Seminar og institut
Lektion 113: Lære og Pagter 107:39-100


Lektion 113

Lære og Pagter 107:39-100

Indledning

Dette er den sidste af tre lektioner, der omhandler åbenbaringen, som findes i Lære og Pagter 107. Åbenbaringen blev nedskrevet i 1835, men »de historiske optegnelser bekræfter, at det meste af vers 60 til 100 indeholder en åbenbaring, der blev givet gennem Joseph Smith den 11. november 1831« (afsnitsindledning i den engelske udgave 2013 af Lære og Pagter 107). De vers, der bliver drøftet i denne lektion, indeholder Herrens ord om fordums skikke med at overdrage Det Melkisedekske Præstedømme fra far til søn. De giver også instruktioner om de forskellige præstedømmelederes pligter.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 107:39-57

Herren åbenbarer, at Det Melkisedekske Præstedømme blev overdraget fra far til søn i fordums tid

Skriv, før klassen begynder, følgende spørgsmål på tavlen: Hvilke omstændigheder står I overfor, eller skal I snart stå overfor, hvor det vil være til gavn at modtage vejledning eller trøst fra jeres himmelske Fader?

Bed i begyndelsen af lektionen eleverne om at tænke over dette spørgsmål. Lad nogle af dem svare. Når eleverne begynder dagens drøftelse af Lære og Pagter 107:39-100, tilskynder du dem til at se efter principper i disse vers, som kan hjælpe dem til at modtage vejledning og trøst fra deres himmelske Fader.

Mind dem om, at de i forrige lektion lærte om Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds. Bed en om at læse Lære og Pagter 107:39 højt, og bed klassen om at se efter en af De Tolvs pligter. Forklar, at udtrykket evangelister henviser til en, som besidder embedet patriark i Det Melkisedekske Præstedømme (se Guide til skrifterne, »Evangelist«, scriptures.lds.org

  • Hvordan bliver patriarker ifølge vers 39 udpeget til deres kaldelse? (Når de svarer, så hjælp dem til at forstå følgende sandhed: Patriarker kaldes ved åbenbaring og ordineres under ledelse af De Tolv Apostle).

Bed dem om at forklare pligten for dem, som besidder embedet patriark. (Patriarker giver særlige præstedømmevelsignelser, kaldet patriarkalske velsignelser, til værdige medlemmer af Kirken). Spørg derudover om der er nogen, der kan minde klassen om, hvad en patriarkalsk velsignelse er. (En patriarkalsk velsignelse indeholder Herrens råd for en person og erklærer personens slægtslinje i Israels hus. Se Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2004, »Patriarkalske velsignelser«, s. 119-120).

Du kan eventuelt bede de elever, som har modtaget deres patriarkalske velsignelse, om at bære deres vidnesbyrd om stavspatriarkens tjeneste. (Fortæl dem, at patriarkalske velsignelser er hellige og personlige, og at de bør ikke deles med andre personer end med den nærmeste familie). Bær dit vidnesbyrd om velsignelserne ved at modtage en patriarkalsk velsignelse og studere de råd, den giver).

Forklar, at ordet patriark også henviser til fædre i familier. Præsident Ezra Taft Benson har sagt:

Præsident Ezra Taft Benson

»Den præstedømmes orden, der tales om i skriften, kaldes somme tider den patriarkalske orden, fordi den gik i arv fra far til søn« (»Det håber jeg I vil lære jeres børn om templet«, Stjernen, maj 1986, s. 4).

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 107:40 højt, og bed klassen om at se efter, hvordan Det Melkisedekske Præstedømme blev overdraget i fordums tid. Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.

Påpeg, at vi i Lære og Pagter 107:41-57 læser om noget af det, som Adam gjorde som en retfærdig patriark. Bed dem om at skimme vers 41-50 igennem for sig selv og finde et mønster – to ting, som Adam gjorde gentagne gange, da han præsiderede over sin familie.

  • Hvilke to handlinger gentog Adam, da han præsiderede over sin familie? (Han ordinerede sine værdige, mandlige efterkommere til embeder i præstedømmet, og han velsignede dem).

Bed en om at læse Lære og Pagter 107:53 højt, og bed klassen om at finde frem til, hvem Adam velsignede udover sine værdige mandlige efterkommere. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til. (Sørg for, at de forstår, at Adam velsignede alle sine retfærdige efterkommere, herunder sine døtre).

  • Hvordan kan Adams eksempel tjene som et mønster for fædre? (Skriv følgende sandhed på tavlen, når de har svaret: Fædre, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme, har myndighed til at velsigne deres børn).

  • Hvornår kan en far give en præstedømmevelsignelse til sin søn eller datter, udover at ordinere en søn til præstedømmet? (Svar kan være, at fædre kan give præstedømmevelsignelser ved sygdom eller give vejledning og trøst).

Forklar, at udover at velsigne deres børn kan bærere af Det Melkisedekske Præstedømme give velsignelser til andre i familien og til andre, der beder om det. Bed en elev om at læse højt fra følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum:

Præsident Boyd K. Packer

»Kvorummerne i præstedømmet skal våge over og betjene hjem uden præstedømmet. På den måde vil ingen velsignelse fattes nogen familie i Kirken« (»Præstedømmets kraft«, Liahona, maj 2010, s. 9).

Bed dem om at reflektere over tidspunkter, hvor de har haft gavn af at modtage en præstedømmevelsignelse af deres far eller en anden bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. Hvis de ikke har haft mulighed for at modtage en præstedømmevelsignelse, så tilskynd dem til at overveje, hvordan de kunne få gavn af at få en sådan velsignelse. Bed et par elever om at fortælle om deres oplevelser og tanker.

Henvis til det spørgsmål, du skrev på tavlen, inden klassen begyndte. Bær dit vidnesbyrd om, at de kan søge vejledning og trøst fra vor himmelske Fader gennem en patriarkalsk velsignelse og gennem præstedømmevelsignelser, som de får af deres far eller en anden bærer af Det Melkisedekske Præstedømme.

Lære og Pagter 107:58-100

Herren åbenbarer pligterne for præstedømmekvorummernes præsidenter

Skriv som et kort tilbageblik overskrifterne Det Melkisedekske Præstedømme og Det Aronske Præstedømme på tavlen. Bed eleverne om at skrive embederne i præstedømmet under den rigtige overskrift. Lad en skrive et embede i præstedømmet og derefter give kridtet eller tuschen videre til en anden, og fortsæt så denne proces til de har skrevet alle præstedømmets embeder. Tilskynd eleverne til at hjælpe hinanden efter behov. (Embederne i Det Melkisedekske Præstedømme er ældste, højpræst, patriark, halvfjerdser og apostel. Embederne i Det Aronske Præstedømme er diakon, lærer, præst og biskop).

  • Hvad er et præstedømmekvorum? (En organiseret gruppe brødre, der bærer det samme præstedømmeembede).

Bed en elev om at komme op til tavlen og sætte en ring om de embeder i præstedømmet, der er organiseret i kvorummer. Tilskynd klassen til at hjælpe hinanden efter behov. (Følgende embeder har kvorummer: Apostel, halvfjerdser, højpræst, ældste, præst, lærer og diakon. Du kan forklare, at alle stave har ét højpræsternes kvorum med stavspræsidenten som kvorumspræsident. I hver menighed er højpræsterne organiseret i højpræsternes gruppe).

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 107:60-63, 85-89, 93-94. Bed klassen om at følge med og finde frem til, hvad de kvorummer, der nævnes i disse vers, har til fælles.

  • Hvad har disse kvorummer i præstedømmet ifølge disse vers til fælles ? (Hjælp dem til at finde frem til følgende sandhed: En præsident er udnævnt til at præsidere over og lede hvert præstedømmekvorum).

  • Hvordan adskiller præsternes kvorum ifølge vers 87-88 sig fra diakonernes og lærernes kvorummer? (Biskoppen i menigheden præsiderer over præsternes kvorum. Han præsiderer også over alle aronske præstedømmebærere i menigheden. I en gren fungerer grenspræsidenten som præsident for præsternes kvorum).

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt, at hvert kvorum i præstedømmet har en præsident? Hvordan kan præsidenten for et præstedømmekvorum hjælpe medlemmer af sit kvorum?

Opsummer Lære og Pagter 107:68-84 ved at forklare, at disse vers giver instruktioner om embedet som biskop og den rolle, kirkeråd har.

Bed en om at læse Lære og Pagter 107:65-40 højt, og bed klassen om at finde frem til, hvilken kirkeleder der præsiderer over alle præstedømmebærer. Bed eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til. Sørg for, at de forstår, at disse vers henviser til Kirkens præsident.

Bed en om at læse Lære og Pagter 107:67, 91-92 højt, og lad klassen se efter ord eller udtryk, der beskriver Kirkens præsidents myndighed og ansvar.

  • Hvordan vil I på grundlag af disse vers opsummere Kirkens præsidents myndighed og ansvar? (Selv om eleverne bruger andre ord, bør de komme frem til følgende sandhed: Kirkens præsident har myndigheden til at forvalte alle ordinancer og velsignelser og præsiderer over hele Kirken. Du kan eventuelt bede en elev om at skrive denne sandhed på tavlen).

Vis et billede af Kirkens nuværende præsident.

  • Hvordan er I blevet velsignet på grund af den præstedømmemyndighed, Kirkens præsident besidder?

Påpeg, at nogle af Kirkens medlemmer kan føle, at deres kaldelse eller ansvar i Kirken er ubetydelige. Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley højt. Forklar, at præsident Hinckley sagde dette til alle Kirkens medlemmer.

Præsident Gordon B. Hinckley

»Jeres forpligtelse er lige så stor på jeres ansvarsområde, som min forpligtelse er på mit område. Ingen kaldelse i denne kirke er lille eller uden betydning. Vi påvirker alle i udførelsen af vores opgave andre« (»Dette er Mesterens værk«, Stjernen, juli 1995, s. 72).

  • Hvad tror I, det betyder, at »ingen kaldelse i denne kirke er lille eller uden betydning«?

  • Hvad lærer præsident Hinckleys udtalelse jer om jeres ansvar i Kirken?

Bed dem om at læse Lære og Pagter 107:99-100 for sig selv og overveje, hvordan præsident Hinckleys udtalelse relaterer til disse vers.

  • Hvad skal vi ifølge vers 99-100 gøre for at stå værdige for Herren? (De bør finde frem til følgende princip: For at stå værdigt for Herren må vi lære vores pligt og handle i flid for at opfylde den. Du kan foreslå, at eleverne markerer denne sandhed i deres skrifter).

Selvom disse vers oprindeligt var rettet mod præstedømmebærere, er principperne, de underviser om, gældende for alle Kirkens medlemmer.

Del eleverne op parvis. Bed dem om at drøfte følgende spørgsmål. Læs spørgsmålene et ad gangen, eller skriv dem på tavlen.

  • Hvordan er I blevet velsignet af kirkemedlemmers tjeneste, når de flittigt har opfyldt deres pligt?

  • Hvad gør I for at lære jeres pligt at kende og handle med al flid for at opfylde den?

Giv eleverne mulighed for at bære vidnesbyrd om vigtigheden af at gøre vores pligt i Kirken og i vores familie. Bed dem om at sætte et mål om at opfylde deres pligt flittigt.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 107:40-57. Adam ordinerede sine sønner og sønnesønner og velsignede sine efterkommere

Præsident Ezra Taft Benson skrev om vigtigheden af at bede fædre om en præstedømmevelsignelse:

Præsident Ezra Taft Benson

»For nylig kom en ung mand til mit kontor for at få en velsignelse. Han havde problemer – ikke moralske, men … han var forvirret, han var foruroliget og bekymret. Så vi talte sammen nogle få minutter, og jeg sagde til ham: ›Har du nogensinde bedt din far om en velsignelse?‹ ›Åh‹, sagde han, ›jeg er ikke sikker på, at far er til den slags. Han er ikke særligt aktiv.‹ Jeg sagde: ›Men han er din far.‹ ›Ja.‹ ›Bærer han præstedømmet?‹ ›Ja, han er uaktiv ældste.‹ Jeg sagde: ›Elsker du ham?‹ Han svarede: ›Ja, jeg elsker ham. Han er en god mand, han er god mod familien, god mod børnene.‹ Jeg sagde: ›Beder I nogensinde familiebønner?‹ Han sagde: ›Det er længe siden, vi har bedt familiebøn.‹ Jeg sagde: ›Vil du være villig til at gå hjem og se efter en mulighed og bede din far om, at han vil give dig en velsignelse? Og hvis det ikke lykkes, kan du komme tilbage, og jeg vil med glæde hjælpe dig.‹

Han tog så af sted, og omkring tre dage senere, kom han tilbage. ›Bror Benson, dette har været det smukkeste, der er sket i vores hjem,‹ sagde han. ›Min mor og børnene sad der, mine yngre brødre og søstre, mens min mor tørrede tårer væk fra sine øjne. Hun udtrykte sin taknemlighed senere. Min far gav mig en dejlig velsignelse.‹ Han tilføjede: ›Jeg kunne mærke, at den kom fra hjertet.‹

Der er mange fædre, som ville nyde at give deres børn velsignelser, hvis de fik lidt opmuntring. Som familiens patriark er det en af deres forpligtelser og opgaver, ansvar og ja selvfølgelig muligheder« (God, Family, Country: Our Three Great Loyalties, 1974, s. 184).

Lære og Pagter 107:99. »Lad … hver mand lære sin pligt«

Præsident Thomas S. Monson har sagt:

Præsident Thomas S. Monson

»Jeg elsker og værdsætter det ædle ord pligt og alt, hvad det indebærer …

Pligtens kald lød til Adam, Noa, Abraham, Moses, Samuel og David. Det lød til profeten Joseph Smith og alle hans efterfølgere. Pligtens kald lød til drengen Nefi, da han gennem sin far, Lehi, blev instrueret af Herren i at vende tilbage til Jerusalem sammen med sine brødre for at skaffe bronzepladerne fra Laban. Nefis brødre murrede og sagde, at det var en vanskelig opgave, de var blevet bedt om at udføre. Hvad var Nefis svar? Nefi sagde: ›Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem‹ (1 Ne 3:7).

Når det samme kald lyder til jer og til mig, hvad er vores svar så? Murrer vi som Laman og Lemuel og siger: ›Det er en vanskelig opgave at kræve af os‹? (1 Ne 3:5). Eller vil vi ligesom Nefi erklære: ›Jeg vil tage af sted. Jeg vil gøre det‹? Vil vi være villige til at tjene og adlyde? …

Når vi udfører vores pligt og udøver vores præstedømme, finder vi sand glæde. Vi oplever tilfredsstillelsen ved at have udført vore opgaver« (»Villig og værdig til at tjene«, Liahona, maj 2012, s. 66-67).