Seminar og institut
Lektion 131: Lære og Pagter 124:1-21


Lektion 131

Lære og Pagter 124:1-21

Indledning

Da profeten Joseph Smith den 19. januar 1841 modtog den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 124, havde de hellige været i Nauvoo i Illinois i næsten to år. Efter de forfølgelser og strabadser, som de havde oplevet, havde de hellige nu et sted, hvor de kunne samles og i fred og ro opbygge en by. Lære og Pagter 124 er den første af de åbenbaringer, som Joseph Smith modtog i Nauvoo, der blev kanoniseret. Dette afsnit vil blive opdelt i tre lektioner. Denne lektion omhandler vers 1-21. I disse vers befalede Herren, at der skulle sendes en proklamation om gengivelsen af evangeliet og om Zions stav i Nauvoo til alle jordens herskere. Han priste også Kirkens første ledere og kom med råd til dem.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 124:1-14

Herren befaler, at en proklamation om evangeliet skal sendes til jordens herskere

Skriv ordet Stærk på tavlen. Spørg eleverne, hvilken slags person der efter verdens standarder typisk anses som stærk. Skriv deres svar på tavlen under Stærk, mens de svarer. Skriv ordet Svag på tavlen. Spørg eleverne, hvilke karaktertræk, der efter verdens standarder, typisk forbindes med at være svag.

  • Hvordan prøver verden at få en ung mand eller ung pige til at føle sig svag i forhold til dens standarder?

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 124:1 for sig selv og se efter, hvem Herren beskriver som svag. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet ud af.

  • På hvilke områder kan man sige, at Joseph Smith var svag, da han blev kaldet til at gengive evangeliet? Hvorfor vil Herren ifølge vers 1 kalde de svage til at udføre sit værk? (Når eleverne svarer, så sammenfat deres svar ved at skrive et princip lig dette på tavlen: Herren viser sin visdom gennem det svage på jorden).

  • Hvordan viste Herren sin visdom gennem profeten Joseph Smith?

  • Hvordan højnede Herren Joseph Smiths evner?

Bed eleverne om at nævne nogle af de kaldelser eller opgaver, som de måske får, mens de stadig er unge. (Svarene kan omfatte hjemmelærer, medlem af et klasse- eller kvorumspræsidentskab, missionær, tale ved et nadvermøde eller at være ven med nogen i deres menighed).

Henvis til det princip, der er skrevet på tavlen, og stil følgende spørgsmål:

  • Hvordan vil det hjælpe os at huske denne sandhed, når vi modtager forskellige kaldelser og opgaver om at tjene i Kirken?

  • Hvordan er I blevet velsignet af dem, der trofast har tjent Herren, selv om de i verdens øjne kunne anses som værende svage?

Mind eleverne om, at de hellige i løbet af vinteren 1838-1839 flygtede fra Missouri og bosatte sig i Illinois ved Mississippifloden. De hellige begyndte der at opbygge byen Nauvoo. Efter at have udholdt forfølgelser og mange strabadser havde de hellige endelig et sted, hvor de kunne samles og i fred og ro opbygge en by. I december 1840 overdrog det statslige styre i Illinois rettigheder til byen Nauvoo, som gjorde det lovligt for de hellige at etablere en lokal ledelse, grundlægge et universitet og endog danne en lokal milits.

Få en elev til at læse Lære og Pagter 124:2-3 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Herren ønskede, at Joseph Smith skulle gøre, nu da de hellige havde bosat sig i Nauvoo. (Du kan eventuelt forklare, at denne stav i vers 2 henviser til Nauvoo).

  • Hvad kaldte Herren Joseph Smith til at gøre? (Skrive en proklamation om evangeliet til jordens herskere).

Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at bruge et par minutter på at skrive, hvad de ville medtage i en proklamation om evangeliet til jordens herskere. Hjælp eleverne ved at bede dem om at overveje, hvad i evangeliet, de ved er sandt, og foreslå dem, at de medtager et vidnesbyrd om disse sandheder i deres proklamation. Bed efter et par minutter nogle af eleverne om at læse det, de skrev, for klassen.

Lad eleverne nævne forskellige måder, som vi kan benytte os af til at fortælle andre om evangeliet. (Eksemplerne kan omfatte at fortælle om det via de sociale medier, skrive et vidnesbyrd i en Mormons Bog og give den til en ven og invitere nogen i kirke eller til seminar). Skriv elevernes svar på tavlen.

  • Hvad har for jer været de mest virkningsfulde metoder til at fortælle andre om evangeliet?

Skriv følgende to overskrifter på tavlen: Hvordan? og Hvorfor?

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 124:4-8 for sig selv. Lad halvdelen af klassen se efter, hvordan Herren ønskede, at proklamationen skulle skrives, og lad den anden halvdel se efter, hvorfor Herren ønskede, at proklamationen skulle skrives. Når eleverne har haft tid til at studere versene, så bed nogle af dem om at komme op til tavlen og under den rigtige overskrift skrive det, de har fundet frem til.

Bed dem om at finde et princip i vers 4, der fortæller, hvorfor Herren ønsker, at vi fortæller andre om evangeliet. (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til noget lig følgende princip: Vi skal forkynde evangeliet i sagtmodighed og ved Helligåndens kraft).

  • Hvad mener I, det betyder at forkynde evangeliet i sagtmodighed? Hvad tror I, det betyder at forkynde evangeliet ved Helligåndens kraft?

  • Henvis til de metoder, som vi kan benytte til at fortælle om evangeliet, og som står på tavlen. Hvordan kan vi fortælle andre om evangeliet med sagtmodighed og ved Helligåndens kraft ved hjælp af disse metoder?

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 124:9 for sig selv og se efter, hvad Herren sagde, at han ville gøre, når de hellige forkyndte evangeliet.

Lad eleverne finde frem til en læresætning i vers 9, som fortæller, hvad Herren kan gøre for dem, der vil lytte til evangeliet. Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til en sandhed lig den følgende: Herren kan blødgøre hjertet hos dem, der lytter til evangeliet.

  • Hvilken sammenhæng er der mellem denne læresætning og sandheden om, hvordan vi bør forkynde evangeliet i ydmyghed og ved Helligåndens kraft?

Sammenfat Lære og Pagter 124:10-14 ved at forklare, at Herren sagde, at han ville kalde jordens herskere for at hjælpe de hellige, når de hellige forkyndte evangeliet for dem. Desuden befalede Herren Robert B. Thompson at hjælpe Joseph Smith med at skrive proklamationen om evangeliet.

Forklar, at selv om arbejdet med at skrive proklamationen begyndte kort tid efter, at åbenbaringen i Lære og Pagter 124 blev modtaget, var der forskellige faktorer, der i flere år forhindrede den i at blive færdigskrevet og udgivet. Robert B. Thompson døde syv måneder efter, at de var begyndt at skrive. Hans dødsfald, tiden, der blev brugt på at bygge templet i Nauvoo, og andre forpligtelser gjorde det umuligt at færdiggøre proklamationen inden profeten Joseph Smiths død. Proklamationen blev endelig færdigskrevet af Parley P. Pratt og udgivet som en pjece i New York City den 6. april 1845 og i Millennial Star den 22. oktober 1845 (se Ezra Taft Benson, »Et budskab til verden«, Den danske Stjerne, apr. 1976, s. 22-24).

Lære og Pagter 124:15-21

Herren instruerer Kirkens ledere i Nauvoo

Bed eleverne om at tænke over et tidspunkt, hvor nogen gav dem en oprigtig kompliment. Lad nogle elever fortælle om deres oplevelse, og hvorfor den kompliment betød noget for dem.

Forklar, at Herren talte til flere enkeltpersoner i denne åbenbaring og roste dem ved at påpege deres styrker og bidrag. Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 124:15-20 for sig selv og se efter, hvad Herren sagde om disse personer. Du kan eventuelt foreslå eleverne, at de markerer udtryk, der falder dem i øjnene. Bed efter noget tid eleverne om at finde en makker og drøfte, hvad de har fundet frem til, herunder hvilke udtalelser, de lagde særligt mærke til, og hvorfor.

Du kan eventuelt påpege, at Herren i Lære og Pagter 124:19 erklærede, at tre trofaste mænd, der var døde kort tid forinden (David W. Patten, Edward Partridge og Joseph Smith sen., profetens far), var blevet modtaget i Herrens nærhed.

Lad eleverne se efter, hvad Herren sagde om Hyrum Smith og George Miller i Lære og Pagter 124:15, 20.

  • Hvad føler Herren for dem, som er retskafne? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør komme frem til følgende princip: Herren elsker og stoler på dem, der har et retskaffent hjerte. Du kan eventuelt foreslå, at eleverne markerer de ord i vers 15 og 20, der omhandler dette princip.

  • Hvordan vil I definere et retskaffent hjerte?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum højt.

Ældste Joseph B. Wirthlin

»For mig betyder retskaffenhed altid at gøre det rette og det gode, uanset de øjeblikkelige konsekvenser. Det vil sige, at vi er retskafne helt nede fra bunden af vores sjæl, ikke kun i vore handlinger, men hvad der er endnu vigtigere, også i vore tanker og i vores hjerte. Personlig retskaffenhed indebærer en sådan grad af pålidelighed og ubestikkelighed, at vi er ude af stand til at misbruge tillid eller bryde pagter« (»Personlig retskaffenhed«, Stjernen, juli 1990, s. 27).

  • Hvorfor tror I, ud fra ældste Wirthlins definition, at Herren elsker dem, der har et retskaffent hjerte?

Lad eleverne tænke over et område i deres tilværelse, hvor de kunne være mere retskafne. Tilskynd dem til at sætte et personligt mål om at forbedre deres retskaffenhed på det område.

Afslut ved at bære dit vidnesbyrd om de sandheder, som eleverne har lært i dag.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 124:2-3. »En højtidelig proklamation … til alle jordens nationer«

I 1975 tjente Præsident Ezra Taft Benson som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Han bekræftede på vegne af sine brødre i De Tolvs Kvorum budskabet i proklamationen, som var skrevet af apostlene i 1845 som respons på befalingen i Lære og Pagter 124:2-3 (se Ezra Taft Benson, »Et budskab til verden«, Den danske Stjerne, apr. 1976, s. 22-24).