Seminar og institut
Lektion 66: Lære og Pagter 60-62


Lektion 66

Lære og Pagter 60-62

Indledning

Den 8. august 1831 forberedte Joseph Smith og adskillige ældster sig på at forlade Independence i Missouri og tage tilbage til Ohio. Herren instruerede ældsterne om at forkynde evangeliet, mens de rejste – en instruktion der nu findes i Lære og Pagter 60. På rejsens tredje dag blev gruppen udsat for mange farer på Missouri-floden. De efterfølgende to dage, den 12. og 13. august, modtog profeten Joseph Smith to åbenbaringer fra Herren. Disse åbenbaringer står nu i Lære og Pagter 61 og 62. De indeholder belærende, advarende, trøstende og opmuntrende ord.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 60

Herren befalede ældsterne at forkynde evangeliet, mens de rejste fra Missouri til Ohio

Skriv, før klassen begynder, følgende spørgsmål på tavlen: Kan I komme i tanke om engang, hvor I tøvede med at fortælle andre om jeres tro eller var tilbageholdende med at dele jeres vidnesbyrd om evangeliet?

Indled klassen med at bede eleverne om at grunde over spørgsmålet på tavlen. Mens de grunder, kan du eventuelt selv svare på spørgsmålet ved at fortælle om en oplevelse fra dit liv.

Forklar, at en gruppe ældster var rejst fra Ohio for at deltage i indvielsen af jorden og tempelgrunden i Independence i Missouri. Herren havde befalet dem at forkynde evangeliet, mens de rejste til Missouri (se L&P 52:9-10). Lære og Pagter 60 indeholder Herrens ord til adskillige af disse ældster, mens de forberedte sig på at tage tilbage til Ohio. Bed dem om at læse Lære og Pagter 60:1-2 for sig selv, mens de ser efter, hvorfor Herren var misfornøjet med nogle af disse ældster.

  • Hvorfor var Herren misfornøjet med nogle af disse ældster? (Han sagde: »De vil ikke åbne munden, men … [de] skjuler … det talent, som jeg har givet dem.« Med andre ord havde de ikke båret deres vidnesbyrd om evangeliet).

  • Hvorfor havde nogle af ældsterne ifølge Lære og Pagter 60:2 ikke båret deres vidnesbyrd?

Bed en om at læse Lære og Pagter 60:3 højt. Lad klassen følge med og finde frem til, hvad der kan ske, hvis vi ikke deler vores vidnesbyrd.

  • Hvad kan der ske, hvis vi ikke deler vores vidnesbyrd med andre? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Vi kan miste vores vidnesbyrd, hvis vi ikke deler dem med andre).

  • Hvorfor tror I, at vi er nødt til at dele vores vidnesbyrd med andre, for at vi kan beholde det? Hvornår har I følt, at jeres vidnesbyrd er blevet styrket, fordi I har båret det?

Tilskynd dem til at bære deres vidnesbyrd, når de har mulighed for det. Opsummer resten af Lære og Pagter 60 ved at forklare, at Herren befalede disse ældster at forkynde evangeliet, mens de rejste tilbage til Ohio.

Lære og Pagter 61

Herren giver Joseph Smith og de andre ældster vejledning på deres rejse til Ohio

Bed dem om at tænke på et tidspunkt, hvor de var bekymrede for deres sikkerhed og følte, at Herren beskyttede dem. Forklar, at profeten Joseph Smith og ti ældster den 11. august 1831 opdagede, at de var i fare, mens de sejlede i kano i de voldsomme strømninger i Missouri-floden. Joseph Smith fortalte, at på den tredje dag af rejsen »viste mange af de almindelige farer på de vestlige vande sig, og efter at vi havde slået lejr på bredden af floden … så bror [William W.] Phelps, i et klart syn ved dagslys, ødelæggeren i sin frygteligste magt fare hen over vandenes overflade. Andre hørte larmen, men så ikke noget syn« (i History of the Church, 1:203). Inden dette syn »var der opstået nogen uenighed og dårlige følelser blandt brødrene« (B.H. Roberts, A Comprehensive History of the Church, 1:262-263). Den aften drøftede brødrene deres vanskeligheder, og de fleste af dem kunne tilgive hinanden. Næste morgen bad Joseph Smith og modtog åbenbaringen i Lære og Pagter 61.

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 61:2, 20, 36-37 højt. Lad klassen følge med og finde ord eller udtryk, der kan have trøstet disse ældster.

  • Hvilke ord eller udtryk fandt I, der kan have trøstet disse ældster? (Når eleverne svarer, kan du eventuelt bede dem om at forklare, hvordan de ord eller udtryk, de har nævnt, kunne være en trøst).

Forklar, at Herren i denne åbenbaring forklarede, at »mange ødelæggelser« ville ske på vandene i de sidste dage (se L&P 61:5, 14-19). Herren talte også om sin magt. Bed en om at læse Lære og Pagter 61:1 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren lærer os om sin magt.

  • Hvordan beskriver Herren sin magt i dette vers? (Når eleverne har svaret, så skriv følgende læresætning på tavlen: Herren har al magt).

Du kan påpege, at nogen på grund af William W. Phelps’ syn af ødelæggeren på vandene har antaget, at Satan har magt over vandene. Men Lære og Pagter 61:1 bekræfter, at Herren har al magt – herunder magt over vandene.

Få en elev til at læse Lære og Pagter 61:6, 10 højt. Lad klassen følge med og se efter vendinger, der kan have hjulpet ældsterne med at værdsætte Herrens magt yderligere. Bed dem fortælle, hvad de finder frem til, og udvid udtalelsen på tavlen, så der står: Herren har al magt, og han er i stand til at bevare os.

  • Hvilke oplevelser har I haft, som har styrket jeres vidnesbyrd om Herrens magt og om Herrens evne til at beskytte os mod ondt?

Du kan opsummere resten af Lære og Pagter 61 ved at forklare, at Herren gav yderligere vejledning for at lede disse ældster tilbage til Ohio.

Lære og Pagter 62

Herren roser trofastheden hos en gruppe ældster, der rejser til Independence i Missouri

Skriv følgende spørgsmål på tavlen:

Hvilken farve trøje skal jeg tage på i dag?

Skal jeg tage i kirke på søndag?

Skal jeg tage på mission? Hvis ja, hvornår?

Hvis min mor tilbyder at lave min yndlingsret, hvad skal jeg så vælge?

Hvem skal jeg date? Hvor skal vi tage hen at spise på vores date?

Bed dem om at overveje, hvilket af disse spørgsmål, der mon betyder mest for Herren.

Forklar, at da Herren instruerede de ældster, der rejste fra Missouri til Ohio, hjalp han dem til at forstå, at nogle af de valg, de skulle træffe, betød mere for ham end andre. Tilskynd eleverne til at se efter indsigt i Lære og Pagter 62, der kan vejlede dem, når de skal træffe beslutninger.

Få en til at læse Lære og Pagter 62:1-3 højt. Lad klassen følge med og finde de udtryk, der viser, at ældsternes indsats med at forkynde evangeliet betød noget for Herren.

  • Hvilke udtryk fandt I? Hvordan viser disse udtryk, hvad Herren følte i forbindelse med missionærernes indsats?

Hjælp dem med at overveje eksempler på det, som betyder noget for Herren, og det, der ikke betyder noget, ved at lave følgende skema på tavlen eller som et uddelingsark. Undlad svarene i parenteserne. Bed eleverne, afhængigt af deres behov, om at udfylde det individuelt eller parvist. I kan også lave aktiviteten som klasse.

Hvad betød noget for Herren

Hvad betød ikke noget for Herren

L&P 60:5

(At ældsterne rejste hurtigt til St. Louis)

(Om ældsterne lavede eller købte en båd til at rejse i)

Lære og Pagter 61:21-22

(At ældsterne rejste i hast, og at de opfyldte deres mission)

(Om de rejste til vands eller lands)

Lære og Pagter 62:5-7

(At ældsterne var trofaste, bar vidnesbyrd om evangeliet og hjalp de hellige med at samle sig)

(Om ældsterne alle rejste sammen eller to og to, om de red på heste, muldyr eller med vogne)

Stil følgende spørgsmål, når eleverne har udfyldt skemaet:

  • Hvilke forskelle lægger I mærke til på det, der betød noget for Herren, og det, der ikke betød noget?

  • Hvordan kan dette eksempel vejlede jer, når I træffer beslutninger?

Forklar, at Lære og Pagter 62:8 lærer os et princip, der kan vejlede os, når vi træffer beslutninger. Bed eleverne om at læse dette vers for sig selv og lede efter dette princip. Lad dem derpå fortælle, hvad de har fundet frem til. De kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Når vi træffer beslutninger, må vi stole på vores dømmekraft og vejledning fra Ånden. Bed eventuelt eleverne om at skrive dette princip med deres egne ord i deres skrifter.

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt at stole på vores dømmekraft og vejledning fra Ånden, når vi træffer beslutninger?

  • Hvornår I har truffet en beslutning baseret på jeres egen dømmekraft og vejledning fra Ånden? Hvordan blev I velsignet ved at gøre det?

Bær vidnesbyrd om de sandheder, I har drøftet i denne lektion. Bed eleverne om at tænke over, hvordan de kan følge de principper, de har lært af deres studium i Lære og Pagter 60-62. Du kan eventuelt bede en eller to elever om at fortælle, hvordan de har tænkt sig at følge disse sandheder.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 61:5-19. Hvordan er vandene forbandet?

Herrens ord i Lære og Pagter 61:5-19 forbyder ikke sidste dages hellige at rejse på eller svømme i vand. I sin beskrivelse af vandenes forbandelse i de sidste dage kan Herren have henvist til skriftsteder i Johannes’ Åbenbaring, hvori apostlen Johannes beskrev den ødelæggelse, der vil ske i vandene inden Jesu Kristi andet komme (se Åb 8:8-11; 16:2-6). I Lære og Pagter 61 henviser Herren specifikt til faren på »disse vande«, hvilket betyder Missouri-floden (se L&P 61:5, 18). Præsident Joseph Fielding Smith har forklaret nogle af de skader, som Missouri-floden har forårsaget:

Præsident Joseph Fielding Smith

»Med hensyn til Missouri- og Mississippi-vandene har vi år efter år set stor ødelæggelse på dem og forårsaget af dem. Millioner af dollars går næsten årligt tabt ved, at disse store floder går over deres bredder. Mange har mistet livet i disse oversvømmelser, når de fejer hen over land, og selv på de tilsyneladende fredfyldte eller rolige vande kan der opstå storme, der medfører ødelæggelser. Herrens ord er sandelig blevet og bliver opfyldt med hensyn til de vande« (Church History and Modern Revelation, 2 bind, 1953, 1:224).

Lære og Pagter 62. Historisk baggrund

Da Joseph Smith og andre rejste østpå til Ohio, stødte de på fire ældster, der rejste vestpå til Independence i Missouri. En af disse ældster, John Murdock, var blevet syg, mens de forkyndte evangeliet under deres rejse fra Ohio. John og hans kammerat, Hyrum Smith, boede i Chariton i Missouri, mens de ventede på, at Johns sygdom skulle gå over. Der mødte de to andre ældster, David Whitmer og Harvey Whitlock, som også havde været trofaste mod befalingen om at forkynde evangeliet på vej til Missouri. Efter disse fire ældster havde mødt Joseph Smith i Chariton og havde modtaget Herrens instruktioner, som findes i Lære og Pagter 62, lagde de deres penge sammen og købte en hest, som gjorde rejsen til Zion lettere for John Murdock.