Seminar og institut
Lektion 65: Lære og Pagter 59


Lektion 65

Lære og Pagter 59

Indledning

Søndag den 7. august 1831 modtog profeten Joseph Smith åbenbaringen i Lære og Pagter 59, mens han var i Jackson County i Missouri. I denne åbenbaring fremsatte Herren sine forventninger til de hellige, som for nyligt var ankommet til Zion, herunder den rette overholdelse af sabbatsdagen. Herren bekræftede også, at de, der holder hans befalinger, vil modtage åndelige og timelige velsignelser.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 59:1-4

Herren beskriver de velsignelser, han vil skænke de trofaste hellige i Zion

Skriv følgende spørgsmål på tavlen før undervisningen:

Hvad tror I, at det betyder at elske Herren af hele jeres ?

Hvilke handlinger eller holdninger kan I se i personer, der elsker Herren af hele deres i forhold til dem, der ikke gør?

Skriv navnet Polly Knight på tavlen i begyndelsen af lektionen. Spørg eleverne om, hvad de kan huske om hende fra lektionen om Lære og Pagter 57. Hvis de har brug for en påmindelse, kan du bede en om at læse beretningen om Polly Knight i Lektion 62.

  • Hvad beundrer I ved Polly Knight?

Fortæl dem, at profeten Joseph Smith modtog åbenbaringen i Lære og Pagter 59, den dag Polly døde. Bed dem om at læse Lære og Pagter 59:1-2 for sig selv og finde udtryk, som kan have være betydningsfulde for hendes venner og kære. Bed dem om at fortælle, hvad de fandt frem til.

  • Hvem gælder denne åbenbaring for udover Polly Knight ifølge vers 1? (De hellige, der adlyder Guds befalinger alene med hans ære for øje). Hvad tror I, det betyder alene at have Guds ære for øje?

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 59:3-4 højt, og bed klassen om at se efter de timelige og åndelige velsignelser, der er lovet dem, som adlyder Herren alene med hans ære for øje. Bed dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvilke velsignelser lover Herren i vers 4, som nogle personer måske ikke vil anse for at være en velsignelse? (»Ikke så få befalinger). Hvordan er befalinger en velsignelse for os? (Mens de svarer på dette spørgsmål, kan du foreslå, at de læser Lære og Pagter 130:20-21).

Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Hvis vi holder befalingerne, alene med Guds ære for øje, så …

Bed eleverne om at færdiggøre denne udtalelse ud fra det, de har lært af vers 1-4. En måde, de kan udtrykke dette princip på, er: Hvis vi holder befalingerne, alene med Guds ære for øje, så vil vi blive velsignet både timeligt og åndeligt. Bed eleverne om at se efter yderligere eksempler på det princip, når de fortsætter deres studium af denne åbenbaring.

Lære og Pagter 59:5-8

Herren giver de hellige befalinger

Forklar, at Herren fortsatte denne åbenbaring ved at give de hellige i Zion adskillige befalinger. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 59:5 højt, og bed klassen om at finde en befaling, Herren gav de hellige.

Hvad forventer Herren af sine hellige ifølge disse vers? (De bør finde frem til følgende lære: Vi skal elske Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke).

Del klassen op parvis. Tildel hvert par et af de ord, der beskriver, hvordan vi skal elske Herren (hjerte, kraft, sind og styrke). Bed dem om at bruge deres tildelte ord til at fuldende de spørgsmål, du skrev på tavlen inden klassen. Bed den ene elev fra hvert par om at svare på det første spørgsmål og den anden om at svare på det andet spørgsmål. Når de har haft tilpas tid til at drøfte deres svar som par, så bed nogle få om at fortælle klassen deres svar.

Hjælp dem til at føle sandheden og vigtigheden af befalingen om at elske Herren af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke ved at bede dem om at svare på en af følgende udtalelser i deres skriftstudiebog:

  • Beskriv et tidspunkt, hvor I har følt stor kærlighed til Herren.

  • Beskriv et tidspunkt, hvor jeres kærlighed til Herren havde indflydelse på en beslutning.

Bed efter et stykke tid nogle af eleverne om at fortælle deres svar til klassen. (Mind dem om, at de ikke bør fortælle om oplevelser, der er for hellige eller private).

Bed dem om at læse Lære og Pagter 59:6-8 for sig selv og se efter yderligere befalinger, Herren gav de hellige på det tidspunkt.

  • Hvordan relaterer disse befalinger til befalingen om at elske Herren af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke?

  • Hvordan viser det vores kærlighed til Herren, at vi elsker vores næste?

Lære og Pagter 59:9-19

Herren lærer de hellige om sabbatsdagen

Giv eleverne et eksemplar af følgende udtalelse af ældste Mark E. Petersen fra De Tolv Apostles Kvorum, eller skriv den på tavlen, inden klassen begynder. (Du kan finde udtalelsen i »The Sabbath Day«, Ensign, maj 1975, s. 49).

»Vores overholdelse eller overtrædelse af udgør en ufejlbarlig målestok for vores holdning til Herren personligt, til hans lidelse i Getsemane, hans død på korset og hans opstandelse fra de døde« (ældste Mark E. Petersen).

Bed eleverne om at gætte, hvilket ord eller udtryk der mangler i denne udtalelse (sabbatten). Når de har udvekslet ideer, så forklar, at Herren i åbenbaringen i Lære og Pagter 59 gengav en befaling, der kunne hjælpe de hellige med at sætte Gud først i deres liv og gøre deres forhold til ham tættere. Det er den befaling, ældste Petersen henviste til. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 59:9-10 højt, og bed klassen om at finde den befaling, Herren gav de hellige.

  • Hvilken befaling gav Herren i disse vers? (Hold sabbatsdagen hellig).

Bed dem om at færdiggøre ældste Petersens udtalelse med ordet sabbatten.

  • Hvordan afspejler vores overholdelse af sabbatten ifølge ældste Petersen vores kærlighed til Herren og hans forsoning?

Påpeg, at Herren i vers 9 lover en stor velsignelse til dem, der ærer hans hellige dag. Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Hvis vi holder sabbatsdagen hellig, vil det hjælpe os …

Bed dem om at gennemgå vers 9 og finde det løfte, som Herren gav med sin befaling.

  • Hvordan vil vi ifølge vers 9 blive velsignet for at holde sabbatten hellig? Hvad tror I, det betyder at holde os »uplettet af verden«?

Bed dem om at færdiggøre udtalelsen på tavlen ved brug af deres egne ord. Følgende er en måde, de kan udtrykke dette princip på: Hvis vi holder sabbatsdagen hellig, vil det hjælpe os med at modstå fristelse og overvinde synd. Du kan eventuelt foreslå, at eleverne skriver dette princip i deres skrifter.

Forklar, at vers 9-14 hjælper os til at forstå, hvad det betyder at holde sabbatsdagen hellig. Tildel et af følgende vers til hver elev: Lære og Pagter 59:9, 10, 12 og 13. Bed dem om at studere deres tildelte vers for sig selv og se efter, hvordan vi kan holde sabbatsdagen hellig. Fortæl dem, at de vil have mulighed for at fortælle klassen, hvad de finder frem til. Inden de begynder at læse deres tildelte vers, kan det være en hjælp at forklare, at sætningen »vise din hengivenhed« i vers 10 betyder at tilbede eller vise vores kærlighed og loyalitet. Derudover kan du udpege fodnoten for ordet gaver i vers 12.

Når de har haft nok tid, så bed en elev, der studerede vers 9, om at læse det højt. Bed dem, som studerede dette vers om at fortælle, hvad de har fundet ud af om, hvordan vi kan holde sabbatsdagen hellig. Vælg en elev til at skrive disse svar under princippet på tavlen. (For eksempel kan de i vers 9 finde frem til at gå i kirke, bede og nyde nadveren som vigtige dele af at holde sabbatsdagen hellig). Bed dem om at gentage denne proces med de resterende vers.

  • Hvordan har jeres bestræbelser på at holde sabbatsdagen hellig hjulpet jer med at modstå fristelse og styrket jer åndeligt?

Bed dem om at læse Lære og Pagter 59:15 for sig selv, mens de ser efter udtryk, der beskriver den holdning, vi bør have i forhold til sabbatsdagen. Bed dem om at nævne, hvilke udtryk, de fandt frem til, og forklare, hvorfor denne holdning til sabbatsdagen kan hjælpe os med at holde den hellig.

Opsummer kort Lære og Pagter 59:16-19 ved at forklare, at Herren lovede timelige og åndelige velsignelser til dem, som ærer hans hellige dag. Fortæl, hvordan det har påvirket dit forhold til Herren at holde sabbatsdagen hellig. Bed eleverne om at skrive noget i deres skriftstudiebog, de vil gøre, for at hjælpe dem til at holde sabbatsdagen hellig.

Lære og Pagter 59:20-24

Herren forordner jordiske og evige velsignelser over de trofaste

Bed eleverne om at forestille sig, at de er forældre, der giver deres børn gaver. Nogle af deres børn udtrykker altid oprigtig taknemlighed, hver gang de får en gave.

  • Hvad får det jer til føle som forældre? Ville det påvirke jeres beslutning om at give flere gaver? Hvorfor?

Bed en om at læse Lære og Pagter 59:20-21 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Gud har det med at velsigne os, og hvordan vi bør reagere, når vi modtager velsignelser.

  • Hvordan føler Gud det ved at kunne velsigne os? (Det behager ham). Hvordan kan vi ifølge vers 21 fornærme Gud? (De bør finde følgende princip: Vi fornærmer Gud, når vi ikke udtrykker vores taknemlighed til ham og ikke holder hans befalinger).

Hjælp dem med at forstå, at Guds fornærmelse og vrede beskrevet i vers 21 er bevis på hans kærlighed til os. Han er misfornøjet, når vi er utaknemlige eller ulydige, fordi disse holdninger skaber afstand mellem ham og os.

  • Hvorfor tror I, at det skader vores forhold til Gud, når vi ikke takker ham for de velsignelser, vi modtager fra ham?

  • Hvordan relaterer denne sandhed til det princip, vi fandt frem til tidligere om at holde sabbatsdagen hellig?

Bed en om at læse Lære og Pagter 59:23-24 højt. Lad klassen følge med og se efter de velsignelser, som Herren lover dem, der holder hans befalinger.

  • Hvordan har efterlevelse af de principper, vi har fundet frem til i denne åbenbaring, bragt fred i jeres liv?

Afslut ved at bede eleverne om at tænke over de mange måder, Gud har velsignet dem på for at holde hans befalinger, og hvordan de kan vise deres taknemlighed til ham.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 59:9. »Min hellige dag«

Denne åbenbaring i Lære og Pagter 59 var den første åbenbaring, der blev skrevet i denne uddeling, hvori Herren gav specifikke instruktioner om overholdelse af sabbatsdagen. Herren rettede åbenbaringen mod de hellige, der skulle opbygge byen Zion. Disse hellige boede i nærheden af andre beboere i Jackson County, hvoraf mange fulgte den verdslige tendens og ikke holdt sabbatsdagen hellig, men i stedet valgte at deltage i forskellige former for underholdning.

Lære og Pagter 59:9. »Holde dig uplettet af verden«

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvordan deltagelse i nadveren kan hjælpe os til at holde os uplettede af verden.

Ældste Dallin H. Oaks

»Vi lever i hårde tider, som det blev profeteret af apostlen Paulus (se 2 Tim 3:1). De, som prøver at vandre på den lige og snævre sti, bliver inviteret på afveje alle steder. Vi kan blive distraherede, nedværdiget, modløse eller deprimerede. Hvordan kan vi lade Herrens Ånd hjælpe os med vore valg og til at blive på stien?

I en nutidig åbenbaring giver Herren svaret på denne befaling:

›Og for at du mere fuldstændigt kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag;

for sandelig, dette er en dag, der er bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde og til at vise den Højeste din hengivenhed‹ (L&P 59:9-10).

Dette er en befaling med et løfte. Ved på værdig vis at deltage i nadverens ordinance hver uge kan vi kvalificere os til løftet om »altid at have hans Ånd hos [os] (L&P 20:77). Den ånd er grundlaget for vores vidnesbyrd. Den vidner om Faderen og Sønnen, får alt frem i vores erindring og leder os til sandheden. Den er kompasset, som leder os frem på stien. Præsident Wilford Woodruff belærte os om, at Helligåndsgaven ›er den største gave, der kan skænkes mennesker‹ (Deseret Weekly, 6. apr. 1889, s. 451) …

Hvordan kan vi lade Herrens Ånd vejlede os i vore valg, så vi kan forblive ›uplettet af verden‹ (L&P 59:9) og på den sikre sti i denne prøvestand? Vi må gøre os værdige til den rensende kraft i Jesu Kristi forsoning. Det gør vi ved at holde hans befaling om at komme til ham med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd og ved på det vidunderlige ugentlige møde at deltage i nadverens symboler og indgå pagter, som gør os værdige til det dyrebare løfte om, at vi altid vil have hans Ånd hos os (se L&P 20:77)« (»Nadvermødet og nadveren«, Liahona, nov. 2008, s. 17, 20).