Den 6. august 1833 modtog profeten Joseph Smith den åbenbaring, som findes i Lære og Pagter 98, hvilket var cirka to uger efter, at forfølgelsen af de hellige i Missouri var blevet voldelig. Denne åbenbaring gav vejledning til de hellige, som blev mishandlet. Herren lærte de hellige om, hvordan de skulle reagere over for deres fjender.
Herren åbenbarer, hvordan de hellige skal reagere på forfølgelse
Lav tre kolonner på tavlen inden klassen begynder, og giv dem følgende overskrifter: Herrens lov om gengældelse (L&P 98:23-32); Herrens lov om krig (L&P 98:33-38) og Herrens lov om tilgivelse (L&P 98:39-48).
Bed eleverne om at beskrive nogle måder, hvorpå folk kan reagere, når de bliver fornærmet eller såret af en person. Forklar, at Herren i åbenbaringen i Lære og Pagter 98 underviser om et princip, der kan hjælpe os til at vide, hvordan vi skal reagere, når vi bliver såret af andres ord eller handlinger. Bed eleverne om at se efter disse principper gennem denne lektion.
Mind eleverne om, at den åbenbaring, som findes i Lære og Pagter 98, blev givet i 1833, kort tid efter at forfølgelsen af de hellige i Missouri var blevet voldelig. Bed eleverne om at huske detaljer fra tidligere lektioner om de mishandlinger, som de hellige havde oplevet.
Bed dem om at skrive skemaet på tavlen ind i deres skriftstudiebog. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 98:23-27 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren lærte de hellige om gengældelse. Bed dem om at lægge mærke til gentagelsen af Herrens råd i disse vers.
Hvilke udtryk om gengældelse gentages? (Du kan eventuelt foreslå, at eleverne markerer udtrykkene »ikke bruger skældsord« og »udholder det tålmodigt« i vers 23-27).
Hvad lovede Herren de hellige, hvis de ville udholde forfølgelse tålmodigt og ikke stræbe efter at få hævn?
Hvilket princip kan vi lære af Herrens ord i vers 23-27? (Hjælp eleverne til at finde frem til følgende princip: Hvis vi udholder dårlig behandling tålmodigt og uden gengældelse vil Herren belønne os. Bed en elev om at skrive denne sandhed under overskriften Herrens lov om gengældelse).
Forklar, at da pøbelen blev dannet i Jackson County lørdag den 20. juli 1833, ønskede de at gøre mere end at ødelægge ejendomme. De ville også skade Kirkens medlemmer. Bed en elev om at læse følgende historiske beretning højt, og bed klassen om at se efter, hvordan biskop Edward Partridge og Charles Allen, en 27-årig nyomvendt fra Pennsylvania, reagerede på forfølgelsen.
Billede
B.H. Roberts
»Pøbelen tog biskop Edward Partridge og Charles Allen og trak dem gennem den rasende menneskemængde, som hånede og mishandlede dem langs vejen til torvet. Her blev de forelagt to alternativer, enten skulle de frasige sig deres tro på Mormons Bog eller forlade amtet. De kunne ikke fornægte Mormons Bog, heller ikke samtykke til at forlade amtet. Biskop Partridge, som fik lov til at tale, sagde, at de hellige gennem alle tider havde måttet lide forfølgelse, og at han var villig til at lide for Kristi skyld, som de hellige i andre tidsaldre havde gjort, at han ikke havde gjort noget, som kunne fornærme nogen, og at hvis de mishandlede ham, ville de skade en uskyldig mand. Så druknede hans stemme i larmen fra mængden, hvori mange skreg: ›Bed din Gud om at udfri dig … !‹ De to brødre Partridge og Allen blev afklædt, rullet i tjære, der var blandet med kalk, potaske eller en form for kødædende syre, og en stor mængde fjer blev hældt ud over dem. De udstod den grusomme ydmygelse og mishandling med så megen resignation og sagtmodighed, at skaren blev stille og virkede forbløffede over, hvad de så. Brødrene fik lov til at trække sig tilbage i stilhed« (B.H. Roberts, se A Comprehensive History of the Church, 1:333, se også Kirkens historie i tidernes fylde, 2. udg., CES-hæfte, 2002, s. 135).
Hvad imponerer jer ved den måde, hvorpå Charles Allen og biskop Edward Partridge håndterede forfølgelsen på?
Opsummer Lære og Pagter 98: 28-32 ved at forklare, at Herren gav de hellige det råd, at hvis en fjende havde skadet dem tre gange uden at pådrage sig Guds hævn, skulle de advare fjenden i Herrens navn mod at skade dem igen. Hvis fjenden fortsatte med at skade dem efter denne advarsel, var de hellige retfærdiggjort i at »[belønne] ham i forhold til hans gerninger«. Men de hellige fik også af vide, at hvis de sparede deres fjender på trods af, at de var retfærdiggjort i gengældelse, ville de blive belønnet for deres retfærdighed.
Bed eleverne om at overveje, om de ved, hvad Herren har sagt om krig. Du kan eventuelt stille følgende spørgsmål:
Hvad tror I, at Herrens lov om krig er?
Få en til at læse Lære og Pagter 98:32-34 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren sagde til fordums profeter angående krig.
Hvad var det ifølge vers 33 for en lov, der blev givet til profeter i fordums tid? (Når eleverne svarer, så skriv deres svar på tavlen under overskriften Herrens lov om krig. Påpeg, at Herren gav denne lov specifikt til dem, som levede på en anden tid og i en anden kultur. Selvom princippet i loven er sandt, er vi i dag også underlagt de love, der findes i de lande, vi bor i).
Hvad skulle profeter i fordums tid gøre, hvis nogen erklærede krig mod dem? (Tilføj svaret på tavlen under overskriften Herrens lov om krig).
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 98:35-38 højt, mens klassen følger med og ser efter, hvad Herren fortalte de fordums profeter, at de skulle gøre, hvis deres tilbud om fred ikke blev accepteret. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.
Hvad kan vi lære af disse vers om Herrens lov om krig? (Eleverne kan finde forskellige sandheder, men sørg for at understrege, at Krig kan være retfærdiggjort under omstændigheder, der er fastsat af Herren. Skriv dette svar på tavlen under overskriften Herrens lov om krig).
Forklar, at de fleste af os ikke behøver at beslutte os for, om vi skal gå i krig mod et andet land. Men disse lærdomme kan hjælpe os til at vide, hvad vi skal gøre i vores personlige forhold – for eksempel, når vi er uenige med andre.
Hvad bør vi gøre, når vi er uenige med andre, baseret på det, vi har lært af Herrens råd om krig? (Hjælp eleverne til at finde frem til følgende sandhed: Vi bør søge fredelige løsninger på vores uenigheder).
Hvilke velsignelser kan der komme af at søge fredelige løsninger?
»I Holland brugte familien Casper ten Boom under anden verdenskrig deres hjem som skjulested for dem, der blev jaget af nazisterne. Det var deres måde at efterleve deres kristne tro på. Fire i familien mistede deres liv for at stille dette skjulested til rådighed. Corrie ten Boom og hendes søster Betsie tilbragte nogle rædselsvækkende måneder i den berygtede koncentrationslejr Ravensbrück. Betsie døde dér – Corrie overlevede.
I Ravensbrück lærte Corrie og Betsie, at Gud hjælper os til at tilgive. Efter krigen var Corrie besluttet på at fortælle det budskab. Ved en lejlighed havde hun netop talt til en gruppe mennesker i Tyskland, der led under krigens ødelæggelser. Hendes budskab var: ›Gud tilgiver.‹ Da var det, at Corrie ten Booms trofasthed førte til en velsignelse.
En mand nærmede sig. Hun genkendte ham som en af de mest grusomme fangevogtere i lejren. ›Du nævnte Ravensbrück i din tale,‹ sagde han ›Der var jeg fangevogter … Men siden da er jeg blevet kristen.‹ Han forklarede, at han havde søgt Guds tilgivelse for de grusomme ting, han havde gjort. Han rakte hende hånden og spurgte: ›Vil du tilgive mig?‹
Så sagde Corrie ten Boom:
›Det kan ikke have været mange sekunder, han stod der – med udrakt hånd – men for mig virkede det som timer, mens jeg kæmpede med det vanskeligste, jeg nogensinde havde skullet gøre …
Budskabet om, at Gud tilgiver, er tilknyttet en … betingelse: At vi tilgiver dem, der har krænket os …
Hjælp mig!‹ bad jeg stille. ›Jeg kan løfte min hånd. Så meget kan jeg gøre. Du må give mig følelsen.‹
Stift og mekanisk stak jeg min hånd ind i den, der var rakt ud mod mig. Da jeg gjorde det, skete der noget utroligt. Strømmen begyndte i skulderen, fór ned i armen og sprang ud i vore hænder. Og dernæst syntes denne helbredende varme at skylle gennem hele mit væsen, og jeg fik tårer i øjnene.
›Jeg tilgiver dig, broder!‹ råbte jeg. ›Af hele mit hjerte.‹
I et langt øjeblik holdt vi fast i hinandens hånd, den tidligere fangevogter og den tidligere fange. Jeg havde aldrig før oplevet Guds kærlighed ligeså intenst, som jeg gjorde dengang.‹ (Corrie ten Boom, Tramp for the Lord, 1974, s. 54-55)« (Keith B. McMullin, »Pligtens sti«, Liahona, maj 2010, s. 13).
Stil følgende spørgsmål, efter eleven har læst beretningen.
Hvad gør indtryk på jer ved denne beretning?
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 98:39-40 højt, og bed klassen om at se efter Herrens lov om tilgivelse.
Hvad må vi ifølge disse vers gøre, når nogen beder om vores tilgivelse?
Hvor mange gange skal vi ifølge vers 40 tilgive nogen, der omvender sig og søger vores tilgivelse? (»Halvfjerdsindstyve gange syv« indebærer, at vi skal tilgive andre ligeså mange gange, som de omvender sig og søger vores tilgivelse, efter de har fornærmet eller såret os. Selvom vi bliver befalet at tilgive, betyder det ikke, at vi skal tillade andre at fortsætte med at skade os).
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 98:41-43 højt. Lad klassen følge med og se efter sandheder, som Herren tilkendegav for de hellige om dem af deres fjender, som ikke ville omvende sig. Bed eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.
Hvorfor har disse sandheder været vigtige for de hellige i Missouri at forstå?
Hvordan vil I opsummere Herrens lov om tilgivelse? (Hjælp eleverne til at finde frem til følgende befaling: Herren har befalet os at tilgive vores fjender. Skriv denne befaling på tavlen under overskriften Herrens lov om krig).
Hvorfor tror I, at vi bliver befalet at tilgive andre, selv hvis de ikke beder om vores tilgivelse?
Sammenfat Lære og Pagter 98:44-48 ved at forklare, at Herren lovede, at hvis de helliges fjender ville omvende sig, ville de undgå hans hævn. (Bemærk: Sætningen i vers 44 »skal du ikke tilgive ham« betyder, at gerningsmændene bliver holdt fuldt ud til ansvar for deres gerninger, ikke at de hellige fortsat bør føle fjendskab).
Afslut med at opfordre eleverne til at følge Herrens lov om tilgivelse ved at søge at tilgive enhver, der har såret dem eller dem, som de holder af.
Kommentar og baggrundsinformation
Lære og Pagter 98. Mary Elizabeth Rollins og Caroline Rollins redder sider fra Befalingernes Bog
Ældste Steven E. Snow fra De Halvfjerds’ Præsidium fortalte historien om Mary Elizabeth Rollins og Caroline Rollins:
Billede
Ældste Steven E. Snow
»De unge søstre, Mary Elizabeth Rollins og Caroline Rollins erfarede kort tid efter, de var flyttet med deres mor til Independence i Missouri i efteråret 1831, om den modgang og forfølgelse, som de hellige oplevede der. En aften angreb en vred pøbel deres hjem, og ved en anden lejlighed så de et angreb på det nybyggede trykkeri, som var placeret på 1. sal i William W. Phelps hjem.
Under angrebet på trykkeriet [den 20. juli 1833] tvang pøbelen familien Phelps væk fra deres hjem og smed deres ejendele på gaden. Pøbelen fortsatte så med at ødelægge udstyret til trykning ovenpå og smed ubundne manuskripter ud fra bygningen. Nogle tog store papirark med ud og erklærede: ›Her er de mormonske befalinger!‹ (›Mary Elizabeth Rollins Lightner‹, Utah Genealogical and Historical Magazine, juli 1926, s. 196). På dette tidspunkt havde profeten Joseph Smith modtaget mange hellige åbenbaringer, nogle så tidligt som 1823, da englen Moroni viste sig for den unge profet. Joseph havde nedskrevet adskillige åbenbaringer i hånden, men ingen tekst var blevet forberedt og distribueret til gavn for kirkemedlemmerne. De hellige i Missouri ventede med stor iver på udgivelsen af disse åbenbaringer som ›Befalingernes Bog‹. Dette arbejde var i gang på trykkeriet, da pøbelen slog til. Mary Elizabeth, der var 15 på det tidspunkt, beskrev forløbet:
›Min søster Caroline (13 år) og jeg befandt os ved hjørnet af et hegn og så på dem. Da de talte om befalingerne, var jeg fast besluttet på at få nogle af dem. Min søster sagde, at hvis jeg gik hen for at få nogle af dem, ville hun også gå med, men sagde: ›De vil dræbe os‹ (›Mary Elizabeth Rollins Lightner‹, s. 196).
Mens pøbelen var optaget i den ene ende af huset, løb de to piger hen og fyldte deres arme med de dyrebare ark. Pøbelen fik øje på dem og beordrede pigerne til at stoppe. Mary Elizabeth sagde: ›Vi løb så stærkt vi kunne. To af dem løb efter os. Vi fik øje på et hul i hegnet og løb ud på en stor majsmark, lagde papirerne på jorden og skjulte dem med vores kroppe. Majsen var mellem 1,5 og 1,8 meter høj og meget tykke, de søgte meget rundt, og kom meget nær os, men de fandt os ikke‹ (›Mary Elizabeth Rollins Lightner‹, s. 196)« (»Treasuring the Doctrine and Covenants«, Ensign, jan, 2009, s. 50).
Selvom vi skal udholde dårlig behandling tålmodigt og uden gengældelse, betyder det ikke, at vi skal tillade andre at misbruge eller skade os. Håndbog 2: Forvaltning af Kirken siger, at »mishandling ikke kan tolereres under nogen form. De, der mishandler eller er ondskabsfulde over for deres ægtefælle, børn, andre familiemedlemmer eller nogen som helst anden, bryder Guds og menneskers love« (Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 21.4.2).