Bibliotek
Lektion 147: Eter 6


Lektion 147

Eter 6

Indledning

Efter at have truffet forberedelser i overensstemmelse med Herrens befalinger gik jereditterne om bord i deres fartøjer i tillid til, at Herren ville lede dem gennem deres vanskelige rejse til det forjættede land. Herren sendte en vind, der blæste fartøjerne frem på bølgerne og begravede dem i havet mange gange, alligevel var det den vind, der drev fartøjerne frem mod det forjættede land. Da folket bosatte sig i det nye land, valgte de en konge trods Jereds brors advarsler.

Forslag til undervisningen

Eter 6:1-12

Herren foranlediger, at en vind driver jereditternes fartøjer mod det forjættede land

Skriv følgende på tavlen før undervisningen:

Fortælle en ven om evangeliet

Holde sig moralsk ren

Vælge venner med høje standarder

Have de rette prioriteter i livet

Påpeg, at disse er eksempler på ting, som Herren ønsker, vi skal gøre. Dog tænker nogle mennesker, at det er for vanskeligt. Bed eleverne om at tænke på andre eksempler, som listen kan suppleres med. Forklar, at beretningen om jereditternes rejse til det forjættede land indeholder principper, der kan vejlede os, når vi synes, det er vanskeligt at gøre, hvad Herren befaler. Tilskynd eleverne til at finde principper, der vil hjælpe dem med udfordringer som dem, der står på tavlen, mens de læser Eter 6.

Bed en elev om at læse Eter 2:24-25 højt. Bed klassen om at følge med og finde Herrens advarsel til jereditterne om vanskelighederne ved rejsen til det forjættede land.

  • Hvad lovede Herren, han ville gøre for at hjælpe jereditterne med at komme sikkert frem til det forjættede land?

Mind eleverne om, at jereditterne for at modstå bølger og vind lavede fartøjer, der var »tætte som et fad« (Eter 2:17) med huller i top og bund, så de kunne åbne for luft. Lad en elev læse Eter 6:1-4 højt. Bed klassen om at følge med og finde andre måder, hvorpå jereditterne forberedte sig til den vanskelige rejse.

  • Hvad tror I, det betyder, at jereditterne stod til søs, »idet de betroede sig til Herren deres Gud«? (De forlod sig på Gud og på, at han ville beskytte og bevare dem).

  • Hvorfor tror I, det var vigtigt for jereditterne at betro sig til Herren efter at have gjort alt, hvad de kunne, for at forberede sig?

  • Hvorfor kan det have været vanskeligt at stole på Herren i denne situation? (Hvis eleverne ikke nævner følgende, kan du eventuelt påpege, at jereditterne måtte bygge deres egne fartøjer, de kunne ikke styre deres fartøjer, og de kendte højst sandsynligt ikke vejen til det forjættede land eller var klar over, hvor længe rejsen ville vare).

Hjælp eleverne til at visualisere begivenhederne i Eter 6 ved at bede dem om at lave en enkel tegning af et jereditisk fartøj i deres skriftstudiebog. Lad dem dernæst tegne eller skrive, hvad fartøjerne indeholdt ifølge Eter 6:1-4.

Bed et par elever om at skiftes til at læse højt fra Eter 6:5-11. Bed klassen om at se på deres tegning, mens de lytter, og forestille sig, hvordan det må have været at rejse i sådanne fartøjer.

  • Hvad tror I, der var vanskeligt ved at rejse i et jereditisk fartøj?

  • Hvor længe rejste jereditterne ifølge Eter 6:11 på denne måde?

  • Hvad tror I, der menes med ordene »bølgerne, der var så høje som bjerge«? (Eter 6:6). Hvordan tror I, I ville have det, hvis I var i et jereditisk fartøj, når sådan en bølge gjorde, at det blev »begravet i havets dyb«? (Mind eventuelt eleverne om, at jereditterne måtte vente på, at deres fartøjer kom op til overfladen, før de kunne åbne for et hul og få luft).

Hjælp eleverne til at forberede sig til at finde et princip ved at spørge:

  • Hvordan viste jereditterne deres tillid til Herren, da de krydsede havet? (Se Eter 6:7, 9).

  • Hvilke udtryk i Eter 6:5-11 beskriver, hvad Herren gjorde for jereditterne på grund af deres tillid til ham?

Bed eleverne om at læse Eter 6:12 for sig selv og finde resultatet af jereditternes rejse.

  • Hvorfor udgød jereditterne glædestårer? Hvordan havde Herren vist dem sin »milde barmhjertighed«?

Hjælp eleverne til at finde et princip, som jereditternes oplevelse illustrerer, ved at spørge:

  • Hvad vil Herren gøre for os ud fra det, I har lært af jereditternes rejse, når vi stoler på ham og gør hans vilje? (Et af de principper, de bør finde frem til, er, at når vi stoler på Herren og gør hans vilje, vil han lede vores kurs i livet. Skriv dette princip på tavlen. Bed eleverne om at overveje princippet og fortælle om en oplevelse, der har hjulpet dem til at vide, at det er sandt. Fortæl eventuelt også selv, hvordan du ved, at det er sandt).

Tilskynd eleverne til at reflektere over, hvordan de bedre kan sætte deres lid til Herren og følge hans anvisninger i de vanskelige situationer, de måtte stå i lige nu. Forklar, at de kan opdage andre principper i Eter 6:1-12. Visk alt ud på tavlen bortset fra udtalelsen om at stole på Herren. Lav en enkel tegning af et fartøj på den ene side af tavlen. Skriv Det forjættede land på den anden side.

  • Hvad kan det forjættede land sammenlignes med i frelsesplanen? (Evigt liv).

  • Når vi står over for livets vanskeligheder, hvordan kan vi da følge disse jereditters eksempel? Hvordan hjælper Herren os under vores rejse gennem jordelivet på samme måde, som han hjalp jereditterne? (Elevernes svar bør afspejle følgende princip: Hvis vi stoler på Herren, vil han støtte os, mens vi går fremad og forbereder os til at modtage evigt liv. Foreslå eventuelt eleverne at skrive dette princip i deres skrifter ud for Eter 6:5-12).

Bed eleverne om at tænke på trængsler, de har haft eller for tiden oplever. Lad dem i deres skriftstudiebog skrive om, hvordan de føler, at de har reageret trofast i forbindelse med disse trængsler, og hvordan Herren har støttet dem.

Bed et par elever om at fortælle, hvad de har skrevet. Stil derpå følgende spørgsmål:

  • Hvilket råd ville I give til en, der oplever modstand eller trængsler ud fra det, I har studeret i dag?

Eter 6:13-18

Jereditterne lærer deres børn at vandre ydmygt for Herren

Sammenfat Eter 6:13-18 ved at forklare, at da jereditterne ankom til det forjættede land, begyndte de at slå sig ned med deres familie og dyrke afgrøder. Bed eleverne om at læse Eter 6:17 for sig selv og finde det, jereditterne belærte deres børn om. Stil derpå følgende spørgsmål:

  • Hvad tror I, at det vil sige at »vandre ydmygt for Herren«? Hvilke eksempler har I set på mennesker, der følger dette princip? Hvordan har jeres forældre og andre opmuntret jer til at vandre ydmygt for Herren?

  • Hvad vil det sige at blive undervist »fra det høje«?

  • Hvilken sammenhæng tror I, der er, mellem at vandre ydmygt for Herren og blive undervist fra det høje? (Elevernes svar bør afspejle følgende princip: Hvis vi vandrer ydmygt for Herren, kan vi blive undervist fra det høje).

Bed eventuelt eleverne om at skrive om et tidspunkt, hvor de følte, at de blev »undervist fra det høje«. Bed et par af dem om at fortælle, hvad de har skrevet. Tilskynd eleverne til at følge de principper, der står i Eter 6:17.

Eter 6:19-30

Jereditterne vælger en konge

Sammenfat Eter 6:19-22 ved at forklare, at da Jered og hans bror blev gamle, bad jereditterne om en konge. Lad eleverne søge i Eter 6:23 for at finde frem til, hvad Jereds bror advarede dem om, der ville ske, hvis de valgte en konge.

Afslut med dit vidnesbyrd om principperne i denne lektion.

Kommentar og baggrundsinformation

Eter 6:1-12. Jereditterne kommer sikkert over havet

Præsident Thomas S. Monson har forklaret, hvordan vi kan være forberedte på de udfordringer, vi møder:

»Vi lever i en tid, hvor mange i verden har forladt den sikre ankerplads, der består i at overholde befalingerne. Det er en tid med eftergivenhed, hvor samfundet generelt rutinemæssigt ignorerer og bryder Guds love. Vi oplever ofte, at vi svømmer mod strømmen, og nogle gange virker det som om, at strømmen kan føre os bort.

Jeg mindes Herrens ord, der står i Eters Bog i Mormons Bog. Herren siger: ›I kan ikke krydse dette store dyb, medmindre jeg bereder jer mod havets bølger og de vinde, som er udgået, og de oversvømmelser, som skal komme‹ (Eter 2:25). Mine brødre og søstre, han har beredt os. Hvis vi følger hans ord og efterlever befalingerne, vil vi overleve denne tid med eftergivenhed og ugudelighed – en tid, der kan sammenlignes med bølger, vind og oversvømmelser, der kan ødelægge. Han er altid opmærksom på os. Han elsker os og vil velsigne os, når vi gør det, der er rigtigt« (»Afsluttende bemærkninger«, Liahona, nov. 2009, s. 109).

Eter 6:22-24. Jereditterne vælger en konge

Overalt i skrifterne har profeter advaret mod farerne ved at have en konge. Tænk over følgende eksempler:

  1. Jereds bror advarede sit folk om, at det ville føre dem i fangenskab, hvis de fik en konge (se Eter 6:23).

  2. Kong Mosija advarede sit folk om farerne ved at blive regeret af en uretfærdig konge. Han foreslog, at de i stedet oprettede et system af dommere (se Mosi 29).

  3. Det Gamle Testamentes profet Samuel advarede om problemerne ved et kongedømme, da hans folk ønskede en konge, så de kunne blive »ligesom hos alle de andre folk« (se Sam 8).