Lektion 5
Studium af skrifterne
Indledning
Denne lektion vil hjælpe eleverne til bedre at forstå baggrunden for og indholdet i skrifterne, identificere de evangeliske læresætninger og principper, som skrifterne indeholder, og anvende disse sandheder i deres liv. Når de opdager og efterlever de evige sandheder, som findes i skrifterne, kan evangeliet trænge dybt ind i deres hjerte. Overvej, hvordan du kan genanvende materialet i denne lektion i årets løb.
Forslag til undervisningen
Formålet med skriftstudium
Anbring, før klassen begynder, en almindelig genstand så som en blyant, notesbog eller salmebog et sted i klasseværelset, som er lige til at se. Vælg et sted, hvor genstanden falder ind, eller hvor de ikke så nemt lægger mærke til den. Indled lektionen med at fortælle, at du har mistet noget, og du har brug for deres hjælp til at finde det. Bed dem om at lede, men fortæl dem ikke, hvad de leder efter. Når de i et stykke tid har ledt forgæves, beskriver du, hvad de leder efter, og beder dem om at prøve igen.
-
Hvorfor var det nemmere at finde det, I ledte efter, anden gang?
Hold dine skrifter op. Påpeg, at ligesom det er nemmere at lede efter noget, når vi ved, hvad vi leder efter, kan vores skriftstudium blive mere meningsfyldt, når vi ved, hvad vi skal se efter, når vi studerer.
Hjælp dem til at finde det, som vi bør lede efter, når vi studerer skrifterne, ved at bede en om at læse følgende udtalelse af præsident Marion G. Romney fra Det Første Præsidentskab. Før eleven læser, bed da klassen om at lytte efter noget, som de altid bør være i stand til at finde i skrifterne, hvis de ser efter det. (Du kan eventuelt give dem en kopi af denne og andre profeters udtalelser i denne lektion).
»Man kan ikke studere skriften oprigtigt uden at lære om evangeliske principper, fordi skrifterne er blevet skrevet for at bevare principperne« (»The Message of the Old Testament«, tale til religionsundervisere i CES, 17. aug. 1979, s. 3, LDS.org).
-
Hvad bør vi ifølge præsident Romneys forklaring se efter, når vi studerer skrifterne?
-
Hvad er et princip?
Bekræft eller suppler deres svar ved at bede en om at læse højt fra følgende forklaring af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum. Før eleven læser, bed da halvdelen af klassen om at lytte efter, hvad et princip er. Lad den anden halvdel lytte efter, hvorfor det er så vigtigt at lede efter principper i skrifterne.
»Principper er koncentreret sandhed, pakket til brug under mange forskellige forhold. Et sandt princip gør beslutningerne klare, selv under de mest forvirrende og udfordrende omstændigheder« (se »Opnå åndelig viden«, Stjernen, jan. 1994, s. 86).
-
Hvad er ifølge ældste Scott et princip? Hvorfor er det så vigtigt at finde principper i skrifterne?
Forklar, at principper og læresætninger i Jesu Kristi evangelium er grundlæggende, uforanderlige sandheder, der giver os vejledning i vores liv. Læresætninger og principper er det, som Herren og hans profeter ønsker, vi skal lære af de åbenbaringer, taler og begivenheder, som findes i skriften.
Hjælp dem til at finde et eksempel på en læresætning eller princip i skrifterne ved at bede dem tænke over Joseph Smiths første syn. Spørg dem, om de kan finde en enkel sandhed, som vi kan lære af Joseph Smiths oplevelse. De kan finde forskellige læresætninger og principper. Følgende sandhed er et eksempel: Hvis vi beder i tro, vil Gud besvare vores bønner.
Forståelse af baggrunden for og indholdet i skrifterne
Vis et stykke frugt, der skal skrælles, før det kan spises (fx en appelsin eller en banan).
-
Hvad skal man gøre, før man kan anvende denne genstand til sit formål? (Fjerne det yderste lag).
-
Hvis den vigtige og brugbare del af denne genstand er indeni, hvad er så formålet med det yderste lag? (At beskytte og kunne transportere indholdet).
Forklar, at frugten inde i skrællen kan sammenlignes med de læresætninger og principper, der findes i skrifterne. Det yderste lag kan sammenlignes med begivenheder, mennesker og forkyndelser i skrifterne. På samme måde, som skrællen beskytter og kan transportere frugten indeni, udtrykker beretninger i skriften de evangeliske læresætninger og principper for os på en måde, som hjælper os til at forstå, huske og anvende dem i vores liv.
Bed eleverne om at fortælle, hvad de har gjort for bedre at forstå baggrund, forløb, begivenheder og andre detaljer i skrifterne. (Du kan eventuelt skrive nogle af deres ideer på tavlen). Når de har delt et par ideer, forklarer du følgende teknikker til skriftstudium for klassen og bruger et par minutter på at øve dem.
Historisk ramme: Forklar, at hvert afsnit i Lære og Pagter inkluderer et sammendrag, der beskriver de bekymringer, spørgsmål eller historiske begivenheder, som gik forud for afsnittets åbenbaring. Kendskab til disse detaljer kan hjælpe os til at forstå åbenbaringen.
Vis, hvordan kendskab til disse detaljer kan øge vores forståelse af en åbenbaring, ved at bede nogle få om at skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 121:1-8. Lad dem så læse sammendraget for sig selv og se efter oplysninger, der hjælper dem til at forstå disse vers.
-
Hvordan kan en viden om, at Joseph Smith havde siddet i fængsel i Liberty i måneder, hjælpe os til bedre at forstå disse vers?
Ordforklaringer: Påpeg, at der måske er nogle ord i skrifterne, de ikke kender. Ordforklaringer bag i Bibelen, Guide til skrifterne, skrifternes fodnoter og en almindelig ordbog kan hjælpe os til at lære definitioner på ordene og deres betydning.
Bed dem om at læse et eksempel på det i Lære og Pagter 121:2 for sig selv. Forklar, at ordene holdes tilbage kan betyde udskyde eller holde igen.
-
Hvordan hjælper denne definition jer til bedre at forstå betydningen af dette vers?
Find læresætninger og principper
Forklar, at når først vi har fået større forståelse af baggrunden og indholdet i et skriftsted, er vi parate til at finde de evangeliske sandheder, som det indeholder. Bed en om at læse følgende udtalelse af ældste Richard G. Scott højt. Lad klassen lytte efter sætninger, som beskriver det, vi bør gøre for at finde sandheder, når vi studerer skrifterne.
»Når I søger åndelig viden, så søg efter principper. Adskil dem omhyggeligt fra de detaljer, som bruges til at forklare dem … Det er det værd at gøre sig store anstrengelser for at sammenfatte de sandheder, som vi samler sammen, til enkelt udtrykte principper« (»Opnå åndelig viden«, s. 86).
-
Hvilke sætninger brugte ældste Scott til at forklare processen med at finde sandheder i skifterne? (»Adskil dem omhyggeligt fra de detaljer, der bruges til at forklare dem«, »sammenfatte de sandheder, som vi samler sammen, til enkelt udtrykte principper«).
-
Hvorfor tror I, at det er vigtigt at »sammenfatte de sandheder«, vi lærer fra et skriftsted, til en enkelt udtrykt læresætning eller princip?
Påpeg, at nogle af evangeliets læresætninger og principper er lette at finde, fordi de udtrykkes åbenlyst i skrifterne. Få en til at læse Lære og Pagter 121:7-8 højt. Lad klassen følge med og finde sandheder, der er udtrykt åbenlyst i disse vers. (De kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Hvis vi udholder vores prøvelser godt, vil Gud ophøje os og hjælpe os til at sejre over vores fjender).
Forklar, at mange læresætninger og principper ikke fremgår direkte i skrifterne, men er i stedet illustreret eller beskrevet over flere vers. At finde den slags læresætninger eller principper kræver, at man genkender de sandheder, der illustreres i skriftstedet, og at man kan fastslå disse sandheder på en klar og enkel måde. Hjælp dem til at finde de læresætninger og principper, som ikke nævnes direkte, ved at foreslå, at de stiller sig selv spørgsmål som disse: »Hvad kan jeg lære af dette?« »Hvad er budskabet eller meningen i disse vers?« eller »Hvad kan Herren have ønsket, jeg skulle lære af dette?«
Lad dem øve sig i at finde læresætninger og principper ved at gennemgå Lære og Pagter 121:1-8. Bed dem om i deres skriftstudiebog at skrive en evangelisk sandhed, som vi kan lære af Josephs bøn og Herrens svar på den bøn. Når de har haft tid nok, bed da flere af dem om at læse den læresætning eller det princip, som de har fundet i disse vers. Sandhederne kan omfatte følgende:
Gud hører vores bønner.
Hvis vi påkalder Gud i svære tider, kan han give os fred.
Anvendelse af læresætninger og principper i vores liv
Henvis igen til det stykke frugt, som klassen drøftede tidligere i lektionen.
-
Hvilken værdi har frugten, hvis den aldrig er blevet brugt, efter den er blevet skrællet?
-
Hvis de læresætninger og principper, som vi finder i skrifterne, kan sammenlignes med et stykke frugt, vi har skrællet, hvad skal vi så gøre, når vi har fundet de sandheder? (Anvende dem).
Forklar, at når vi føler sandheden i og vigtigheden af de læresætninger og principper, som vi har fundet i skrifterne, vil vi føle et ønske om at anvende dem i vores liv. Bed dem om at fortælle en makker, hvordan de kan anvende en af de sandheder, som de har fundet i Lære og Pagter 121:1-8.
Bed en om at læse højt fra følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed de andre om at følge med og finde sætninger, der betyder noget for dem.
»Hvis [I] er bekendt med åbenbaringerne, er der intet spørgsmål af hverken personlig, social, politisk eller erhvervsmæssig art, der behøver at stå ubesvaret hen. Deri ligger det evige evangeliums fylde. Deri finder vi sande principper, som vil afklare enhver forvirring og løse ethvert problem og ethvert dilemma, som menneskeslægten eller nogen enkeltperson måtte stå over for« (»Teach the Scriptures«, tale til religionsundervisere i CES, 14. okt. 1977, s. 3-4, LDS.org).
-
Hvilke ord faldt jer i øjnene? Hvorfor?
Afslut lektionen med at fortælle, hvordan læresætningerne og principperne i skrifterne har velsignet dit liv, når du har opdaget og anvendt dem. Overvej at bede eleverne om at fortælle om en læresætning eller et princip, de har opdaget i skrifterne, og hvordan det har velsignet dem. Opfordr dem til at søge flittigt efter disse evige sandheder, når de studerer skrifterne, og til at anvende dem.