Seminar og institut
Lektion 120: Lære og Pagter 112


Lektion 120

Lære og Pagter 112

Indledning

Den 23. juli 1837 modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring til Thomas B. Marsh, som på daværende tidspunkt var præsident for De Tolv Apostles Kvorum. I denne åbenbaring, der er nedskrevet i Lære og Pagter 112, gav Herren råd angående De Tolv Apostles Kvorums ansvar.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 112:1-13

Herren giver råd og lover velsignelser til Thomas B. Marsh

Skriv følgende ord på tavlen: vred, frustreret, stødt, jaloux. Bed eleverne om at tænke på tidspunkter, hvor de har haft disse følelser.

Bed en om at læse følgende udtalelse højt. Lad klassen lytte efter, hvilken situation, som Thomas B. Marsh stod i, som kan have ført til, at han følte nogle af de ting, der står på tavlen.

Kort tid efter Thomas B. Marsh blev kaldet som apostel i 1835, blev han udnævnt til præsident for De Tolv Apostles Kvorum. I foråret 1837 hørte præsident Marsh, at en af apostlene, ældste Parley P. Pratt, planlagde en mission til England uden at tage præsident Marsh med på råd. Præsident Marsh, som befandt sig i Missouri, skrev til ældste Pratt og de andre medlemmer af De Tolv og bad dem møde ham i Kirtland i Ohio den 24. juli 1837, så de kunne være forenede i deres missionsplaner. Men en måned inden mødet fandt sted, drog to andre medlemmer af kvorummet, Heber C. Kimball og Orson Hyde, af sted til England efter at have modtaget et missionskald fra profeten Joseph Smith. Præsident Marsh blev åbenbart oprørt over, at medlemmer af De Tolv begyndte at forkynde evangeliet i England, uden at han var involveret.

  • Hvad kunne præsident Marsh havde gjort i denne situation for at undgå de følelser, der står på tavlen? Hvilke farer er der ved at tillade, at disse følelser styrer vores tanker og handlinger?

Forklar, at præsident Marsh fortalte profeten Joseph Smith om sine bekymringer og bad om hans råd. Som svar gav Herren den åbenbaring, som findes i Lære og Pagter 112.

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 112:1-3 højt. Lad halvdelen af klassen se efter de advarsler, som Herren gav præsident Thomas B. Marsh. Bed den anden halvdel af klassen om at se efter de gode ting, som Herren sagde, at præsident Marsh havde gjort.

  • Hvilke advarsler gav Herren Thomas B. Marsh?

  • Hvilke gode ting sagde Herren, at præsident Marsh havde gjort?

Forklar, at Herren gav yderligere råd til præsident Marsh og åbenbarede nogle velsignelser, præsident Marsh kunne modtage for sin trofasthed. Lad nogle elever skiftes til at læse Lære og Pagter 112:4-10 højt. Bed klassen følge med og se efter de løfter, som Herren gav Thomas B. Marsh. Lad eventuelt en elev skrive disse løfter på tavlen i takt med, at eleverne finder frem til dem.

  • Hvordan vil I med jeres egne ord gentage Herrens belæringer i vers 10? (De kan bruge andre ord, men bør finde frem til følgende princip: Hvis vi er ydmyge, vil Herren vejlede os og besvare vores bønner.

  • Hvorfor tror I, at ydmyghed hjælper os til at modtage Herrens vejledning?

  • Hvornår har I følt jer vejledt af Herren, når I har ydmyget jer?

Forklar, at i juli 1837, da Herren gav denne åbenbaring, oplevede Kirken uenighed, strid og frafald. Stolthed og grådighed gjorde, at nogle kirkemedlemmer åbent kritiserede profeten Joseph Smith og betvivlede hans myndighed. Nogle kirkemedlemmer, heriblandt nogle af medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum, forsøgte endda at få Joseph Smith afsat som Kirkens præsident.

Bed en om at læse Lære og Pagter 112:11-13 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren havde instrueret præsident Marsh til at gøre for at hjælpe medlemmer af De Tolvs Kvorum, som kæmpede. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

Lære og Pagter 112:14-34

Herren underviser Thomas B. Marsh om De Tolv Apostles pligter.

Påpeg, at Herren havde givet præsident Marsh mange vigtige ansvar. Skriv følgende spørgsmål på tavlen: Hvad kan hjælpe jer til at være ydmyge, når I modtager vigtige ansvar eller anerkendelse? Bed eleverne om at tænke over dette spørgsmål.

Forklar, at Herren hjalp Thomas B. Marsh til at forstå vigtigheden af hans ansvar som præsident for De Tolv Apostles Kvorum, mens han fortsatte med at minde ham om at være ydmyg. Lav følgende skema på tavlen eller del det ud på et stykke papir. Bed eleverne om at læse de tildelte vers og færdiggøre skemaet parvis (eller færdiggør det sammen som en klasse).

L&P 112:14-22, 28-33

Udtryk, der fremhæver vigtigheden af præsident Marshs og De Tolv Apostles Kvorums ansvar

Udtryk, der minder præsident Marsh og De Tolv Apostles Kvorum om behovet for at være ydmyg

Stil følgende spørgsmål, når eleverne har haft nok tid til at færdiggøre skemaet:

  • Hvilke udtryk fandt I, der fremhæver vigtigheden af præsident Marshs ansvar?

  • Hvilke nøgler besidder præsidenten for De Tolv Apostles Kvorum ifølge vers 16-17? (Eleverne kan bruge andre ord, men bør komme frem til følgende sandhed: Præsidenten for De Tolv Apostles Kvorum besidder nøglerne til at lede arbejdet for De Tolv med at forkynde evangeliet i alle nationer).

  • Hvad lærte Herren ifølge vers 30-32 Thomas B. Marsh om de præstedømmenøgler, som han besad? (Eleverne kan finde flere forskellige principper, men sørg for, at de kommer frem til følgende sandhed: Præstedømmets nøgler er blevet gengivet for sidste gang i tidernes fyldes uddeling. Du kan eventuelt hurtigt gennemgå betydningen af ordet uddeling (se Guide til skrifterne, »Uddeling«)).

  • Hvilke udtryk fandt I, der mindede Thomas B. Marsh om behovet for at være ydmyg?

  • Hvad lærer Herrens ord i vers 15 og 30 os om forholdet mellem Thomas B. Marshs ansvar som præsident for De Tolvs Kvorum og Joseph Smiths ansvar som præsident for Kirken?

Hjælp eleverne til at forstå, at Thomas B. Marsh kæmpede med at følge det råd, han havde modtaget i denne åbenbaring, ved at bede en elev om at læse følgende afsnit:

Kort tid efter åbenbaringen i Lære og Pagter 112 blev givet, fortalte Thomas B. Marsh Vilate Kimball, at hendes mand ældste Heber C. Kimball ikke ville være effektiv på sin mission i England. Præsident Marsh følte åbenbart, at fordi forkyndelse af evangeliet i udlandet var hans ansvar, kunne døren til missionering i England ikke åbnes, inden han enten sendte nogen eller selv tog af sted.

  • Hvordan illustrerer denne episode, at præsident Marsh måske kæmpede med at forblive ydmyg?

Henvis til det spørgsmål, du har skrevet på tavlen. Bed eleverne om at svare på spørgsmålet. Som en del af denne drøftelse, kan du overveje at bruge følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab:

Præsident Dieter F. Uchtdorf

»Vi finder ikke frem til ydmyghed ved at tænke mindre om os selv; vi finder frem til ydmyghed ved at tænke mindre os selv. Det sker, når vi går til vores arbejde med en indstilling om at tjene Gud og vore medmennesker …

Det øjeblik, hvor vi holder op med at være optaget af os selv og glemmer os selv i tjeneste, bliver vores stolthed mindre og begynder at dø« (»Stolthed og præstedømmet«, Liahona, nov. 2010, s. 58).

Mind eleverne om de velsignelser, som Herren lovede præsident Marsh (se L&P 112:4-10). Du har måske fået en til at skrive velsignelserne på tavlen tidligere. Bed en om at læse Lære og Pagter 112:34 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad præsident Marsh skulle gøre for at modtage disse velsignelser. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til. Skriv derefter følgende princip på tavlen: Vi må være trofaste for at modtage Herrens lovede velsignelser.

Hjælp eleverne til at forstå dette princip ved læse eller sammenfatte følgende beretning om Thomas B. Marshs frafald og tilbagevenden til Kirken.

Præsident Marsh fulgte et stykke tid det råd, han havde fået. Han arbejdede på at styrke Kirken og opretholde Joseph Smith. Han vendte dog hurtigt tilbage til sine stridbare følelser om, hvordan Kirken blev ledt. Disse følelser var blandet med sine bekymringer om konflikter mellem ulydige og aggressive kirkemedlemmer og deres naboer i Missouri. I september 1838, mens han var plaget af denne frafaldne ånd, blev hans hustru, Elizabeth, involveret i en strid. Hun og anden kvinde, som begge var medlemmer af Kirken, var blevet enige om regelmæssigt at udveksle mælk, så de havde nok til at lave ost, men søster Marsh blev beskyldt for at overtræde denne aftale ved at beholde den del af mælken, hvor der var mere fløde. Sagen blev bragt for kirkeledere mere end én gang. Den blev endda bragt for Det Første Præsidentskab. Hver gang blev det besluttet, at søster Marsh var skyldig. Præsident Marsh var vred og utilfreds med disse beslutninger (se George A. Smith, »Discourse«, Deseret News, 16. apr. 1856, s. 44). Denne situation fik ham ikke til at forlade Kirken, men den blev føjet til hans øvrige frustrationer. Han blev mere kritisk over for andre kirkeledere, og til sidst vendte han sig mod de hellige. Senere sagde han: »Jeg blev jaloux på profeten … og overså alt, der var rigtigt, og brugte al min tid på at se efter ondskab« (»Remarks«, Deseret News, 16. sep. 1857, s. 220).

I oktober 1838 sværgede Thomas B. Marsh foran en dommer, at Joseph Smith og de sidste dages hellige var fjendtlige overfor staten Missouri. Denne erklæring bidrog til, at der blev udstedt en udryddelsesordre, der resulterede i at flere end 15.000 hellige blev drevet ud af deres hjem i Missouri.

Atten år efter, at Thomas B. Marsh forlod Kirken, skrev han ydmygt et brev til præsident Heber C. Kimball fra Det Første Præsidentskab og bad om tilgivelse og tilladelse til at blive medlem af Kirken igen. Han forklarede, hvad han havde lært af sine fejltagelser: »Herren kunne fint klare sig uden mig, og han mistede intet ved mit frafald, men åh, hvad har jeg ikke mistet?!« (Thomas B. Marshs brev til Heber C. Kimball, 5. maj 1857, Brigham Young Collection, Kirkens historiske bibliotek, som citeret i Kay Darowski, »The Faith and Fall of Thomas Marsh«, Revelations in Context, history.lds.org).

Henvis til princippet på tavlen. Forklar, at Thomas B. Marsh blev modtaget til fuldt medlemskab af Kirken igen. Men fordi han ikke fulgte Herrens råd om at ydmyge sig og være trofast som præsident for De Tolvs Kvorum, modtog han ikke de velsignelser, der er beskrevet i Lære og Pagter 112:4-10.

Lad nogle elever sammenfatte, hvad de har lært i dag. Bed dem vælge en måde, hvorpå de kan være mere ydmyge og trofaste og derefter skrive et mål for at handle på det.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 112:30. »Det Første Præsidentskab … er blevet udpeget … til at være jeres rådgivere og jeres ledere«

Hvert medlem af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum besidder nøglerne til riget. Præsidenten for De Tolv Apostles Kvorum besidder også nøglerne eller myndigheden til at lede De Tolv i forkyndelsen af evangeliet blandt alle nationer på jorden (se L&P 112:16). Men præsidenten for De Tolvs Kvorum og hver af apostlene udøver kun deres præstedømmenøgler under vejledning af Kirkens præsident og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab. Derfor formanede Herren Thomas B. Marsh og andre medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum til at anerkende Joseph Smiths myndighed til at præsidere over dem (se L&P 112:15-20). Den præsiderende myndighed er grunden til, at Joseph Smith som Kirkens præsident havde myndigheden til at kalde to medlemmer fra de Tolvs Kvorum, Heber C. Kimball og Orson Hyde, på en mission til England selvom Thomas B. Marsh som præsident for De Tolv Apostles Kvorum havde nøglerne til at lede De Tolvs arbejde med at forkynde evangeliet.