgende: Når vi tilbyder Frelseren alt, hvad vi har, kan han forstørre vores offer, så vi kan udføre hans hensigter. Skriv dette princip på tavlen).

Hjælp eleverne til bedre at forstå dette princip ved at minde dem om situationen med den nervøse, nykaldede missionær, som blev nævnt tidligere.

  • Hvad kunne Frelseren bede denne missionær om at gøre på trods af denne unge mands eller kvindes svagheder? (Frelseren beder alle, der søger ham for at udføre hans hensigter, om at give ham alle deres ønsker, evner, talenter, egenskaber, styrker, gaver og bestræbelser (se Omni 1:26; 2 Ne 25:29)).

  • Hvad ville resultatet være, hvis denne missionær gav alt, hvad han eller hun havde til Frelseren?

  • Hvilke andre situationer kan et ungt medlem af Kirken stå overfor, hvor det er en hjælp at kende til dette princip?

Bed eleverne om at grunde over og i deres skriftstudiebog skrive om, hvordan Herren har højnet deres bestræbelser og gjort det muligt for dem at gøre det, han har bedt dem om. Du kan bede nogle om at fortælle klassen om det, de skrev, hvis de har det godt med det.

Bær dit vidnesbyrd om, at når vi ofrer alt, hvad vi har til Frelseren, kan han forstørre vores offer, så vi kan udføre hans hensigter. Opfordr eleverne til at anvende dette princip i deres liv.

Markus 6:45-56

Jesus gik på vandet og helbredte de syge

Sammenfat Markus 6:45-56 ved at forklare, at Jesus brødfødte fem tusind, han instruerede sine disciple i at gå ombord på en båd og sejle til den anden side af Genesaretsøen. Derpå sendte han folkeskaren væk. I løbet af natten rejste en storm sig, og Frelseren så fra et bjerg, at hans disciple kæmpede med at komme frem uden at komme nogen vegne. Han gik derefter ud på vandet til dem, stormen lagde sig, og de ankom sikkert til den anden side af Genesaret Sø.

  • Hvordan gjorde Herrens kraft det muligt i dette tilfælde for disciplene at gøre det, som han havde instrueret dem i at gøre?

Du kan afslutte lektionen ved at bede eleverne, som er villige til det, om at fortælle om deres følelser eller bære vidnesbyrd om de omtalte sandheder fra i dag.

Kommentar og baggrundsinformation

Markus 6:26. »Sine gæster«

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles gav nogle ideer, der kan hjælpe unge med at håndtere gruppepres:

»Du kan ikke behage Gud uden at fornærme Satan, så derfor vil du blive presset af dem, som han frister til at handle forkert. Mennesker, som handler forkert, ønsker, at du skal gøre det samme, fordi det får dem til at føle sig bedre tilpas, når andre også gør det. De ønsker måske også at udnytte dig. Det er naturligt at ønske at blive accepteret af gruppen og være en del af gruppen – nogle mennesker slutter sig endog til bander, fordi de ønsker at høre til, men de mister deres frihed, og nogle mister livet. Noget af det sværeste for dig at indse er, hvor stærk du allerede er, og hvor meget de andre respekterer dig i stilhed. Vi nærer stor tillid til dig. Du behøver ikke at gå på kompromis med dine normer for at blive accepteret af gode venner. Jo mere lydig du er, jo mere du står frem for sande principper, jo mere kan Herren hjælpe dig med at overvinde fristelser. Du kan også hjælpe andre, når de mærker din styrke. Lad dem kende dine standarder, ved at du konsekvent efterlever dem. Svar på spørgsmål om dine principper, når nogen spørger, men undgå at prædike. Jeg ved af erfaring, at det virker.

Ingen begår alvorlige fejltagelser med vilje. De kommer, når du går på kompromis med dine standarder for at blive accepteret af andre. Vær den stærke. Vær lederen. Vælg dig gode venner og modstå sammen kammeraternes pres« (»Træf de rigtige valg«, Stjernen, jan. 1995, s. 35).

Ældste Lynn G. Robbins fra De Halvfjerds har sagt følgende om gruppepres:

»Når man forsøger at tilfredsstille andre på bekostning af Gud, er det at vende op og ned på det første og andet store bud (se Matt 22:37-39). Det er at glemme, hvilken vej man vender. Og alligevel har vi alle begået den fejl af frygt for mennesket. I Esajas advarer Herren os: ›Frygt ikke for menneskers hån‹ (Es 51:7; se også 2 Ne 8:7). I Lehis drøm blev frygten fremprovokeret af fingre, der pegede fra den store og rummelige bygning, hvilket fik mange til at glemme, hvilken vej de vendte, og de ›skammede‹ sig og forlod træet (se 1 Ne 8:25-28).

Dette gruppepres forsøger at ændre folks indstilling, hvis ikke opførsel, ved at få dem til at føle skyld ved at fornærme dem. Vi søger harmonisk sameksistens med dem, der peger fingre, men når denne frygt for mennesker får os til at acceptere synd, bliver det en fælde eller et ›net‹ i henhold til Ordsprogenes Bog (se Ordsp 29:25). Fælden kan på snedig vis maskeres, så den taler til vores omsorgsfulde side om at tolerere eller endda tillade noget, der er blevet fordømt af Gud. For de svage i troen kan det være en stor anstødssten. Eksempelvis tager nogle unge missionærer denne frygt for mennesker med sig i missionsmarken og undlader at rapportere en makkers åbenlyse ulydighed til deres missionspræsident, fordi de ikke ønsker at fornærme deres vildfarne kammerat. Beslutninger, som kræver karakter, tages ved at huske den rette rækkefølge af det første og andet bud (se Matt 22:37-39). Når disse forvirrede missionærer forstår, at de er ansvarlige over for Gud og ikke deres makker, bør det give dem mod til at vende om« (»Hvilken vej vender du?«, Liahona, nov. 2014, s. 9).

Markus 6:35-44. Bespisningen af de fem tusind

Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab belærte, at Frelserens magt til at mangedoble brødene og fiskene viser, at han vil højne vores trofaste bestræbelser på at tjene i hans kirke, selv når vi føler, at vore anstrengelser kun kan sammenlignes med nogle få brød og fisk:

»Mange ukendte mennesker med evner på størrelse med fem brød og to fisk ærer deres kaldelser og tjener uden opmærksomhed eller anerkendelse, mens de bogstaveligt talt bespiser tusinder … Disse er de hundredtusinder af ledere og lærere i alle Kirkens organisationer og præstedømmekvorummer, hjemmelærere og besøgslærere. Disse er de mange ydmyge biskopper i Kirken. Nogle har ingen formel uddannelse, men de har udviklet sig og lærer stadig, idet de nærer et ydmygt ønske om at tjene Herren og medlemmerne i deres menighed …

En væsentlig årsag til, at denne kirke er vokset fra dens beskedne begyndelse til sin nuværende styrke, er trofastheden og hengivenheden hos millioner af ydmyge og hengivne personer, der kun har fem brød og to små fisk at tilbyde i Mesterens tjeneste« (»Fem brød og to fisk«, Stjernen, juli 1994, s. 4-5).