Seminar og institut
Lektion 50: Lære og Pagter 43-44


Lektion 50

Lære og Pagter 43-44

Indledning

I februar 1831 ankom Joseph Smith til Kirtland i Ohio. Da han ankom, fandt han ud af, at de hellige i Kirtland var blevet bedraget af falske åbenbaringer. For eksempel hævdede en kvinde, der hed fru Hubble, at hun var profetinde og modtog åbenbaringer for Kirken. Joseph, der var bekymret for de påvirkninger, der havde ramt de hellige i Kirtland, adspurgte Herren, hvad der skulle gøres. Som svar modtog han den åbenbaring, der nu er optegnet i Lære og Pagter 43. I den åbenbaring fortalte Herren de hellige, hvad de skulle gøre for at undgå at blive bedraget. Åbenbaringen i Lære og Pagter 44 blev også modtaget i februar 1831 og kom med instruktioner til præstedømmet om at forkynde evangeliet og tjene de fattige.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 43:1-7

Herren erklærer, at åbenbaringer og befalinger kun kommer gennem hans udpegede profet

Vælg to salmer, som klassen kan synge. Hjælp eleverne til at forstå, hvor svært det er at følge to forskellige ledere på en gang, ved at bede to elever om at stå foran klassen og lede klassen i at synge de to salmer på samme tid. Når de har sunget nogle linjer af begge salmer, så bed dem om at stoppe og stil dem følgende spørgsmål:

  • Hvorfor er det svært at følge to forskellige ledere og sange på samme tid?

Forklar, at en kvinde ved navn fru Hubble i februar 1831 kom sammen med de hellige til Kirtland i Ohio. Hun hævdede, at hun var profetinde, at hun havde modtaget åbenbaringer for Kirken, at hun vidste, at Mormons Bog var sand, og at hun skulle undervise i Kirken. Det lykkedes hende at bedrage nogle af de hellige. Joseph Smith og andre var bekymrede over hendes indflydelse og andre falske åbenbaringer blandt de hellige. Profeten besluttede sig for at adspørge Herren om, hvad der skulle gøres, og han modtog en åbenbaring. John Whitmer, der også nylig var ankommet til Kirtland, skrev: »Herren gav [denne] åbenbaring, så de hellige ikke ville blive bedraget« (Documents, Volume 1: July 1828-June 1831, bind 1 i serien Documents i The Joseph Smith Papers, 2013, s. 257).

Bed nogle elever om på skift at læse højt fra Lære og Pagter 43:1-5. Lad klassen følge med og se efter Herrens forklaring på, hvem der kan modtage åbenbaring for hele Kirken.

  • Hvem var på den tid udpeget til at modtage befalinger og åbenbaringer for hele Kirken? (Joseph Smith). Hvem er udpeget til den stilling i vore dage? (Kirkens præsident).

  • Hvad lærer vi af disse vers? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Kun Kirkens præsident kan modtage åbenbaring for hele Kirken. Du kan eventuelt foreslå, at de skriver denne sandhed i deres skrifter ud for vers 3-4. Læg vægt på vigtigheden af denne læresætning ved at bede dem om at læse Lære og Pagter 21:4-6; 28:2-7).

Gør opmærksom på, at nogle folk i vore dage, ligesom fru Hubble og andre i Kirkens første tid, forsøger at overbevise andre om at følge dem og antage deres lærdomme. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 43:6-7 højt. Lad klassen finde frem til den fremgangsmåde, som Herren åbenbarede os for at beskytte os mod at blive bedraget af dem, der ikke er bemyndiget til at lede Kirken.

Lære og Pagter 43:8-16

Ældsterne bliver befalet at undervise og opbygge hinanden og blive helliggjort

Bed eleverne om på tavlen at skrive nogle af de møder, som de kommer til som medlemmer af Kirken. Bed dem derefter om at sætte sig sammen parvis og drøfte følgende spørgsmål:

  • Hvilke formål er der med de møder?

Når eleverne har drøftet dette spørgsmål, kan du bede nogle af dem om at fortælle hele klassen om deres svar. Bed derefter en om at læse Lære og Pagter 43:8 højt, og bed klassen om at finde frem til, hvad dette vers fortæller om formålene med møderne i Kirken.

  • Hvad sagde Herren, at Kirkens ældster skal gøre, når de er forsamlet? Hvad vil det sige at opbygge hinanden? (At styrke hinanden).

  • Hvad vil vi ifølge vers 8 lære, når vi underviser og opbygger hinanden? (Elevernes svar kan variere, men de bør udtrykke følgende princip: Når vi forsamles, skal vi undervise og opbygge hinanden, så vi kan lære, hvordan vi skal handle og lede Kirken).

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 43:9, 11 for sig selv og finde frem til, hvad vi skal gøre, når vi har lært, hvordan vi skal handle.

  • Hvad skal vi gøre, når vi er blevet undervist ved vores møder i Kirken? (Eleverne bør finde frem til følgende princip: Vi skal forpligte os til at handle i overensstemmelse med den kundskab, vi modtager. Du kan eventuelt foreslå, at de markerer dette princip i vers 9).

  • Hvordan bliver vi ifølge disse vers velsignet, når vi modtager kundskab og handler i overensstemmelse med det? (Når eleverne drøfter dette spørgsmål, så sørg for at lægge vægt på følgende princip: Vi bliver helliggjort, når vi handler i overensstemmelse med de sandheder, vi lærer. Du kan også forklare, at når man bliver helliggjort, betyder det, at man bliver renset for synd).

Tegn følgende illustration på tavlen.

handling ud fra kundskab
  • Hvad tror I, at det betyder at »forpligte [os selv] til at handle«?

  • Hvordan kan den kundskab, vi modtager til et møde i Kirken, hjælpe os til at blive helliggjort?

Bed klassen om at tænke på de velsignelser, de har modtaget, når de har handlet i overensstemmelse med det, de har lært til Kirkens møder. Bed nogle elever om at fortælle om disse oplevelser og forklare, hvordan de er blevet velsignet for at handle i overensstemmelse med det, de har lært.

Sammenfat Lære og Pagter 43:12-14 ved at forklare, at Herren fortalte de hellige, at hvis de ønskede at modtage evangeliets sandheder, så skulle de opretholde Joseph Smith i hans kaldelse.

Forklar, at Herren åbenbarede sandhederne i Lære og Pagter 43:15-16 for de sidste dages hellige, der forberedte sig på at tage på mission. Bed derefter en elev om at læse disse vers højt.

  • Hvordan tror I, at disse vers finder anvendelse på fuldtidsmissionærernes arbejde?

Lære og Pagter 43:17-35

Guds tjenere skal forkynde omvendelse som forberedelse til det andet komme og tusindårsriget

Bed eleverne om at nævne nogle aktiviteter eller begivenheder, der kræver omhyggelig forberedelse. De kan komme med flere eksempler, såsom fuldtidsmissioner, sportsbegivenheder, musikalske optrædener og opgaver som at undervise i kirken og prøver i skolen.

  • Hvordan tror I, at folk har det, hvis de er uforberedte, når tiden kommer for, at de skal deltage i sådanne aktiviteter?

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 43:17-18 højt. Lad klassen følge med og se efter en begivenhed, der kræver, at vi forbereder os. (»Herrens store dag« eller med andre ord, det andet komme).

Del eleverne op parvis. Bed hvert par om at læse Lære og Pagter 43:17-22 sammen og se efter, hvad Herren bad ældsterne om at gøre for at forberede sig til det andet komme. Når grupperne har haft tid til at læse, så stil klassen følgende spørgsmål:

  • Hvad sagde Herren til ældsterne, at de skulle undervise om? Hvilken sandhed kan vi lære af disse vers? (Eleverne bør give udtryk for, at for at forberede os til Jesu Kristi andet komme, så må vi omvende os. Du kan eventuelt skrive dette princip på tavlen).

Mind eleverne om, at Herren har lovet at samle sit folk, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men at mange folk nægter at omvende sig eller forberede sig til det andet komme (se L&P 43:23-24; se også L&P 29:1-2 og lektion 35 i dette hæfte).

Bed parrene om at læse Lære og Pagter 43:25-27 sammen og se efter de forskellige »røster«, som Herren har brugt til at kalde folk til at komme til sig. Når de er færdige med at læse, så stil følgende spørgsmål:

  • Hvilke »røster« fandt I frem til? Hvorfor tror I, at der er behov for disse forskellige røster?

Bed eleverne om at tænke over forskellige ting, de har brug for at gøre for at omvende sig og forberede sig til det andet komme. Få derefter en elev til at læse Lære og Pagter 43:28-31 højt, og bed klassen om at se efter den store begivenhed, der profeteres om i disse vers.

  • Hvilken stor begivenhed profeteres der om i disse vers? (Tusindårsriget).

  • Hvad vil der ske under tusindårsriget? (Eleverne bør finde frem til følgende læresætning: Under tusindårsriget vil Satan blive bundet, og Jesus Kristus vil regere sammen med sit folk på jorden. Du kan eventuelt foreslå eleverne, at de markerer ord og vendinger, der underviser om disse sandheder i vers 28-31. Hjælp dem til bedre at forstå, hvordan Satan vil blive bundet, ved at bede dem om at læse 1 Nefi 22:26).

Læs følgende udtalelse af præsident George Q. Cannon fra Det Første Præsidentskab højt og forklar, hvordan Satan vil blive bundet under tusindårsriget:

Præsident George Q. Cannon

»Vi taler om, at Satan skal blive bundet. Satan vil blive bundet af Guds magt, men han vil også blive bundet af den beslutning, som Guds folk vil træffe om ikke at lytte til ham og om ikke at blive ledt af ham« (Gospel Truth: Discourses and Writings of President George Q. Cannon, saml. Jerreld L. Newquist, 2 bind, 1957-1974, 1:86).

  • Hvordan kan vi forberede os nu for at blive regnet blandt de retfærdige, når Frelseren kommer igen? (Når eleverne svarer på dette spørgsmål, kan du eventuelt gennemgå og bære vidnesbyrd om de sandheder, I har talt om i denne lektion).

Lære og Pagter 44

Herren befaler sine tjenere, at de skal forsamle sig

Sammenfat Lære og Pagter 44:1-6 ved at forklare, at Herren bad ældsterne om at forsamles til en konference. Herren lovede ældsterne, at hvis de ville være trofaste og udøve tro på ham, så ville han udgyde sin Ånd over dem og velsigne dem, så deres fjender ikke ville få magt over dem. Herren bad dem om at forkynde omvendelse, tjene de fattige og organisere sig ifølge landets love.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 43:6-7. »Ham, som jeg har udpeget«

Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum opfordrede os til at følge Kirkens præsidents råd og ikke blive ledt på afveje af bedragere:

Præsident Boyd K. Packer

»Videre siger jeg jer, at det ikke skal pålægges nogen at drage ud for at prædike mit evangelium eller at opbygge min kirke, medmindre han bliver ordineret af en, der har myndighed, og det er kirken bekendt, at han har myndighed og er blevet behørigt ordineret af kirkens overhoveder (Lære og Pagter 42:11).

Der findes nogle blandt os, som ikke er blevet forskriftsmæssig ordineret af Kirkens ledere, og som fortæller om et truende politisk og økonomisk kaos, om verdens ende …

Disse bedragere siger, at brødrene ikke ved, hvad der sker i verden, eller at brødrene godkender deres lærdomme, men ikke ønsker at fortælle det fra talerstolen. Ingen af delene passer. Brødrene ved helt sikkert, hvad der sker, eftersom de konstant rejser overalt på jorden, og de er på grund af deres profetiske indsigt i stand til at læse tidernes tegn.

Lad jer ikke bedrage af disse bedragere. Hvis der skal ske en indsamling, vil det blive bekendtgjort af dem, som forskriftsmæssigt er blevet ordineret, og som Kirken ved har myndighed.

Omgås ikke med dem uden myndighed. Følg jeres ledere, som er ordineret på korrekt vis, og som er blevet opretholdt i al offentlighed, så vil I ikke blive ledt vild« (se »Det er godt at være lærd, når …«, Stjernen, jan. 1993, s. 71). (Se også Lære og Pagter – Elevens hæfte, CES-hæfte, 1985, s. 83).

L&P 43:7. »Komme ind ad porten«

Herren sagde: »Den, der er ordineret … skal komme ind ad porten« (L&P 43:7). Præsident Joseph Fielding Smith forklarede denne udtalelse:

Præsident Joseph Fielding Smith

»Herren vil gerne have, at vi ved, at han gør alting i den rette orden, og når han kalder en til at lede Kirken, så vil han komme ind ad porten og blive ordineret af dem, der har myndighed. Sådan har det været fra begyndelsen, og sådan vil det fortsat være til enden« (Church History and Modern Revelation, 2 bind, 1953, 1:138).

Lære og Pagter 43:22-31. Det andet komme, tusindårsriget og »en kort tid«

Herren sagde, at Satan ved slutningen af tusindårsriget vil blive »løst igen«, men at han kun skal »regere en kort tid« (L&P 43:31). Følgende illustration viser perioden »en kort tid« i forhold til perioden for tusindårsriget.

1000 years diagram