Seminar og institut
Lektion 59: Lære og Pagter 53-55


Lektion 59

Lære og Pagter 53-55

Indledning

I juni 1831 modtog profeten Joseph Smith de åbenbaringer, der står i Lære og Pagter 53-55. De åbenbaringer indeholdt Herrens instruktioner til nogle medlemmer af Kirken, der boede i Ohio, men som snart skulle flytte til Missouri. I disse åbenbaringer talte Herren til Sidney Gilbert, Newel Knight og William W. Phelps og gav dem instruktioner, der specifikt handlede om deres opgave i Kirken og deres talenter.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 53

Herren kalder Sidney Gilbert til ældste og til at rejse med Joseph Smith til Missouri

Bed to elever om at komme op foran i klassen. Bed den ene om at fortælle den anden, hvordan man udfører en bestemt opgave. Den ene elev kan for eksempel lære den anden at binde et bestemt slags knob, folde en papirflyver eller danse en bestemt slags dans. (Hvis det er muligt, så bed eleven om på forhånd at være forberedt på at undervise i en færdighed).

  • Hvorfor er det i denne demonstration vigtigt, at den, der skal lære, følger alle instruktionerne? Hvad ville der ske, hvis han eller hun besluttede at ignorere en del af instruktionerne?

Mind eleverne om, at Herren havde kaldt missionærer til at rejse til Missouri (se L&P 52). Forklar, at en nyomvendt ved navn Sidney Gilbert fandt ud af, at han ikke var nævnt som en af disse missionærer. Han henvendte sig til profeten Joseph Smith og spurgte, hvad Herren ville have, at han skulle gøre. Joseph spurgte og modtog åbenbaringen i Lære og Pagter 53, som giver Sidney de første instruktioner.

Del eleverne op parvis. Bed hvert par om at læse Lære og Pagter 53:1-5 sammen og se efter, hvilke instruktioner Herren gav til Sidney Gilbert. Tilskynd dem til at markere hver instruktion, de finder.

  • Hvilke instruktioner gav Herren til Sidney Gilbert? (Når eleverne fortæller om, hvad de har fundet frem til, kan det være en hjælp at gøre opmærksom på, at bror Gilberts opgave om at »være agent for [Kirken]« forklares mere fyldestgørende i Lære og Pagter 57:6-10, 15).

Forklar, at Herren henviste til denne liste med instruktioner som »de første opdrag, som [Sidney ville] få« (L&P 53:6). Ordet opdrag henviser til en regel eller et dekret. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 53:6 højt, og lad klassen se efter det tidspunkt, hvor Herren vil give Sidney resten (»de øvrige«) af sine instruktioner.

  • Hvad kan vi lære af vers 6? (Du kan eventuelt foreslå eleverne, at de krydshenviser dette skriftsted med Lære og Pagter 52:4-5. Eleverne kan måske huske, at de fandt frem til følgende princip i forrige lektion: Når vi trofast følger Guds instruktioner, åbenbarer han mere af sin vilje for os).

Lære og Pagter 54

Herren fortæller de hellige fra Colesville, at de skal forlade Thompson i Ohio og flytte til Missouri

Forklar, at Newel Knight i april 1831 førte en gruppe hellige fra Colesville i New York til Ohio for at slutte sig til de hellige der. I maj gav profeten Joseph Smith biskop Edward Partridge besked på, at disse hellige skulle slå sig ned på noget jord i Thompson i Ohio, som Leman Copley tidligere havde indgået pagt om (eller lovet) at give til dette formål. De plantede afgrøder der og begyndte at lave andre forbedringer på ejendommen. Men selvom de arbejdede sammen for at forbedre jorden, så begyndte de at blive selviske og grådige. Deres situation blev værre, da Leman Copley vendte tilbage fra sin mission hos shakerne og begyndte at tvivle på sin tro (se L&P 49 og lektion 56). Han afviste sit voksende vidnesbyrd om det gengivne evangelium, og han sagde til de hellige, at de skulle forlade stedet. Han opkrævede også 60 dollars. Fordi Leman havde brudt sin pagt, havde disse hellige ikke noget sted at bo. Newel Knight og andre spurgte profeten, hvad de skulle gøre (se Documents, Volume 1: June 1828-June 1831, bind 1 i serien Documents i The Joseph Smith Papers, 2013, s. 334-335).

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 54:1-3 højt og lade klassen se efter, hvad de hellige skulle gøre for at forbedre deres situation.

  • Hvorfor tror I, at det ville hjælpe disse hellige at omvende sig og ydmyge sig?

Gør opmærksom på, at Herren var utilfreds med de hellige i Thompson, der havde brudt deres pagter. Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 54:4-5 for sig selv og se efter ord og vendinger, som Herren brugte til at beskrive, hvad der sker, når en pagt bliver brudt.

  • Hvad tror I, det betyder, at en pagt er »blevet ugyldig og virkningsløs«? Hvilke velsignelser mister vi, når vi ikke holder vores pagter?

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 54:6 for sig selv og se efter en velsignelse, vi modtager, når vi holder vores pagter og adlyder befalingerne. Lad dem fortælle, hvad de finder frem til. De kan bruge andre ord, men deres svar bør afspejle følgende princip: Hvis vi holder vores pagter og adlyder Herrens befalinger, vil vi blive vist barmhjertighed. Skriv dette princip på tavlen.

  • Hvornår har I set, at Herren viser barmhjertighed mod dem, der holder deres pagter med ham?

Tilskynd eleverne til at holde de pagter, de har indgået ved dåben og om at adlyde befalingerne, så Herren kan vise dem barmhjertighed.

Sammenfat Lære og Pagter 54:7-9 ved at forklare, at efter disse hellige mistede deres hjem på Leman Copleys jord, befalede Herren dem at rejse til Missouri. De skulle udpege en til at betale for udgifter på vejen. Herren sagde, at når de kom til Missouri, skulle de arbejde der for at forsørge sig selv, indtil Herren ville berede et sted, hvor de kunne slå sig ned.

Hjælp eleverne til at forstå, hvordan Herren ønskede, at disse hellige skulle reagere på deres prøvelser, ved at bede en om at læse Lære og Pagter 54:10 højt. Bed klassen følge med og se efter Herrens råd til disse hellige.

  • Hvilke velsignelser, har I oplevet, at vi modtager, når vi er »tålmodige i modgang«?

  • Hvem, sagde Herren, ville »finde hvile for deres sjæl«? (Bed eleverne om at besvare dette spørgsmål med en »hvis-så«-sætning. Når de besvarer spørgsmålet, så skriv dette princip på tavlen: Hvis vi søger Herren tidligt, så vil vi finde hvile for vores sjæl).

Hjælp eleverne til at forstå, hvad det vil sige at finde hvile for vores sjæl ved at læse følgende udtalelse af ældste Per G. Malm fra De Halvfjerds:

Ældste Per G. Malm

»At finde hvile for sjælen indebærer fred i hjertet og i sindet, som er følgen af at lære om og leve efter Kristi lære« (»Hvile for jeres sjæl«, Liahona, nov. 2010, s. 101).

Hjælp eleverne til at forstå noget af, hvad det vil sige at søge Herren tidligt, ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvad tror I, det betyder at søge Herren tidligt? (Svarene kan omfatte, at det betyder at søge ham tidligt i vores liv, at søge ham tidligt hver dag, og at søge hans hjælp, før vi får prøvelser).

  • Hvorfor tror I, at vi finder hvile for vores sjæl, når vi søger Herren tidligt?

  • Hvordan vil det være anderledes at søge Herren tidligt, før vi oplever prøvelser, end at søge ham, når vi har prøvelser?

Bed eleverne om at skrive svar på følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog. Du kan eventuelt skrive disse spørgsmål på tavlen eller dele dem ud på et stykke papir:

  • Hvordan kan I søge Herren tidligt, før prøvelser der kan komme i fremtiden?

  • Hvad kan I gøre for at søge Herren tidligt hver dag?

  • Hvad kan I gøre for at søge Herren nu, mens I er unge?

Når eleverne har haft tid til at skrive, så bed nogle af dem om at fortælle om deres overvejelser.

Lære og Pagter 55

Herren kalder William W. Phelps til at bistå med at skrive og trykke kirkematerialer

Bed på forhånd en elev om at forberede sig før klassen på at vise et talent eller en færdighed. Sørg for, at elevens præsentation er befordrende for Ånden. Eller bed eleverne om på tavlen at skrive nogle talenter og færdigheder, de har set hos hinanden. Bed derefter en elev ved navns nævnelse om at besvare følgende spørgsmål:

  • Hvorfor tror du, at dine talenter og færdigheder er forskellige fra de talenter og færdigheder, de andre i klassen har?

  • Hvorfor tror du, at du er blevet velsignet med disse talenter og færdigheder?

Bed eleverne om at læse afsnitsindledningen til Lære og Pagter 55 for sig selv og se efter en af William W. Phelps’ færdigheder. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

Forklar, at William W. Phelps købte en Mormons Bog to uger efter, at den blev udbudt til salg. Dette førte til hans omvendelse. Han sagde senere: »Selvom mit legeme ikke var blevet døbt til denne kirke før … juni 1831, var mit hjerte det fra det tidspunkt, da jeg blev bekendt med Mormons Bog« (i Documents, Volume 1: June 1828-June 1831, s. 337). Den 14. juni 1831, kort tid efter at bror Phelps var ankommet til Kirtland, modtog profeten Joseph Smith åbenbaringen, der står i Lære og Pagter 55.

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 55:4 højt, og bed klassen om at se efter endnu et talent, som William W. Phelps havde. Lad dem fortælle, hvad de finder frem til. Bed derefter en anden elev om at læse Lære og Pagter 55:5 højt, og lad klassen finde frem til det sted, hvor bror Phelps var kaldet til at arbejde med at skrive og trykke. (Herren gav ham besked på at rejse med Joseph Smith og Sidney Rigdon til Missouri).

Skriv følgende princip på tavlen: Gud kan bruge vores talenter, færdigheder og evner til at velsigne sine børn.

  • Hvordan har I set Gud bruge folks talenter og evner til at velsigne sine børn?

Bed eleverne om at tænke på et talent eller en færdighed, som de har, og som de kan bruge til at hjælpe andre og bringe Herrens værk fremad. Bed nogle elever om at fortælle om deres overvejelser.

Afslut lektionen ved at henvise til de læresætninger og principper, der står på tavlen. Bed nogle elever om at vælge en sandhed og fortælle om, hvorfor den er vigtig for dem, og hvad de vil gerne vil gøre for at anvende den mere i deres liv.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 55. William W. Phelps’ bidrag til Kirken

William W. Phelps satte den første trykpresse for Kirken op i Missouri. Han udgav Kirkens første avis, Evening and the Morning Star. Han hjalp til med at samle, forberede og udgive åbenbaringerne i Befalingernes Bog i 1833 og senere i 1835-udgaven af Lære og Pagter. Han hjalp med at forberede Kirkens første salmebog og skrev teksten til flere salmer, deriblandt »Guds Ånd som en ild«, der blev sunget ved indvielsen af templet i Kirtland. Han gav 500 dollar som hjælp til at færdiggøre det tempel.

Lære og Pagter 55:6. Joseph Coes bidrag til Kirken

Joseph Coe, der var nyomvendt til Kirken i New York, ankom til Kirtland i 1831. Han rejste til Missouri med Joseph Smith og Sidney Rigdon og forlod således Kirtland den 19. juni 1831. Senere, da han igen var i Kirtland, blev han udnævnt til Kirkens repræsentant. Han førte opsyn med opkøb af jord i 1833, deriblandt 42 hektar af Peter Frenchs gård, hvor templet i Kirtland skulle bygges. Han blev kaldet til højrådet i Kirtland i februar 1834. I juli 1835 bidrog han ved købet af egyptiske mumier og papyrusser, hvilket førte til, at Joseph Smith frembragte Abrahams Bog.