Seminar og institut
Hjemmestudielektion: Lære og Pagter 45-48 (Del 11)


Hjemmestudielektion

Lære og Pagter 45-48 (Del 11)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende sammenfatning af læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede Lære og Pagter 45-48 (del 11), er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens tilskyndelser, når du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (Lære og Pagter 45:1-15)

I de første vers af Lære og Pagter 45 læser eleverne, at Jesus Kristus skabte himlene og jorden, og at han er vores talsmand hos vor himmelske Fader. Når vi lærer om Frelseren, og hvad han har gjort for os, så kan vi få et større ønske om at følge hans røst.

Dag 2 (Lære og Pagter 45:16-75)

Ved at studere tegnene på Jesu Kristi andet komme lærte eleverne, at hvis vi står på hellige steder og ser efter tegnene, så vil vi være beredt til den storslåede begivenhed. Af lignelsen om de ti brudepiger lærte de, at hvis vi modtager sandheden og tager imod Helligånden som vores vejleder, så vil vi se Frelserens andet komme. Denne lektion præsenterede dem også for information om Det Ny Jerusalem.

Dag 3 (Lære og Pagter 46)

Eleverne tænkte i denne lektion over, hvordan Kirkens møder skal ledes. De lærte, at kirkeledere skal ledes af Helligånden, når de afholder møder, og at Herren har befalet os at byde alle mennesker velkommen til vores offentlige møder. De fandt også ud af, hvordan man kan undgå at blive bedraget ved at (1) følge Ånden i al hellighed og (2) påkalde Gud og leve i taknemlighed til ham. Eleverne studerede derpå formålene med åndelige gaver.

Dag 4 (Lære og Pagter 47-48)

Da eleverne lærte om vigtigheden af at føre kirkeoptegnelser, fandt de frem til sandheden om, at hvis vi er trofaste i at føre en personlig beretning, så vil Ånden hjælpe os. Da de studerede den historiske baggrund for de udvandrende hellige, der rejste fra New York til Ohio, tænkte de over Herrens befaling om at dele det, som vi har, med dem, der har behov for hjælp.

Indledning

Denne lektion handler om, hvor opmærksom Jesus Kristus er på os alle sammen. Eleverne vil kunne se forbindelsen mellem de læresætninger og principper, som de har lært i løbet af ugen, og hvordan Herren viser sin kærlighed til os.

Bemærk: De arbejdede i deres personlige studium på at lære mesterskriftstedet i Lære og Pagter 46:33 udenad samt at anvende det. Du kan eventuelt bede dem om at fremsige det og fortælle, hvordan de mener, at unge mennesker kan »øve dyd og hellighed over for [Herren bestandigt]«.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 45-46

Herren underviser om vigtige begivenheder og gaver i de sidste dage

Skriv følgende spørgsmål på tavlen: Hvem tænker på jer lige nu?

Du kan eventuelt bede eleverne om at bruge et øjeblik på at gennemgå Lære og Pagter 45-46 og se efter vers, de har markeret, og sandheder, de er kommet frem til, der understøtter tanken om, at Frelseren tænker på dem og har en personlig interesse i dem. Lad dem overveje spørgsmålet på tavlen, og bed dem om at svare.

  • Hvad har I lært i jeres studium i denne uge, der har hjulpet jer til at forstå, at Herren er opmærksom på jer? (Deres svar kan omhandle følgende: Frelseren er vores talsmand hos Faderen; Frelseren viser sin kærlighed til os ved at åbenbare begivenheder, der vil finde sted før det andet komme; og Gud giver os Åndens gaver, hvis vi søger dem og er værdige til dem).

Mind eleverne om, at fjender på dette tidspunkt i Kirkens historie spredte løgne og falske informationer om Kirken og profeten Joseph Smith. Åbenbaringen i Lære og Pagter 45 mindede de hellige om, at Herren tænkte på dem, især i denne svære tid.

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 45:1-6. Bed klassen om at følge med og overveje, hvordan denne åbenbaring har trøstet de hellige i denne tid med forfølgelse. Du kan eventuelt bede dem om at stoppe op, når de læser, så du kan stille nogle af følgende spørgsmål, når det modsvarende vers er blevet læst:

  • Hvordan viser læresætningen om, at Jesus Kristus skabte himlene og jorden (L&P 45:1) Frelserens interesse for jer personligt?

  • Hvordan viser Herrens ord i Lære og Pagter 45:2 hans omsorg for os?

  • Hvad tror I, at ordene »taler jeres sag« i vers 3 betyder?

  • Hvad oplevede Frelseren ifølge vers 4, der gjorde det muligt for ham at blive vores talsmand hos vor himmelske Fader? (Han oplevede lidelse og død samt levede et syndfrit liv. Du kan eventuelt bede en elev om at forklare en talsmands rolle ud fra det, som de har lært i deres personlige studium).

  • Hvordan påvirker kundskaben om, at Jesus Kristus er vores talsmand hos vor himmelske Fader jeres valg og handlinger lige nu?

Fremhæv Frelserens opmærksomhed på os ved at bede en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Joseph Fielding Smith højt. Lad klassen lytte efter yderligere indsigt om Frelserens rolle som vores talsmand.

Præsident Joseph Fielding Smith

»[Jesus Kristus] står mellem Faderen og mennesket. Han taler vores sag. I ved, at da han var på jorden, bad han ofte, og han bad for sine disciple, bad inderligt til sin Fader på deres vegne, og han har bedt indtrængende lige siden, og han står mellem os og Gud, vores Fader« (Conference Report, okt. 1953, s. 58).

  • Hvordan tror I, at man kan takke Frelseren for at være ens talsmand? (Hjælp dem med at komme med eftertænksomme svar på dette spørgsmål ved at henvise dem til det, som de skrev i skriveøvelsen på dag 1 i denne del (L&P 45:1-15)).

Lad dem tænke på et tidspunkt, hvor de har følt, at der ikke var nogen, der tænkte på dem, eller de følte, at de ikke var så vigtige som en anden person.

Læs følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed dem om at lytte efter, hvad Frelseren føler for dem hver især.

Ældste Jeffrey R. Holland

»Brødre og søstre, jeg vidner om, at ingen af os er skattet eller værdsat mindre af Gud end en anden. Jeg vidner om, at han elsker os hver især – med usikkerheder, bekymringer, manglende selvværd og alt andet. Han måler ikke vores talenter eller udseende, han måler ikke vores profession eller vores ejendele. Han opmuntrer alle løberne, råber, at væddeløbet er imod synd, ikke imod de andre. Jeg ved, at hvis vi vil være trofaste, er der en fuldkommen skræddersyet kappe af retfærdighed, som venter på enhver af os« (»Den anden fortabte søn«, Liahona, juli 2002, s. 72).

Lad eleverne dele oplevelser, hvor de har følt, at Gud var opmærksom på dem, eller hvor de har følt sig opmuntret af Gud.

Forklar, at en af de måder, som Frelseren trøstede de første hellige på under denne forfølgelse, var ved at fortælle dem, at han atter ville komme ned på jorden for at velsigne dem. Skriv følgende skriftstedshenvisning på tavlen: Lære og Pagter 45:55-59.

Bed dem om at læse disse vers for sig selv og se efter, hvordan de hellige vil blive velsignet ved Herrens komme.

  • Hvad kan vi ifølge vers 57 gøre for at være beredte på Frelserens komme? (Skriv følgende princip på tavlen: Hvis vi modtager sandheden og tager imod Helligånden som vores vejleder, så vil vi afvente Frelserens andet komme).

  • Hvordan tror I, at det forbereder os til Jesu Kristi andet komme, at vi modtager sandhed og tager imod Helligånden som vores vejleder?

  • Hvad har I gjort for at modtage og antage sandhed i jeres tilværelse? Hvornår er I blevet vejledt af Helligånden? (Når de har svaret, kan du overveje at fortælle om oplevelser fra dit eget liv).

Lære og Pagter 47-48

De hellige skal regelmæssigt føre en beretning og dele deres ressourcer med hinanden

Mind eleverne om, at en del af deres studie denne uge fremhævede vigtigheden af at føre en personlig dagbog. Tilskynd dem til fortsat at føre en personlig dagbog eller begynde at føre en ved at spørge dem, hvorfor det er vigtigt at føre en personlig dagbog.

Lad dem fortælle om de velsignelser, som de har fået ved at føre en personlig dagbog eller ved at læse deres forældres, bedsteforældres eller andre forfædres historie.

Næste del (Lære og Pagter 49-56)

Forbered eleverne til deres studium i den kommende uge ved at bede dem om at overveje følgende: Hvordan skal vi forkynde evangeliet for andre? Hvordan kan I vide, om I underviser eller lærer ved Helligånden? Har det nogensinde været svært for jer at vurdere, om noget kom fra Gud eller fra en anden kilde? Forklar, at de i den kommende del vil lære, hvad Herren underviste om, hvordan man kan genkende sandhed og undgå falske lærdomme.