Lære og Pagter 85-86

Indledning

I slutningen af november 1832 var nogle hellige flyttet til Zion, men havde endnu ikke helliget deres ejendele, som Herren havde befalet. Fordi de ikke havde helliget deres ejendele, havde de ikke modtaget deres arvelod i henhold til Kirkens fastlagte orden. Profeten Joseph Smith talte om dette emne i et inspireret brev til William W. Phelps, som er dateret 27. november 1832. Et udsnit af dette brev findes i Lære og Pagter 85. Senere, nemlig 6. december 1832, mens Joseph Smith arbejdede på den inspirerede revision af Bibelen, modtog han den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 86. Denne åbenbaring giver en uddybende forklaring af lignelsen om hveden og ukrudtet og den rolle, som præstedømmet spiller i at hjælpe Herren med at indsamle de retfærdige i de sidste dage.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 85

Herrens skriver skal føre en optegnelse over Guds folk

Bed eleverne om at forestille sig, at de lige har fået tildelt en startposition på et sportshold. (Du kan nævne en holdsport, der er populær i Danmark og et kendt hold, der spiller denne sport). Efter I har spillet på dette hold i nogle dage, lægger I mærke til, at en spiller er selvisk, andre spillere spiller ikke deres position ordentligt, og andre spillere ignorerer træneren.

Hvorfor vil det være svært for dette hold at vinde? Hvad skal der ændres, så dette hold kan spille bedre?

Forklar, at der begyndte at ske noget lignende i 1832, da et voksende antal hellige ankom til Missouri. Tidligere åbenbaringer havde sagt, at byen Zion skulle bygges i Jackson County i Missouri i henhold til Herrens love og under præstedømmets ledelse. I henhold til disse love skulle kirkemedlemmerne ikke rejse til Zion, med mindre de modtog et certifikat fra kirkelederne. Når de ankom, skulle de hellige alle deres penge og ejendele til Kirken og modtage en arvelod fra biskoppen. Derudover skulle de holde alle Guds befalinger. (Se L&P 64:34-35; 72:15-19, 24-26).

Hjælp eleverne til at forstå baggrunden for den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 85, ved at forklare, at mange af de hellige i Missouri levede i harmoni med de love, som Herren havde givet for opbyggelsen af Zion. Der var dog nogle kirkemedlemmer, der ikke adlød Herrens befaling om at hellige deres ejendele og som rejste til Zion uden at få et certifikat fra deres ledere. På grund af dette modtog de ikke deres arvelod.

Hvorfor kan det under disse omstændigheder have været svært at grundlægge byen Zion?

Forklar, at Joseph Smith som reaktion på disse problemer i Missouri sendte et brev til William W. Phelps, en kirkeleder, der på det tidspunkt boede i Independence (se afsnitsindledningen til Lære og Pagter 85).

Forklar, at profetens brev indeholdt instruktioner til Herrens skriver, John Whitmer, der boede i Missouri. Få en til at læse Lære og Pagter 85:1-2 højt. Bed klassen om at følge med og finde det, som Herren ønskede, at Kirkens skriver i Missouri skulle gøre.

Hvad blev skriveren bedt om at føre?

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 85:3-5 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvilke personer der ifølge Herren ikke skulle have deres navne nedskrevet i Kirkens optegnelser.

Hvilke personer skulle ikke have deres navne nedskrevet i Kirkens optegnelser?

Forklar, at ligesom der blev ført optegnelser på Joseph Smiths tid, så bliver Kirkens optegnelser også ført på vor tid. En af årsagerne til dette er at bevare en optegnelse over de trofastes navne såvel som en beretning om deres gerninger.

Hvad skal vi gøre for at få vores navne nedskrevet som trofaste medlemmer af Kirken?

Når eleverne har svaret, så skriv følgende sandhed på tavlen: Når vi efterlever Guds love, så vil vores navn blive skrevet i Kirkens optegnelser som trofaste medlemmer. Forklar, at de trofastes gerninger, som bliver optegnet på jorden, også bliver optegnet i himlen i det, der kaldes livets bog (se L&P 128:6-7). Bed eleverne om at skimme Lære og Pagter 85:5, 9, 11 og finde frem til andre navne, der benyttes om den optegnelse, der føres på jorden, over dem, der er trofaste. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

For at eleverne bedre kan forstå betydningen af den sandhed, som du har skrevet på tavlen, kan du bede dem om at forestille sig, at de har planlagt at deltage i en eftertragtet begivenhed. Spørg dem, hvordan de vil have det, hvis de møder op til begivenheden, men ikke får lov til at komme ind, fordi deres navn ikke er på gæstelisten.

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 85:9-11 for sig selv og forestille sig, hvordan det vil føles at finde ud af, at deres navn ikke står i Herrens mindebog.

Hvad tror I, det betyder, at de, hvis navn ikke står indskrevet, »ikke [skal] finde nogen arvelod« med de hellige? (De vil ikke modtage de velsignelser, der vil blive givet til de trofaste).
Hvad kan ifølge vers 11 forårsage, at kirkemedlemmer får fjernet deres navn fra Guds lovbog?
Hvordan vil I sammenfatte det, som I har lært om betydningen af at have jeres navn optegnet som et trofast medlem af Kirken?

Bær vidnesbyrd om, at der føres optegnelser både her på jorden og i himlen. Vi vil alle skulle stå til ansvar for vores handlinger og vores trofasthed i at efterleve Guds love. Bed eleverne om at overveje deres holdning til og lydighed overfor Guds love.

Lære og Pagter 86

Herren forklarer lignelsen om hveden og ukrudtet

Bed på forhånd en elev om at læse Matthæus 13:24-30 og forberede en sammenfatning af lignelsen om hveden og ukrudtet. Bemærk: I Lære og Pagter omtales ukrudtet som rajgræs, mens det i Bibelen kaldes ukrudt. I denne lektion omtales det som ukrudt. Skiv følgende ord på tavlen; hvede, ukrudt, marken, sædemændene, fjenden.

Når eleven har fortalt sin sammenfatning af lignelsen, så stil kassen følgende spørgsmål:

Hvad symboliserer hveden og ukrudtet? (Hveden symboliserer de retfærdige, og ukrudtet symboliserer de ugudelige (se Matt 13:38)).
Hvorfor ventede manden i lignelsen med at få ukrudtet fjernet?

Vis det medfølgende billede af hvede og ukrudt, eller tegn det på tavlen. Rajgræs, som det kaldes i Lære og Pagter, er en type giftigt ukrudt. Hvede og rajgræs ligner hinanden meget, når de spirer, men de kan skelnes fra hinanden, når de er modne. Hvis den, der høster, forsøgte at rykke ukrudtet op, før hveden og ukrudtet var modent, ville vedkommende højst sandsynligt også ødelægge meget af hveden.

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 86:1-6. Bed klassen om at følge med og se efter betydningen af ordene marken, sædemændene og fjenden. Lad nogle elever fortælle, hvad de har lært.

Hvordan vil I ud fra Herrens forklaring af symbolerne sammenfatte betydningen af lignelsen?

Forklar, at Joseph Smith var ved at gennemgå og revidere en inspireret udgave af Bibelen (Joseph Smiths Oversættelse), da han modtog denne åbenbaring. Åbenbaringen i Lære og Pagter 86 uddyber den lignelse, der findes i Matthæus 13:24-30. For eksempel lærer vi i Lære og Pagter 86, at sædemændene i lignelsen repræsenterer Frelserens apostle (se v. 2), og at »rajgræsset [kvæler] hveden og driver Kirken ud i ørkenen« (v. 3). Vi lærer også, at nye hvedeskud »i de sidste dage« vil »[spire] frem« (v. 4). Såningen af ukrudtet kan symbolisere frafaldet, og såningen af den nye hvede kan symbolisere genoprettelsen.

Påpeg, at husbonden i den første lignelse beder sine folk om først at tage ukrudtet og brænde det og derpå samle hveden i laden (se Matt 13:27-30). Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 86:7 for sig selv for at finde den indsigt, som denne åbenbaring giver vedrørende indsamlingsrækkefølgen.

Hvad kan vi lære af vers 7 om indsamlingsrækkefølgen?
Hvad lærer dette os om, hvad der vil ske med de retfærdige og de ugudelige i de sidste dage? (Eleverne bør finde frem til følgende læresætning: Herren vil samle de retfærdige i de sidste dage og derpå ødelægge de ugudelige ved sit andet komme).

Vis billederne Missionærer: Ældster og Missionærer: Søstre (hæftet Evangelisk kunst, 2009, nr. 109, 110, se også LDS.org).

Hvilken forbindelse er der mellem disse billeder og lignelsen om hveden og ukrudtet? (Hjælp eleverne til at se, at vi kan hjælpe med indsamlingen af de retfærdige ved at fortælle andre om evangeliet).

Forklar, at når vi husker alle de mange måder, hvorpå vi bliver velsignet som medlemmer af Herrens Kirke, kan det øge vores ønske om at dele disse velsignelser med andre. Få en til at læse Lære og Pagter 86:8-10 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvordan vi er blevet velsignet som medlemmer af Herrens Kirke.

Hvordan er vi ifølge vers 8-10 blevet velsignet som medlemmer af Herrens Kirke?

Påpeg udtrykket »I er retmæssige arvinger« i vers 9. Forklar, at dette betyder, at medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en del af den pagt, som Gud har indgået med Abraham, og gennem den blev Abraham lovet, at hans efterkommere ville nyde velsignelserne ved præstedømmet og ville dele disse velsignelser med andre (se Abr 2:9-11).

Hvordan har præstedømmet været til velsignelse for jer?

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 86:11 højt, og lad klassen lytte efter, hvordan vi kan hjælpe andre. Bed eleverne fortælle om det, de har fundet ud af. Skriv følgende princip på tavlen: Vi kan bringe frelse til andre ved at hjælpe dem til at modtage velsignelserne ved præstedømmet.

Bed eleverne om at fortælle om oplevelser, de har haft, hvor de har været i stand til at være et retskaffent eksempel for nogen, eller hvor de har hjulpet nogen til at modtage velsignelserne ved præstedømmet.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 85:7-8. Hvem er »en, som er mægtig og stærk«?

Mange frafaldne har brugt denne henvisning til »en, som er mægtig og stærk« (L&P 85:7), som skal bringe orden i Guds husstand og henvisningen til den, der »rækker sin hånd ud for at støtte Guds ark« (L&P 85:8) til at retfærdiggøre, at de har forladt Kirken. De mener, at Kirkens præsidenter har mistet Guds hjælp og er blevet afvist, og at de, de frafaldne, er de, der er kaldet af Gud til at være »en, som er mægtig og stærk«. Sådanne påstande modsiger formålet med skriftstedet. I en officiel udtalelse fra 1905 drøfter Det Første Præsidentskab (Joseph F. Smith, John R. Winder og Anthon H. Lund) de omstændigheder, der resulterede i åbenbaringen i Lære og Pagter 85:7-8 og hvilke personer, disse to sætninger henviser til:

»Det skal først og fremmest forstås, at formålet med hele dette brev [profetens brev til William W. Phelps], hvoraf også en del af det efterfølgende blev anset som åbenbaring, omhandler Kirkens anliggender i Missouri, de helliges indsamling i det land og opnåelsen af deres arvelodder efter loven om indvielse og forvaltning, og profeten nævner især spørgsmålet om, hvad der skal ske med dem, der ikke modtager deres arvelod efter ordre eller skøde fra biskoppen …

Biskop Partridge var en af de brødre, der, selv om han var en meget værdig mand, en, som Herren elskede, og som profeten beskrev som ›indbegrebet af fromhed‹ og ›en af Herrens store mænd‹, til tider satte sig imod profeten i disse første dage, og som søgte efter at rette ham i hans forvaltning af Kirkens anliggender, med andre ord at ›række sin hånd ud for at støtte Guds ark‹ …

Det var under denne tilstand, hvor oprør, jalousi, stolthed, mistro og forhærdede hjerter var fremherskende blandt brødrene i Zion – i Jackson County i Missouri – og hvori biskop Partridge deltog, at ordene i åbenbaringen, der er taget fra brevet til William W. Phelps dateret 27. november 1832, blev skrevet. Den ›mand, der var kaldet og udvalgt af Gud‹ til at ›tildele de hellige deres arvelodder‹, Edward Partridge, opførte sig på det tidspunkt utilbørligt, forsømte sine pligter og ›[rakte] sin hånd ud for at støtte Guds ark‹. Derfor blev han advaret om Guds forestående dom, og det blev forudsagt, at en anden ›en, som er mægtig og stærk‹ vil blive sendt af Gud for at tage hans plads og hans biskopembede, en, der ville have ånden og kraften i dette høje embede hvilende på sig, ifølge hvilken han ville have kraften til ›at bringe orden i Guds husstand og for at tilordne arvelodderne til de hellige‹, med andre ord, en, der ville udføre det arbejde, som biskop Edward Partridge var blevet udvalgt til at udføre, men som han ikke havde gjort …

Og på grund af sin omvendelse og ofre og lidelser har biskop Edward Partridge utvivlsomt fået sin straf formildet, den straf ›at falde for dødens pil, ligesom et træ, der bliver ramt af den lysende tordenkile‹, så anledningen til at sende en anden for at udfylde hans plads, ›en, som er mægtig og stærk‹ for ›at bringe orden i Guds husstand og for at tilordne arvelodderne til de hellige‹ kan også anses som værende forbi, og hele profetien er afsluttet« (i James R. Clark, saml., Messages of the First Presidency of The Church og Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bind, 1965-1975, 4:112, 113, 115, 117; se også Lære og Pagter – Elevens hæfte 1985, s. 178).

Lære og Pagter 85:8. Hvad vil det sige at »støtte Guds ark«?

Udtrykket »støtte Guds ark« henviser til »en begivenhed, der fandt sted under Kong Davids herredømme i det gamle Israel. Filistrene havde taget pagtens ark i kamp, men havde tilbageleveret den, da de blev ramt af bylder (se 1 Sam 4-6). David og folket bragte senere arken til Jerusalem i en oksekærre med Uzza ved siden af og Akjo foran. ›Men da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza ud efter Guds ark og greb fat i den, fordi okserne snublede. Da flammede Herrens vrede op mod Uzza, og Gud slog ham ihjel på grund af hans forseelse, og han døde dér ved Guds ark‹ (2 Sam 6:6-7; se v. 1-11). Arken var symbolet på Guds nærhed, hans storhed og majestæt. Da arken i begyndelsen blev givet til Israel, blev den placeret i det allerhelligste i tabernaklet, og ikke engang præsten fik lov til at nærme sig den. Kun højpræsten, et sindbillede på Kristus, kunne nærme sig den og kun efter at have gennemgået et indviklet ritual med personlig rensning og soning for sine synder …

Hvor velmenende Uzza end har været, så rørte han letsindigt ved det, som kun kunne berøres under de strengeste foranstaltninger. Han havde ingen tro på Guds kraft. Han formodede, at arken var i fare, og glemte, at det var det fysiske symbol på Gud, som er almægtig. Vi kan ikke formode, at vi kan frelse Gud og hans rige med vores egne bestræbelser.

Uzzas forseelse bestod i, at han rørte arken med en blasfemisk tankegang, på trods af hans gode intentioner, nemlig for at forhindre, at den faldt ned fra vognen. Alene det at røre arken, den guddommelige herlighedstrone og det synlige bevis på den usynlige Herres nærhed, var et brud på Guds majestætiske hellighed. ›Uzza blev derfor et symbol på alle dem, der med gode hensigter set fra menneskets synspunkt, men med et uhelliget sind, griber forstyrrende ind i Guds riges affærer, ud fra den betragtning, at de er i fare og i håb om at frelse dem‹ (O. V. Gerlach)‹ (Keil og Delitzsch, Commentary, Vol. 2: Joshua, Judges, Ruth, 1 and 2 Samuel, ›Second Book of Samuel‹, s. 333).« (Se også Lære og Pagter – Elevens hæfte, CES-hæfte, 1985, s. 179).

Herren henviste til denne begivenhed i nutidig åbenbaring for at fremhæve princippet om, at vi ikke skal påtage os ansvaret for at vejlede (»støtte arken«) vores præstedømmeledere eller andre, som Gud har kaldet og udvalgt (se L&P 85:8). Der er dog dem, der føler, at arken vakler, og søger efter at støtte den. Nogle af kirkens medlemmer ser måske problemer og bliver frustreret over, hvordan deres ledere eller andre håndterer disse problemer. De føler måske, at de, selv om de ikke har myndighed til at det, skal rette kursen ind for deres menighed eller endog Kirken. De bedste intentioner retfærdiggør dog ikke indblanding i Herrens Kirke.

Præsident David O. McKay har forklaret:

»Det er lidt farligt for os at fjerne os fra vores eget område og uden myndighed forsøge at lede en broders bestræbelser. I husker beretningen om Uzza, der rakte sin hånd ud for at støtte arken. (Se 1 Krøn 13:7-10). Han virkede berettiget til at række hånden ud for at støtte symbolet på pagten, da oksen snublede. Vi synes i dag, at hans straf var meget voldsom. Lad det nu ligge, men den situation udtrykker en vigtig lektie. Lad os se os omkring, og se, hvor hurtigt de mænd, der uberettiget søger efter at støtte arken, dør åndeligt. Deres sjæl fyldes med bitterhed, deres sind forvrænges, deres dømmekraft er forfejlet, og deres ånd er nedtrykt. Sådan er den ynkværdige tilstand for de mænd, der negligerer deres egne forpligtelser og i stedet bruger deres tid på at finde fejl hos andre« (i Conference Report, apr. 1936, s. 60).