Lektion 118
3 Nefi 6-7
Indledning
Efter den mirakuløse sejr over gadiantonrøverne nød nefitterne fred i næsten tre år. Men stolthed, klasseskel og forfølgelse tog til blandt folket. Selvom nogle forblev trofaste mod Herren, indgik mange i hemmelige sammensværgelser. På grund af de hemmelige sammensværgelser, blev overdommeren myrdet, og det nefitiske styre blev undergravet. Folket blev delt i stammer, og de udpegede deres egne ledere. Nefi tjente folket med kraft og stor myndighed.
Forslag til undervisningen
3 Nefi 6:1-18
Efter en periode med fremgang bliver nefitterne stolte, og Kirken splittes
Skriv følgende spørgsmål på tavlen forud for klassen. Bed eleverne om at besvare dem og forklare deres svar.
Tilskynd eleverne til at tænke over disse spørgsmål, når de læser 3 Nefi 6. Sammenfat 3 Nefi 6:1-9 ved at forklare, at nefitterne og lamanitterne nød fred og fremgang i landet, efter de havde besejret gadiantonrøverne. Men efter et kort stykke tid blev freden og fremgangen truet.
Bed en elev om at læse 3 Nefi 6:5, 10-12 højt, og lad resten af klassen se efter, hvad det var, der truede folkets fred og fremgang.
-
Hvad begyndte at true folkets fred og fremgang?
-
Har I oplevet, at en akkumulation af rigdom eller kundskab har ført til lignende problemer i jeres skole eller hele samfundet? I så fald hvordan?
Tegn en lodret linje midt på tavlen, så du får to kolonner. Skriv Stolt øverst i den ene kolonne og Ydmyg øverst i den anden. Bed eleverne om at læse 3 Nefi 6:13-14 igennem og finde ord og udtryk, der beskriver, hvordan folket håndterede rigdom og lærdom og begyndte at blive opdelte. Når eleverne er færdige med at læse, beder du dem om at skrive de ord, de har fundet i den kolonne, hvor de hører til.
-
Hvilket bevis er der ifølge 3 Nefi 6:13 på, at nogle af dem, som blev forfulgt af de stolte, selv reagerede med stolthed?
-
Hvorfor tror I, at det at gengælde »spot med spot« (eller kritik med kritik) er et udtryk for stolthed?
-
Hvad imponerer jer ved den måde, hvorpå de omvendte lamanitter reagerede på dette tidspunkt?
-
Hvilke principper kan vi lære af 3 Nefi 6:13-14? (Elevernes svar kan variere, men de bør afspejle følgende princip: Vi kan vælge at være ydmyge og trofaste uanset, hvilken situation vi er i).
Henled elevernes opmærksomhed på kolonnen Ydmyg på tavlen. Stil derpå følgende spørgsmål:
-
Hvilke ting kan vi gøre, som vil hjælpe os til at forblive ydmyge og trofaste i enhver situation? (Skriv elevernes svar på tavlen i kolonnen med overskriften Ydmyg).
-
Tænk på en person, som I synes er et godt eksempel på at vælge at være ydmyg og trofast under alle forhold. Hvordan er denne person et godt eksempel på ydmyghed?
Forklar, at nefitternes situation forværredes, fordi de fleste af dem ikke omvendte sig fra deres stolthed. Bed nogle få elever om at skiftes til at læse 3 Nefi 6:15-18 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvordan folkets stolthed gjorde, at Satan kunne påvirke dem.
-
Hvad lærer vi i disse vers om forholdet mellem stolthed og Satans magt til at friste os? (Når eleverne svarer, så hjælp dem til at finde frem til følgende sandhed: Når vi er stolte, giver vi Satan større mulighed for at friste os og få os til at begå mere synd. Du kan eventuelt foreslå eleverne, at de skriver dette princip i deres skrifter eller skriftstudiebog).
-
Hvilke ord og sætninger i 3 Nefi 6:15-18 beskriver den ulykkelige forandring i hjertet, som dette folk oplevede som følge af stolthed? (De blev »opægge[t] … til at begå al slags ugudelighed … hvorhen [Satan] end ønskede at lede dem, og til at gøre en hvilken som helst misgerning han ønskede, at de skulle gøre«. De befandt sig »i en tilstand af forfærdelig ugudelighed« og de »satte … sig med vilje op imod Gud«).
-
Hvorfor tror I, at stolthed påvirker i hvilken grad Satan kan øve indflydelse på os?
Udover de svar, som eleverne giver, så overvej at bede en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab. Lad eleverne lytte efter, hvad præsident Eyring advarer imod vedrørende faren ved stolthed.
»Stolthed skaber en støj inden i os, som gør det vanskeligt at høre Åndens stille røst. Og i vores forfængelighed holder vi snart op med overhovedet at lytte efter den. Vi kan hurtigt få den tanke, at vi slet ikke har brug for den« (»Bøn«, Liahona, jan. 2002, s. 17).
-
Hvorfor er det farligt at holde op med at lytte til Åndens røst? (Hjælp eleverne til at forstå, at når vi ignorerer Helligåndens hvisken, bliver vi mere sårbare over for djævlens fristelser).
Henvis igen eleverne til listen over svar under »Ydmyg« på tavlen. Bed dem om at vælge et svar, som de føler, der vil være til størst hjælp for dem personligt. Giv dem nogle få minutter til at skrive om, hvordan de umiddelbart kan begynde at anvende det forslag i skolen eller derhjemme.
3 Nefi 6:19-7:14
Hemmelige sammensværgelser undergraver det nefitiske styre, og folket deles i stammer
Tegn følgende diagram på tavlen:
Del klassen op i fire grupper og giv hver gruppe et af skriftstederne på tavlen. Bed eleverne om at læse deres tildelte skriftsteder for sig selv og se efter større begivenheder blandt nefitterne. Når eleverne har haft tilstrækkelig tid til at læse, så bed en elev fra hver gruppe om at skrive de større begivenheder, som de har fundet i deres skriftsteder, det rigtige sted på tidslinjen (de andre elever fra gruppen må gerne hjælpe). Forklar, når de er færdige, at listen over begivenheder viser, hvordan hemmelige sammensværgelser førte til undergravelse af det nefitiske styre og opsplittelsen af folket i stammer.
Bed nogle få elever om at skiftes til at læse 3 Nefi 6:27-30 højt. Bed resten af klassen om at følge med og identificere anstifteren og formålet med de hemmelige sammensværgelser. Når eleverne har fundet frem til ophavsmanden (Djævelen) bag de hemmelige sammensværgelser, spørger du:
-
Hvilke ord og udtryk beskriver formålet med de hemmelige sammensværgelser? (Svarene kan omfatte »for at forene menneskene mod al retfærdighed«, »udrydde« Guds folk, »trodsede deres lands lov og rettigheder« og »så landet ikke længere skulle være frit«).
-
Hvordan undgik de, der havde myrdet profeterne, at blive straffet? (Deres venner og familie, som også indgik i hemmelige sammensværgelser, forenede sig for at hjælpe dem med at holde deres ugerninger hemmelige og undgå at tage konsekvenser af deres handlinger).
-
Forestil jer, at I har nogle venner, som gerne vil undgå at skulle tage konsekvensen af deres handlinger. Hvordan kan I hjælpe dem til at efterleve evangeliet og dets standarder i stedet for?
Bed nogle få elever om at skiftes til at læse højt fra 3 Nefi 7:1-8. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvad de hemmelige sammensværgelser forårsagede blandt nefitterne. Forklar, at Djævelen lokker folk til at indgå hemmelige forbund for at kunne tilintetgøre retfærdigheden og øge ugudeligheden. Hjælp eleverne til at forstå, at metoderne og motiverne bag hemmelige sammensværgelser ofte er subtile og svære at få øje på. Tilskynd eleverne til at undgå at pleje omgang med nogen grupper eller enkeltpersoner, som minder om hemmelige sammensværgelser på nogen måde.
3 Nefi 7:15-26
I en tid, hvor kun få nefitter er trofaste, vedbliver Nefi med at tjene folket, og nogle bliver omvendt
-
Hvordan tror I, at I ville have haft det, hvis I levede blandt nefitterne efter, der ikke længere var noget styre i landet? Hvorfor?
-
Hvor tror I, at I ville have søgt efter lederskab og vejledning?
Bed nogle få elever om at skiftes til at læse højt fra 3 Nefi 7:15-20. Bed resten af klassen om at følge med og se efter årsager til, at de måske ville have ønsket at følge Nefi under disse omstændigheder. Overvej at lade eleverne lave et ophold efter hvert eller hvert andet vers, så du kan bede eleverne om at forklare, hvorfor de kunne have følt sig inspireret til at følge Nefi.
-
Hvad var Nefis budskab til folket på dette tidspunkt? (Se 3 Ne 7:16).
-
Hvordan er Kirkens ledere i dag lig Nefi?
-
Hvornår har I set en kirkeleder, der »forkyndte med kraft og stor myndighed«? (3 Ne 7:17).
Bed eleverne om at læse 3 Nefi 7:21-26 for sig selv og finde frem til, hvordan de omvendte blev velsignet for at følge Nefi og omvende sig fra deres synder. Bed eleverne om at forklare, hvad de har fundet frem til.
-
Hvilke principper kan vi udlede af det eksempel, der blev vist af dem, som omvendte sig og fulgte Nefi?
Eleverne fremkommer måske med en række forskellige sandheder, men følgende princip bør stå klart: Hvis vi omvender os og følger Herrens tjenere, vil vi modtage Helligåndens indflydelse.
-
Hvorfor er omvendelse afgørende for, at vi kan have Helligånden med os?
-
Hvorfor tror I, at det at følge Herrens tjenere hjælper os til at være mere modtagelige for Helligåndens vejledning?
Læs følgende udtalelse af præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab:
»Jeg konkluderer, at åndelig vejledning i stor grad afhænger af at være i harmoni med Kirkens præsident, Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum, som alle er opretholdt … som profeter, seere og åbenbarere. Jeg ved ikke, hvordan vi kan forvente at være i fuld harmoni med Herrens Ånd, hvis vi ikke er i harmoni med Kirkens præsident og de andre profeter, seere og åbenbarere« (»Kaldet og udvalgt«, Liahona, nov. 2005, s. 53).
-
Hvornår har I mærket, at Helligånden vejledte jer, fordi I valgte at være lydige mod Herrens tjenere?
Tilskynd eleverne til at skrive de indtryk ned, som de har modtaget om, hvordan de kan anvende de sandheder, de er blevet belært om i dag. Understreg, at selv om andre vælger at leve i modstrid med Herrens befalinger, som tilfældet var blandt nefitterne, så kan vi vælge ydmygt at følge Gud og hans udvalgte tjenere.