Seminar og institut
Lektion 104: Lære og Pagter 101:1-16


Lektion 104

Lære og Pagter 101:1-16

Indledning

Den 16. og 17. december 1833 modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring angående de lidelser, de hellige led i Missouri. Denne åbenbaring, der er nedskrevet i Lære og Pagter 101, vil blive drøftet i tre lektioner. Denne første lektion indeholder Herrens forklaring af, hvorfor han tillod de helliges trængsler. Den indeholder også hans ord med råd og trøst til de lidende hellige.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 101:1-8

Herren forklarer, hvorfor han tillader, at hans folk får prøvelser

Tegn det medfølgende kort på tavlen, inden klassen begynder. Du kan henvise til kortet igennem lektionen for at hjælpe eleverne til at forstå de historiske beretninger i lektionen.

kort, Missouri

Indled klassen med at stille følgende spørgsmål:

  • Hvilke eksempler er der på de forfølgelser, som de hellige led i Jackson County i Missouri? (Du skal måske minde eleverne om ødelæggelsen af de helliges trykkeri, hjem og afgrøder og at Edward Partridge og Charles Allen blev dyppet i tjære og rullet i fjer).

Opsummer eller læs følgende afsnit eller bed en elev om at læse det.

På grund af volden fra pøbelen i Missouri County i Missouri i juli 1833 blev Kirkens ledere i Missouri enige om at forlade området. Men i august 1833 mødtes et råd af de øverste kirkeledere i Kirtland for at drøfte vanskelighederne i Missouri. De sendte instruktioner om, at de hellige i Missouri ikke skulle sælge deres land eller flytte fra området, medmindre de allerede havde underskrevet en aftale om at gøre det. Kirkeledere bønfaldt regeringen og brugte alle tilgængelige juridiske kanaler for at beholde deres jordlodder i Missouri og søge retfærdighed mod dem, som var ansvarlige for volden. Da nogle af nybyggerne, som ikke var medlemmer, hørte om disse handlinger, og da de troede, at de hellige ikke havde planer om at flytte væk som ventet, angreb nybyggerne de hellige igen. Om aftenen den 31. oktober 1833 hærgede en pøbel på omkring 50 ryttere Whitmer-bosættelsen vest for Independence. De rev taget af 13 huse og piskede adskillige mænd, til de næsten døde af det. Disse angreb vedblev de næste to nætter i Independence og andre steder, hvor de hellige boede. Mænd blev slået, og kvinder og børn blev terroriseret.

  • Hvilke spørgsmål tror I, at de hellige i Missouri kan have haft på dette tidspunkt? (Hvis eleverne har brug for hjælp til at besvare dette spørgsmål, kan du overveje at foreslå, at de hellige kan have undret sig over, hvorfor Herren tillod, at de blev forfulgt).

Spørg eleverne, om de nogensinde har tænkt over, hvorfor Herren tillader, at de eller folk, de kender, oplever trængsler.

Forklar, at da de hellige i Missouri led disse prøvelser, åbenbarede Herren sandheder om, hvorfor han tillader, at hans folk har trængsler. Bed eleverne om at se i afsnitsindledningen til Lære og Pagter 101, og finde de datoer, hvor Joseph Smith modtog denne åbenbaring. Bed dem så om at skimme resten af afsnitsindledningen igennem og finde, hvilke yderligere strabadser, som de hellige oplevede mellem pøbelens angreb den 31. oktober og datoerne for, hvornår denne åbenbaring blev givet. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til. (Når de har fortalt det, kan du forklare, at flere end 1.000 hellige blev drevet bort fra deres hjem i Jackson County).

Få en til at læse Lære og Pagter 101:1-2 højt. Bed klassen om at følge med og finde en årsag til, at Herren tillod, at de hellige i Jackson County led forfølgelser og trængsler. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvad kan vi lære af vers 2 om konsekvenserne af at bryde Guds befalinger? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Når vi bryder befalingerne, tillader Gud, at vi lider).

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt at forstå dette princip?

Påpeg, at på trods af, at mange hellige i Missouri var trofaste og lydige, led de stadig forfølgelse. Bed en om at læse Lære og Pagter 101:3-5 højt. Lad klassen følge med og se efter en grund til, at Herren tillader, at selv retfærdige hellige oplever trængsler. Lad eleverne fortælle, hvad de finder frem til. Du kan forklare, at ordet revse betyder at disciplinere eller rette, og at ordet helliggjort betyder at gøre nogen eller noget rent eller helligt.

  • Hvorfor irettesætter og prøver Herren sit folk ifølge disse vers? (Elevernes svar bør afspejle følgende princip: Hvis vi ikke udholder irettesættelse, kan vi ikke blive helliggjort. Skriv dette princip på tavlen).

  • Hvordan kan irettesættelse hjælpe os til at blive helliggjort?

  • Hvordan kan budskabet i disse vers have påvirket de hellige i Missouri?

Hjælp eleverne til at forstå, hvordan irettesættelse og prøvelser kan hjælpe os til at blive helliggjort, ved at bede en elev om at læse følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum højt:

Ældste D. Todd Christofferson

»Udover at stimulere til omvendelse kan selve oplevelsen af at blive irettesat forædle og forberede os på større åndelige privilegier« (»Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg«, Liahona, maj 2011, s. 98).

Påpeg, at Herren henviste til Abraham som et eksempel på en, der blev irettesat og prøvet. Du kan bede en elev om kort at opsummere beretningen om Herren, der befaler Abraham at ofre sin søn Isak (se 1 Mos 22:1-14). Forklar, at Abrahams trofasthed under den prøve og under andre prøver forberedte ham på at modtage store åndelige velsignelser (se 1 Mos 22:15-18). Henvis eleverne til de principper, du har skrevet på tavlen.

  • Hvordan kan denne sandhed hjælpe os i svære tider?

Få eleverne til at læse Lære og Pagter 101:6-8 for sig selv, mens de ser efter de synder, som nogle af de hellige i Missouri havde begået, hvilket førte til trængsler for dem allesammen. Bed dem om at fortælle om det, de har fundet.

  • Hvad kan vi lære af vers 7-8?

  • Hvad har nogle mennesker ifølge vers 8 tendens til at gøre, når deres liv er fredeligt?

  • Hvad begynder nogle mennesker ifølge vers 8at gøre, når de oplever trængsler? Hvad tror I, at det betyder at »famle efter« Herren?

Tilskynd eleverne til at tænke over oplevelser, hvor deres prøvelser har ført dem til at vende deres hjerte til Herren.

Lære og Pagter 101:9-16

Herren giver de hellige råd og trøst

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 101:9 højt, og lad klassen se efter et budskab om håb, som Herren gav de hellige, der led i Missouri.

  • Hvilket budskab giver Herren i vers 9, som kan hjælpe os, når vi lider under konsekvenserne af vores synder? (Eleverne kan komme med forskellige svar, men de bør finde frem til følgende sandhed: Selv når vi har syndet, vil Herren have barmhjertighed med os. Skriv denne sandhed på tavlen. Foreslå eventuelt, at eleverne skriver den i deres skrifter).

  • Hvordan kan denne sandhed give os håb?

Bed eleverne om at skrive i deres skriftstudiebog, hvad de kan gøre for at vende deres hjerte til Herren og opleve hans barmhjertighed.

Opsummer Lære og Pagter 101:10-11 ved at forklare, at selvom Herren tillod, at de hellige blev forfulgt, sagde han, at han ville straffe de folk, der forfulgte dem. Bed en elev om at læse følgende afsnit højt, og lad klassen lytte efter yderligere prøvelser, som de hellige i Missouri oplevede. Du kan eventuelt bede eleverne om at forestille sig, hvordan det må have været at se eller opleve disse prøvelser.

Pøbelen i Jackson County fortsatte med at forfølge de hellige, indtil alle medlemmer af Kirken var blevet drevet ud af området. Lyman Wight fortalte: »Jeg så 190 kvinder og børn blive drevet ca. 50 km over prærien, kun ledsaget af tre svækkede mænd, i november måned. Jorden var dækket af et tyndt lag slud, og jeg kunne nemt følge deres spor fra blodet, der strømmede fra deres sønderrevne fødder på stubbene af det brændte præriegræs!« (i History of the Church, 3:439).

De fleste af de hellige flygtede nordpå, hvor de skulle krydse Missourifloden. Nær færgelejet var flodbredden fyldt af flygtninge. Nogle af dem var så heldige, at de havde fået nogle af deres ejendele med, men mange mistede alt. Parley P. Pratt skrev: »Hundredvis blev set i alle retninger, nogle i telte og nogle under den åbne himmel omkring bål, mens regnen styrtede ned. Mænd søgte efter deres hustruer, hustruer efter deres mænd, forældre efter deres børn og børn efter deres forældre … Scenen var ubeskrivelig, og jeg er sikker på, at den ville smelte et hvert menneskes hjerte, bortset fra vores blinde undertrykkere og et blindt og uvidende samfund« (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt jun., 1938, s. 102).

  • Hvilke af disse prøvelser ville have været særligt vanskelige for jer at se eller opleve?

  • Hvordan tror I, at I vil reagere, hvis I oplevede sådanne trængsler? (Giv eventuelt eleverne mulighed for at overveje dette spørgsmål for sig selv frem for at svare højt).

Få en til at læse Lære og Pagter 101:12-16 højt. Bed klassen følge med og se efter Herrens løfte til de retfærdige hellige. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet ud af. Forklar, at udtrykket »hele mit Israel« i vers 12 henviser til dem, som er tro mod evangeliets pagter.

  • Hvilket princip lærer I af vers 12-16? (Opsummer deres svar i et udsagn på tavlen. Deres svar bør omfatte følgende princip: Når vi lever retfærdigt, kan vi finde trøst i kundskaben om, at alle mennesker er i Herrens hænder).

  • Hvad tror I, at befalingen i vers 16 »vær rolig og vid, at jeg er Gud«, betyder?

  • Hvordan kan det hjælpe os at modtage trøst fra Herren, hvis vi er »rolig[e]«?

Bed eleverne om at tænke på de gange, hvor de har følt fred og vidst, at de var i Guds hænder. Bed et par elever om at fortælle om deres oplevelse. Fortæl eventuelt om en oplevelse, du har haft, hvor du er blevet velsignet med fred i en tid med trængsler.

Tilskynd eleverne til fortsat at vende sig til Herren og stole på, at han vil gøre det, som er bedst for dem.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 101:2. »Som følge af deres overtrædelser«

Inden de hellige blev fordrevet fra Jackson County i Missouri, havde de modtaget adskillige advarsler om, at de ville lide trængsler, hvis de ikke omvendte sig. For eksempel irettesatte Joseph Smith i januar 1833 William W. Phelps og Sidney Gilbert for »den ånd, som lægges for dagen« i breve, de havde skrevet, og sagde, at en sådan ånd »ødelægger Zions styrke«, og at den ville »gøre Zion moden til Guds truende straffedomme«. Orson Hyde og Hyrum Smith skrev et brev til biskop Edward Partridge, hans rådgivere og en gruppe af højpræster med en advarsel til kirkelederne i Missouri. De henviste til et brev fra Sidney Gilbert, der indeholdt »tarvelige, mørke og blinde antydninger«. De fordømte også et andet brev, hvori det blev antydet, at profeten »stræbte efter monarkisk magt og myndighed«. På grund af disse og andre overtrædelser advarede Orson Hyde og Hyrum Smith mod »en plage og en dom«, som de hellige i Missouri skulle opleve (se Documents, Volume 2: July 1831-June 1833, bind 2 i serien Documents i The Joseph Smith Papers, 2013, s. 367, 373-374).

Lære og Pagter 101:5. Meningen med »guddommelig revselse«

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

Ældste D. Todd Christofferson

»Guddommelig tugtelse tjener mindst tre formål: (1) at overtale os til omvendelse, (2) at forædle og helliggøre os og (3) lejlighedsvis at omlægge vores kurs i livet til en, som Gud ved, er bedre« (»Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg«, Liahona, maj 2011, s. 98).

Lære og Pagter 101:6. »Der fandtes kiv og stridigheder«

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har belært om, at når vi stræber efter at etablere Zion, kan vi lære af fejltagelserne fra de første hellige i Missouri:

Ældste D. Todd Christofferson

»Under ledelse af profeten Joseph Smith forsøgte Kirkens første medlemmer at grundlægge Zions centrum i Missouri, men de kvalificerede sig ikke til at bygge den hellige by. Herren forklarede en af grundene til deres mislykkede forsøg:

›Men se, de har ikke lært at være lydige mod det, som jeg krævede af deres hænder, men er fulde af al slags ondt og giver ikke, sådan som det sømmer sig for hellige, af deres gods til de fattige og plagede blandt dem

og er ikke forenede i overensstemmelse med den enighed, som kræves af det celestiale riges lov‹ (L&P 105:3-4).

›Der fandtes kiv og stridigheder og misundelse og ufred og lystne og begærlige ønsker blandt dem; med dette besmittede de derfor deres arvelodder‹ (L&P 101:6).

Frem for at dømme disse første hellige for hårdt bør vi imidlertid se på os selv for at se, om vi gør det bedre.

Zion er Zion på grund af indbyggernes karakter, egenskaber og trofasthed. Husk, at ›Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem‹ (Moses 7:18). Hvis vi ønsker at etablere Zion i vores hjem, menigheder og stave, må vi hæve os til denne standard. Det vil være nødvendigt (1) at blive ét af hjerte og sind, (2) at blive et helligt folk både som person og gruppe og (3) at sørge så effektivt for de fattige og trængende, at vi udrydder fattigdom blandt os. Vi kan ikke vente på Zions komme, og at disse ting skal ske – Zion kommer først, når de sker« (»Kom til Zion«, Liahona, nov. 2008, s. 37-38).

Lære og Pagter 101:16. »Alt kød er i mine hænder; vær rolig og vid, at jeg er Gud«

Præsident Gordon B. Hinckley fortalte om en gang, hvor han blev trøstet af principperne i Lære og Pagter 101:16:

Præsident Gordon B. Hinckley

»For ikke så længe siden gik jeg og tumlede med et problem, som jeg følte var af alvorlig karakter, og jeg knælede i bøn. Jeg fik da en følelse af fred og Herrens ord: ›Vær rolig og vid, at jeg er Gud‹, kom til mig. Jeg slog op på dette skriftsted og læste denne forsikrende udtalelse, som blev talt til profeten Joseph Smith for 150 år siden: ›Lad derfor jeres hjerter finde trøst med hensyn til Zion, for alt kød er i mine hænder; vær rolig og vid, at jeg er Gud‹ (L&P 101:16).

Gud virker efter sit eget storslåede mønster. Alt kød er i hans hænder. Det er ikke vores ansvar at rådgive ham. Det er vores ansvar, at der er fred i vores hjerte, og at vi ved, at han er Gud, at dette er hans værk, og at han ikke vil tillade, at det falder.

Vi behøver ikke at frygte. Vi skal ikke gøre os bekymringer. Vi har ingen grund til at spekulere. Vores vigtigste mål er at udføre vore pligter til alle tider – hver især i de kaldelser vi har fået. Og da de sidste dages hellige for størsteparten vandrer i tro og arbejder med stor overbevisning, vokser Kirken sig til stadighed stærkere« (»Han blunder ikke og sover ikke«, Den danske Stjerne, okt. 1983, s. 7-8).

Ældste W. Craig Zwick fra De Halvfjerds forklarede, hvad det vil sige at være i Guds hænder:

Ældste W. Craig Zwick

»At være i Guds hånd antyder, at vi ikke kun er i hans opmærksomme omsorg, men at vi også bliver passet på og beskyttet af hans vidunderlige magt.

Der er overalt i skrifterne henvisninger til Herrens hånd. Hans guddommelige hjælp bevises gang efter gang. Hans vidunderlige hænder skabte verdner, og alligevel er de blide nok til at velsigne de små børn« (»Jeg, Herren … tager dig ved hånden«, Liahona, nov. 2003, s. 34).