Lære og Pagter 47-48

Indledning

I marts 1831, næsten et år efter organiseringen af Kirken, modtog profeten Joseph Smith de åbenbaringer, der nu står i afsnit 47 og 48 i Lære og Pagter. Op til dette tidspunkt havde Oliver Cowdery fungeret som historiker og skriver for Kirken. I den egenskab nedskrev han de åbenbaringer, som profeten havde modtaget. Men Oliver Cowdery havde været på mission siden oktober 1830 og var derfor ikke i stand til at fortsætte som historiker og skriver. I den åbenbaring, der er optegnet i Lære og Pagter 47, kalder Herren John Whitmer til at erstatte Oliver i den stilling. På det tidspunkt søgte de hellige også vejledning til, hvordan de skulle hjælpe Kirkens medlemmer med at flytte fra New York. I den åbenbaring, der nu står i Lære og Pagter 48, gav Herren de hellige besked på at dele deres jordlodder med dem i nød og at forberede sig på at lægge grundvolden til Zion.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 47

Herren udnævner John Whitmer til at nedskrive Kirkens historie

Bed eleverne om at tænke på åndeligt betydningsfulde oplevelser, de har haft, som de føler er værd at huske. (De kan for eksempel tænke på begivenheder som indvielsen af et tempel eller et kirkemøde, eller de kan tænke over et tidspunkt, hvor de modtog svar på en bøn eller følte Helligåndens tilstedeværelse). Bed nogle elever om at fortælle om disse oplevelser. Stil hver af eleverne følgende spørgsmål:

Hvorfor var den oplevelse betydningsfuld for jer?
Hvorfor tror I, at det er vigtigt at huske denne oplevelse?
Hvordan kan en optegnelse af denne oplevelse blive til velsignelse for jeres efterkommere?

Bed en elev om at læse afsnitsindledningen til Lære og Pagter 47 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Herren kaldte John Whitmer til at gøre. Bed derefter eleverne om at læse Lære og Pagter 47:1-3 for sig selv og finde frem til flere detaljer om John Whitmers kaldelse. Lad dem fortælle, hvad de har lært. (Du kan minde dem om, at Herren i en tidligere åbenbaring sagde: »Der skal føres en optegnelse blandt jer« (L&P 21:1)). Forklar, at Det Første Præsidentskab i Kirken i vore dage kalder en kirkehistoriker og -skriver (der normalt omtales som Kirkens historiker) og præsenterer ham til opretholdelse).

Hvorfor tror I, at det er vigtigt, at Kirkens historie bliver nedskrevet?
Hvilke beretninger fra Kirkens historie har især inspireret jer?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Marlin K. Jensen fra De Halvfjerds, som tjente som Kirkens historiker fra 2005-2012, højt:

»Der findes andre storslåede beretninger i vores historie, som fortjener at blive kendt og forkyndt i Kirken og i hjemmene. Erfaringerne fra Kirtland, trængslerne i Missouri, triumferne og den endelige fordrivelse af de hellige fra Nauvoo og pionerernes lange vandring vestpå er historier, som inspirerer sidste dages hellige fra alle lande og tungemål. Men der findes lige så gribende beretninger om Kirkens vækst og fremgang og evangeliets betydning for almindelige medlemmer i enhver nation, som er kommet i berøring med det gengivne evangelium. De skal også nedskrives og bevares! …

Mange af Kirkens mest storslåede historier findes i personlige dagbøger og slægtshistorier, og de er en del af vores individuelle og familiemæssige arv« (se »Der skal føres en optegnelse blandt jer«, Liahona, dec. 2007, s. 29).

Hvorfor tror I, at vores personlige beretning og beretninger om slægten er vigtige?

Henvis til de oplevelser, som eleverne huskede på i begyndelsen af klassen. Lad dem forestille sig, at deres børn og børnebørn læser deres personlige beretning om disse oplevelser. Bed hver elev om at tænke over følgende spørgsmål:

Hvilken del af oplevelsen vil I lægge vægt på? Hvad ville I gerne have, at jeres familie føler og ved, når de læser jeres beretning?

Forklar, at de principper, som John Whitmer fulgte som Kirkens historiker og skriver, også kan anvendes på vores personlige beretning og beretninger om slægten. Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 47:4 for sig selv for at finde ud af, hvad Herren lovede, hvis John Whitmer ville være trofast i sine bestræbelser.

Hvad lovede Herren John Whitmer? (Herren lovede, at Talsmanden – Helligånden – ville hjælpe ham i hans bestræbelser på at skrive Kirkens historie).
Hvordan kan vi bruge dette i vores bestræbelser på at skrive vores personlige beretning og beretninger om slægten? (Hjælp eleverne til at finde frem til følgende princip: Hvis vi er trofaste i vores bestræbelser på at skrive vores personlige beretning og beretninger om slægten, så vil Helligånden hjælpe os. Du kan eventuelt skrive dette princip på tavlen).
Hvordan kan Helligånden hjælpe en person, når han eller hun skriver sin personlige beretning og beretninger om deres slægt?

Når eleverne drøfter dette spørgsmål, så hjælp dem til at se, at Helligånden kan minde os om ting (se Joh 14:26) og hjælpe os til at skrive om begivenheder og situationer på en måde, der vil velsigne vores familie og andre.

Tilskynd eleverne til at bede om Helligåndens hjælp, når de skriver deres personlige beretning og beretninger om deres slægt.

Lære og Pagter 48

Herren giver de hellige i Ohio besked på at hjælpe dem, der kommer fra New York

Bed eleverne om at forestille sig, at hellige i et fjernt område blev nødt til at blive evakueret fra deres hjem. Kirkens ledere har bedt elevernes familie om at sørge for mad og husly for nogle af de boligløse hellige i flere måneder.

Hvilke spørgsmål og bekymringer kan I og jeres familie have i forbindelse med en sådan forespørgsel?
Hvilke bekymringer og følelser tror I, at de, der flytter ind i jeres hjem, ville have?

Bed eleverne om at slå op på Kort 3 (»Udsnit af New York, Pennsylvania og Ohio i USA«) i afsnittet Kirkehistoriske kort i Guide til skrifterne. Bed dem om at finde Fayette i New York og Kirtland i Ohio og finde frem til, hvor langt der cirka er mellem disse byer (omkring 400 kilometer). Mind eleverne om, at Herren i december 1830 befalede de hellige i New York at flytte til Ohio (se L&P 37:3).

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 48:1-3 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren sagde til de hellige i Ohio, at de skulle gøre for kirkemedlemmerne, der flyttede ind i deres område. Bed derefter eleverne fortælle, hvad de har lært.

Hvad befalede Herren, at de hellige i Ohio skulle gøre? (Han befalede dem, at de, der havde jordlodder, skulle dele det med de hellige, der flyttede til området). Hvilket princip kan vi lære af denne befaling? (Elevernes svar bør afspejle følgende princip: Herren befaler de sidste dages hellige at dele, hvad de har, med dem i nød. Det kan være en hjælp at gøre opmærksom på, at ikke alle de hellige i Ohio havde jordlodder, som de kunne give af, og at nogle af medlemmerne fra New York skulle købe deres egen jordlod).
Hvordan kan vi dele det, vi har, med andre?

Bed eleverne om at fortælle om oplevelser, de har haft, når de har set folk dele med andre i nød. Du kan også bede dem om at beskrive tidspunkter, hvor de har draget nytte af andres gavmildhed og tjeneste.

Du kan komme med et eksempel på at hjælpe dem i nød ved at bede en elev om at læse følgende beretning af præsident Thomas S. Monson om en oplevelse, han havde med sin primaryklasse som dreng:

»Vi gik ind i et projekt, hvor vi skulle samle fem- og tiører til det, der skulle blive en gigantisk julefest. Søster Gertsch holdt nøje regnskab med vores fremgang. Som drenge med typisk appetit forestillede vi os pengene forvandlet til kager, småkager og is. Det skulle være helt fantastisk – den største fest nogensinde. Aldrig før havde nogle af vores lærere så meget som blot foreslået en aktivitet som denne skulle blive.

Sommer blev til efterår. Efteråret blev til vinter. Vores festmål var nået. Klassen var vokset. Der var en god ånd til stede.

Ingen af os vil glemme den grå morgen, da vores elskede lærerinde bekendtgjorde, at en af vore klassekammeraters mor var død. Vi tænkte på vores egen mor, og hvor meget hun betød for os. Vi sørgede med Billy Devenport over hans store tab.

Lektionen den søndag var fra Apostlenes Gerninger, kapitel 20, vers 35: »[Husk] på[, at] … Herren Jesu selv sagde: ›Det er saligere at give end at få.‹ Ved afslutningen af en velforberedt lektion fortalte Lucy Gertsch om Billys families økonomiske situation. Det var midt under depressionen, der var langt mellem pengene. Med et glimt i øjet spurgte hun: ›Kunne I tænke jer at følge Herrens lære? Hvad ville I synes om, at vi som klasse giver vores festpenge til familien Devenport som et udtryk for vores kærlighed?‹ Beslutningen var enstemmig. Vi talte omhyggeligt hver en øre og lagde dem alle sammen i en stor konvolut. Et smukt kort blev købt, som vi skrev vore navne i.

Denne enkle venlige gerning smedede os sammen som et« (se »Jeres personlige indflydelse«, Liahona, maj 2004, s. 21-22).

Hvad kan vi lære af denne beretning? Hvordan kan venlighed og tjeneste velsigne giveren såvel som modtageren?

Bed eleverne om at fortælle om en oplevelse, de har haft, hvor de har hjulpet eller set andre hjælpe dem i nød. Tilskynd eleverne til at tænke på en måde, hvorpå de kan hjælpe nogen i den kommende uge.

Sammenfat Lære og Pagter 48:4-6 ved at forklare, at Herren ønskede, at de hellige skulle forberede sig til at kunne købe jord, når han åbenbarede stedet for Zions by eller Det Ny Jerusalem. Herren befalede de hellige, at de skulle spare alle de penge sammen, som de kunne, i forberedelse til at lægge grundvolden til den by (se L&P 48:4-6). Fortæl eleverne, at de vil lære mere om de helliges bestræbelser på at grundlægge byen Zion i fremtidige lektioner.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 47:1. »[Før] en almindelig historisk optegnelse«

Profeten Joseph Smith beskrev resultatet af ikke at nedskrive vigtige begivenheder Kirkens historie:

»Hvis jeg i dag havde haft skriftligt i min besiddelse enhver beslutning, som vi har taget angående vigtige lærepunkter og pligter fra dette værks begyndelse, ville jeg afgjort ikke skille mig af med dem for penge. Men vi har forsømt at føre optegnelser over disse ting, måske fordi vi troede, at de sidenhen ikke ville være af nogen værdi for os. Men havde vi i dag haft sådanne optegnelser, så kunne vi dermed klare næsten ethvert spørgsmål, som ville blive opkastet. Men dette er blevet forsømt, og nu kan vi ikke bære vidnesbyrd overfor Kirken eller for verden om de store og herlige kundgørelser og tilkendegivelser, der er blevet skænket os, med samme grad af magt og myndighed som vi ellers ville have kunnet, hvis vi nu havde haft disse ting og havde kunne offentliggøre dem« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 84). (Se også Lære og Pagter – Elevens hæfte, CES-hæfte, 1981, s. 97-98).

Lære og Pagter 47. Hvad er kaldelsen som Kirkens historiker og skriver?

Ældste Marlin K. Jensen fra De Halvfjerds, der tjente som Kirkens historiker og skriver fra 2005 til 2012, har forklaret:

»Arbejdet som kirkehistoriker og skriver består mest af at føre optegnelser. Det omfatter indsamling og opbevaring af kirkehistoriske kilder, registrering af ordinancer og samling af referater. Skriften angiver også, at der er et ansvar for at sikre, at optegnelserne bruges ›til gavn for kirken og for de opvoksende slægtled‹ (L&P 69:8).

Rollerne som historiker og skriver er overlappende og stort set de samme. Jeg tror, at det var derfor, man i Kirkens tidlige dage nogle gange kaldte en skriver og andre gange kaldte en historiker, og det er nok derfor, man i nyere tid har slået det sammen til én kaldelse« (se »Der skal føres en optegnelse blandt jer«, Liahona, dec. 2007, s. 26).

Lære og Pagter 48:6. »Af kirkens præsidentskab og biskop«

Lære og Pagter 48:6 omfatter vendingen »af kirkens præsidentskab og biskop«. Men da åbenbaringen blev givet, var Det Første Præsidentskab ikke blevet organiseret. Det første manuskript af denne åbenbaring indeholder vendingen »af kirkens biskop & ældster« (se Documents, Volume 1: July 1828-June 1831, bind 1 i serien Documents i The Joseph Smith Papers, 2013, s. 288). Ordene blev ændret, da Det Første Præsidentskab blev organiseret. Sådanne ændringer blev foretaget engang imellem, efterhånden som Kirken voksede, og præstedømmets organisation blev udvidet i henhold til åbenbaring.