Lektion 12
Matthæus 7
Indledning
Jesus Kristus fortsatte sin bjergprædiken ved at lære sine disciple at dømme retfærdigt. Han lærte dem også om at modtage personlig åbenbaring og at gøre vor himmelske Faders vilje.
Forslag til undervisningen
Matthæus 7:1-5
Som en del af sin bjergprædiken belærer Jesus Kristus sine disciple om at dømme retfærdigt
Skriv før klassen begynder følgende spørgsmål på tavlen: Bør vi dømme andre eller bør vi ikke? Når klassen begynder, så bed eleverne om at svare på spørgsmålet.
Vis billedet Bjergprædiken (Evangelisk kunst, 2009, nr. 39; se også LDS.org). Forklar, at da Jesus fortsatte sin bjergprædiken, underviste han sine disciple om at dømme.
Bed en elev om at læse Matthæus 7:1 højt. Lad resten af klassen følge med og se, hvad Frelseren sagde om at dømme. Påpeg, at vers 1 ofte misforstås til at betyde, at vi aldrig skal dømme. Bed en elev om at læse Joseph Smiths oversættelse af Matthæus 7:1-2: »Nu, dette er ordene, som Jesus lærte sine disciple, at de skulle sige til folk. Døm ikke uretfærdigt, for at I ikke selv skal dømmes; men døm retfærdigt.«
-
Hvad underviste Frelseren i om det at dømme?
-
Hvad tror I, det vil sige at dømme retfærdigt?
Bed en elev om at læse Matthæus 7:2 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad der vil ske med os ud fra den måde, vi dømmer andre på. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.
-
Hvad vil der ske, hvis vi dømmer retfærdigt? (Når eleverne har svaret, så hjælp dem til at finde frem til følgende princip: Hvis vi dømmer andre retfærdigt, vil Gud vise os den samme barmhjertighed og fairness).
Hvis det er muligt, så uddel en kopi af følgende udtalelse fra Tro mod sandheden til hver elev. Bed en elev om at læse den højt. Lad halvdelen af klassen følge med og se efter, hvordan vi ikke skal dømme. Lad den anden halvdel se efter, hvordan vi kan dømme retfærdigt.
-
Hvordan skal vi dømme?
-
Hvordan kan vi dømme retfærdigt?
Vis et lillebitte stykke træ og et langt, tykt stykke træ. Forklar, at da Frelseren lærte sine disciple om at dømme omtalte han et lillebitte stykke træ som en splint og et stort stykke træ som en bjælke. Bed en elev om at læse Matthæus 7:3 højt og lad klassen se efter, hvad Frelseren sagde om at dømme andre.
-
Hvad kan splinten og bjælken repræsentere i Frelserens analogi?
-
Hvordan vil I gengive Frelserens lærdom i vers 3?
Bed to elever om at komme op foran i klassen. Få den ene til at holde bjælken for sine øjne. Spørg den anden elev:
-
Vil du gerne have din klassekammerat med bjælken til at fjerne en splint fra dit øje? Hvorfor ikke?
Spørg eleven med bjælken:
-
Hvad skal du gøre for at se klart nok til at fjerne den lille splint fra din klassekammerats øje?
Bed eleven med bjælken om at læse følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab:
»Dette problem med bjælker og splinter synes at være nært forbundet med vores manglende evne til at se os selv klart. Jeg er ikke sikker på, hvorfor vi er i stand til at diagnosticere og anbefale måder til at afhjælpe andre folks uvaner på, mens vi ofte har svært ved at se vore egne« (»Det er vel ikke mig, Herre?«, Liahona, nov. 2014, s. 56).
Bed de to elever om at sætte sig. Få en elev til at læse Matthæus 7:4-5 højt og bed klassen om at se efter, hvis fejl Frelseren sagde, at vi skulle bekymre os om.
-
Bør vores bekymring og rettelse være fokuseret på andres fejl eller på vore egne? Hvorfor?
-
Hvilket princip kan vi lære af disse vers, der kan hjælpe os til at undgå at dømme andre uretfærdigt? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Hvis vi fokuserer på at fjerne vore egne synder og svagheder, vil vi være mindre tilbøjelige til at dømme andre uretfærdigt).
-
Hvordan kan dette princip hjælpe os, når vi ser en fejl hos andre?
Du kan give eleverne en lille splint, de kan beholde, så de kan blive mindet om dette princip. Bed eleverne om at tænke over synder eller svagheder, de kunne fjerne fra deres eget liv. Tilskynd dem til at bede Herren om hjælp til at fjerne deres egne fejl i stedet for at dømme andre uretfærdigt.
Matthæus 7:6-14
Frelseren underviser om at søge personlig åbenbaring
Sammenfat Matthæus 7:6 ved at forklare, at Joseph Smiths oversættelse af disse vers hjælper os til at forstå, at Jesus Kristus kaldte sine disciple til at gå ud i verden og forkynde. De skulle undervise i omvendelse, men holde rigets hemmeligheder for sig selv. Med andre ord, så skulle de ikke drøfte hellige ting med folk, der ikke var parate til at modtage dem (se JSO, Matt 7:9-11 (i Guide til Skrifterne)).
Forklar, at ifølge Joseph Smiths oversættelse af Matthæus 7:7 begynder sætningen med: »Sig til dem, bed til Gud.« Bed en elev om at læse vers 7 højt og begynde med disse ord. Lad klassen følge med og se efter, hvad Frelseren fortalte sine disciple, de skulle undervise i.
-
Hvad fik disciplene at vide, at de skulle sige til folk, der gerne ville modtage kundskab fra Gud.
-
Hvilket princip kan vi lære af vers 7 om, hvordan vi kan komme til at forstå hellig kundskab fra Gud? (Når eleverne har svaret, så hjælp dem til at finde frem til følgende princip: Når vi beder, søger og banker på i vores søgen efter sandhed, vil vor himmelske Fader svare og velsigne os med personlig åbenbaring).
-
Hvad indikerer ordene bed, søg og bank på, at vi skal gøre for at modtage personlig åbenbaring?
Bed nogle af eleverne om at fortælle om et tidspunkt, hvor bøn, søgen og banken på medførte personlig åbenbaring.
Sammenfat Matthæus 7:9-11 ved at forklare, at Frelseren underviste om, at ligesom en kærlig far ikke vil give sin søn en sten eller en slange, når han beder om brød eller fisk, så vil vor himmelske Fader ikke nægte gaven personlig åbenbaring til de af sine børn, der beder om det.
Tilskynd eleverne til at udvise tro ved at bede, søge og banke på for at indbyde til personlig åbenbaring og forståelse af evangeliet. Bær vidnesbyrd om, at når de gør det i tro og tålmodighed, så vil vor himmelske Fader besvare dem.
Bed en elev om at læse Matthæus 7:12-14 højt. Lad eleverne følge med og se efter, hvad Frelseren fortalte sine disciple, de skulle undervise i. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.
Matthæus 7:15-27
Frelseren lover frelse til dem, der gør Faderens vilje
Få eleverne til at skrive nogle ting på tavlen, der er alment accepteret af verden, men er i modstrid med vor himmelske Faders plan.
-
Hvorfor er det vigtigt at være i stand til at kunne skelne, om en enkeltperson eller en gruppe fremmer noget, der er i modstrid med vor himmelske Faders plan?
Bed en elev om at læse Matthæus 7:15 højt. Spørg dernæst:
-
Hvad advarede Herren disciplene imod? Hvordan sagde han, at disse falske profeter kunne være forklædt?
Forklar, at ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum advarede mod falske profeter i vore dage, hvilket både er »mænd og kvinder, som er selverklærede forkyndere af Kirkens lære« såvel som »dem, der taler om og udgiver materiale, som går imod Guds sande profeter, og som aktivt hverver andre med hensynsløs tilsidesættelse af den evige trivsel hos dem, som de forleder« (»Tag jer i agt for falske profeter og falske lærere«, Liahona, jan. 2000, s. 74).
Bed en elev om at læse Matthæus 7:16-20 højt. Lad eleverne følge med og se efter en måde, hvorpå vi kan skelne og se, hvorvidt nogen er en falsk profet eller en falsk lærer.
-
Hvordan kan vi afgøre, hvorvidt nogen er en falsk profet eller en falsk lærer? (Når eleverne har svaret, så skriv følgende sandhed på tavlen: Vi kan kende falske profeter på deres frugter).
Vis eleverne to forskellig slags frugt. Spørg eleverne, hvilken slags plante der sætter hver frugt. Forklar, at ligesom man kan identificere planter ud fra deres frugter, så kan vi identificere falske profeter og falske lærere ud fra deres lærdomme, gerninger og ideer.
-
Hvordan kan vi på grundlag af denne sandhed kende personer og grupper, som vi skal vogte os for?
-
Hvordan relaterer listen med forslag på tavlen sig til denne sandhed?
Sammenfat Matthæus 7:21-23 ved at forklare, at ikke alle, der erklærer tro på Jesus Kristus vil komme ind i hans rige, men de, der gør vor himmelske Faders vilje og lærer ham at kende, vil komme ind i himmeriget.
Vis en sten og en bakke med sand. Spørg eleverne, om de ville foretrække at bygge deres hjem på stenen eller på sandet. Lad dem begrunde deres svar.
Bed en elev om at læse Matthæus 7:24-27 højt.
-
Hvilke gerninger, sagde Frelseren ifølge vers 24, ville gøre nogen lig en klog mand, der byggede på en klippe ?
-
Hvilke gerninger, sagde Frelseren ifølge vers 26, ville gøre nogen lig en tåbelig mand, der byggede på sand?
-
Hvad tror I, at regnen, floderne og vinden repræsenterer i disse analogier (se v. 27; se også Hel 5:12)?
-
Hvilke principper omkring at handle på Herrens lærdomme kan vi lære af disse analogier? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende principper: Hvis vi hører og handler på Herrens lære, så vil han styrke os til at udholde vore prøvelser. Hvis vi hører Herrens lære, men ikke følger den, så har vi ikke den støtte, vi har brug for, når prøvelserne kommer).
Bed eleverne om at overveje, hvad Herren underviste om i bjergprædiken (se Matt 5-7). Tilskynd dem til at være ligesom den kloge mand ved at beslutte sig for at handle på de principper, som Frelseren underviste i. Du kan eventuelt give eleverne tid til at skrive ned, hvordan de vil anvende et eller flere af principperne fra denne lektion eller de tre forrige lektioner.