Lektion 109
Lære og Pagter 104
Indledning
I foråret 1834 havde Kirken økonomiske problemer, og bestræbelser på at indsamle midler var ikke lykkedes. I marts 1832 havde Kirkens ledere i Ohio oprettet en organisation kaldet Det forenede selskab, hvis opgave det var at forvalte Kirkens handelsmæssige og forretningsmæssige interesser på en måde, som ville grundlægge Zion og tage sig af de fattige (se L&P 78). I april 1832 mødtes Joseph Smith og andre med Kirkens ledere i Missouri og organiserede en afdeling af Det forenede selskab i Jackson County (se L&P 82). Disse to afdelinger – en i Ohio og en i Missouri – eksisterede i to år. Ved et møde den 10. april 1834 besluttede selskabets medlemmer at opløse organisationen. Men cirka to uger senere modtog Joseph Smith en åbenbaring om, at ordenen »skulle … omorganiseres, og ejendommene skulle fordeles som forvaltninger blandt medlemmerne af ordenen« (indledning til L&P 104). Under Joseph Smiths ledelse blev begrebet »Det forenede selskab« senere omdøbt til »den forenede orden« i denne åbenbaring. Herren rådede også kirkeledere om deres gæld og instruerede alle Kirkens medlemmer om, hvordan de skulle tage sig af de fattige.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 104:1-18
Herren instruerer om den forenede orden
Anbring noget tungt (eksempelvis en stor bog eller sten) forrest i klasseværelset. Bed en elev om at løfte den ved kun at bruge en finger. Dette bør være svært eller umuligt, men lad eleven prøve. Giv derefter eleven lov til at bede nogle andre elever om hjælp til at løfte genstanden. Elever, der virker som hjælpere, skal love, at de vil hjælpe, indtil genstanden er løftet, og de må også kun bruge en finger. Tillad den første elev at bede flere om hjælp, indtil de kan løfte genstanden.
-
Hvad krævede det at løfte den tunge genstand? (Svar kan være samarbejde, enighed og så videre).
Forklar, at økonomiske problemer udgjorde en stor byrde for Kirken i dens første tid. I marts og april 1832 befalede Herren Kirkens ledere at organisere Det forenede selskab, hvis medlemmer indgik en pagt om at samarbejde og være tro i deres forvaltning af Kirkens aktiviteter inden for handel og trykkeri for på den måde at mindske Kirkens gældsbyrde, tage sig af de fattige og fremme Herrens værk. Denne organisation fik oprindeligt navnet Det forenede selskab (se indledningerne til afsnit 78, 82 og 104 i 2013-udgaven af den engelske Lære og Pagter). I foråret 1834 fik gæld Kirkens ledere til at overveje en opløsning af selskabet. Den 23. april 1834 modtog profeten Joseph Smith den åbenbaring, som findes i Lære og Pagter 104, hvor Herren åbenbarede sin vilje angående Det forenede selskab og dets ejendomme.
Bed en elev om at læse indledningen til Lære og Pagter 104 højt. Lad klassen følge med og finde det, som Herren ønskede, at Kirkens ledere skulle gøre vedrørende Det forenede selskab. (Inden eleverne læser, kan du forklare, at Joseph Smith senere anviste, at navnet »Det forenede selskab« blev udskiftet med »den forenede orden« i forbindelse med åbenbaringens udgivelse). Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 104:1-4 højt. Lad klassen følge med og finde en af årsagerne til problemer med den forenede orden. Det er i forbindelse med vers 4 måske nødvendigt at forklare, at ordet begærlighed henviser til et selvisk ønske om at besidde noget, der som regel tilhører en anden.
-
Hvad brød nogle af brødrene på grund af begærlighed?
Mind eleverne om illustrationen i begyndelsen af lektionen. Bed dem om at overveje, hvad der ville være sket, hvis flere af eleverne lovede at hjælpe, men derefter skiftede mening og flyttede sig, da genstanden blev løftet.
Opsummer Lære og Pagter 104:5-10 ved at forklare, at Herren havde forordnet, at konsekvenserne ved at bryde pagten i forbindelse med den forenede orden ville medføre, at de blev forbandet og forstødt fra Kirken (se også L&P 78:11-12; 82:11-21).
Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 104:11-13 for sig selv og finde det, Herren sagde, at ethvert medlem af den forenede orden skulle modtage. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til. Du kan eventuelt forklare, at en forvalter er en person, som har fået ansvar over ejendom, som tilhører en anden.
-
Hvorfor udpegede Herren ifølge vers 12-13 hvert medlem af den forenede orden som forvaltere?
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 104:14 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvem der ejede den ejendom, der hørte ind under den forenede orden.
-
Hvem ejede den ejendom, som var givet i forvaltning til medlemmerne af den forenede orden? Når eleverne har svaret, så skriv følgende sandhed på tavlen: Herren skabte jorden, og alt, der er på den, tilhører ham).
-
Hvordan kan denne sandhed have indflydelse på, hvordan I ser på og gør brug af jeres ejendele?
Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 104:15-18 for sig selv. Lad dem finde frem til, hvordan Herren instruerede sine forvaltere i at bruge jordens fylde.
-
Hvordan ønsker Herren, at der skal sørges for hans folk?
-
Hvad tror I, der menes med, at »de fattige skal ophøjes ved, at de rige gøres ydmyge«?
Hjælp eleverne til at forstå betydningen af denne udtalelse ved at bede en elev om at læse følgende forklaring af ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Herrens måde består i at hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv. De fattige ophøjes, fordi de arbejder for den timelige hjælp, som de modtager, de belæres om de rette principper, og de kan løfte sig selv op fra fattigdom til uafhængighed. De rige gøres ydmyge, fordi de ydmyger sig for at give gavmildt af deres midler til dem i nød« (»Inspireret velfærd i Kirken«, Liahona juli 1999, s. 90).
-
Hvilke principper lærer vi i vers 17-18 om vores ansvar for at hjælpe andre? (Eleverne kan finde frem til flere principper, herunder følgende: Vi er forpligtede til at bruge det, Herren har givet os, til at hjælpe andre. Skriv dette princip på tavlen).
Bed eleverne om ikke blot at tænke på de »fattige og trængende«, som mennesker, der har brug for økonomisk hjælp, de har også brug for åndelig, følelsesmæssig, mental og social hjælp. På samme måde kan vi tænke på vores overflod som andet end blot penge eller materielle goder, som vi ejer. Vores overflod omfatter tid, talenter, viden, vidnesbyrd og færdigheder.
-
Hvorfor tror I, at det er vigtigt, at vi giver af vores overflod til dem, som trænger?
-
Hvordan kan vi hjælpe andre på Herrens måde?
Tilskynd eleverne til at tænke over deres egne bestræbelser på at hjælpe de fattige og trængende. Bed dem skrive et mål for, hvordan de vil gøre brug af det, Herren har givet dem, for at hjælpe en, der har brug for det.
Lære og Pagter 104:19-77
Herren instruerer om den forenede orden, forvaltning og skatkammeret
Opsummer Lære og Pagter 104:19-53 ved at forklare, at Herren gav nøjagtige instruktioner om den forvaltning, som blev tildelt medlemmerne af den forenede orden. Skriv følgende på tavlen: Lære og Pagter 104:23, 25, 31, 33, 35, 38, 42, 46. Bed eleverne om at læse versene for sig selv, mens de leder efter et mønster i Herrens løfter til hvert medlem af ordenen. Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.
Bed eleverne om at fortælle, hvilke ord eller sætninger som går igen i disse vers. Bemærk, at vendingen »for så vidt« betyder »dersom« eller »i den udstrækning«.
-
Hvad kan den vending fortælle os om, hvordan vores lydighed påvirker, hvilke velsignelser vi modtager?
Skriv For så vidt vi er ydmyge og trofaste, vil Herren … på tavlen
Spørg eleverne, hvordan de vil færdiggøre dette princip. (Brug deres ord til at færdiggøre det ufuldstændige princip på tavlen. Eksempelvis: For så vidt vi er ydmyge og trofaste, vil Herren mangedoble vores velsignelser).
-
Hvornår har I været vidne til, at nogle er blevet velsignet for at være trofaste over for det ansvar, de har fået af Herren?
Bed eleverne om at overveje, hvordan de kan være trofaste i de opgaver, Herren har givet dem.
Opsummer Lære og Pagter 104:54-77 ved at forklare, at Herren giver instruktioner for at etablere skatkamre for at sikre midler, som kan bruges til fordel for Kirken, blandt andet trykning af skrifterne.
Lære og Pagter 104:78-86
Herren instruerer kirkeledere med hensyn til den forenede ordens gæld
Spørg eleverne, om de nogensinde er blevet bedt om at gøre noget, som de opfattede som umuligt. Bed et par elever om at fortælle om deres oplevelse.
Forklar, at mens medlemmerne havde adlydt Herrens befalinger, havde de samtidigt oparbejdet en stor gæld. Flere begivenheder hindrede ordenen i at tilbagebetale gælden. For eksempel bidrog pøbelens ødelæggelse af trykkeriet i Jackson County i Missouri til yderligere økonomiske problemer, og pøbelen stod i vejen for, at de hellige kunne gøre brug af forrådshuset i Independence.
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 104:78 højt. Lad klassen følge med og se efter Herrens instruktion om Kirkens gæld.
-
Hvilke instrukser gav Herren til medlemmerne af den forenede orden?
Pointer, at tilbagebetaling af gælden sikkert virkede umulig for de hellige, men Herren fortalte dem, hvordan det skulle gøres. Skriv HVIS og SÅ øverst i hver sin kolonne på tavlen. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 104:80-82 højt. Bed halvdelen af klassen om at følge med, mens de leder efter det, Herren befalede medlemmerne af ordenen at gøre for at få hans hjælp til at betale deres gæld. Bed den anden halvdel om at følge med, mens de leder efter det, Herren lovede at gøre for at hjælpe de hellige, når de betalte deres gæld. Bed den første gruppe skrive deres svar under »HVIS«, og den anden gruppe skrive deres svar under »SÅ«.
-
Hvad kan vi lære af Lære og Pagter 104:80-82? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til noget lig følgende princip: Hvis vi er ydmyge og trofaste og påkalder Herrens navn, vil han hjælpe os til at udføre det, som han har befalet os at gøre).
-
Hvad beder Herren Kirkens medlemmer om at gøre i vore dage, som kan betegnes som en udfordring? Hvilken rolle tror I, at ydmyghed, trofasthed og bøn spiller for at fuldføre det, som Herren har bedt jer om at gøre?
-
Hvem fra skriften er et eksempel på det princip, vi har fundet i vers 80-82? Hvem kender I i dag, der er et godt eksempel på dette princip?
Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at skrive, hvordan de kan være mere ydmyge, trofaste eller bønsomme, så Herren kan hjælpe dem til at udføre det, han har bedt dem om at gøre.