I februar 1846 begyndte de hellige at forlade Nauvoo og rejse vestpå igennem territoriet Iowa. Brigham Young modtog åbenbaringen i Lære og Pagter 136 ved Winter Quarters i Nebraska i januar 1847. Denne lektion drøfter Lære og Pagter 136:1-18, som omfatter Herrens råd for at hjælpe de hellige med at organisere sig selv og forberede sig på at fortsætte deres tur mod vest.
Forslag til undervisningen
Sidste dages hellige rejser gennem Iowa og etablerer hovedsæde i Winter Quarters
Giv en elev bind for øjnene og placer ham eller hende i den ene side af lokalet. Flyt derefter rundt på nogle genstande i lokalet, og lav larm, så han eller hun kan høre, at der bliver flyttet rundt. Bed ham eller hende med bind for øjnene om at vælge en klassekammerat til at give mundtlig vejledning for at hjælpe ham eller hende over til den anden ende af lokalet. Når han eller hun har valgt en, så spørg:
Hvorfor valgte du den person?
Hvordan kan tillid til en anden person påvirke, hvor godt vi vil følge deres vejledning?
Bed guiden om at vejlede eleven med bind for øjnene sikkert til den anden side af lokalet. Lad de to elever sætte sig på deres plads igen.
Bed en om at læse følgende afsnit om de helliges udvandring fra Nauvoo. Lad klassen lytte efter, hvordan de helliges oplevelse kan have været ligesom oplevelsen for eleven, der blev ledt gennem klasselokalet.
Under trusler om vold fra lokale pøbelhobe begyndte de hellige at forlade Nauvoo i februar 1846 og rejse vestpå igennem staten Iowa. »Det krævede stor tro hos de hellige at forlade Nauvoo. De tog af sted uden at vide nøjagtigt, hvor de tog hen, eller hvornår de ville nå til et sted, hvor de kunne slå sig ned. Det eneste, som de vidste, var, at de var lige ved at blive fordrevet fra Illinois af deres fjender, og at deres ledere havde fået en åbenbaring om at finde et tilflugtssted i Rocky Mountains« (Kirkens historie i tidernes fylde, 2. udg., CES-hæfte, 2002, s.311).
Hvordan ligner de helliges oplevelse elevens oplevelse, da han/hun blev vejledt gennem klasselokalet? (Begge var afhængige af syn og vejledning fra nogen, som de stolede på, til at hjælpe dem til at nå deres destination).
Hvad kan vi lære af de helliges oplevelse med at skulle forlade Nauvoo? (De kan bruge andre ord, men de bør udtrykke følgende princip: Vi udøver tro, når vi følger råd og vejledning fra vores kirkeledere).
Bed en om at læse følgende beretning om William Clayton. Lad dem lytte efter eksempler på bror Claytons tro.
»William Clayton blev kaldet til at være i en af de første grupper, der forlod Nauvoo, og han efterlod sin hustru, Diantha, hos hendes forældre en måned før, hun skulle føde sit første barn. Turen gennem mudder og opholdet i kolde telte sled på hans nerver, fordi han bekymrede sig om Dianthas helbred. To måneder senere vidste han stadig ikke, om hun havde gennemgået en sikker fødsel, men modtog den glædelige besked, at ›en fin buttet dreng‹ var blevet født. Så snart han havde hørt nyheden, satte William sig ned og skrev en sang, som ikke alene havde speciel betydning for ham selv, men som også ville blive en hymne til inspiration og taknemlighed for Kirkens medlemmer i mange generationer. Sangen var ›Kom, kom, Guds folk‹« (Vores arv: En kort beretning om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 1996, s. 71).
Bed klassen om at synge de første tre vers af »Kom, kom, Guds folk« (Salmer og sange, nr. 16). (Eller kontakt en elev eller en gruppe elever på forhånd og bed dem om at forberede sig på at synge de første tre vers af salmen). Før salmen synges, så bed dem om at se eller lytte efter udtryk, der illustrerer de helliges tro på Jesus Kristus og deres tillid til deres ledere.
Spørg, efter de tre første vers er blevet sunget:
Hvordan illustrerer salmen de helliges tro på Jesus Kristus og deres tillid til deres ledere?
Bed en om at læse følgende beretning om Orson og Catherine Spencer. Lad klassen lytte efter eksempler på Spencers tro og tillid.
»Da de havde forladt Nauvoo svigtede [Catherines], som var svag og skrøbelig, helbred hurtigt på grund af de mange trængsler. Den bedrøvede ægtemand skrev bønfaldende til sin hustrus forældre og bad dem om at modtage hende i deres hjem, indtil de hellige fandt et sted at slå sig ned. Svaret lød: ›Lad hende fornægte sin nedværdigende tro, og hun kan komme tilbage, men aldrig før hun har gjort det.‹
Da brevet var blevet læst for hende, bad hun sin mand om at hente sin Bibel og slå op i Ruths Bog og læse første kapitel, vers 16 og 17: ›Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud‹« (Memoirs of John R. Young: Utah Pioneer 1847, 1920, s. 17-18). Catherine Spencer døde kort tid derefter.
Lad dem synge fjerde vers af »Kom, kom, Guds folk«. Bed dem om at tænke over, hvordan disse vers kan relatere til Catherine Spencer. Spørg, når de har sunget:
Hvordan relaterer dette vers til Catherine Spencer?
Bed dem om at sætte et mål for at udøve tro på Jesus Kristus og bedre følge råd og vejledning fra deres kirkeledere.
Lad dem slå op på kort 6 (»Kirkens rejse mod vest«) i afsnittet Kronologisk kirkehistorisk oversigt, landkort og fotografier i deres skrifter og finde Nauvoo og Winter Quarters. Forklar, at de hellige, som forlod Nauvoo i februar 1846, brugte fire måneder på at rejse 480 km henover Iowa på grund af usædvanlig megen regn og utilstrækkelige forsyninger. Gruppens tempo blev sænket på grund af disse forhold, og fordi de mistede hjælp fra mere end 500 raske sidste dages hellige mænd. Disse mænd, som blev kendt som Mormonbataljonen, havde imødekommet præsident Brigham Youngs kald om at melde sig til den amerikanske hær for at tjene penge til at hjælpe de fattige medlemmer af Kirken med at rejse vestpå. Dette offer hjalp på mange måder, men det efterlod også mange familier uden ægtemænd og fædre på en del af rejsen. På grund af det langsomme tempo besluttede kirkeledere, at de ikke ville fortsætte vestpå til Rocky Mountains før foråret 1847. De rådede de hellige til at slå sig ned for vinteren. En af de største bosættelser, Winter Quarters, var placeret på den vestlige side af Missouri-floden i det, der i dag er staten Nebraska.
Bed en om at læse følgende beskrivelse af Winter Quarters og de andre midlertidige bosættelser:
Mange af de hellige boede i træhytter og udgravede huler af piletræ og jord. Mange var utilstrækkeligt beskyttet mod det kolde vejr. Sygdomme som malaria, lungebetændelse, tuberkulose, kolera og skørbug forårsagede udbredte lidelser og død. Flere end syv hundrede personer døde i lejre ved slutningen af den første vinter (se Vores arv, s. 71-72; Kirkens historie i tidernes fylde, s. 322-323).
Hvis I havde været sammen med de hellige i Winter Quarters, hvilke følelser ville I måske have haft, når det gik op for jer, at I stadig skulle rejse flere hundrede kilometer?
Herren råder de hellige til at organisere sig selv og forberede sig på at fortsætte deres rejse vestpå
Bed dem om at skimme afsnitsindledningen til Lære og Pagter 136, mens de ser efter, hvor denne åbenbaring blev givet, og hvem der modtog den. Lad dem fortælle, hvad de har lært.
Hvordan tror I, at det kan have hjulpet de hellige at vide, at Herren fortsatte med at åbenbare sin vilje for dem? (Svar kan omfatte, at denne åbenbaring hjalp dem til at vide, at Herren var opmærksom på dem, at han ville hjælpe dem med at fortsætte deres rejse mod vest, og at han talte gennem præsident Brigham Young, ligesom han havde talt gennem profeten Joseph Smith).
Lad nogle elever skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 136:2-5. Bed klassen om at følge med og se, hvad Herren rådgav de hellige om at gøre som forberedelse til deres rejse vestpå.
Hvordan blev kompagnierne organiseret?
Hvorfor tror I, at det ville være nyttigt at organisere de hellige i grupper med udpegede ledere? Hvordan kan dette sammenlignes med den måde, hvorpå Kirken er organiseret i dag? (Når de har svaret på disse spørgsmål, kan du skrive følgende sandhed på tavlen: Herren organiserer sine hellige i grupper, så alle kan modtage vejledning og omsorg).
Hvad siger vers 4 om, hvordan de hellige skulle få styrke?
Forklar, at mange familier og personer på grund af sygdom og død i Winter Quarters og de omkringliggende lejre havde brug for økonomisk hjælp, så de kunne fortsætte deres rejse vestpå.
Del dem op parvis. Bed dem om at læse Lære og Pagter 136:6-11 sammen og se efter, hvordan de hellige skulle tage sig af dem i nød. Forklar, før de læser dette skriftsted, at de hellige ikke alle sammen forlod Winter Quarters på samme tid. Sætningen »dem, som bliver tilbage« i vers 6 henviser til de hellige, som skulle blive i et stykke tid i Winter Quarters og de omkringliggende lejre.
Hvilke ord eller vendinger i vers 6-11 giver et fingerpeg om, hvordan de hellige skulle tage sig af dem i nød?
Hvilket ord i vers 7 henviser til personer, der skal bane vejen for andre? (Pionerer).
Skriv følgende definition på tavlen: (Den kommer fra Oxford English Dictionary, 2. udg., 1989, »pioneer«).
Pionerer: En, der går forud for at bane vejen eller berede vejen, som andre kan følge.
Hvad er Herrens løfter ifølge vers 11 til dem, der søger at hjælpe andre i nød og forberede vejen for dem? Hvad kan vi lære af det? (Når de har svaret, kan du skrive følgende princip på tavlen: Herren velsigner os, når vi hjælper andre i nød og forbereder vejen for dem).
Bed dem om at drøfte følgende spørgsmål med deres makker:
Hvem har beredt vejen for jer, så I kan nyde evangeliets velsignelser?
Bed dem om at overveje følgende spørgsmål: Få derpå nogle til at dele deres svar med klassen.
Hvad vil I gøre for at være en pioner – hjælpe andre i nød og forberede vejen for dem, så de kan nyde evangeliets velsignelser?
Opsummer Lære og Pagter 136:12-18 ved at forklare, at Herren befalede sine tjenere at undervise de hellige i denne åbenbaring.
Afslut med at bære dit vidnesbyrd om de sandheder, I har drøftet i lektionen, og tilskynd dem til at handle i overensstemmelse med disse sandheder.
»En ordbog definerer en pioner, som ›en foregangsmand, der bereder eller åbner vejen for andre‹ (Oxford English Dictionary, 2. udg., 1989, ›pioneer‹). Kan vi på en eller anden måde samle det mod og den standhaftighed, der karakteriserede den tidligere generation af pionerer? Kan du og jeg, i virkeligheden, være pionerer?
Ældste Parley P. Pratt fortalte en beretning om, hvad de hellige gjorde for at forberede vejen for dem, som ville følge efter:
Billede
Parley P. Pratt
»Da alt var harmoniseret og sat i orden, gik lejrene videre. Da vi ankom til en gren af Grand River, slog vi lejr et stykke tid efter at have rejst meget midt i megen og vedvarende regn, mudder og sump. Her fik vi aflukket og plantet en offentlig gård på mange hundrede hektarer og begyndte en bosættelse til gavn for dem, som skulle blive og dem, som ville følge efter os fra Nauvoo. Vi kaldte stedet for ›Garden Grove‹« (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt jun., 1938, s. 342).
I maj 1846 mødtes Jesse C. Little, en repræsentant for Kirken, med embedsmænd fra USA’s regering i Washington D.C. Kirken spurgte, om de sidste dages hellige kunne bidrage med nogen form for arbejde eller tjeneste for regeringen mod finansiel støtte til de helliges vandring mod vest. USA’s kongres havde fornyeligt erklæret krig mod Mexico, og præsident James Polk drøftede med Jesse C. Little ideen om, at sidste dages hellige mænd kunne melde sig til USA’s hær og bruge deres løn på at hjælpe de hellige på deres rejse. Mens de hellige rejste igennem Iowa, bad hverveofficerer fra den amerikanske hær Kirkens medlemmer om at tjene i den mexicansk-amerikanske krig. Til at starte med nægtede de hellige, men præsident Brigham Young opfordrede mændene til at deltage med det formål at skaffe penge til at samle de fattige fra Nauvoo og hjælpe de hellige med at flytte vestpå. På grund af præsident Youngs råd meldte flere end 500 mænd sig til den amerikanske hær. Denne gruppe blev kaldt mormonbataljonen. Et antal kvinder og børn ledsagede bataljonen, mens de marcherede over 3.200 km til det sydlige Californien, hvor de fungerede som besættelsestropper.
Den 4. juli 1846 skrev Daniel B. Rawson: »Jeg var vred på regeringen, som havde tilladt, at jeg var blevet plyndret og fordrevet fra mit hjem. Jeg kom med en grov bemærkning om, at ›jeg ville se dem alle fordømt i helvede‹. Jeg ville ikke melde mig. På vej mod Bluffs mødte vi præsident Brigham Young, Heber C. Kimball og W. Richards, der var på vej tilbage for at finde rekrutter. De sagde, at Israels frelse afhang af hærens dannelse. Da jeg hørte det, ændrede mit sind sig. Jeg følte, at det var min pligt at tage af sted« (i Norma Baldwin Ricketts, The Mormon Battalion, 1996, s. 13).