Lektion 35
Lære og Pagter 29:1-29
Indledning
Kort tid før en kirkekonference, der skulle afholdes den 26. september 1830, modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring, mens han var sammen med seks ældster. Gennem åbenbaringen lærte disse ældster om indsamlingen af Frelserens udvalgte inden hans andet komme.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 29:1-13
Herren vidner om sin forsoning og sit ønske om at samle sit folk
Skriv følgende på tavlen før klassen: »Opløft jeres hjerte og vær glade« (L&P 29:5).
-
Hvorfor er det somme tider svært at adlyde dette råd? Hvordan har I fundet ud af at adlyde dette råd?
Forklar, at Lære og Pagter 29:1-3 indeholder Frelserens ord, som kan få os til at »opløft[e vores] hjerte og vær[e] glade«.
Vis billedet af Kristus og børnene (Evangelisk kunst, 2009, nr. 47; se også LDS.org) og hvis det er muligt, et billede af en høne, der samler sine kyllinger. Spørg, om nogen kan forklare, hvordan og hvorfor en høne samler sine kyllinger. (Hvis de ikke ved det, forklarer du, at når en høne fornemmer fare, kalder hun på sine kyllinger. Når de kommer hen til hende, samler hun dem sammen under sine vinger for at beskytte dem). Bed en om at læse Lære og Pagter 29:2 højt.
-
Hvordan kan Frelseren sammenlignes med en høne, der samler og beskytter sine kyllinger?
-
Hvad skal kyllingerne gøre for at blive beskyttet under deres mors vinger? (Hvis det er nødvendigt, påpeger du, at kyllingerne skal gøre en indsats og gå hen til deres mor).
Skriv følgende på tavlen: Jesus Kristus vil samle os, når vi …
-
Hvad skal vi ifølge Lære og Pagter 29:2 gøre for at blive indsamlet af Frelseren? (Brug deres svar til at færdiggøre princippet på tavlen: Jesus Kristus vil samle os, når vi giver agt på hans røst, ydmyger os selv og påkalder ham i bøn).
Forklar, at profeterne siden begyndelsen har profeteret om Israels indsamling. Israels hus – Herrens pagtsfolk – bliver indsamlet i de sidste dage inden Kristi komme (se TA 1:10). Herren indsamler sit folk, når de udøver tro på ham og holder hans bud.
For at hjælpe eleverne til at forstå og føle sandheden og vigtigheden af dette princip skal I drøfte følgende spørgsmål:
-
Hvordan kan vi høre Frelserens røst? (Svarene kan være, at vi kan høre hans røst gennem skrifterne, de levende profeters og apostles lærdomme og Helligåndens inspiration).
-
Hvilken forskel er der på at give agt på Frelserens røst og blot at høre hans røst?
-
Hvorfor tror I, at vi er nødt til at være ydmyge for at blive indsamlet af Frelseren?
Bed dem om at tænke på tidspunkter, hvor de har følt sig tætte på Frelseren gennem skriftstudium, ved at følge de levende profeters ord eller ved at bede til vor himmelske Fader. Giv nogle få elever mulighed for at dele disse oplevelser. Mind dem om, at visse oplevelser er for hellige eller personlige til at blive fortalt.
Henvis til det skriftsted, du skrev på tavlen inden klassen.
-
Hvordan kan tanken om at blive indsamlet af Frelseren hjælpe jer til at opløfte jeres hjerte og være glade?
Lad en læse Lære og Pagter 29:1, 3. Bed klassen om at følge med og finde en årsag til at opløfte vores hjerte og være glade. Lad dem derefter finde et princip i disse vers, der forklarer, hvorfor vi kan opløfte vores hjerte og være glade.
Bed efter noget tid nogle få om at dele det princip, de fandt. (Deres svar bør afspejle følgende princip: Fordi Frelseren sonede for vores synder, kan vi opløfte vores hjerte og være glade).
-
Hvordan har jeres vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning bragt jer lykke? (Når de har besvaret dette spørgsmål, kan du eventuelt også svare).
Forklar, at en måde, hvorpå Frelseren samler folk, er gennem vores bestræbelse på at fortælle andre om evangeliet. I åbenbaringen i Lære og Pagter 29 talte han gennem Joseph Smith til seks ældster og befalede dem at forkynde sit evangelium.
Bed dem om at læse Lære og Pagter 29:4-6 for sig selv. Opfordr dem til at se efter ord og vendinger, der omhandler missionering. Stil dernæst følgende spørgsmål:
-
Hvilke ord og vendinger fandt I? Hvad lærer disse ord og vendinger os om oplevelsen med at fortælle andre om evangeliet?
Få en til at læse Lære og Pagter 29:7-8 højt. Lad klassen følge med og se efter Frelserens forklaring på det, som de seks ældster blev kaldet til at gøre, og hvorfor.
-
Hvad kaldte Frelseren disse ældster til at gøre? (»Bringe indsamlingen af [hans] udvalgte i stand«). Hvordan beskrev Frelseren sine udvalgte? (Dem, der »hører [hans] røst og [ikke] forhærder … deres hjerte«).
-
Hvordan hjælper missionærerne med at bringe indsamlingen af de udvalgte i stand?
Forklar, at da denne åbenbaring blev givet, var der ikke så mange medlemmer af Kirken. De hellige kunne blive »indsamlet til ét sted« (L&P 29:8). Men efterhånden som Kirken voksede, befalede Herren de hellige at samles på forskellige steder. I dag samles vi i Zions stave, der hvor vi bor
-
Hvor samles vi i dag? (Svar kan være hjem, kirkebygninger og templer).
Sammenfat Lære og Pagter 29:9-13 ved at forklare, at Frelseren i disse vers erklærede, at han vil komme tilbage til jorden med magt og herlighed. Den skare, som kommer med Frelseren i herlighed ved det andet komme, vil være trofaste hellige, der har levet på alle tidspunkter i jordens historie. De retfærdige, der er døde, vil opstå, og de ugudelige vil møde deres undergang. Jesus Kristus vil »bo hos menneskene i retfærdighed på jorden et tusind år« (L&P 29:11).
Lære og Pagter 29:14-21
Jesus Kristus beskriver nogle af tegnene forud for det andet komme
Forklar, at Israels indsamling er en del af vores forberedelse til Frelserens tilbagekomst. Herren har åbenbaret andre tegn, der vil finde sted før det andet komme. Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 29:14-21 for sig selv og se efter tegn, der vil finde sted før det andet komme. Du kan eventuelt foreslå, at de markerer disse tegn i deres skrifter eller skriver dem i deres skriftstudiebog.
Før de læser disse vers, understreger du, at vi ikke ved, hvordan eller hvornår disse profetier går i opfyldelse.
Når de har haft tid til at studere disse vers, påpeger du, at selvom disse tegn kommer på grund af de ugudelige, vil de påvirke alle mennesker på jorden, selv de retfærdige. Du kan eventuelt læse følgende udtalelse af profeten Joseph Smith:
»Angående Menneskesønnens komme … er [det] en falsk tanke, at de hellige vil undgå alle straffedommene, mens de ugudelige lider, for alt kød er underkastet lidelser, og ›de hellige skal også kun med nød og næppe undslippe‹ (se L&P 63:34). Dog vil mange af de hellige undslippe, for de retfærdige skal leve i tro (se Hab 2:4). Alligevel skal mange af de retfærdige udsættes for sygdom, pest osv. på grund af kødets skrøbelighed og dog blive frelst i Guds rige (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 249-250).
-
Hvorfor vil I gerne blive indsamlet som en af Frelserens udvalgte, når disse ting sker?
Påpeg, at hvis vi har tro på Jesus Kristus og følger ham, kan vi altid have fred, selv på tidspunkter som dem i åbenbaringen. For at understrege denne sandhed kan du eventuelt bede eleverne om at læse nogle eller alle af følgende vers: Johannes 14:27; 16:33; Lære og Pagter 59:23.
Bed en om at læse Lære og Pagter 29:17 højt. Lad klassen se efter konsekvensen ved at nægte at omvende sig.
-
Hvad er konsekvensen ved at nægte at omvende sig? (De bør udtrykke følgende princip: Hvis vi ikke omvender os, vil Jesu Kristi forsonende blod ikke rense os. Du kan eventuelt foreslå, at de markerer dette princip i L&P 29:17).
Forsikr dem om, at vores vigtigste forberedelse på det andet komme er at komme til Frelseren, omvende os og blive renset for vores synder. Bed dem om at tænke over, om de har brug for at omvende sig fra noget, og hvad de skal gøre for at blive renset for synd.
Lære og Pagter 29:22-29
Frelseren åbenbarer sandheder om, hvad der vil ske efter tusindårsriget, deriblandt den endelige dom
Giv hver elev et af følgende skriftsteder fra Lære og Pagter 29: vers 22, vers 26 eller vers 27-28. Bed dem om at læse deres vers i stilhed og finde en ting, som vil ske sidst i tusindårsriget. (For dem, der studerer L&P 29:26, er du måske nødt til forklare, at Mikael, ærkeenglen, er Adam. Se L&P 107:54). Når de har haft tid nok til at lede i deres vers, beder du dem om at fortælle, hvad de har fundet ud af. Begynd med vers 22.
Bed en om at læse Lære og Pagter 29:27 højt, og lad klassen se efter den velsignelse, de retfærdige får ved den endelige dom.
-
Hvilken velsignelse vil komme til os, hvis vi er blevet indsamlet til Frelseren? (De bør finde følgende læresætning: De, der lever retskaffent og er kommet til Jesus Kristus, vil få evigt liv. Du kan eventuelt opfordre dem til markere denne sandhed i L&P 29:27).
Afslut med at anbringe billedet af Jesus Kristus og børnene på tavlen. Skriv ordet Mig på tavlen. Få eleverne til at tænke over, hvor de vil anbringe ordet Mig, hvis placeringen repræsenterer deres nærhed til Frelseren. Bed dem om at fortælle om oplevelser, de har haft, når de har fulgt tilskyndelser, der har bragt dem tættere på Frelseren. Lad dem vælge en ting, som de vil gøre for at handle på det, de har lært i dag og komme tættere på ham.