Indledning til Lære og Pagter og Kirkens Historie – Seminar – Lærerens hæfte
Vores formål
Hensigtserklæringen med seminar og institut lyder:
»Vores formål er at hjælpe de unge og de unge voksne til at forstå og forlade sig på Jesu Kristi lærdomme og forsoning, være værdige til templets velsignelser og forberede sig selv, deres familie og andre på evigt liv hos vor Fader i himlen.«
For at nå vores mål underviser vi eleverne i evangeliets læresætninger og principper, som de findes i skrifterne og i profeternes ord. Der undervises i disse læresætninger og principper således, at det fører til forståelse og opbyggelse. Vi hjælper eleverne til at opfylde deres rolle i læringsprocessen og forbereder dem til at undervise andre i evangeliet.
For at hjælpe dem til at nå disse mål tilskyndes du og de elever, du underviser, til at indarbejde følgende grundbegreber i evangelisk undervisning og læring, når I studerer skrifterne sammen:
-
Undervis og lær ved Ånden.
-
Skab et læringsmiljø præget af kærlighed, respekt og klare mål.
-
Studér skrifterne dagligt, og læs undervisningsmaterialet. (Du kan finde oversigter til at måle skriftstudiet med i tillægget bagerst i dette lektionshæfte, på LDS.org og på store.lds.org (varenr. 10494)).
-
Forstå baggrunden for og indholdet af skrifterne og profeternes ord.
-
Find frem til, forstå, føl sandheden og vigtigheden af samt anvend evangeliets læresætninger og principper.
-
Forklar, formidl og bær vidnesbyrd om evangeliske læresætninger og principper.
-
Behersk centrale passager i skriften og grundlæggende læresætninger.
Dette lærerhæfte er udformet for at hjælpe dig til at have held med at opnå disse mål.
Undervisningsmateriale til seminar og de unge om søndagen
Hjælp de unge til at blive omvendte til Jesu Kristi evangelium
En forenet indsats
Det Første Præsidentskab har kaldet på forældre, lærere og ledere til at »hjælpe de unge til at lære evangeliet at kende gennem deres eget studium og tro, selv opdage evangeliets sandhed og styrke deres familie og andre ved at fortælle om deres oplevelser, indsigt og vidnesbyrd.« Når de gør det, vil det hjælpe dem til at følge stien, der »vil føre dem til omvendelse« (Undervis i evangeliet på Frelserens måde, s. 2).
Organisationerne Unge mænd, Unge piger og Seminar har under præstedømmets ledelse samarbejdet om at udvikle dette undervisningsmateriale for at hjælpe de unge med at opnå disse formål. Hver organisation har en unik rolle i at styrke de unge, og hovedformålet med alt undervisningsmateriale for de unge er at føre dem til Frelseren og hjælpe dem med at blive omvendt til hans evangelium. Undervisningsmaterialet til alle ungdomsorganisationerne er lavet, så de harmonerer med de andre ungdomsorganisationers. For eksempel:
-
»Undervisning på Frelserens måde« (et afsnit, der findes i både seminars og søndagens ungdomsprogrammers undervisningsmaterialer) blev udarbejdet af ungdomsorganisationerne i fællesskab for at hjælpe lærere, forældre og ledere til at lære, hvordan Frelseren underviste (se Evangelisk undervisning og læring: En håndbog for lærere og ledere i seminar og institut, 2012, s. v-vi; Undervisning i evangeliet på Frelserens måde, 2012, s. 4-5). »Undervisning på Frelserens måde« undersøger, hvordan Frelseren hjalp andre til at tilegne sig de hellige sandheder, som han underviste i, ved at tilskynde dem til at handle i tro og påtage sig en aktiv rolle i læringsprocessen. Disse principper ved evangelisk undervisning og læring er inkorporeret i undervisningsmaterialet til alle ungdomsorganisationerne.
-
Undervisningsmaterialet til alle ungdomsorganisationerne fremhæver de samme grundlæggende læresætninger: De grundlæggende læresætninger, der fremhæves i undervisningsmaterialet til seminar, svarer til de grundlæggende doktrinære principper, der undervises om i undervisningsmaterialet til de unge. I klasserne om søndagen drejer undervisningsmaterialet til de unge sig hver måned om en af disse læresætninger. I seminar bliver disse læresætninger fremhævet, når de unge studerer alle standardværkerne. Disse forenede bestræbelser hjælper til at styrke de sandheder, som de lærer om søndagen med det, som de lærer til seminar og omvendt. Når man lægger vægt på de samme grundlæggende principper i alt undervisningsmateriale til de unge, skabes en mere sammenhængende oplevelse for de unge, lærere og forældre.
-
Undervisningsmaterialet til hver organisation er lavet for at hjælpe dem med at få en større forståelse og vidnesbyrd om evangeliet og lære, hvordan de skal undervise andre i det. For at opnå dette er både seminarmaterialerne og undervisningsmaterialerne til de unge rettet mod at hjælpe de unge til at indtage en mere aktiv rolle som elever i evangeliet, med selv at opdage evangeliets sandheder og forklare, fortælle og bære vidnesbyrd om disse sandheder for andre.
-
De, der er blevet kaldet til at undervise i Søndagsskolen, Unge Mænd, Unge Piger eller Seminar, vil formodentlig se en sammenhæng i tilgangen til undervisning og indlæring. Både undervisningsmaterialerne til seminar og til de unge fokuserer på at hjælpe dem til en større grad af omvendelse. På grund af dette fælles formål bliver mange af træningsmaterialerne og medierne, som er udviklet til lærerne ud fra søndagens undervisningsmateriale til de unge, også brugt af seminar og findes også på LDS.org.
Unikke aspekter
Hver af ungdomsorganisationerne spiller en unik rolle i at hjælpe de unge til at blive omvendt til evangeliet (se Undervisning i evangeliet på Frelserens måde, s. 12-13). For eksempel fokuserer det undervisningsmateriale, der bruges i Søndagsskolen, Unge Mænd og Unge Piger hver måned på et grundlæggende lærdomsmæssigt princip. I modsætning hertil lærer seminarelever evangeliets læresætninger og principper, når de studerer standardværkerne fra start til slut.
De unge kan ved at studere evangeliet emne for emne i søndagens klasser få en større forståelse af specifikke læresætninger ved at udforske de forskellige facetter af de sandheder og undervise hinanden i dem. Til seminar er de unge i stand til at finde frem til og forstå disse samme læresætninger i sammenhæng med de tilhørende sandheder i skrifterne og se dem illustreret i personerne fra skriften og deres liv og lærdomme. Ved at studere skrifterne fra ende til anden kan de vokse i deres tillid til, at »vor himmelske Fader virkelig taler til dem gennem skrifterne [og opnå] tillid til, at de kan vende sig til skrifterne og finde svar på deres problemer og bønner« (Howard H. Hunter, »Eternal Investments«, tale til CES-lærere, 10. feb. 1989, s. 2, LDS.org). De unge lærer også skrifterne at kende, så de kan bruge dem effektivt som fremtidige missionærer, ledere og forældre. Begge måder at studere evangeliets læresætninger på arbejder sammen for at hjælpe dem med at få en større forståelse af evangeliet og forberede dem til at undervise andre i evangeliet.
Forberedelse af lektionen
Herren har befalet dem, der underviser i hans evangelium, at »undervise i mit evangeliums principper, der findes i Bibelen og Mormons Bog, i hvilke evangeliets fylde findes« (L&P 42:12). Han har endvidere givet besked på, at der skal undervises i disse sandheder som »ledt af Ånden«, der »skal gives … ved troens bøn« (L&P 42:13-14). Når du forbereder hver lektion, så søg bønsomt Åndens vejledning for at hjælpe dig til at forstå skrifterne og de læresætninger og principper, de indeholder. Følg på samme måde Åndens tilskyndelser, når du planlægger, hvordan du kan hjælpe dine elever til at forstå skrifterne, blive undervist af Helligånden og føle et ønske om at anvende det, de har lært.
I dette kursus er Lære og Pagter din primære tekst, når du forbereder dig og underviser. Studér bønsomt de afsnit eller vers, som du skal undervise i. Søg at forstå baggrunden for og indholdet af skriftblokken, deriblandt historiens forløb, folk, steder og begivenheder. Når du har sat dig ind i både kontekst og indhold, så prøv at finde frem til de læresætninger og principper, som den indeholder og beslut dig for, hvilke af disse sandheder det er vigtigst for dine elever at forstå og anvende. Når du har fundet frem til, hvad dit fokus skal være, kan du afgøre, hvilke metoder, tilgange og aktiviteter der bedst vil hjælpe dine elever til at lære og anvende de hellige sandheder, som skriften indeholder.
Dette hæfte er udformet til at hjælpe dig i denne proces. Gennemgå omhyggeligt lektionsmaterialet, der hører til den skriftblok, du underviser i. Du kan vælge at bruge alle eller nogle af forslagene til en skriftblok eller tilpasse forslagene efter behov og omstændigheder hos dem, du underviser.
Det er vigtigt, at du hjælper eleverne til at studere hele skriftblokken i hver lektion. Når du gør det, vil det hjælpe eleverne til fuldt ud at fatte hele det budskab, som forfatteren af denne skriftblok gerne ville formidle. Men når du planlægger din lektion, kan du opdage, at du ikke har nok tid i klassetiden til at bruge alle de undervisningsforslag, der er i hæftet. Søg Åndens vejledning, og overvej bønsomt dine elevers behov, når du beslutter dig for, hvilke dele af skriftblokken, du skal lægge vægt på for at hjælpe dem til at føle sandheden og vigtigheden af evangeliske sandheder og anvende dem i deres liv. Hvis der ikke er så meget tid, kan det være nødvendigt at tilpasse dele af lektionen ved kort at sammenfatte en gruppe vers, eller ved hurtigt at lede dem til at finde frem til et princip eller en læresætning, før I går videre til næste versgruppe.
Når du overvejer, hvordan du kan tilpasse undervisningsmateriale, så sørg for at følge dette råd af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Jeg har ofte hørt præsident Packer undervise om, at vi først tilegner os, så tilpasser vi os. Hvis vi har sat os grundigt ind i den foreskrevne lektion, vi skal give, kan vi følge Ånden for at tilpasse den« (»En rundbordssamtale med ældste Dallin H. Oaks«, satellittransmission for seminar og institut, 7. aug. 2012).
I din forberedelse skal du være opmærksom på elever med særlige behov. Tilpas aktiviteter og forventninger, så de passer til dem. Kommunikation med forældre og ledere kan hjælpe dig til at blive opmærksom på deres behov og til at give dem meningsfulde og opbyggende oplevelser.
Under din forberedelse af lektionen kan du vælge at bruge redskaberne Notes og Journals på LDS.org eller Notesbøger og Journal i Evangelisk bibliotek på mobile enheder. Du kan bruge disse redskaber til at markere skriftsteder, konferencetaler, artikler i Kirkens tidsskrifter og lektioner. Du kan også tilføje og gemme noter, som du kan bruge under din lektion. Læs mere om, hvordan man kan bruge disse redskaber på siden Notes and Journal Help på LDS.org.
Brug af Forslag til den daglige undervisning
Indledning til skriftblokken
Indledning til skriftblokken giver et kort overblik over kontekst og indhold i skriftblokken til hver lektion.
Opdeling af vers og baggrundsresumé
Skriftblokken er ofte delt i mindre dele eller grupper af vers, der fokuserer på et særligt emne eller en særlig handling. Henvisningen til de enkelte klynger af vers følges af en kort beskrivelse af de begivenheder eller belæringer, der er i versene.
Undervisningshjælp
Undervisningshjælpen forklarer principper og metoder til evangelisk undervisning. De kan hjælpe dig til at blive en bedre lærer.
Kernen i lektionen
Kernen i lektionen indeholder vejledning til dig i forbindelse med studium og undervisning. Den indeholder forslag til undervisning, herunder spørgsmål, aktiviteter, citater, oversigter og kort.
Læresætninger og principper
Når læresætninger og principper naturligt dukker op i forbindelse med studiet af skriften, fremhæves de med fed for at hjælpe dig til at se dem og fremhæve dem i klassens drøftelser.
Billeder
Billeder af Kirkens ledere og begivenheder fra skrifterne er visuelle hjælpemidler, som du om muligt kan bruge, når du underviser.
Tomme sidespalter
De tomme sidespalter kan bruges under forberedelse af lektionerne til at skrive noter, principper, oplevelser og andre ideer ned, når du føler dig tilskyndet af Helligånden.
Kommentar og baggrundsinformation
Der er flere citater og forklaringer i slutningen af nogle af lektionerne for at give dig yderligere forståelse af den historiske baggrund, specifikke begreber eller skriftsteder. Brug informationen i det afsnit til at forberede dig på at kunne besvare spørgsmål eller komme med flere oplysninger, når du underviser. Du kan finde yderligere kommentarer i den digitale udgave af dette hæfte på LDS.org.
Yderligere undervisningsforslag
I slutningen af nogle lektioner er der yderligere undervisningsforslag. Det er forslag til, hvordan du kan undervise i læresætninger og principper, der måske ikke bliver fremhævet i lektionskernen. De kommer også med forslag til brug af visuelle medier, såsom DVD eller video fra LDS.org. Du kan finde yderligere undervisningsforslag i den digitale udgave af dette hæfte på LDS.org.
Dagligt seminar (skoletid og tidlig morgen)
Dette hæfte indeholder følgende dele til den lærer, der underviser dagligt: 160 daglige lektioner, undervisningshjælp og ressourcer til at undervise i mesterskriftsteder og grundlæggende læresætninger.
Daglige lærerlektioner
Lektionsformat
Hver lektion i dette hæfte har fokus på en skriftblok frem for et bestemt begreb, læresætning eller princip. Dette format vil hjælpe dig og dine elever til at studere skriften fortløbende og drøfte læresætninger og principper efterhånden, som de dukker op i teksten. Når de lærer om den sammenhæng, der er bag en læresætning eller et princip, kan de få en bedre forståelse af den sandhed. Eleverne bliver desuden bedre til at se og forstå den fulde betydning af det budskab, som den inspirerede skribent af skriften havde til hensigt at formidle. Undervisning i skriften på denne måde vil også hjælpe dem til at opdage og anvende evige sandheder i deres personlige skriftstudium.
Alle dele af en skriftblok er ikke fremhævet i alle lektioner. Nogle dele ofres mindre opmærksomhed, fordi de er mindre vigtige for den inspirerede skribents overordnede budskab, eller fordi de er knap så anvendelige for de unge. Du har ansvaret for at tilpasse disse materialer, så de imødekommer behovene og interesserne hos dem, du underviser. Du kan tilpasse lektionsforslagene i dette hæfte ved at vælge at lægge mere vægt på en særlig læresætning eller et princip, der er nævnt i lektionsmaterialet, eller ved at vælge at lægge mindre vægt på en del af en skriftblok, der er beskrevet mere dybdegående i hæftet. Søg Helligåndens vejledning for at lave disse tilpasninger i din forberedelse og undervisning.
Læresætninger og principper
I lektionens kerne kan du se, at adskillige centrale læresætninger og principper er fremhævet med fed skrift. Disse læresætninger og principper påpeges i læseplanen, fordi (1) de indeholder et centralt budskab i skriftblokken, (2) de er særligt relevante for elevernes behov og forhold, eller fordi (3) det er nøglesandheder, som kan hjælpe eleverne til at få et tættere forhold til Herren. Vær opmærksom på, at der findes langt flere sandheder i Lære og Pagter end dem, læseplanen trækker frem. Præsident Boyd K. Packer har sagt, at skrifterne indeholder »uendelige kombinationsmuligheder af sandheder, som passer til det enkelte menneskes behov i alle situationer« (»The Great Plan of Happiness«, CES-symposium om Lære og Pagter/Kirkens historie, 10. aug. 1993, LDS.org; se også Teaching Seminary: Preservice Readings, 2004, s. 69, LDS.org).
Sørg konstant for at give eleverne mulighed for at identificere læresætninger og principper i skriften, når du underviser. Når eleverne giver udtryk for de sandheder, de finder, kan de ofte bruge andre ord end dem, der er brugt til at beskrive en læresætning eller sandhed i dette hæfte. De kan også opdage sandheder, som ikke er identificeret i forslaget til undervisningen. Vær forsigtig med ikke at affeje deres svar som forkerte, bare fordi de måske anvender andre ord end dem, der er brugt i hæftet, eller fordi de finder frem til en sandhed, der ikke er nævnt i læseplanen. Det er dog dit ansvar at hjælpe eleven med at rette op på en udtalelse, hvis de fremkommer med noget, der ikke stemmer overens med evangeliets lære, men det skal ske i en ånd af kærlighed og tillid. Gøres det på den måde, kan det være en vigtig mulighed for at lære.
Tempo
Dette hæfte indeholder 160 daglige seminarlektioner. Du kan tilpasse lektionerne og oversigten efter behov afhængigt af den tid, du har til at undervise i dette kursus. Se et eksempel på en læseplan i tillægget sidst i dette hæfte. Læseplanen er baseret på et skoleår på 36 uger eller 180 dage og omfatter 20 »fleksible dage«, som du kan bruge til at tilpasse daglige lektioner, hjælpe eleverne til at mestre nøgleskriftsteder og grundlæggende læresætninger, gennemgå tidligere materialer og give plads til ændringer i skemaet.
Erstatningsopgaver
Lære og Pagter og Kirkens historie – Hjemmestudieseminar – Elevens hæfte kan bruges i det daglige seminarprogram som en ressource til at give eleverne ekstra opgaver, hvis de har et hængeparti. Lektionerne til eleverne i hjemmestudieseminar svarer til dem i dette hæfte. Elever, som har stort fravær, kan få til opgave at færdiggøre opgaverne i elevens hæfte for at indhente det, de har forsømt i klassen. Opgaverne kan skrives ud fra LDS.org, så du ikke er nødt til at skaffe et helt hæfte til elever med hængepartier. Der er mere information om Lære og Pagter og Kirkens historie – Hjemmestudieseminar – Elevens hæfte i afsnittet »Hjemmestudieseminar« i disse indledende afsnit.
Undervisningshjælp
I marginerne i dette hæfte er der tip til undervisningen. Disse undervisningstip forklarer og viser, hvordan du og de elever, du underviser, kan anvende grundbegreber i evangelisk undervisning og læring i jeres studium af Lære og Pagter og Kirkens historie. De indeholder også forslag til, hvordan man kan bruge forskellige undervisningsmetoder, færdigheder og tilgange mere effektivt. Se, hvordan du kan udøve og anvende de forskellige principper konsistent i din undervisning, efterhånden som du lærer om dem.
Brug af hjemmestudielektioner
Sammenfatning af elevernes lektioner
Sammenfatningen gør, at du hurtigt kan sætte dig ind i det indhold og de læresætninger og principper, som eleverne har studeret i ugens løb i elevens hæfte.
Indledning til lektionen
Indledningen til lektionen hjælper dig til at vide, hvilke dele af skriften der vil blive fremhævet i lektionen.
Kernen i lektionen
Kernen i lektionen indeholder vejledning til dig i forbindelse med studium og undervisning. Den indeholder forslag til undervisning, herunder spørgsmål, aktiviteter, citater, oversigter og kort.
Opdeling af vers og baggrundsresumé
Versene er grupperet efter indhold, og når der sker ændringer i beretningen i skriften. Henvisningen til de enkelte klynger af vers følges af en kort beskrivelse af de begivenheder eller belæringer, der er i versene.
Læresætninger og principper
Når læresætninger og principper naturligt dukker op i forbindelse med studiet af skriften, fremhæves de med fed for at hjælpe dig til at se dem og fremhæve dem i klassens drøftelser.
Introduktion til næste del
Det sidste afsnit i hver lektion fortæller lidt om, hvad der sker i den næste del. Fortæl eleverne om dette afsnit ved slutningen af hver lektion for at hjælpe dem til at se frem til det, de skal studere i den kommende uge.
Hjemmestudieseminar
Under ledelse af lokale præstedømmeledere og S&I-repræsentanten kan der dannes hjemmestudieklasser de steder, hvor eleverne ikke kan komme til en daglig klasse på grund af afstand eller andre faktorer (såsom handicap). Hjemmestudieklasser er normalt ikke tilgængelige de steder, hvor der er tilbud om daglige klasser (på hverdage) gennem morgenseminar eller skoletidsseminar.
Hjemmestudieprogrammet gør, at eleverne kan opfylde kravene i seminar ved at udføre individuelle opgaver derhjemme frem for at deltage i klasser hver dag. Disse lektioner forefindes i et separat hæfte, der hedder Lære og Pagter og Kirkens historie – Hjemmestudieseminar – Elevens hæfte. En gang om ugen skal eleverne mødes med en seminarlærer for at aflevere sit arbejde og tage del i en klasselektion. Elevens hæfte og de ugentlige klasselektioner forklares nærmere nedenfor.
Hjemmestudieseminar – Elevens hæfte
Lære og Pagter og Kirkens historie – Hjemmestudieseminar – Elevens hæfte er udformet til at hjælpe hjemmestudieeleverne med at få en oplevelse ved at studere Lære og Pagter og Kirkens historie, der svarer til den, som elever, der deltager i daglig klasseundervisning, får. Således svarer tempoet i elevens hæfte og de læresætninger og principper, der behandles, til materialet i dette hæfte. Elevens hæfte indeholder også instruktioner om mesterskriftsteder. Mesterskriftsteder behandles ofte i den kontekst, i hvilken de fremkommer i teksten i skriften, og der er ofte skriftlige aktiviteter i de lektioner, hvor skriftstederne behandles.
Eleverne i hjemmestudieseminar skal hver uge færdiggøre fire lektioner fra elevens hæfte og deltage i en ugentlig klasselektion, som deres seminarlærer underviser i. De færdiggør de nummererede opgaver fra elevhæftet i deres skriftstudiebog. Eleverne bør have to skriftstudiebøger, så de kan aflevere den ene til deres lærer og fortsætte med at arbejde i den anden. Når de mødes med deres lærer hver uge, så afleveres den ene skriftstudiebog til hjemmestudielæreren, og den anden gives tilbage til eleven, så han eller hun kan bruge den til den næste uges lektioner. (For eksempel laver eleven i en uge opgaver i skriftstudiebog 1. Eleven tager skriftstudiebogen med til klassen og giver den til læreren. I løbet af den næste uge laver eleven så opgaver i skriftstudiebog 2. Når eleven afleverer skriftstudiebog 2, giver læreren skriftstudiebog 1 tilbage til eleven. Eleven bruger da skriftstudiebog 1 til den næste uges opgaver).
Alle seminarelever opfordres til at studere skriften dagligt og følge kurset, men hjemmestudieelever bør forstå, at de forventes at bruge yderligere 30-40 minutter på hver af de fire hjemmestudielektioner i hver del og at deltage i de ugentlige klasser.
Hjemmestudielærerens ugentlige lektioner
Hver del i Lære og Pagter og Kirkens historie – Hjemmestudieseminar – Elevens hæfte svarer til fem lektioner i forslag til den daglige undervisning. Efter hver femte lektion i dette hæfte finder du den ugentlige hjemmestudielektion til læreren. Hjemmestudielektionen hjælper eleverne til at gennemgå, få en større forståelse af og anvende de læresætninger og principper, som de lærte om, da de færdiggjorde dagene i elevens hæfte i ugens løb. Disse lektioner kan også omhandle andre sandheder, som ikke dækkes i elevens hæfte. (For hjælp til tilrettelæggelsen af en lektionsplan henvises der til retningslinjerne for læseplan for den ugentlige undervisning sidst i dette hæfte).
Som hjemmestudielærer bør du sætte dig godt ind i det, dine elever har studeret i den forgangne uge, så du kan svare på spørgsmål og igangsætte en meningsfuld debat, når I mødes. Bed dem om at medbringe deres skrifter, skriftstudiebog og elevens hæfte til den ugentlige klasse, så de kan bruge dem under lektionen. Tilpas lektioner til deres behov og i overensstemmelse med Helligåndens vejledning. Du kan også orientere dig i lektionerne for den daglige undervisning i dette hæfte i forbindelse med din forberedelse og undervisning. Et studium af forslagene til undervisning og metoder for de daglige lektioner kan berige din ugentlige undervisning. Tilgodese særlige behov hos de elever, du underviser. Har en elev for eksempel svært ved at skrive, så lad ham eller hende optage deres tanker på en båndoptager eller diktere dem for et familiemedlem eller en ven, som kan skrive deres svar ned.
Ved slutningen af hver ugentlig lektion indsamler du elevernes skriftstudiebøger og opmuntrer dem til at fortsætte deres studium. Giv dem en skriftstudiebog til den næste uges opgaver, som det bliver forklaret i afsnittet »Hjemmestudieseminar – Elevens hæfte«. (Under ledelse af præstedømmeledere og forældre kan seminarlærere, der er kaldet af staven, kommunikere elektronisk med elever, der er tilmeldt hjemmestudieseminar).
Når du læser elevernes svar igennem i deres skriftstudiebøger, så giv dem feedback ved at skrive en lille note til dem eller komme med en kommentar, når du ser dem. Du kan også bestræbe dig på at finde andre måder at give støtte og brugbar feedback på. Det vil hjælpe eleverne til at vide, at du bryder dig om deres arbejde og ønsker at motivere dem til at være grundige i deres besvarelser.
De fleste af elevernes bestræbelser på at mestre nøgleskriftsteder udføres, når de færdiggør deres hjemmestudielektioner. Hjemmestudielærere kan følge op på elevernes bestræbelser med hjemmestudielektionerne ved at bede dem om at fremsige eller gennemgå mesterskriftsteder, der har været i teksten for den uges studium.
Andre ressourcer
Projektet Joseph Smith Papers
En stor del af de historiske oplysninger i dette lektionshæfte er taget fra History of the Church [Kirkens historie] og Joseph Smith-papirerne. Især var bind 1 og 2 i serien Documents The Joseph Smith Papers en stor hjælp. Disse er udgivet af Church Historian’s Press (Kirkens historiske afdelings forlag i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige). Man kan se digitaliserede billeder og læse transskriptionen af de originale dokumenter i Joseph Smith-papirerne ved at gå ind på josephsmithpapers.org.
Redskaberne Notesbøger og Journal
Lektionshæfterne og elevens hæfte til seminar er tilgængelig på LDS.org og i Evangelisk bibliotek til mobile enheder. Lærere og elever kan bruge redskaberne Notes og Journals på nettet og Notesbøger og Journal på mobile enheder til at markere og tilføje noter til den online udgave af disse hæfter, når de forbereder lektioner og studerer skrifterne. Lærerens hæfte og elevens hæfte findes også som download i andre formater (såsom PDF, ePub og mobi-filer (Kindlefiler)) på LDS.org.
Yderligere hjælpekilder
Følgende ressourcer er tilgængelige via internettet, din supervisor, det lokale distributionscenter og Kirkens onlinebutik (store.lds.org):
-
Doctrine and Covenants and Church History Visual Resource DVD (katalognr. 08042; kun på engelsk, spansk og portugisisk)
-
Lære og Pagter og Kirkens historie, dvd-præsentationer 1-22 (katalognr. 54012)
-
Media Library på LDS.org
-
Evangelisk kunst (katalognr. 06048 110)
-
Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk (36863 110).
-
Evangeliske emneessays på LDS.org
-
Til styrke for de unge, hæfte (katalognr. 09403 110)