Seminar og institut
Lektion 27: Lære og Pagter 20:38-67


Lektion 27

Lære og Pagter 20:38-67

Indledning

I den åbenbaring til profeten Joseph Smith, der findes i Lære og Pagter 20, befalede Herren, at hans genoprettede kirke skulle organiseres den 6. april 1830. Han kom også med instruktioner til forvaltningen af sin kirke, deriblandt en forklaring på de forskellige embeder i præstedømmet og pligterne for dem, der besidder de embeder. Med disse embeder på plads kunne vor himmelske Faders børn modtage præstedømmets ordinancer og indgå pagter.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 20:38-59

Præstedømmets pligter forklares

Skriv før klassen følgende på tavlen: prædike, undervise, forklare, formane, advare, indbyde alle til at komme til Kristus

I begyndelsen af klassen henviser du til ordene på tavlen og stiller følgende spørgsmål:

  • Hvem har ansvaret for at gøre alt dette? (Du er måske nødt til at forklare, at ordet formane betyder at opfordre en person kraftigt til at gøre noget).

Eleverne kan påpege, at profeter, apostle, andre kirkeledere og fuldtidsmissionærer har ansvaret for disse ting. De kan eventuelt også påpege, at det er pligter, som alle præstedømmebærere, deriblandt bærere af Det Aronske Præstedømme, kan udføre. Hvis de ikke nævner bærere af Det Aronske Præstedømme, nævner du selv denne sandhed. Understreg, at de, der bærer Det Aronske Præstedømme i din klasse, er blevet betroet med betydningsfulde muligheder for at tjene.

Del klassen op i tre grupper. Forklar, at Herren i forbindelse med Kirkens organisering åbenbarede mange af præstedømmebærernes pligter for Joseph Smith. Bed en gruppe om at studere Lære og Pagter 20:38-45 og se efter ældsternes pligter. Bed den anden gruppe om at studere Lære og Pagter 20:46-52 og se efter præsternes pligter. Bed den tredje gruppe om at studere Lære og Pagter 20:53-59 og se efter lærerne og diakonernes pligter. Skriv følgende øverst på tavlen, mens de studerer:

Ældster

Præster

Lærere og diakoner

Lære og Pagter 20:38-45

Lære og Pagter 20:46-52

Lære og Pagter 20:53-59

Når de har haft tid nok, beder du en eller to repræsentanter fra hver gruppe om at komme op til tavlen og skrive pligterne til det eller de embeder, de har studeret.

  • Hvilke forskelle har I bemærket mellem ældsterne, præsterne, lærerne og diakonernes pligter? Hvilke ligheder ser I?

  • Hvilket embede har myndighed til at overdrage Helligåndsgaven? (Ældste; se v. 41). Hvilke embeder har myndighed til at administrere nadveren? (Ældste og præst; se v. 40 og 46). Hvilke embeder har myndighed til at ordinere præster, lærere og diakoner? (Ældste og præst; se v. 39 og 48). Hvilke embeder har myndighed til at forklare, formane og undervise? (Ældste, præst, lærer og diakon; se v. 42, 46 og 59).

  • Hvilke sandheder kan vi lære om præstedømmets embeder ved at sammenligne og stille deres pligter op mod hinanden?

Eleverne kan finde mange forskellige principper, men vær sikker på at understrege følgende:

Når vor himmelske Faders sønner modtager højere embeder i præstedømmet, får de mere ansvar og større mulighed for at tjene andre.

Når en præstedømmebærer bliver ordineret til yderligere embeder i præstedømmet, beholder han de mindre embeder og det tilknyttede ansvar.

Alle præstedømmebærere har ansvaret for at udføre ordinancer, våge over Kirkens medlemmer og betjene dem.

Når du har hjulpet dem til at finde den sidste sandhed i den foregående liste, skriver du den på tavlen under listen med præstedømmets ansvar. Du kan eventuelt påpege, at ordet betjene betyder at hjælpe.

For at hjælpe dem til at forstå præstedømmebærernes ansvar skal du henlede deres opmærksomhed til listen på tavlen og stille følgende spørgsmål:

  • Hvordan kan bærere af Det Aronske Præstedømme »våge over kirken« og »være hos dem og styrke dem«? (Eksempler kan omfatte hjemmeundervisning, omsorg for fattige og nødlidende, pasning af kirkebygningen og grunden samt udførelse af andre opgaver fra biskoppen og kvorumsledere).

  • Hvordan kan bærere af Det Aronske Præstedømme »indbyde alle til at komme til Kristus«?

Når klassen drøfter dette spørgsmål, kan du eventuelt bede en om at læse følgende råd:

»Hvis du er præstedømmebærer, så husk, at præstedømmet bør være en del af dig til alle tider og under alle forhold. Det er ikke en kappe, som vi tager af og på, som vi selv vil. Enhver ordination til et præstedømmeembede er et kald til en livslang tjeneste med det løfte, at Herren vil kvalificere dig til at udføre hans værk i overensstemmelse med din trofasthed.

Du må være værdig for at kunne modtage og udøve kraft i præstedømmet. De ord, som du taler, og din opførsel til daglig påvirker din evne til at tjene. Din adfærd i offentlighed må være upåklagelig. Din adfærd hjemme er endnu vigtigere« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 126-127).

Skriv følgende udtalelse af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum på tavlen, og bed en om at læse den højt. (Denne udtalelse findes i »Ær præstedømmet og brug det godt«, Liahona, nov. 2008, s. 46). Du kan eventuelt foreslå, at de skriver det i margenen af deres skrifter i Lære og Pagter 20 eller i deres skriftstudiebog.

»Formålet med præstedømmets myndighed er at give, tjene, opløfte og inspirere« (Ældste Richard G. Scott).

Bed dem om at fortælle om tidspunkter, hvor de har set præstedømmebærere give, tjene, opløfte og inspirere. Du kan desuden komme med dine egne oplevelser.

Påpeg som en del af denne drøftelse, at selvom åbenbaringen i Lære og Pagter 20 handler om præstedømmebærere, har alle Kirkens medlemmer ansvaret for og privilegiet at betjene andre. Unge piger har mange muligheder for at tjene. Nogle kan vælge at tage på mission, og de vil en dag få det privilegium at blive medlem af Hjælpeforeningen, hvor de arbejder »side om side med mænd, som bærer præstedømmet, for at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke hjem og familie og finde og hjælpe dem, der lider nød« (Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke, 2011, s. 7).

Giv eleverne et par minutter til at skrive om det, de har lært af Lære og Pagter 20:38-59. Opfordr de unge mænd til at overveje at skrive et mål, der vil hjælpe dem til trofast at våge over og styrke Kirkens medlemmer. Dette kan være en del af deres Pligt mod Gud.

Lære og Pagter 20:60-67

Retningslinjer for ordinationer i præstedømmet fremlægges

Bed en om at læse Lære og Pagter 20:60 højt, og få klassen til at se efter Helligåndens rolle, når en person bliver ordineret til et embede i præstedømmet.

Bed dem om at række hånden op, hvis de har overværet en ordination i præstedømmet eller selv er blevet ordineret til et embede i præstedømmet. Indbyd nogle få af dem, der rakte hånden op, om at fortælle om deres oplevelse og de følelser, de havde under ordinationen. Du kan eventuelt stille følgende spørgsmål:

  • Hvordan var Helligånden en del af ordinationen?

Skriv følgende udtalelse på tavlen: Præstedømmebærere har brug for Helligåndens kraft hos sig, når de udfører deres pligter.

For at hjælpe de unge mænd til at tænke over deres værdighed, når de udfører ordinancer i præstedømmet, skal du bede en om at læse følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum:

Præsident Boyd K. Packer

»Jeres myndighed kommer gennem jeres ordination, men jeres kraft kommer gennem lydighed og værdighed …

Kraft i præstedømmet kommer ved at gøre jeres pligt i de almindelige ting: Overvære møder, acceptere opgaver, læse i skrifterne og holde visdomsordet« (se »Det Aronske Præstedømme«, Den danske Stjerne, apr. 1982, s. 59, 60).

Bed de unge mænd om bønsomt at overveje, hvad Herren ønsker, at de skal gøre for at få Helligåndens kraft som ledsager, når de udøver deres nuværende og fremtidige pligter i præstedømmet. Understreg, at de unge piger også har vigtige opgaver i Kirken. Bed dem om at overveje, hvad Herren ønsker, at de skal gøre for at få Helligåndens kraft, når de udfører disse opgaver.

Du kan forklare, at Lære og Pagter 20:61-63 nævner nogle af formålene med at holde kirkekonferencer, så som åbent at tage sig af Kirkens anliggender.

Bed en om at læse Lære og Pagter 20:65 højt. Forklar, at ordet afstemning i dette vers henviser til den opretholdelse, der sker ved afstemning, inden en person bliver ordineret til et embede i præstedømmet. Bed de unge mænd om at mindes den sidste gang, de blev opretholdt af medlemmerne af deres menighed for at blive ordineret til et embede i præstedømmet.

  • Hvad følte I, da I så, at medlemmerne af jeres menighed opretholdt jeres ordination? Hvordan kan det hjælpe jer i jeres præstedømmetjeneste, at I mindes jeres opretholdelse ved afstemning? (Svarene kan omfatte, at de vil føle sig mere ansvarlige over for menigheden i deres tjeneste, og at de vil føle menighedens støtte).

Du kan eventuelt bede nogle få elever om at fortælle, hvorfor de er taknemlige for præstedømmets myndighed. Bær også dit vidnesbyrd om sandhederne fra lektionen.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 20:42. Våg over Kirken

Da præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab talte om præstedømmets centrale formål, sagde han:

Præsident James E. Faust

»Omsorg for andre er selve indbegrebet af præstedømmets ansvar. Det er magten til at velsigne, helbrede og forrette evangeliets frelsende ordinancer« (»Præstedømmets magt«, Stjernen, juli 1997, s. 41).

Ældste W. Grant Bangerter fra De Halvfjerds talte om dem, der bærer præstedømmet, som »tjenere«, der våger over Kirkens medlemmer:

Ældste W. Grant Bangerter

»I adskillige år havde jeg det privilegium at sidde ved præsident Marion G. Romneys fødder, mens han underviste os om ›Kirkens grundlov‹ – nemlig åbenbaringen, der blev givet dengang Kirken blev organiseret, og hvori Herren fremlagde de procedurer, hvorved den skulle styres. I afsnit 20 i Lære og Pagter læser vi, at ældsterne skal ›våge over kirken‹, assisteret af det mindre præstedømme (v. 42, 53). En del af denne ›overvågning‹ udføres ved at besøge medlemmer i deres hjem og instruere dem om deres pligter. I en anden åbenbaring nævnes ældsternes kvorummer specielt som en gruppe ›stående tjenere‹ (L&P 124:137). Det Aronske Præstedømme er også blevet kaldet ›stående tjenere‹ (L&P 84:111). (»Præstedømmets kraft«, Den danske Stjerne, apr. 1976, s. 54).

Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab fortalte følgende historie om en ung præstedømmebærer, der opløftede og styrkede en nabo i nød:

Præsident James E. Faust

»For nogle år siden besluttede et kvorum af præster sig for som et tjenesteprojekt at samle mad ind til de nødlidende. Jim var en af præsterne og begejstret over at deltage. Han ville samle mere ind end nogen anden. Tidspunktet kom, hvor præsterne mødtes i kirkebygningen. De gik alle ud samtidig og kom tilbage på et fastsat tidspunkt senere på aftenen. Til alles overraskelse var Jims vogn tom. Han virkede ret alvorlig, og nogle af drengene gjorde lidt nar af ham …

Vejlederen [spurgte] Jim, om han var ked af det. Jim svarede: ›Nej, faktisk ikke. Da jeg gik ud for at indsamle maden, fik jeg faktisk ret meget. Min vogn var fuld. På vej tilbage til kirkebygningen standsede jeg hos en kvinde, der ikke er medlem af Kirken. Hun er fraskilt og bor inden for vores menigheds område. Jeg bankede på døren og forklarede, hvad vi gjorde, og hun inviterede mig ind. Hun begyndte at lede efter noget, hun kunne give mig. Hun åbnede køleskabet, og jeg kunne se, at der næsten ikke var noget deri. Skabene var tomme. Endelig fandt hun en lille dåse ferskener.

Jeg kunne næsten ikke tro det. Her løb alle disse små børn rundt, som havde brug for mad, og hun gav mig denne dåse ferskener. Jeg tog den, lagde den i min vogn og begyndte at gå ned af gaden. Jeg kom halvvejs ned til hjørnet, da jeg følte mig varm overalt og vidste, at jeg skulle gå tilbage til det hus. Jeg gav hende al maden.‹

Vejlederen sagde: ›Jim, glem aldrig den følelse, du har oplevet i aften, for det er det, det hele drejer sig om.‹ Jim havde smagt næringsstoffet uselvisk tjeneste« (»Åndelige næringsstoffer«, Liahona, nov. 2006, s. 54).

Lære og Pagter 20:46. »Præstens pligt er at prædike, undervise, forklare, formane og døbe og velsigne nadveren«

Præsident Wilford Woodruff

Præsident Wilford Woodruff har sagt: »Jeg har rejst tusindvis af kilometer, forkyndt evangeliet som præst, og som jeg før har sagt til forsamlinger, så har Herren opretholdt mig og manifesteret sin magt til forsvar for mit liv i lige så høj grad, da jeg besad det embede, som han har gjort, mens jeg har besiddet embedet som apostel. Herren opretholder enhver mand, som bærer en del af præstedømmet, hvad enten han er præst, ældste, halvfjerdser eller apostel, hvis han højner sit kald og gør sin pligt« (Deseret Weekly, 7. nov. 1896, s. 641). (Se også Boyd K. Packer, »Det Aronske Præstedømme«, Den danske Stjerne, apr. 1982, s. 60).

Lære og Pagter 20:60-67. Korrekt ordination i præstedømmet

Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum understregede, at korrekt ordination i præstedømmet er meget vigtig for Herren:

Præsident Boyd K. Packer

»I kan kun modtage præstedømmet fra en, som har myndighed og ›det er kirken bekendt, at han har myndighed‹ (Lære og Pagter 42:11).

Præstedømmet kan ikke overdrages som et diplom. Det kan ikke gives jer som et certifikat. Det kan ikke overleveres jer som et budskab eller sendes til jer i et brev. Det kommer kun gennem korrekt ordination. En bemyndiget bærer af præstedømmet må nødvendigvis være til stede. Han skal lægge sine hænder på jeres hoved og ordinere jer.

Det er en af årsagerne til, at generalautoriteter rejser så meget – for at overdrage nøglerne til præstedømmets myndighed. Enhver stavspræsident overalt i verden har modtaget sin myndighed under hænderne af en af de præsiderende brødre i Kirken. Der har aldrig været en undtagelse.

Husk dette. Præstedømmet er meget, meget dyrebart for Herren. Han er meget omhyggelig med, hvordan det overdrages, og af hvem. Det bliver aldrig gjort i hemmelighed« (se »Det Aronske Præstedømme«, Den danske Stjerne, apr. 1982, s. 58-59).