De hellige, der ankom til Salt Lake-dalen i 1847, begyndte at arbejde på at udvikle landbruget og andre ressourcer for fremtidig indvandring. I september 1851 gentog Brigham Young og hans rådgiver opfordringen til alle de hellige, der boede i Iowa og rundt omkring i verden, om at samle sig i Salt Lake-dalen. Mange sidste dages hellige reagerede på præsident Youngs opfordring med store ofre. Medlemmer af De Tolv blev sendt ud for at tilse udvandringen, og i 1852 rejste flere hellige langs ruten til Salt Lake-dalen end i noget andet år. Derudover rejste mange hellige til Salt Lake-dalen i håndkærrekompagnier mellem 1856 og 1860.
Forslag til undervisningen
De hellige adlyder rådet om at samles i Salt Lake-dalen
Bed eleverne om at forestille sig, at de var blevet bedt om at rejse cirka 2.000 kilometer til fods, mens de trækker en vogn, og at de kun måtte medtage omkring 8 kilo af personlige ejendele. Spørg, hvem i klassen der ville melde sig frivilligt til rejsen.
Vis dem et billede af en håndkærre, eller tegn den medfølgende illustration på tavlen. Forklar, at Brigham Young i 1856 foreslog, at immigranterne skulle rejse med håndkærre i stedet for vogne på grund af de økonomiske vanskeligheder. Håndkærrer var meget billigere og ville give flere hellige muligheden for at immigrere. Mellem 1856 og 1860 valgte næsten 3.000 hellige at rejse vestpå henover USA’s prærie til Utah, mens de trak deres ejendele i en håndkærre. De fleste håndkærrekompagnier lastede deres forsyninger, personlige ejendele og mad i håndkærrer og gik fra Iowa City i Iowa til Salt Lake City i Utah. De sidste tre kompagnier begyndte deres rejse i Florence i Nebraska.
Vis en æske eller en spand med ting, der tilsammen vejer omkring 8 kg. Lad nogle elever løfte tingene. Forklar, at en voksen, der rejste i et håndkærrekompagni, måtte medbringe omkring 8 kg af personlige ejendele. Hvert barn kunne medbringe 4,5 kg. Personlige ejendele omfattede tøj og andre ting. Ejendelene blev vejet for hver person, og alt, der oversteg vægtgrænsen, blev kasseret.
Hvis I havde været en af disse håndkærrepionerer, hvilke ejendele ville I så vælge at medbringe? Hvorfor?
Hvorfor tror I, at de hellige var villige til at ofre så meget for at komme til Utah?
Selvom rejsen var svær, fuldendte otte ud af ti kompagnier mellem 1856 og 1860 rejsen med succes. Men i 1856 begyndte det fjerde og femte kompagni rejsen sent på sæsonen og oplevede alvorlige prøvelser. De var Willies håndkærrekompagni, der blev ledt af James G. Willie, og Martins håndkærrekompagni, der blev ledt af Edward Martin. Da de havde rejst næsten 1.600 kilometer vest for Iowa, var kompagniernes mad og forsyningslager faretruende lavt. I oktober blev begge kompagnier fanget i alvorlige vinterstorme på Wyomings højsletter, hvilket standsede deres færd. Disse hellige led forfærdeligt i den ekstreme kulde og sne. (Overvej at vise et billede af håndkærrepionerer, såsom Håndkærrepionererne nærmer sig Salt Lake Valley, Evangelisk kunst, 2009, nr. 102; se også LDS.org).
Billede
Håndkærrepionererne nærmer sig Salt Lake Valley
Giv dem om muligt en kopi af følgende beretning om Aaron og Elizabeth Jackson. Forklar, at familien Jackson rejste i Martins kompagni, som sædvanligvis var omkring 160 kilometer bag Willies kompagni. Bed en elev om at læse følgende beretning højt. Lad klassen følge med og se efter bevis på Aaron og Elisabeths tro.
Den 19. oktober 1856 skulle medlemmerne af Martins håndkærrekompagni krydse en bred flod under en vinterstorm. Mange medlemmer af kompagniet, herunder Aaron Jackson, var svage og syge, og det tog voldsomt på deres kræfter at krydse floden. Elizabeth Jackson beskrev, hvad der skete med hendes mand nogle få dage efter:
»Omkring klokken ni gik jeg i seng … Jeg sov, indtil hvad der for mig syntes at være omkring midnat. Jeg frøs meget. Det var bidende koldt. Jeg lyttede for at høre, om min mand trak vejret, for han lå så stille. Jeg kunne ikke høre ham. Det gjorde mig bange. Jeg lagde min hånd på hans krop, og så blev min værste frygt bekræftet. Min mand var død … Jeg råbte til de andre i teltet, at de skulle hjælpe mig. Men de kunne ikke gøre noget for mig … Da det blev daggry, gjorde nogle af mændene i kompagniet liget klar til at blive begravet … De pakkede ham ind i et tæppe og lagde ham i en dynge sammen med tretten andre, som var døde, og så dækkede de ham til med sne …
Jeg vil ikke forsøge at beskrive mine følelser ved at blive enke med tre børn under disse ulidelige omstændigheder. Jeg kan ikke. Jeg tror, at den skrivende engel har skrevet det i de himmelske arkiver, og at mine lidelser for evangeliets skyld vil blive regnet for en hellig handling til mit bedste« (Leaves from the Life of Elizabeth Horrocks Jackson Kingsford, 1908, s. 6-7; se også history.lds.org).
Hvad sagde Elizabeth, at hendes lidelser for evangeliets skyld ville gøre for hende? Hvad tror I, at sætningen »regnet for en hellig handling til mit bedste« betyder? (Hendes lidelser ville blive helliggjort til hendes gavn).
Hvad kan der ske med os, hvis vi skal lide tålmodigt for evangeliets skyld? (Skriv følgende princip på tavlen: Hvis vi lider tålmodigt for evangeliets skyld, kan det helliggøre os til gavn for os. (Se L&P 122:7; 2 Ne 2:2)).
Selvom I måske ikke skal lide, ligesom Elizabeth gjorde, hvordan skal I måske lide for evangeliets skyld? Hvordan kan I blive velsignet gennem disse oplevelser?
Forklar, at Martins kompagni i løbet af de næste par dage, efter Aaron Jackson døde, gik cirka 16 kilometer videre. Mange mennesker døde på den tid. En aften på den del af turen var der ingen, der havde nok kræfter til at slå teltene op. Elizabeth Jackson sad på en sten med et af sine børn på skødet og et barn på begge sider. Hun sad i denne stilling, til det blev morgen. Elizabeth mistede modet. Om natten den 27. oktober havde hun en oplevelse, der gav hende håb om redning. Bed en om at læse følgende beretning højt, og lad klassen lytte efter, hvad Elizabeth lærte i en drøm.
»Det er nemt at forstå, at jeg under sådanne ugunstige forhold havde mistet håbet. Jeg var et sted mellem omkring 9.500 og 11.000 kilometer fra mit fædreland i et vildt, stenet og bjergrigt land i en nødlidende tilstand, hvor jorden var dækket af sne, vandene var dækket af is, og jeg havde tre faderløse børn med næsten intet til at beskytte dem mod de nådesløse storme. Da jeg gik i seng om aftenen den 27 oktober, fik jeg en fantastisk åbenbaring. I min drøm stod min mand ved min side og sagde til mig: ›Op med humøret Elizabeth, udfrielse er ved hånden‹« (Leaves from the Life of Elizabeth Horrocks Jackson Kingsford, s. 8; se også history.lds.org).
Fortæl, at drømmen blev opfyldt, da redningsmænd fra Salt Lake City nåede Martins kompagni den næste dag.
Forklar, at rejsende den 4. oktober 1856, uger inden vinterstormene havde ramt håndkærrekompagnierne, havde fortalt præsident Brigham Young, at der stadig befandt sig pionerkompagnier flere hundrede kilometer væk på prærierne. Næste dag ved søndagens kirkemøde talte Brigham Young om at redde disse håndkærrepionerer. Bed en om at læse følgende uddrag af hans tale. Lad klassen lytte efter et princip, som præsident Young underviste de hellige i. (Hvis det er muligt, kan du give dem et eksemplar af denne udtalelse, så de kan følge med).
Billede
Præsident Brigham Young
»Mange af vores brødre og søstre befinder sig på prærien med håndkærrer, og sandsynligvis er mange nu over 1.100 km fra dette sted, og de skal bringes hertil, vi er nødt til at sende hjælp til dem …
Det er min religion. Det er diktatet fra Helligånden, som jeg besidder, det er at redde folket … Det er den frelse, jeg nu stræber efter, at redde vores brødre, der med stor sandsynlighed vil omkomme eller lide ekstremt, hvis vi ikke sender hjælp til dem.
Jeg vil kalde på biskopperne i dag, jeg kan ikke vente til i morgen, eller til dagen efter, til at samle 60 gode spand muldyr og 12 eller 15 vogne … [og også] 12 tons mel og 40 gode kuske, udover dem, der driver spandene …
Jeg vil fortælle jer, at jeres tro, religion og trosbekendelse aldrig vil kunne frelse en eneste af jeres sjæle i vor Guds celestiale rige, hvis I ikke udfører de principper, jeg her har lært jer. Drag ud og hent de mennesker, der nu befinder sig på prærien« (»Remarks«, Deseret News, 15. okt. 1856, s. 252).
Hvad belærte præsident Brigham Young de hellige om? (De kan finde forskellige principper, men sørg for at de forstår, at vi som Jesu Kristi disciple skal hjælpe dem i nød).
Forklar, at mange mænd og kvinder reagerede, og indenfor to dage efter præsident Youngs tale tog mænd af sted i vogne lastet med forsyninger for at finde immigranterne.
Hvordan var denne redningsindsats et offer for de hellige i Salt Lake-dalen?
Hvilke ofre kan vi yde for at hjælpe dem i fysisk nød?
Hvilke ofre kan vi yde for at hjælpe dem i åndelig nød?
Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley højt. Lad klassen lytte efter yderligere måder, hvorpå vi kan hjælpe dem i nød.
Billede
Præsident Gordon B. Hinckley
»Jeg er i dag taknemlig for, at ingen af vores folk er fanget i Wyomings højland. Men jeg ved, at der iblandt os er mange, som har brug for hjælp og som fortjener redning. Vores mission i livet, som Jesu Kristi tilhængere, må være en frelsende mission. Der findes hjemløse, sultne, fattige. Deres tilstand er tydelig. Vi har gjort meget. Vi kan gøre mere for at hjælpe dem, som lever på overlevelsesgrænsen.
Vi kan række ud og styrke dem, som vælter sig i pornografiens, umoralitetens og narkotikaens sump. Mange af dem er blevet så afhængige, at de har mistet styrken til at bestemme deres egen skæbne. De er ynkelige og knuste. De kan reddes og frelses …
I dag behøver vi ikke at bekymre os for dem, der befandt sig på Wyomings prærie. Vi skal bekymre os for dem, som findes umiddelbart omkring os, i vores familier, i vores menigheder og stave, i vores nabolag og i vores samfund« (»Vores mission at frelse«, Liahona, jan. 1992, s. 67-68).
Hvornår har I set nogen hjælpe dem, som er i åndelig eller fysisk nød? Hvordan hjalp de?
Bed dem om at overveje og bede for at vide, hvordan de kan hjælpe andre. Du kan eventuelt give dem tid til at skrive deres tanker i deres skriftstudiebog.
Hjælp dem til se, at vi er velsignede, når vi udholder prøvelser med tro, ved at bede en om at læse følgende beretning:
I 1856 havde Francis og Betsy Webster nok penge til at rejse til Utah i en vogn, men de donerede deres penge til en fond, der var oprettet for at hjælpe de hellige til at immigrere til Utah (Den vedvarende emigrationsfond). Deres donation gav yderligere ni personer mulighed for at rejse med håndkærre. Francis og Betsy, der ventede et barn, rejste til Salt Lake City med Martins håndkærrekompagni og led sammen med resten af kompagniet.
Nogle år senere, da bror Webster sad i en søndagsskoleklasse, lyttede han til nogle kirkemedlemmer, der kritiserede Kirkens ledere for håndkærretragedien. Ude af stand til at holde sig selv tilbage rejste han sig og bar vidnesbyrd om velsignelserne ved at være i Martins håndkærrekompagni. Bed en elev om at læse Francis Websters vidnesbyrd højt, og lad dem finde frem til, hvordan de, der rejste i håndkærrekompagnierne, blev velsignet.
»Jeg beder jer om at holde op med denne kritik, fordi I taler om en sag, I ikke ved noget om. Historiske fakta betyder intet her, for de giver ingen korrekt fortolkning af de pågældende spørgsmål. Var det en fejltagelse at sende håndkærrekompagniet ud så sent på sæsonen? Ja. Men jeg var i det, og min hustru var i det … Vi led mere, end I kan forestille jer, og mange døde af udsættelse for fare og sult. Men har I nogensinde hørt nogle overlevende fra kompagniet ytre et kritisk ord? …
Jeg har mange gange set mig tilbage for at se, hvem der skubbede min vogn, men jeg så ingen. Da vidste jeg, at Guds engle var der.
Var jeg ked af, at jeg valgte at komme med håndkærre? Nej. Nej. Ikke dengang og aldrig i mit liv sidenhen. Prisen, vi betalte for at komme til at kende Gud, var et privilegium at betale, og jeg er taknemlig for, at jeg var privilegeret at komme til Zion i Martins håndkærrekompagni« (i William R. Palmer, »Pioneers of Southern Utah«, The Instructor, årg. 79, nr. 5. maj 1944, s. 217-218).
Hvilket princip kan vi lære af Francis Websters vidnesbyrd? (De bør finde frem til følgende princip: Hvis vi trofast udholder lidelser, kan vi komme til at kende Gud).
Hvilke former for holdninger og opførsel har I set hos dem, der trofast har udholdt lidelser? Hvordan har I lært Gud at kende gennem de prøvelser, som I har stået overfor?
Bed nogle elever om at bære deres vidnesbyrd om et af de principper, de har lært i klassen i dag. Tilføj eventuelt dit eget vidnesbyrd.
Kommentar og baggrundsinformation
Hvor kan prøvelser og lidelser føre hen?
Med tanke på de første sidste dages hellige pioneres ofre bemærkede præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab:
Billede
Præsident James E. Faust
»Det er i livets smerter, at vi synes at lytte bedst til den guddommelige hyrdes stille, gudelige hvisken.
Ethvert menneske oplever smertefulde, fortvivlende dage med modgang og tugtelser. Der synes at være et topfyldt mål af bekymringer, sorg og ofte hjertesorger for enhver, også dem, der oprigtigt stræber efter at gøre det rette og være trofaste. Apostlen Paulus henviste til sin egen udfordring: ›Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig‹ (2 Kor 12:7).
De torne, som stikker, den sviden i kødet, den smerte ændrer ofte liv, som ellers synes berøvet alt indhold og håb. Denne forandring udspringer af en lutrende proces, som ofte synes grusom og hård. På den måde kan sjælen blive som blødt ler i Mesterens hænder, så han kan skabe liv, der er fuldt af tro, anvendelighed, skønhed og styrke. For nogle betyder den lutrende ild, at de mister troen på Gud, men de, der har et evigt perspektiv, forstår, at en sådan lutren er en del af fuldkommengørelsesprocessen …
Prøvelser og modgang kan være en forberedelse til at blive født på ny« (»Lutret ved vore prøvelser«, Liahona, feb. 2006, s. 4).
At forblive trofast i en kulturel ødemark
Ældste Neal A. Maxwell anerkendte den modgang, der er en del af vores personlige rejse i dagens verden:
Billede
Ældste Neal A. Maxwell
»Hvis vi er trofaste, vil dagen komme, hvor de værdige pionerer og forfædre, som vi retmæssigt priser for at have modstået modgangen i deres rejse i ødemarken, vil prise nutidens trofaste for at have foretaget deres rejse succesfuldt gennem en ørken af fortvivlelse og for at have passeret gennem en kulturel ødemark og stadig holde fast i troen« (If Thou Endure It Well, 1996, s. 28).