Seminar og institut
Hjemmestudielektion: Frelsesplanen – studium af skriften (Del 1)


Hjemmestudielektion

Frelsesplanen – studium af skriften (Del 1)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende er en sammenfatning af de begivenheder, læresætninger og principper, som eleverne har lært om i forbindelse med færdiggørelsen af de fire hjemmestudielektioner i del 1. Denne viden om, hvad de har studeret, kan være en hjælp i din forberedelse. Sammenfatningen er ikke en del af lektionen og er ikke tiltænkt eleverne. Eftersom den lektion, du i del 1 underviser i, blot er koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper, kan Ånden til tider tilskynde dig til at gennemgå eller drøfte andre ting alt efter dine elevers behov.

Dag 1 (Frelsesplanen)

Da eleverne studerede vor himmelske Faders frelsesplan, så de, at planens formål er at sørge for, at vi kan modtage udødelighed og evigt liv. De lærte, at vor himmelske Fader sendte os ned på jorden for at få et legeme og vokse og få erfaringer. Jesu Kristi forsoning giver os mulighed for at overvinde konsekvenserne af synd og død.

Dag 2 (Det store frafald)

Da eleverne lærte om det store frafald, fandt de frem til, at profeter og apostle udgør Jesu Kristi kirkes grundvold, og de hjælper med at holde Kirken ren ved at undervise i den korrekte lære. Præstedømmemyndighed og -nøgler er desuden nødvendige for at modtage frelsens pagter og ordinancer, som alle modtages i Jesu Kristi Kirke. Frafald finder sted, når folk vender sig bort fra evangeliske sandheder og afviser Herrens bemyndigede tjenere. En gengivelse af sandhed og præstedømmets myndighed og nøgler var nødvendig for at overvinde konsekvenserne af det store frafald.

Dag 3 (Lære og Pagter 1)

Eleverne lærte i deres studium af Herrens forord til Lære og Pagter, at Herren kommer med sine advarsler til alle mennesker gennem sine udvalgte disciple, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er den eneste sande og levende kirke på jorden. De fandt ud af, at vi skal studere de befalinger, som Herren har givet, at Herrens ord alle vil gå i opfyldelse, og at Herrens ord er sande, hvad enten de udgår fra ham eller fra hans tjenere.

Dag 4 (Studium af skriften)

I denne lektion lærte eleverne, at skrifterne er blevet skrevet for at bevare evige sandheder, som også kaldes læresætninger og principper. De lærte, at når man skal finde disse evige sandheder, så er det gavnligt, hvis man først har en forståelse af baggrunden og indholdet i skriften. Eleverne lærte, at når man først har forstået disse elementer, så hjælper det derefter at udtrykke de læresætninger og principper, som de har fundet frem til, i enkle og tydelige sandheder. Endelig lærte de, at skrifternes sande værdi findes ved at anvende de læresætninger og principper, som de finder frem til i skrifterne, i deres egen tilværelse.

Indledning

Denne lektion vil præsentere eleverne for Lære og Pagter ved hjælp af indledningen til Lære og Pagter og afsnit 1. De vil lære, at Lære og Pagter består af »guddommelige åbenbaringer og inspirerede erklæringer, givet med det formål at oprette og styre Guds rige på jorden i de sidste dage« (Indledning til Lære og Pagter). Studium af Lære og Pagter og Kirkens historie kan styrke deres vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Bemærk: Eftersom dette formentlig er elevernes første klasse sammen, kan du bede dem om at stille eventuelle spørgsmål, som de måtte have til hjemmeseminar, og hvordan man mest effektivt studerer skrifterne på egen hånd.

Forslag til undervisningen

Introduktion til Lære og Pagter og Kirkens historie

Lære og Pagter indeholder åbenbaringer, der blev givet til Joseph Smith og hans efterfølgere

Du kan overveje at indlede lektionen med at spørge eleverne, hvilke bøger de tror, at hele verden vil nyde gavn af at læse og hvorfor. (Medbring eventuelt et par bøger, som du vil foreslå). Når de har svaret, så bed en elev om at læse følgende udtalelse af profeten Joseph Smith, og lad klassen lytte efter, hvad profeten sagde om Lære og Pagter:

Profeten Joseph Smith

»Åbenbaringerne [i Lære og Pagter udgør] Kirkens grundvold i disse sidste dage og til gavn for verden, eftersom de viser, at nøglerne til vor Frelsers riges hemmeligheder igen er betroet mennesket« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 192).

Tilskynd dem til at se efter, hvordan studium af Lære og Pagter kan være til gavn for verden og til gavn for dem, når de studerer dagens lektion.

Få eleverne til at slå op på titelbladet i Lære og Pagter. Forklar, at vi er nødt til først at forstå, hvad en lære er og hvad pagter er, før Lære og Pagter kan være til gavn. Bed en om at læse titelbladet højt. Stil derpå eleverne følgende spørgsmål:

  • Hvordan vil I definere ordet lære?

  • Hvad er en pagt?

  • Hvad er åbenbaring?

Hvis det er nødvendigt, så forklar, at en lære er en grundlæggende, uforanderlig sandhed i Jesu Kristi evangelium; en pagt er en hellig aftale mellem Gud og hans børn, hvori Gud fastlægger alle betingelserne for løfterne deri; og åbenbaring er kommunikation fra Gud til hans børn. Du kan eventuelt foreslå, at de skriver disse definitioner på titelbladet.

Få eleverne til at slå op på det ottende afsnit i indledningen til Lære og Pagter (det begynder med »I åbenbaringerne … «). Forklar, at der i dette afsnit nævnes eksempler på nogle af de emner for læresætninger, der findes i Lære og Pagter. Bed eleverne om at læse den første sætning for sig selv og finde frem til et eller flere emner, som de gerne vil lære mere om. Stil dernæst følgende spørgsmål:

  • Hvilket emne er I mest interesseret i at lære mere om?

  • Hvilken gavn kan I have af at vide mere om og have en bedre forståelse af disse læresætninger?

Lad en elev læse den sidste sætning i det ottende afsnit højt (det begynder med »Endelig gør det vidnesbyrd, der bliver givet … «), og bed klassen om at se efter, hvad der gør Lære og Pagter så værdifuld. Stil dernæst følgende spørgsmål:

  • Hvad gør Lære og Pagter »meget værdifuld«?

  • Hvorfor har et vidnesbyrd om Frelseren så stor værdi?

  • Hvad tror I, at der vil ske med jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus, når I studerer Lære og Pagter?

Skriv følgende princip på tavlen: Ved at studere åbenbaringerne i Lære og Pagter kan I styrke jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus. Bed eleverne om at tænke over, hvilken indvirkning et stærkere vidnesbyrd om Frelseren vil have på dem. Overvej at fortælle, hvordan studium af Lære og Pagter har styrket dit vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Bed en om at læse det første afsnit af indledningen til Lære og Pagter højt, mens resten af klassen følger med. Spørg derpå: Hvis røst hører vi, når vi studerer Lære og Pagter?

Skriv følgende princip på tavlen: Når vi studerer Lære og Pagter, hører vi Frelserens røst. Læs derpå Lære og Pagter 18:34-36 for eleverne.

Bed en elev om at læse det tredje afsnit af indledningen til Lære og Pagter højt. Bed klassen om at følge med og se efter ord, der beskriver Frelserens røst. (Du kan eventuelt foreslå eleverne at markere det, de finder). Stil dernæst følgende spørgsmål:

  • Hvilke ord bruges til at beskrive Frelserens røst?

  • Hvordan kan I nyde gavn af at høre og anerkende hans røst?

Vis billeder af nogle af de mennesker, som åbenbaringerne i Lære og Pagter var stilet til (se Evangelisk Kunst, 2009, nr. 87, 88, 93, 94, 95; se også LDS.org). Når du viser disse billeder, så forklar, at de vil lære om disse mennesker, når de studerer Lære og Pagter.

Få en elev til at læse de to første sætninger i det sjette afsnit i indledningen til Lære og Pagter højt (det begynder med »Disse hellige åbenbaringer … «). Bed klassen om at følge med og se efter de omstændigheder, hvori åbenbaringerne blev modtaget. (Foreslå eventuelt eleverne at markere det, de finder).

  • Hvilke vendinger i disse sætninger beskriver de omstændigheder, som disse åbenbaringer blev modtaget i?

Vis dem et stykke papir, hvorpå der står Dig. Påpeg, at vi ligesom enkeltpersoner fra Kirkens historie også oplever situationer, hvor vi har brug for guddommelig vejledning.

  • Hvad skal vi gøre for at modtage guddommelig vejledning, hvis vi følger disse tidlige helliges eksempel? (Bede om og søge efter den).

Forklar, at studium af skrifterne er en måde, hvorpå man kan søge guddommelig vejledning. Lad eleverne slå op på Lære og Pagter 1:37-38, som er et mesterskriftsted. Mind dem om, at Herren gav denne åbenbaring som et forord til Lære og Pagter.

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 1:37-38 højt, mens klassen følger med og ser efter Herrens befaling til os vedrørende Lære og Pagter.

  • Hvad befaler Herren os at gøre med Lære og Pagter? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Vi skal granske de befalinger, som Herren har givet).

Lad dem fortælle, hvordan de har nydt gavn af at granske skrifterne i denne uges studium. Følg op på dem omkring det mål, som de satte om at studere Lære og Pagter dagligt i løbet af skoleåret. Spørg dem om deres planer om at følge Herrens befaling om at »gransk[e] disse befalinger« (L&P 1:37). Du kan afslutte ved at bære dit vidnesbyrd om vigtigheden af at høre Herrens røst og modtage vejledning fra ham ved at studere Lære og Pagter.

Næste del (Joseph Smith – Historie 1:1-65; Lære og Pagter 2)

Gud hører og besvarer bønner. Det første syn var et resultat af Joseph Smiths ydmyge bøn. Kort tid efter vejledte engle profeten Joseph Smith omkring fremkomsten af Mormons Bog og gengivelsen af præstedømmet. Efter Johannes Døber havde vist sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery, skrev Oliver: »Tænk … et øjeblik, hvilken glæde der fyldte vort hjerte … da vi under hans hånd modtog det hellige præstedømme« (JS-H 1:71, note).