Lektion 39
Lære og Pagter 33-34
Indledning
I oktober 1830 kaldte Herren Ezra Thayre og Northrop Sweet til at forkynde evangeliet. Denne åbenbaring, der står i Lære og Pagter 33, indeholder instruktioner om, hvordan disse mænd skulle undervise andre i evangeliet. Kort tid derefter i åbenbaringen i Lære og Pagter 34 roste Herren Orson Pratt for hans tro og befalede også ham at forkynde evangeliet.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 33:1-6
Herren kalder Ezra Thayre og Northrop Sweet til at forkynde evangeliet
Skriv følgende op på tavlen før klassen: basun, mund, øre, en mark, der er klar til høst. (Vis om muligt billeder af disse ting). Stil i begyndelsen af klassen følgende spørgsmål:
-
Hvordan hænger disse ting sammen med missionering?
For at hjælpe eleverne til at forstå baggrunden for Lære og Pagter 33 forklarer du, at Ezra Thayre boede i nærheden af Joseph Smith seniors familie. Han var kommet til at kende medlemmerne af familien Smith gennem noget arbejde, de havde udført for ham flere gange. I oktober 1830 blev Ezra Thayre og en anden fra Palmyra, Northrop Sweet, døbt. Kort tid efter fik profeten Joseph Smith en åbenbaring til disse mænd, der nu står i Lære og Pagter 33.
Bed dem om at læse Lære og Pagter 33:1-2 for sig selv og se efter ord eller vendinger, der hænger sammen med tegningerne (eller ordene) på tavlen. (Billedet af munden bliver gennemgået senere i denne lektion). Når de har fortalt, hvad de har fundet frem til, stiller du følgende spørgsmål:
-
Hvad tror I, det betyder at »åbn[e] jeres ører og lyt[te] til … Guds røst«? Hvordan kan vi vise Herren, at vores ører er klare til at høre hans røst?
-
Hvad tror I, at det betyder at forkynde evangeliet »som med en basuns lyd«?
Forklar, at Herren ofte bruger genkendelige ting, såsom en basun, som symboler for at undervise os i sit evangelium og hjælpe os til at forstå evige sandheder. Bed en om at læse Lære og Pagter 33:3 højt. Lad resten af klassen følge med og se efter flere symboler, som Herren brugte i denne åbenbaring.
-
Hvad tror I, at Herrens vingård repræsenterer? (Verden).
-
Hvem kan arbejderne i vingården repræsentere? (Medlemmerne af Herrens kirke).
-
Hvad tror I, at udtrykket »det er den ellevte time« betyder? (Det er evangeliets sidste uddeling og den sidste gang, hvor Herren vil oprette sit rige på jorden før sit andet komme).
Bed dem om at læse Lære og Pagter 33:4 for sig selv og se efter, hvordan Herren beskrev verdens tilstand i 1830.
-
Hvilke udtryk i dette vers springer jer i øjnene? Hvorfor? Hvad kan vi gøre for at styrke os selv mod verdens nedbrydende påvirkning?
Skriv følgende på tavlen: Herren har og er .
Giv dem et øjeblik til at tænke over, hvad Herren har gjort eller gør for at styrke dem mod verdens nedbrydende påvirkning. Forklar, at Herren i Lære og Pagter 33:5-6 erklærede noget, han har gjort, og en ting, som han gør for at styrke os mod verdens nedbrydende påvirkning. Få en til at læse disse vers højt. Lad klassen følge med og finde det, som Herren har gjort og vil gøre for at styrke os.
-
Hvad har Gud ifølge disse vers gjort og gør nu for at styrke os mod verdens nedbrydende påvirkning? (Når de svarer, skal du bede en om at udfylde de tomme felter i udtalelsen på tavlen. Deres svar bør afspejle følgende princip: Herren har stiftet sin kirke og indsamler sine udvalgte i de sidste dage).
For at hjælpe dem til bedre at forstå denne sandhed og føle dens vigtighed skal du dele dem op i par, så de kan drøfte deres svar på følgende spørgsmål. Du kan læse disse spørgsmål højt eller give dem på et uddelingsark. (Undlad svarene i parenteserne.)
Lære og Pagter 33:7-18
Herren giver Ezra Thayre og Northrop Sweet instruktioner i undervisning af evangeliet
Henvis til tegningen af en mund (eller ordet mund) på tavlen. Bed dem om at læse Lære og Pagter 33:7-10 for sig selv og se efter det, Herren underviste Ezra Thayre og Northrop Sweet om at gøre. Bed dem om at fortælle, hvad de har fundet frem til.
Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Hvis vi åbner vores mund for at forkynde evangeliet …
Få dem til at færdiggøre denne udtalelse ved hjælp af det, de fandt i Lære og Pagter 33:7-10. Du kan eventuelt bede en om at komme op til tavlen og færdiggøre princippet. Det kan gøres som følgende: Hvis vi åbner vores mund for at forkynde evangeliet, så vil Herren inspirere os til det, vi skal sige.
-
I hvilke situationer kan vi være tilbageholdende med at åbne vores mund om evangeliet?
-
Hvornår har I besluttet at åbne jeres mund for at tale om evangeliet og følt jer inspireret til at vide, hvad I skulle sige? Hvornår har I set nogen forkynde evangeliet og følt, at de blev inspireret til det, de skulle sige?
Sammenfat Lære og Pagter 33:11-15 ved at forklare, at Herren i disse vers instruerede Ezra Thayre og Northrop Sweet i at forkynde evangeliets første principper og ordinancer – tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven.
Henvis igen til princippet på tavlen. Bed dem om at tænke over, hvad vi mere skal gøre for at åbne vores mund, så Herren kan inspirere os til det, vi skal sige, når vi forkynder evangeliet for andre. Få en til at læse Lære og Pagter 33:16-18 højt. Lad klassen følge med og finde det specifikke råd, Herren gav Ezra og Northrop, som ville hjælpe dem til at vide, hvad de skulle sige som missionærer.
-
Hvilket råd gav Herren Ezra og Northrop, som ville hjælpe dem til at vide, hvad de skulle sige som missionærer? (Overvej at skrive deres svar på tavlen).
-
Hvad tror I, at Herrens råd »hold jeres lamper i god stand og tændt, og hav olie med jer« betyder? (L&P 33:17). (At være åndeligt forberedt og klar til Jesu Kristi andet komme. Dette vers henviser til lignelsen om de ti brudepiger i Matt 25:1-13 og nævnes i L&P 45:56-57).
-
Hvordan kan Herrens råd i disse vers hjælpe os til at være klar til at åbne vores mund for at forkynde evangeliet på et hvilket som helst tidspunkt og i en hvilken som helst situation?
Lære og Pagter 34
Herren roser Orson Pratt for hans tro og befaler ham at forkynde evangeliet
Få dem til at se i afsnitsindledningen i Lære og Pagter 34 for at finde eksempler på en person, der blev velsignet, da en anden person åbnede sin mund for at forkynde evangeliet.
-
Hvem blev velsignet i dette eksempel? Hvor gammel var Orson Pratt, da han blev døbt? Hvordan hørte han om evangeliet?
Bed en om at læse Lære og Pagter 34:1 højt. Få klassen til at følge med og se efter, hvordan Herren henvendte sig til Orson. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til. Bed derefter klassen om at læse Lære og Pagter 34:2-3 for sig selv for at se, hvorfor Herren kaldte ham »min søn«.
-
Hvorfor kaldte Herren ham sin søn? (På grund af Orsons tro på Herren).
-
Hvad gjorde Herren ifølge Lære og Pagter 34:3 for dem, der tror på ham? (Hjælp dem til at forstå, at sandheden i dette vers gælder lige så meget kvinder, ved eventuelt at foreslå, at de læser L&P 25:1).
Få en til at læse Lære og Pagter 34:4-6 højt. Bed dem om at følge med og se efter det, Herren fortalte Orson ville give ham flere velsignelser.
-
Hvorfor tror I, at vi bliver »mere velsignet«, når vi forkynder evangeliet for andre?
Få en anden til at læse Lære og Pagter 34:10-11 højt. Lad klassen følge med og se efter de velsignelser, der gives til dem, der flittigt forkynder evangeliet for andre.
-
Hvilke velsignelser gives til dem, der flittigt forkynder evangeliet? (Når de har svaret, kan du eventuelt skrive følgende princip på tavlen: De, som flittigt forkynder evangeliet, vil gøre det ved Helligåndens kraft).
-
Hvilke velsignelser loves dem, der er trofaste? (Skriv eventuelt dette princip på tavlen: Hvis vi er trofaste, så vil Herren være med os).
-
Hvordan kan sandheden i Lære og Pagter 34:11 hjælpe jer, når I bliver skuffet?
Du kan eventuelt afslutte med at fortælle om en gang, hvor du følte, at Herren var med dig, da du havde været trofast mod ham. Du kan eventuelt også bære vidnesbyrd om sandhederne i denne lektion.