Lektion 82
Lære og Pagter 77
Indledning
I februar og marts 1832 fortsatte Joseph Smith sin inspirerede revision af Det Nye Testamente. Da han begyndte at arbejde på Johannes’ Åbenbaring, undrede han sig over betydningen af nogle af versene. Han bad Herren om at tyde nogle af de symboler og begivenheder, som Johannes Åbenbarer beskrev. Som svar på Joseph Smiths spørgsmål om kapitel 1-11 i Johannes’ Åbenbaring gav Herren den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 77.
Bemærk: Selv om denne lektion omhandler indholdet i Johannes’ Åbenbaring, så er dette ikke en lektion om Johannes’ Åbenbaring. Benyt det meste af klassetiden på at drøfte de læresætninger og principper, der findes i Lære og Pagter 77 og ikke i Johannes’ Åbenbaring.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 77:1-15
Herren besvarer Joseph Smiths spørgsmål om Johannes’ Åbenbaring
Bed eleverne om for sig selv at overveje, hvad de har lært i deres personlige skriftstudium i løbet af de sidste par dage. Bed et par elever om at fortælle om den indsigt, de har opnået. Bed derpå et par stykker om at fortælle om spørgsmål, som de har haft under eller efter deres personlige studium. Dette kan være spørgsmål om betydningen af et ord eller et udtryk, den historiske baggrund for det, som de har læst, eller betydningen af et bestemt vers. (Formålet med dette er ikke at besvare elevernes spørgsmål om skrifterne, men snarere at fremhæve betydningen af at stille spørgsmål, når vi studerer). Når et par elever har delt, så stil følgende spørgsmål:
-
Hvad har hjulpet jer til at finde svar på jeres spørgsmål og få en bedre forståelse af skrifterne?
Hjælp dem til at forstå baggrunden for Lære og Pagter 77 ved at bede dem om at læse afsnitsindledningen og se efter, hvad profeten Joseph Smith foretog sig, da han modtog denne åbenbaring. Når de har fortalt, hvad de fandt frem til, kan du eventuelt fremhæve, at sætningen »i forbindelse med oversættelsen af skrifterne« henviser til Herrens befaling om, at Joseph Smith skulle foretage inspirerede ændringer til King James-udgaven af Bibelen. Denne revision kendes nu som Joseph Smiths Oversættelse. Forklar, at da Joseph Smith arbejdede på Johannes’ Åbenbaring, adspurgte han Herren om betydningen af nogle af versene. De spørgsmål, som han stillede, og de svar, som Herren åbenbarede, er nedskrevet i Lære og Pagter 77. Tilskynd eleverne til at se efter indsigt i Lære og Pagter 77, som kan hjælpe dem til at få en dybere forståelse af skrifterne.
Bed eleverne om at slå op på Lære og Pagter 77, og spørg dem, om de kan forklare, hvordan dette afsnits format adskiller sig fra de andre afsnit i Lære og Pagter. De bør bemærke forkortelserne Sp. og Sv. i hvert vers. Forklar, at Sp. er betegnelsen for et spørgsmål fra Joseph Smith, og Sv. er et svar fra Herren.
Spørg eleverne, om nogen af dem har læst noget af Johannes’ Åbenbaring eller eventuelt den hele.
-
Hvad kan være udfordrende ved at læse Johannes’ Åbenbaring? (Hvis eleverne ikke nævner det, så kan du forklare, at Johannes’ Åbenbaring kan være svær at forstå på grund af de symboler, som den indeholder).
Giv et eksempel på det symbolske billedsprog i Johannes’ Åbenbaring ved at bede nogle elever om at skiftes til at læse højt fra Johannes’ Åbenbaring 4:2-8. Lad resten af klassen følge med og se efter symboler i disse vers. Bed klassen om at nævne symbolerne, og lad en elev skrive dem på tavlen. (Svarene kan omfatte en regnbue rundt om en trone, 24 troner, guldkroner, syv brændende fakler, et glashav og fire væsener).
Bed en elev om at læse Joseph Smiths spørgsmål i Lære og Pagter 77:1 højt. Få en til at sætte en ring på tavlen om det symbol, som Joseph Smith bad Herren om hjælp til at forstå (glashavet). Bed derpå en anden om at læse Herrens forklaring i Lære og Pagter 77:1.
-
Hvordan hjælper dette svar os til bedre at forstå Johannes’ Åbenbaring 4:6?
Del eleverne op parvis. Bed hvert par om at læse Lære og Pagter 77:2-5 sammen og se efter yderligere spørgsmål, som Joseph Smith stillede om symbolerne i Johannes’ Åbenbaring 4, og de svar, som Herren gav på spørgsmålene. Bed efter noget tid nogle om at fortælle, hvordan Herrens svar på Joseph Smiths spørgsmål hjælper dem til at forstå noget af det symbolske billedsprog i Johannes’ Åbenbaring 4:2-8.
Bed dem om at overveje, hvordan de kan benytte det, som de har lært af Lære og Pagter 77, til at sammenfatte, hvad Johannes beskrev i Johannes’ Åbenbaring 4:2-8. Bed nogle elever om at gengive deres sammenfatning. Stil derpå følgende spørgsmål:
-
Hvad kan vi lære af Lære og Pagter 77 om en profets rolle med at hjælpe os til at forstå betydningen af skrifterne? (Selv om eleverne eventuelt benytter andre ord, bør de udtrykke følgende læresætning: Herren åbenbarer den korrekte udlægning af skrifterne gennem sine profeter. Foreslå eventuelt, at de skriver denne læresætning i deres skrifter).
Stil følgende spørgsmål for at hjælpe eleverne til at forstå denne læresætning:
-
Hvorfor tror I, at det er vigtigt at lære, hvad profeterne har belært om det, som vi studerer i skrifterne?
Hjælp eleverne til en større indsigt i dette spørgsmål ved at bede en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Profeterne har givet skrifterne, og profeterne må fortolke den. Hellige mænd fordums modtog åbenbaring fra Helligånden, som de optegnede som hellig skrift, nu skal mennesket have den samme Helligånd for at åbenbare, hvad der menes med skriften – ellers vil der være mange personlige fortolkninger og som konsekvens deraf mange forskellige og modstridende kirker, hvilket præcis er den situation, der er i den religiøse verden i dag« (i Conference Report, okt. 1964, s. 38).
-
Hvorfor har vi ifølge ældste McConkie brug for en profet til at fortolke skrifterne på den rette måde?
-
Hvor kan vi finde profeternes lærdomme om betydningen af det, som vi læser i skrifterne? (Svarene kan være, at vi finder sådanne lærdomme i talerne fra generalkonferencen og i Kirkens tidsskrifter og Kirkens andre udgivelser).
Når eleverne besvarer dette spørgsmål, så påpeg, at Lære og Pagter 77 viser, at profeternes ord, der er optegnet i skrifterne, kan hjælpe med at forklare andre skriftsteder. Mange gange er en profets ord blevet optegnet i et skriftsted, som kan forklare eller tyde, hvad der er blevet åbenbaret i et andet skriftsted. Forklar, at de fodnoter, der er i skrifterne, ofte henviser til disse nyttige skriftsteder.
Illustrer dette ved at bede dem om at læse Johannes’ Åbenbaring 5:1 for sig selv og se efter, hvad Johannes så i hænderne på den person, der sad på tronen. Bed eleverne fortælle om det, de har fundet ud af. Få dem til at slå op på Lære og Pagter 77:6 og bemærke fodnote a, når de har fortalt, hvad de fandt frem til i Johannes’ Åbenbaring 5:1.
Bed en om at læse Lære og Pagter 77:6-7 højt. Lad klassen følge med og se efter Joseph Smiths spørgsmål om Johannes’ Åbenbaring 5:1 såvel som Herrens besvarelse. (Det kan være gavnligt at forklare, at perioden på de 7.000 år henviser til tiden siden Adam og Evas fald. Den henviser ikke til jordens faktiske alder, herunder heller ikke til skabelsens tidsperioder).
Bed eleverne om med deres egne ord at sammenfatte spørgsmålene og svarene. Når I har udført denne aktivitet, så påpeg, hvordan fodnoterne kan hjælpe os, når vi studerer skrifterne, til at finde ud af, hvad Herren har sagt til profeterne om de skriftsteder, som vi læser.
Påpeg, at selv om det kun er profeter, der har myndighed til at fortolke skrifterne for verden, så bør vi hver især søge efter forståelse og personlig anvendelse, når vi studerer skrifterne på egen hånd.
-
Hvordan kan vi anvende det, som Joseph Smith gjorde, da han studerede og grundede over Johannes’ Åbenbaring, i vores personlige skriftstudium? (De finder måske frem til et princip som det følgende: Hvis vi spørger Herren, så kan han hjælpe os til at forstå skrifterne).
-
Hvorfor er det vigtigt at søge efter den rigtige betydning af skrifterne og derpå søge efter, hvordan det kan anvendes på os selv?
Bed dem om at tænke på et tidspunkt, hvor de har bedt Herren om at hjælpe sig med at forstå skrifterne, og hvordan de kan anvende lærdommene under deres egne omstændigheder. Bed nogle af dem om at fortælle om deres oplevelser.
Forklar, at resten af Lære og Pagter 77 indeholder flere spørgsmål, som Joseph Smith stillede om Johannes’ Åbenbaring og Herrens svar på disse spørgsmål. Sammenfat Lære og Pagter 77:8-15 ved at fortælle eleverne, at denne åbenbaring gjorde det muligt for Joseph Smith at lære om nogle af de begivenheder, der vil finde sted før Frelserens andet komme.
Mind dem om, at når de fremover studerer Johannes’ Åbenbaring, så kan Herrens svar i Lære og Pagter 77 hjælpe dem til at forstå betydningen af det symbolske billedsprog i bogen.
Afslut denne lektion med at bære dit vidnesbyrd om de læresætninger og principper, der er blevet drøftet i denne lektion eller ved at fortælle om en oplevelse, du har haft, da du henvendte dig til Herren for at få hjælp til at forstå skrifterne.