Seminar og institut
Hjemmestudielektion: Lære og Pagter 36-40; I Ohio (Del 9)


Hjemmestudielektion

Lære og Pagter 36-40; I Ohio (Del 9)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende sammenfatning af læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede Lære og Pagter 36-40 og »I Ohio« (del 9) er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens tilskyndelser, når du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (Lære og Pagter 36-37)

Af en befaling til Edward Partridge inden hans dåb lærte eleverne, at præstedømmebærere er kaldet til at forkynde evangeliet og skal være rene.

Dag 2 (Lære og Pagter 38)

Da eleverne studerede Herrens befaling til de hellige om at samles i Ohio, fandt de ud af, at Herren ved alt, at han kan advare os om fare, og at han giver os befalingerne for at beskytte os. De lærte også, at Herren lovede de hellige, at hvis de adlød hans befalinger, så ville de være beredt og skulle ikke frygte.

Dag 3 (Lære og Pagter 39-40)

Herren bad en protestantisk præst, der hedder James Covel, om at blive døbt og prædike evangeliets fylde. Af denne vejledning lærte eleverne, at hvis vi modtager Jesus Kristus, så giver han os magt til at blive sine sønner og døtre. De fandt også ud af, at Herrens lovede velsignelser er betinget af, at vi følger hans røst. James Covel forkastede Frelserens invitation til at blive døbt. De lærte, at verdens frygt og bekymringer kan få os til at forkaste Guds ord.

Dag 4 (I Ohio)

Denne lektion gav eleverne et overblik over de helliges oplevelser i Ohio fra 1831 til 1838. De lærte, at Herren lovede de hellige i Ohio, at han ville åbenbare sin lov og begave dem med kraft fra det høje. Derudover erklærede Herren, at han ville kalde de hellige til at forkynde evangeliet i hele verden. Eleverne lærte, hvordan Herren udgød åbenbaring efter åbenbaring over de hellige og opfyldte sine løfter på trods af modstand og forfølgelse. De lærte også om nogle af de ulykkelige begivenheder og den modstand, som de hellige mødte, mens de var i Ohio.

Indledning

Herren instruerede ikke blot de hellige i at flytte til Ohio. Han gav dem også råd til, hvordan de skulle behandle hinanden. I denne lektion vil eleverne lære om Jesu Kristi befaling om at være forenet og værdsætte andre, som vi værdsætter os selv.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 36-38

De hellige bliver befalet at være forenede

Del klassen op i to grupper, og giv hver gruppe nogle forskellige genstande, der kan bruges til at bygge med (dette kan være små ting som små træklodser, plastikkopper eller små, tomme æsker). Sørg for, at den ene gruppe får flere genstande eller større genstande end den anden gruppe.

Skriv følgende på tavlen: Byg det højest mulige tårn med disse genstande. Du skal ikke sige noget om, hvorvidt det er en konkurrence, eller nævne noget om at bygge to tårne. Eleverne vil formentlig antage, at de to grupper konkurrerer mod hinanden. Hvis de stiller spørgsmål om, hvorvidt de skal arbejde sammen eller som to grupper, så gentag blot formålet: De skal bygge det højest mulige tårn.

Lad dem bruge et minut til at udføre opgaven. Lad dem efter aktiviteten vurdere, hvem der »vandt«. Når de har fortalt, hvad de synes, så fortæl dem, at for at vurdere, hvor godt de klarede denne aktivitet, så skal de studere det råd, som Herren gav til de hellige, da de forberedte sig til at flytte til Ohio. Lad eleverne se efter indsigt i denne aktivitet såvel som i deres egen tilværelse, når de studerer Herrens vejledning til de tidlige hellige.

Bed dem om at fortælle, hvorfor Herren befalede de hellige til at samle sig i Ohio. (Hvis det er nødvendigt, kan du bede dem om at se i deres noter til L&P 37-38 og deres skriftstudiebog). Elevernes svar bør omfatte de farer, som de hellige mødte i New York, såvel som de velsignelser, som Herren lovede at give sit folk, når de havde samlet sig i Ohio.

Forklar, at da Herren vejledte de hellige vedrørende deres flytning til Ohio, så rådgav han dem om, hvordan de skulle anse hinanden. Lad dem læse Lære og Pagter 38:23-25 for sig selv og se efter en sætning, der forklarer, hvordan vi skal se på andre mennesker.

  • Hvordan sagde Herren, at vi skulle se på andre mennesker?

  • Hvad tror I, det betyder at agte sin broder som sig selv? (Når de svarer, så skriv følgende princip på tavlen: Vi skal værdsætte andre lige så meget, som vi værdsætter os selv).

  • Hvad sker der, når mennesker synes, at de er af større værdi eller bedre end andre?

  • Hvilke velsignelser vil vi modtage som kirke og som enkeltpersoner, hvis vi ikke anser os som værende af større værdi end andre?

Vis et stykke fint stof og en klud. Spørg eleverne, hvilket materiale de helst vil have deres tøj lavet af. Forklar, at Herren gav de hellige en lignelse for at hjælpe dem til at forstå dette princip.

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 38:26 højt. Lad de andre elever følge med og se efter, hvordan manden i denne lignelse behandlede sine sønner.

  • Hvordan ville I have det, hvis I var den søn, der fik pjalter?

  • Hvad kan den søn, der bliver klædt i rober, gøre for at forbedre situationen? (Han kan dele det, som han har, med den søn, der ikke fik så meget).

  • Hvad tror I, at Herrens budskab er til os i denne lignelse?

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 38:27 for sig selv og se efter et princip, som Herren ønsker, at vi skal lære af denne lignelse. Skriv følgende princip på tavlen i nærheden af det første, du skrev: Hvis vi ikke er et, så er vi ikke Herrens folk. Du kan også foreslå, at de markerer de ord i deres skrifter, der belærer om dette princip.

  • Hvad betyder det at være ét, som det står i vers 27? (At være forenet med andre og med Herren i retskaffenhed).

  • Hvordan kan det hjælpe os til at blive ét med hinanden, at vi værdsætter andre lige så meget, som vi værdsætter os selv? Hvordan kan dette hjælpe os til at blive ét med Herren?

  • Hvorfor tror I, at vi ikke kan blive Herrens folk, hvis vi ikke er ét?

Forklar, at de første kirkemedlemmer, der blev kaldet til at samles i Ohio, havde forskellige baggrunde. Nogle ejede veldrevne gårde og var respekterede i deres samfund, mens andre havde meget få ejendele og blev betragtet som af en lavere social klasse.

  • Hvordan kan principperne på tavlen have velsignet de hellige, da de samledes med andre medlemmer af Kirken i Ohio?

Henvis til tårnbyggeriet fra begyndelsen af lektionen. Bed eleverne om at fortælle, hvad formålet var (at bygge det højest mulige tårn).

  • Byggede vi det højeste tårn, som vi kunne? (Hvis begge grupper lagde brikkerne sammen, så gjorde de. Hvis grupperne arbejdede hver for sig, så kan de sige, at de byggede deres tårn så højt, som de kunne, med de materialer, de havde).

  • Hvad vil ud fra Herrens råd til de hellige i Lære og Pagter 38 være den bedste måde at bygge det højeste tårn på, som vi kunne? (At arbejde sammen som én gruppe og forene det, som vi havde fået til at bygge et tårn).

  • I hvilke situationer i vores tilværelse kan vi blive fristet at tænke på vores egne interesser i stedet for at arbejde på at opbygge og opløfte dem omkring os?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab højt. Lad klassen lytte efter, hvordan befalingen om at være ét har sammenhæng med Guds befaling til hans folk om at samle sig. Du kan eventuelt have kopier af denne udtalelse, så de andre elever kan følge med.

Præsident Henry B. Eyring

»Vi ved af erfaring, at vi føler glæde, når vi velsignes med enighed … [Vor himmelske Fader] ønsker på grund af sin kærlighed til os at skænke os det hellige ønske om enighed.

Han kan ikke give den til os som enkeltpersoner. Glæden ved at være ét, som han så gerne vil give os, kan ikke gives til os enkeltvis. Vi må stræbe efter den og gøre os værdige til den i fællesskab. Det er derfor ikke overraskende, at Gud beder os om at samles, så han kan velsigne os. Han ønsker, at vi samles i familier. Han har sørget for klasser og menigheder og befalet os at mødes der ofte. På de samlingssteder Gud har udpeget, ligger der store muligheder og venter. Vi kan bede og arbejde for den enighed, som vil give os glæde og forøge vores kraft til at tjene« (»Af ét hjerte«, Liahona, nov. 2008, s. 69).

  • Hvorfor ønsker Herren ifølge præsident Eyring, at vi samler os?

  • Hvilke velsignelser sagde han, at enighed ville give os?

  • Hvordan hjælper præsident Eyrings udtalelse os til at forstå, hvorfor vi skal samle os som familie? Som kirkemedlemmer? Som seminarklasse?

  • Hvordan har I oplevet de velsignelser, der kommer, når vi samles?

Bed eleverne om at bruge lidt tid på i deres skriftstudiebog at skrive, hvad de kan gøre for at være ét med deres familie, med de unge mænd og unge piger i deres kvorummer og klasser i Kirken og med Herren. Få efter lidt tid et par elever til at fortælle, hvad de har skrevet. Du kan også bære dit vidnesbyrd om velsignelserne ved at være ét med hinanden og ved at værdsætte andre, som vi værdsætter os selv.

Lære og Pagter 39-40

Herren indbyder James Covel

Bed eleverne om at gennemgå, hvem James Covel var, og hvad der skete ham, ved at gennemgå afsnitsindledningen til Lære og Pagter 39 og 40. Den 5. januar 1831 blev James Covel befalet af Herren til at lade sig døbe (se L&P 39:10). Han holdt dog ikke sit løfte om at adlyde Guds befalinger.

Få en til at læse Lære og Pagter 40:1-3 højt. Lad eleverne fortælle, hvorfor James Covel afslog den invitation, som Herren gav ham. Bed nogle elever om at fortælle, hvad de har lært af disse vers om vigtigheden af at holde de pagter, som de indgår med Gud.

Næste del (Lære og Pagter 41-44)

Forbered eleverne til deres studium af Lære og Pagter 41-44 ved at bede dem om at overveje følgende: Hvad er farerne ved begær? Hvordan skal vi undervise i Herrens kirke? Hvordan smager døden for dem, der er retskafne? Forklar, at de i den næste del vil få mulighed for at lære Herrens svar på disse spørgsmål samt lære om Herrens indvielseslov.