Bibliotek
Lektion 23: 2 Nefi 2 (del 1)


Lektion 23

2 Nefi 2 (Del 1)

Indledning

2 Nefi 2 indeholder en fortsættelse af Lehis lærdomme, lige før han døde. Lehi taler direkte til sin søn Jakob, hvor han vidner om Herrens evne til at hellige vore trængsler til vores gavn. Han talte til alle sine sønner og underviste dem om Adams fald – hvorfor det var nødvendigt, og hvordan det påvirker menneskeheden – og om behovet for Jesu Kristi forsoning. (Lehi underviste også om læren om handlefrihed. Denne lære behandles i næste lektion).

Forslag til undervisningen

2 Nefi 2:1-4

Lehi taler til Jakob om prøvelser og velsignelser

For at hjælpe eleverne til at se, at 2 Nefi 2 er relevant for dem, kan du bede dem tænke på en person, de kender, der har oplevet alvorlige vanskeligheder eller trængsler. Bed dem om at overveje, hvad de kunne sige for at opmuntre denne person. Bed dem om at forberede sig på at fortælle klassen om deres tanker.

Forklar, at 2 Nefi 2 indeholder en optegnelse om Lehi, der taler til en søn, der havde oplevet vanskeligheder. Bed eleverne om at læse 2 Nefi 2:1 for sig selv. Bed dem om at finde frem til, hvilken søn Lehi underviste (Jakob), og hvad der forårsagede denne søns lidelser (brødrenes voldsomhed). Bed derpå eleverne om at læse 2 Nefi 2:2-3 for sig selv. Foreslå eventuelt, at de afmærker ord og udtryk, der beskriver, hvad Herren ville gøre for Jakob.

Bed eleverne om at fortælle, hvilke udtryk de har fundet frem til. Stil dernæst følgende spørgsmål som en hjælp til, at de forstår, at Herren kan hellige vore trængsler til vores gavn:

  • Hvad betyder udtrykket »hellige dine trængsler til gavn for dig« for jer? (Du skal måske forklare, at hellige betyder at indvie eller gøre hellig).

  • Hvornår har I set, at Herren kan hellige vore trængsler til vores gavn?

2 Nefi 2:5-25

Lehi underviser sine sønner om faldet og om Jesu Kristi forsoning

Forklar, at Lehi lærte Jakob og sine andre sønner om Adam og Evas fald. Forklar eventuelt, at ordet »faldet« henviser til de betingelser, Adam og Eva samt deres efterkommere blev underlagt, eftersom Adam og Eva valgte at spise af den forbudne frugt i Edens have.

  • Hvilket valg gav Herren Adam og Eva i Edens have? (Han gav dem mulighed for at vælge, om de ville spise af den forbudne frugt).

  • Hvorfor gav Herren dem ifølge 2 Nefi 2:15 dette valg? (»For at opnå sine evige formål med hensyn til mennesket.« Bed eventuelt eleverne om at markere dette udtryk).

  • Hvad er Guds evige formål med os? (At give os mulighed for at få evigt liv og blive som ham. Bed eventuelt eleverne om at lave en note om det i deres skrifter ved siden af udtrykket »evige formål«. Du kunne også bede dem om at læse Moses 1:39).

Skriv følgende oversigt på tavlen og lad de to nederste felter stå tomme. (Foreslå eventuelt eleverne, at de skriver oversigten af i deres skriftstudiebog).

Uden faldet

På grund af faldet

Alt ville være forblevet, som det var, da det blev skabt (se 2 Ne 2:22).

Adam og Eva ville ingen børn have fået (se 2 Ne 2:23).

Adam og Eva ville være forblevet i den samme uskyldige tilstand og være ude af stand til at kende til glæde eller elendighed, til godt eller ondt (se 2 Ne 2:23).

Adam og Eva blev drevet ud af haven for at dyrke jorden (se 2 Ne 2:19).

Adam og Eva fik børn – al jordens slægt (se 2 Ne 2:20).

Adam og Eva og deres efterkommere ville gøre sig erfaringer med jordelivet, herunder elendighed, glæde og evnen til at gøre godt og til at synde (se 2 Ne 2:23, 25).

Vi er underlagt fysisk og åndelig død (se 2 Ne 9:6; Hel 14:16).

Bed en elev om at komme op til tavlen og være skriver for klassen. Bed eleverne om at granske 2 Nefi 2:19-25 for sig selv og finde frem til (1) de følger, der ville være kommet, hvis Adam og Eva ikke havde spist af den forbudne frugt og var faldet, og (2) de følger, der kom af faldet. Bed skriveren om at skrive elevernes svar i oversigten. Svarene bør indeholde de ovenfor nævnte (bortset fra oplysningen om den fysiske og åndelige død, som bliver tilføjet senere).

Bed eleverne om at gennemgå deres svar under overskriften »Uden faldet«.

  • Hvordan ville forholdene i Edens have have forhindret Adam og Eva i at få fremgang i vor himmelske Faders frelsesplan? (Se 2 Ne 2:22-23).

Bed eleverne om at gennemgå listen under overskriften »På grund af faldet«. Sørg for at de forstår, at eftersom vi er efterkommere af Adam og Eva, er vi underlagt de samme forhold, som de var efter faldet (se 2 Ne 2:21).

  • Udtrykket »dyrke jorden« betyder, at da Adam og Eva blev drevet ud af haven, måtte de arbejde for føden. Hvordan tror I, at arbejde hjælper os til at gå fremad i vor himmelske Faders plan?

  • Hvordan kunne det hjælpe Adam og Eva til at blive mere som vor himmelske Fader, hvis de fik børn? På hvilke måder er familien vigtig i vor himmelske Faders plan?

  • Hvordan kan muligheden for at opleve glæde og elendighed hjælpe os til at gå fremad ifølge vor himmelske Faders plan?

Når I har talt om disse spørgsmål, kan du understrege, at Adam og Evas fald er en nødvendig del af vor himmelske Faders plan for lykke.

Påpeg, at 2 Nefi 2:25 er et mesterskriftsted. Du kan opfordre eleverne til at markere det. Da det er kort, foretrækker du måske at bruge tid på at hjælpe eleverne til at lære det udenad.

Forklar, at selv om faldet åbnede vejen for vores fremgang, medførte det også smerte, lidelse, synd og død i verden. For at hjælpe eleverne til at få en større forståelse af denne sandhed kan du bede en elev om at læse 2 Nefi 9:6 højt. Bed derefter en anden elev om at læse Helaman 14:15-17 højt. Bed klassen om at finde de konsekvenser af faldet, der er beskrevet i disse vers.

  • Hvad lærer disse vers os om faldet? (Det medførte fysisk død, hvilket er legemets død, og åndelig død, som er at være forstødt fra Guds nærhed. Skriv Vi er underlagt fysisk og åndelig død på tavlen under »På grund af faldet«).

For at hjælpe eleverne til at tænke over, hvordan de har oplevet de konsekvenser af faldet, der står på tavlen, kan du opfordre dem til for sig selv at overveje følgende spørgsmål. (Læs spørgsmålene langsomt og hold pause mellem dem, så eleverne får tid nok til at tænke).

  • Hvilke årsager er der blandt andet til elendighed i dette liv?

  • Hvorfor er døden en nødvendig del af frelsesplanen?

  • Hvordan kan bekymringer og sorger hjælpe os til at lære og udvikle os?

Forklar, at efterhånden som vi forstår, hvordan faldet påvirker os, bliver vi klar over, at vi har brug for forsoningen og Jesus Kristus. Læs følgende udtalelse af præsident Ezra Taft Benson:

Præsident Ezra Taft Benson

»Ligesom et menneske ikke rigtigt har lyst til mad, før han er sulten, således har han heller ikke lyst til Kristi frelse, før han ved, hvorfor han har brug for Kristus.

Ingen ved rigtigt, hvorfor han har brug for Kristus, før han forstår og accepterer læren om faldet og dets virkninger for menneskeheden. Og der findes ingen anden bog i verden, som forklarer denne vigtige læresætning nær så godt som Mormons Bog« (»Mormons Bog og Lære og Pagter«, Stjernen, juli 1987, s. 79).

Når eleverne har haft tid nok til at tænke over disse spørgsmål, viser du et billede af Frelseren. Bær dit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus gennem forsoningen forløser os fra faldets virkninger og tilbyder os forløsning fra vore synder.

Bed nogle få elever om at skiftes til at læse højt fra 2 Nefi 2:5-10, 21 og Alma 7:11-13. Bed klassen om at finde frem til udtryk i disse vers, der viser, hvad Frelseren har gjort for at forløse os fra faldets virkninger og fra vore personlige synder. (I forbindelse med vers 9 er du måske nødt til at forklare, at udtrykket »gå i forbøn for« betyder at bede indtrængende på en anden persons vegne eller at handle i en anden persons sted). For at hjælpe eleverne til at analysere de udtryk, de har fundet frem til, spørger du:

  • Hvilke udtryk i disse vers tilkendegiver, at Frelseren gennem forsoningen forløser os fra fysisk død?

  • Hvilke udtryk antyder, at Frelseren forløser os fra åndelig død (at blive forstødt fra Guds nærhed)?

  • Hvilke udtryk viser, at Frelseren kan forløse os fra vore synder?

  • Hvilke udtryk antyder, at Frelseren kan hjælpe os gennem tider med prøvelser som sygdom og smerte?

Hvad må vi ifølge 2 Nefi 2:7-9, 21 gøre for at modtage alle de velsignelser, der er til rådighed i kraft af forsoningen? (I forbindelse med vers 7 er du måske nødt til at forklare, at en person med »et sønderknust hjerte og en angergiven ånd« er ydmyg og rede til at følge Guds vilje. En sådan person føler dyb sorg over synd og ønsker oprigtigt at omvende sig).

Efter at have drøftet disse spørgsmål, lader du eleverne undersøge de nævnte vers for sig selv for at lede efter udtryk, der især har betydning for dem. Bed eleverne om at sætte sig sammen parvis og fortælle hinanden om det, de har valgt. Bed dem om at fortælle, hvorfor disse udtryk giver mening for dem.

Bed en eller to elever om at sammenfatte over for klassen, hvorfor faldet er en afgørende del af vor himmelske Faders frelsesplan. Spørg dem dernæst, om de vil fortælle om deres følelser med hensyn til, hvordan Jesu Kristi forsoning forløser os fra faldet.

scripture mastery iconMesterskriftsted – 2 Nefi 2:25

Bemærk: Overvej at bruge følgende aktivitet for at hjælpe eleverne til at bruge 2 Nefi 2:25, når de lærer andre om evangeliet. På grund af dagens lektions indhold og længde foretrækker du måske at bruge denne aktivitet en anden dag, hvor du har mere tid.

Bed eleverne om at forberede en lektion om læresætningen om faldet, hvor de anvender 2 Nefi 2:25. De kunne give denne lektion ved en familieaften eller et andet sted. Spørg nogle få elever, om de vil være villige til at rapportere om deres oplevelse, efter de har undervist. Giv eleverne lov til at begynde deres forberedelse i klassen, som tiden tillader det.

Kommentar og baggrundsinformation

2 Nefi 2:15. Den forbudne frugt

Herren respekterede Adam og Evas handlefrihed efter at have undervist dem om konsekvenserne af at spise af den forbudne frugt. Gud sagde: »Du [må] selv vælge« (Moses 3:17). Præsident Joseph Fielding Smith hjælper os til at forstå Herrens instruktioner til Adam og Eva om den forbudne frugt:

»Helt præcis hvorfor Herren sagde til Adam, at han ikke måtte spise af den forbudne frugt, står ikke klart i den bibelske beretning (se 1 Mos 2:17, men i den oprindelige, som vi har fået det i Moses’ Bog (se Moses 3:17, er det ganske tydeligt. Det er således, at Herren sagde til Adam, at dersom han ønskede at forblive i haven, skulle han ikke spise af frugten, men dersom han ønskede at spise af den og smage døden, så var han fri til at gøre det« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 4:81).

2 Ne 2:14, 25-26 Skabelsen, faldet og forsoningen

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

»De vigtigste begivenheder, der nogen sinde har fundet eller vil finde sted i al evighed … er skabelsen, faldet og forsoningen.

Før vi overhovedet kan begynde at forstå den timelige skabelse af alle ting, må vi være klar over, hvordan disse tre evige sandheder – skabelsen, faldet og forsoningen – er uadskilleligt forbundet med hinanden for at udgøre en frelsesplan … Ingen af disse kan stå alene … Ingen af disse kan stå alene. De er hver især forbundet med de andre to, og uden at kende noget til alle tre ville det være umuligt for os at kende sandheden om nogen af dem …

Men husk, at forsoningen kom på grund af faldet. Kristus betalte løsesummen for Adams overtrædelse. Hvis der ikke havde været noget fald, ville der heller ikke have været nogen forsoning med dens deraf følgende udødelighed og evige liv. Og lige så sikkert som frelse kommer på grund af forsoningen, så kommer frelse også på grund af faldet« (se »Kristus og skabelsen«, Den danske Stjerne, sep. 1983, s. 24-25).

2 Nefi 2:24. »I hans visdom, han som ved alt«

Præsident Brigham Young forklarede, at Adam og Evas fald var en del af vor himmelske Faders frelsesplan:

»Gik Adam og Eva i direkte oprør mod Gud og hans ledelse? Nej. Nej, men de overtrådte en af Herrens befalinger, og ved denne overtrædelse kom synd ind i verden. Herren vidste, at de ville gøre det, og han havde skabt dem til at de skulle« (Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 103).