Seminar og institut
Lektion 40: Lære og Pagter 35


Lektion 40

Lære og Pagter 35

Indledning

Inden for seks måneder efter Kirkens organisering blev Oliver Cowdery og Peter Whitmer jun. kaldet til at forkynde evangeliet for indianerne (se L&P 28:8; 30:5). Ziba Peterson og Parley P. Pratt blev snart derefter kaldet til at ledsage dem (se L&P 32). På deres vej vest for Missouri stoppede de i Mentor og Kirtland i Ohio, hvor de fortalte ældste Pratts ven og tidligere præst, Sidney Rigdon, om det gengivne evangelium. På kort tid blev flere end 100 mennesker, deriblandt Sidney Rigdon og mange medlemmer af hans forsamling, døbt. Dette mere end fordoblede Kirkens medlemstal.

Da ældsterne havde forladt området ved Kirtland for at fortsætte deres rejse, rejste Sidney Rigdon og en ven, Edward Partridge, til Fayette i New York for at møde profeten Joseph Smith. Snart efter deres ankomst fik Joseph åbenbaringen i Lære og Pagter 35. I den gav Herren Sidney specifikke opgaver i den nyligt genoprettede kirke.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 35:1-12

Herren siger, at han har forberedt Sidney Rigdon til et større værk

Skriv, før klassen begynder, følgende spørgsmål på tavlen: Hvad har I oplevet, der har hjulpet jer til at vide, at Herren kender jer og har en plan for jeres liv?

Indled lektionen ved at bede eleverne om at svare på dette spørgsmål, hvis de føler sig trygge ved det.

Forklar, at Herren i den åbenbaring, der nu står i Lære og Pagter 35, talte til en mand, Sidney Rigdon, der for nylig var blevet døbt og bekræftet. Herren talte til Sidney om hans rolle med at bistå profeten Joseph Smith. Opfordr dem til at fortsætte med at tænke over spørgsmålet på tavlen, når de studerer Herrens instruktioner til Sidney.

Hjælp dem til at forstå noget af Sidney Rigdons baggrund ved at bede en om at læse indledningen til denne lektion højt. Få derefter en til at læse Lære og Pagter 35:1-3 højt. Bed klassen om at følge med og se efter bevis på, at Herren var opmærksom på Sidney Rigdon og hans gerninger.

  • Hvilket bevis fandt I på, at Herren var opmærksom på Sidney Rigdon?

  • Hvad angiver disse vers om Herrens forhold til os? (Når de svarer, skriver du følgende princip på tavlen: Herren kender os og har et værk til os hver især).

  • Hvorfor er denne sandhed vigtig for jer?

Bekræft, at Herren kender os hver især, ved at bede en om at læse højt fra følgende udtalelse af ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste Neal A. Maxwell

Jeg vidner om, at Gud har kendt jer enkeltvis … meget, meget længe (se L&P 93:23). Han har elsket jer meget, meget længe … Han kender jeres navne og alle jeres sorger og glæder!« (»At erindre, hvor barmhjertig Herren har været«, Liahona, maj 2004, s. 46).

Johannes Døber døber Jesus

Vis et billede af Johannes Døber, der forkynder, eller af Johannes, der døber Frelseren (se Johannes Døber døber Jesus, Evangelisk kunst, 2009, nr. 35; se også LDS.org). Bed dem om at finde ud af, hvem Johannes Døber var, og hvordan han forberedte andre til Jesu Kristi komme.

Få en til at læse Lære og Pagter 35:4-6 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Sidney Rigdon var ligesom Johannes Døber.

  • Hvordan var Sidney ifølge vers 4 ligesom Johannes Døber? (Han havde forberedt andre til at modtage evangeliets fylde).

  • Herren sagde, at Sidney ville udføre »et større værk« end det, han allerede havde udført (L&P 35:3). Hvad var ifølge Lære og Pagter 35:3 en del af dette »større værk«? (Han ville hjælpe andre til at blive døbt og få Helligåndsgaven gennem den rette myndighed).

Bed dem om at tænke over, hvordan oplevelser og situationer i deres liv nu kan forberede dem til »et større værk« i fremtiden. Du kan eventuelt give dem nogle få minutter til at skrive om dette i deres skriftstudiebog.

Fremhæv vendingen »og du vidste det ikke« i Lære og Pagter 35:4. Forklar, at før Sidney nogensinde hørte om Jesu Kristi genoprettede kirke, havde han forberedt sig selv og andre til at acceptere det. Det gjorde han ved at undervise folk fra sin kirke i Ohio ved hjælp af Bibelen. Bær vidnesbyrd om, at selvom vi ikke præcist kender det værk, som Herren har i vente til os, kan vi have tillid til, at han er opmærksom på os. Når vi stræber efter at følge ham, vil han hjælpe os med at udføre det værk, som han ønsker, vi skal udføre.

Bed dem om at læse Lære og Pagter 35:7-11 for sig selv. Få dem til at se efter, hvad der vil ske for dem, der tror og udøver tro på Gud i de sidste dage.

  • Hvad lover Herren ifølge disse vers dem, der følger ham i tro? (Selvom de måske bruger andre ord, bør de finde følgende læresætning: Herren vil udøve mirakler, tegn og undere i forhold til den tro, som de, der tror på hans navn, har).

  • Hvorfor tror I, at mirakler, tegn og undere er så tæt forbundet til tro?

Lære og Pagter 35:13-19

Herren lover at hjælpe dem, han kalder til at udføre sit værk

Bed eleverne om at forestille sig, at de sammensætter et sportshold. Få dem til at beskrive de styrker og færdigheder, de ønsker hos deres spillere.

Forklar, at Herren i denne åbenbaring beskrev dem, han kalder i de sidste dage til at hjælpe med at opbygge sit rige. Lad en læse Lære og Pagter 35:13 højt, og bed klassen finde egenskaber ved dem, som Herren vælger til at hjælpe til i sit værk.

  • Hvilke sætninger i dette vers beskriver dem, som Herren kalder til at hjælpe til i sit værk?

  • Hvordan kan de, som Herren kalder til at hjælpe til i sit værk, blive betragtet som »de svage i denne verden«?

  • Hvorfor kan de, som verden betragter som svage, være gode kandidater til at hjælpe Herren i udførelsen af hans værk?

Forklar, at ordet tærske i dette vers henviser til tærskning af korn. Tærskning er den proces, hvor korn, såsom hvede, adskilles fra stilken og skallen. Kornet opbevares og stilken og skallen smides ud.

  • Hvad tror I, at det betyder, »at tærske folkeslagene ved min Ånds kraft«? (Du er måske nødt til at hjælpe dem til at forstå, at dette henviser til Herrens gerning med at udskille og samle de folk, som er parate til at modtage evangeliet, fra dem, som ikke er).

  • Hvilken sandhed kan vi lære af vers 13? (De kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Gud kalder dem, som er svage, til at udføre sit værk gennem sin Ånds kraft. Skriv denne sandhed på tavlen).

  • Hvordan kan denne sandhed hjælpe en person, der er nervøs for at tage på mission? Hvordan kan det hjælpe en person, der er blevet bedt om at undervise i kirken, men som føler sig utilstrækkelig? Hvordan kan det hjælpe en person, som føler sig tilskyndet til at fortælle andre om evangeliet, men ikke er sikker på, hvad han eller hun skal sige eller gøre?

Bed dem om at læse Lære og Pagter 35:14-15 for sig selv og se efter, hvordan Herren har lovet at styrke dem, der hjælper til i hans værk.

  • Hvilke udtryk i disse vers beskriver, hvordan Herren velsigner os, når vi hjælper til i hans værk?

Få en til at læse Lære og Pagter 35:17-19, 22 højt. Lad klassen følge med og se efter Herrens råd til Sidney Rigdon angående profeten Joseph Smith.

  • Hvilket råd gav Herren til Sidney Rigdon angående profeten Joseph Smith? (»Våg over ham, så hans tro ikke svigter«, »bliv hos ham« og »svigt ham ikke«).

  • Hvordan kan vi anvende dette råd i forhold til vores kirkeledere i dag?

Lære og Pagter 35:20-27

Herren befaler Sidney Rigdon at skrive for Joseph Smith, forkynde evangeliet og holde de pagter, han havde indgået

Bed eleverne om at beskrive deres kaldelse eller opgave i Kirken. Få dem til at skimme Lære og Pagter 35:20-23 for sig selv og se efter de specifikke opgaver, som Herren kaldte Sidney Rigdon til at udføre.

  • Hvilke opgaver kaldte Herren Sidney Rigdon til at udføre?

Påpeg, at en af Sidneys opgaver var at være skriver for Joseph Smith. Josephs tidligere skrivere, Oliver Cowdery og John Whitmer, var blevet kaldet til at tage på mission. Oversættelsen af Mormons Bog var udført på det tidspunkt, men Herren befalede Joseph at gendanne eller gennemgå de dele af King James’ oversættelse af Bibelen, der var gået tabt eller blevet ændret. Joseph havde brug for en skriver til at hjælpe sig med dette. (Se Guide til skrifterne, »Joseph Smiths oversættelse«).

Få en til at læse Lære og Pagter 35:24-25 højt. Lad klassen følge med og se efter de velsignelser, Herren lovede Sidney, hvis han ville holde de pagter, han havde indgået med Herren. Du kan eventuelt foreslå, at de markerer det, de finder.

  • Hvad tror I, det betyder, at Herren vil få himlene til at ryste til gavn for jer? (En mulig betydning er, at Herren vil sende himlens velsignelser og kræfter for at hjælpe os med at udføre sit værk og overvinde det onde. Se også L&P 21:6).

Bed dem om at sammenfatte disse vers og finde frem til et princip om, hvordan det kan lykkes for os at udføre det værk, som Gud har til os. Selvom de udtrykker det anderledes, bør deres svar afspejle følgende princip: Når vi holder befalingerne og ærer vores pagter, vil Herren hjælpe os med at udføre sit værk. Skriv dette princip på tavlen.

Henled deres opmærksomhed på de tre sandheder på tavlen:

Herren kender os og har et værk for os alle at udføre.

Gud kalder dem, som er svage, til at udføre sit værk gennem sin Ånds kraft.

Når vi holder befalingerne og ærer vores pagter, vil Herren hjælpe os med udføre sit værk.

  • Hvordan hænger de tre sandheder på tavlen sammen?

  • Hvornår har I (eller en, I kender) fået Herrens hjælp, mens de forsøgte at udføre hans værk?

Få som afslutning en til at læse Lære og Pagter 35:26-27 højt.

  • Hvilke årsager, baseret på det, du har set i Lære og Pagter 35, er der til, at Sidney Rigdon og Joseph Smith opløftede deres hjerte og var glade?

Bed dem om at fortælle, hvorfor de har grund til at opløfte deres hjerte og være glade. Du kan eventuelt tilføje dit vidnesbyrd om Herrens villighed til at hjælpe os i vores bestræbelser på at hjælpe ham i hans værk.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 35:3-4. »Jeg har … beredt dig til et større værk«

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om vigtigheden af at acceptere Herrens planer for vores liv:

Ældste Dallin H. Oaks

»Tro og tillid til Herren giver os styrken til at acceptere og modstå, hvad end der sker os …

Tro ikke, at I kan planlægge hver eneste begivenhed i jeres liv – selv ikke hver eneste vigtige begivenhed. Vær klar til at acceptere Herrens planlægning og andres handlefrihed i anliggender, som uundgåeligt påvirker jer. Planlæg selvfølgelig, men tilpas jeres planlægning af personlige forpligtelser, som vil bære jer igennem, uanset hvad der sker. Fæstn jeres liv til evige principper, og efterlev derpå de principper uanset omstændighederne og andres handlinger. Så kan I afvente Herrens tidsplan og være sikre på et resultat i evigheden« (»Timing«, Ensign, okt. 2003, s. 17).

Lære og Pagter 35:13-14. »De svage i denne verden«

Præsident Boyd K. Packer har sagt:

Præsident Boyd K. Packer

»Kirken har ikke en professionel præstestand. Kald til lederskabsstillinger sker over hele verden fra forsamlingen …

Alt, der gøres i Kirken – ledelse, undervisning, kaldelse, indsættelse, bøn, sang, forberedelse af nadveren, rådgivning og alt andet – gøres af almindelige medlemmer, ›de svage i denne verden‹« (»De svage og ringe i Kirken«, Liahona, nov. 2007, s. 6).

Ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum kom med følgende opmuntring til dem, der føler sig utilstrækkelige eller svage i deres indsats i Herrens værk:

Ældste Joseph B. Wirthlin

»Til jer medlemmer af Kirken, som holder jer tilbage på grund af følelser af utilstrækkelighed, bønfalder jeg jer om at træde frem, lægge ryggen til og være med. Selv når I føler, at jeres styrke kun kan tilføje lidt, har Kirken brug for jer. Herren har brug for jer. Husk, at Herren ofte vælger ›de svage i denne verden‹ til at udføre sine hensigter (L&P 1:19).

Til alle, som er udmattede, lad da Frelserens oplivende ord trøste jer: ›Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile‹ (Matt 11:28). Lad os stole på det løfte. Guds kraft kan indgyde vores ånd og legeme energi og kraft. Jeg anmoder jer indtrængende om at stræbe efter denne velsignelse fra Herren.

Kom nær til ham, og han vil komme nær til jer, for han har lovet jer, at ›de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes‹ (Es 40:31) …

Husk, at de, der lægger langsomst ud, sommetider ender med at nå længst« (»Omsorg for den enkelte«, Liahona, maj 2008, s. 19).

Lære og Pagter 35:13-14. »Jeg vil binde op om deres lænder«

Præsident Thomas S. Monson har sagt, at Herren vil hjælpe os med udføre sit værk:

Præsident Thomas S. Monson

»Nogle af jer er måske generte af natur eller anser jer selv for utilstrækkelige til at tage imod en kaldelse. Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit. Det er Herrens værk, og når vi går Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk, at Herren vil forme den ryg, der bærer byrderne« (»At lære, at gøre, at være«, Liahona, nov. 2008, s. 62).

Lære og Pagter 35:19, 22. »Våg over ham …bliv hos ham … svigt ham ikke«

Herren befalede Sidney Rigdon at »våg[e] over [Joseph Smith], at »bliv[e] hos ham« og ikke at »svigt[e] ham« (L&P 35:19, 22). Selvom Sidney forlod Kirken efter Joseph Smiths martyrium, var han altid trofast, da profeten var i live. Han var en flittig og loyal kirkeleder, den eneste rådgiver i Det Første Præsidentskab, der tjente under hele Joseph Smiths forvaltning som Kirkens præsident. Sidney led voldsom modgang ved profetens side, og han fik store åndelige tilkendegivelser sammen med profeten.

Lære og Pagter 35:20. Joseph Smiths oversættelse af Bibelen

»Skrifterne skal blive givet, ligesom de er i mit bryst« (L&P 35:20). Dette skriftsted antyder, at Joseph Smiths arbejde med den inspirerede oversættelse af Bibelen var at gå ud over blot at gengive Bibelens oprindelige tekst. Den bibelske tekst skulle snarere formidle Herrens budskab, sådan som det var hensigten, at det skulle formidles. Derfor rettede eller gennemgik Joseph ikke blot den bibelske tekst, men han blev også inspireret til at tilføje det, som der oprindeligt havde stået, og gav os derfor en mere fuldstændig forståelse af de sandheder, Herren ønsker, vi skal forstå.

Lære og Pagter 35:23. »[Henvis] til de hellige profeter for at bevise hans ord«

Sidney Rigdon var en erfaren prædikant med en god kundskab om Bibelen. Herren formanede ham til at bruge disse gaver til at forkynde det gengivne evangelium og bruge læren fra profeterne i Bibelen til at understøtte Josephs ord.