Lektion 94

Alma 37

Indledning

Alma fortsatte med at rådgive sin søn Helaman og betroede ham de hellige optegnelser. Han mindede Helaman om, at skrifterne allerede havde været et middel til at bringe tusinder af lamanitter til Herren, og han profeterede, at Herren havde storslåede hensigter med optegnelserne for fremtiden. Alma instruerede sin søn om, hvad han skulle forkynde for folket. Han sammenlignede Kristi ord med Liahonaen og indprentede Helaman vigtigheden af at læse i dem for at få vejledning.

Bemærk: Denne lektion giver mulighed for at lade tre elever undervise klassen. Hjælp eleverne til at forberede sig på at undervise ved at give hver elev en kopi af deres afsnit en til to dage før undervisningen. Du kan også vælge selv at undervise i disse afsnit.

Forslag til undervisningen

Alma 37

Alma betror Helaman optegnelserne, råder ham til at holde befalingerne og minder ham om, at Liahonaen virkede ved tro

Lav følgende diagram på tavlen:

Small and Simple

Bed eleverne om at skrive nogle små og enkle ting, der har haft en stor, positiv indflydelse på deres liv. Bed dem eventuelt om at forklare deres svar.

Forklar, at Alma 37 indeholder Almas råd til sin søn Helaman for at hjælpe ham til at forberede sig på at være den næste til at varetage de hellige optegnelser. Alma belærte ham om den rolle, de små og enkle ting spiller i Herrens værk. Bed en elev om at læse Alma 37:6-7 højt.

Hvad lærer vi i disse vers om værdien af »små og enkle ting«? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør udtrykke den sandhed, at Herren virker ved små og enkle midler for at opnå sine evige formål).

Bed eleverne om at læse Alma 37:1-5 for sig selv og finde et eksempel på en lille og enkel ting, der kan få stor indflydelse på mennesker (de hellige optegnelser, eller skrifterne). Når eleverne har fortalt, hvad de har fundet, skriver du ordet Skrifterne på tavlen under Små og enkle ting.

Lad eleverne lede i Alma 37:8-10 for at se, hvordan skrifterne påvirkede folk i Mormons Bog. Mens eleverne fortæller, hvad de har fundet, kan du eventuelt skrive deres svar under STOR VIRKNING.

• På hvilke måder har skrifterne påvirket jer?

Sammenfat Alma 37:11-32 ved at forklare, at Alma belærte Helaman om, at Herren ville demonstrere sin magt ved Mormons Bogs fremkomst. Han pålagde Helaman at følge Herrens befalinger og omhyggeligt bevare optegnelserne. Han instruerede Helaman om at anvende optegnelserne til at undervise folket og til at undgå at afsløre jereditternes ugudelighed og deraf følgende tilintetgørelse.

Bed eleverne om at læse Alma 37:13-16 for sig selv og finde nogle principper, som Alma lærte Helaman om, da han overdrog ham ansvaret for optegnelserne. (Eleverne nævner måske adskillige principper, men vær sikker på, at deres svar afspejler, at hvis vi adlyder Herrens befalinger, hjælper han os til at udføre vore pligter. Spørg eventuelt, hvad dette princip har at gøre med ideen om, at små og enkle ting kan have en stor virkning).

Resten af denne lektion er udarbejdet således, at tre elever kan undervise i den. Hvis det er en stor klasse, beder du de tre elevundervisere om at gå til tre forskellige steder i lokalet. Del klassen op i tre grupper. Bed hver gruppe om at tage skrifter, skriftstudiebog og blyanter eller kuglepenne med og sætte sig hos en af elevunderviserne. Når underviserne er færdige med deres lektion, roterer grupperne. Hvis det er en lille klasse, kan elevunderviserne skiftes til at undervise hele klassen. I begge tilfælde bør underviserne bruge cirka syv minutter til at præsentere deres lektion og lede samtalen.

1. elevunderviser – Alma 37:33-34

Bed dine klassekammerater om at tænke på en lokal kirkeleder eller generalautoritet, der har lært dem noget, der har gjort en forskel for dem. Bed et par elever om at fortælle, hvad denne leder sagde, og hvordan det påvirkede dem. Giv eventuelt et eksempel fra dit eget liv.

Bed to elever om at skiftes til at læse højt fra Alma 37:33-34. Bed resten af eleverne om at følge med og finde det, som Alma rådede Helaman til at undervise folket om. Foreslå dem eventuelt, at de markerer udtrykkene »lær dem« og »prædik … for dem«, mens de læser. Skriv Kirkelederes belæringer på tavlen eller på et stykke papir. Når eleverne er færdige med at læse versene, beder du dem om at fortælle, hvad de har fundet ud af. Skriv deres svar under Kirkelederes belæringer. Stil følgende spørgsmål:

• Hvordan kan disse belæringer være særligt nyttige for os i dag? Hvorfor?

Bed dine klassekammerater om at se på den sidste sætning i Alma 37:34 og finde ud af, hvilke velsignelser der kommer af at følge kirkelederes belæringer. Skriv følgende princip på tavlen: Ved at følge kirkelederes belæringer kan vi finde hvile for sjælen. Spørg dem, hvad de tror, det vil sige at »finde hvile for sjælen«. (Det kan være svar som at være fri for konsekvenserne af synd, få Helligåndens fred og blive velsignet med styrke til at udholde og overvinde udfordringer).

Bær dit vidnesbyrd om, hvordan dette princip har vist sig at virke i din tilværelse. Hvis du har tid tilovers, kan du bede andre om at bære deres vidnesbyrd om dette princip.

2. elevunderviser – Alma 37:35-37

Forklar dine klassekammerater, at det er almindeligt at binde et ungt, nyplantet træ til en pæl og derpå fjerne støtten, når træet er vokset til. Spørg dem, hvorfor de tror, at man gør det. Læs dernæst følgende beretning om et træ, som præsident Gordon B. Hinckley plantede i sin have:

Præsident Gordon B. Hinckley

Præsident Gordon B. Hinckley plantede et ungt træ nær sit hjem, kort tid efter han blev gift. Han ofrede det ikke megen opmærksomhed, som årene gik. En dag lagde han mærke til, at træet var skævt og hældte mod vest. Han prøvede at skubbe det på plads, men træstammen var for tyk. Han prøvede at rette det op med et reb og trisser, men det ville ikke bøje sig. Til sidst tog han sin sav og savede den tunge gren af på vestsiden, hvilket efterlod et grimt sår. Han sagde senere om træet:

Der er gået mere end et halv århundrede, siden jeg plantede det træ … Forleden dag så jeg igen til træet. Det er stort. Dets form er bedre. Det står virkelig godt til huset. Men dets ungdoms frustration var alvorlig, og min behandling for at rette det op var brutal.

Da det oprindelig blev plantet, ville et stykke snor have været nok til at holde det på plads imod vindens kraft. Jeg kunne og burde have bundet det op med sådan en snor uden større anstrengelse. Men det gjorde jeg ikke, og det bøjede sig for de kræfter, som kom imod det« (»Tilskynd barnet til at følge den vej, det skal gå«, Stjernen, jan. 1994, s. 56).

Lad eleverne læse Almas råd til Helaman i Alma 37:35. Bed dem om at tænke over, hvilken sammenhæng der er mellem dette vers og præsident Hinckleys oplevelse med træet.

Alma 37:35 er et mesterskriftsted. Hjælp eventuelt eleverne til at kunne dette mesterskriftsted ved at opfordre dem til at lave den opgave, der findes i slutningen af dagens lektion.

Bed eleverne om at sammenfatte Alma 37:35 med deres egne ord. (Deres svar bør udtrykke, at vi bør i vores ungdom lære at holde Guds befalinger. Lad dem også skrive deres svar på følgende spørgsmål. (Skriv eventuelt spørgsmålene på tavlen, eller læs dem langsomt, så eleverne kan skrive dem ned).

• Hvilken forskel tror I, det gør hos en person at lære at holde Guds befalinger, mens vedkommende stadig er ung?

• Kan I komme i tanker om mennesker, der er blevet velsignet livet igennem, fordi de har lært at adlyde befalingerne i deres ungdom? Skriv, hvordan de blev velsignet.

Bed et par elever om at fortælle, hvad de har skrevet. Bed derpå en elev om at læse Alma 37:36-37 højt. Lad resten af eleverne følge med og finde specifikke råd, der kan hjælpe dem til at holde befalingerne, mens de er unge.

• Hvordan kan det hjælpe jer at holde befalingerne at følge dette råd dagligt?

• Hvordan prøver I på at sætte Herren først i jeres tanker, ord, gerninger og hengivenhed? (Lad eleverne overveje, hvordan de kan forbedre sig).

Fortæl hvad du føler har hjulpet dig til at holde befalingerne, fordi du har rådført dig med Herren. Bed dine klassekammerater om at rådføre sig med Herren i alt, hvad de gør.

3. elevunderviser – Alma 37:38-45

Liahonaen

Vis billedet Liahona (62041; hæftet Evangelisk kunst, 2009, nr. 68). Mind dine klassekammerater om det kompas, som Herren anvendte for at hjælpe Lehis familie til at rejse til det forjættede land. I Alma 37:38 lærer vi, at kompasset blev kaldt Liahona. Forklar, at Alma talte om Liahona for at lære Helaman et vigtigt princip om, hvordan Herren vejleder sine børn.

Forklar dine klassekammerater, at du vil stille dem nogle spørgsmål og dernæst lade dem skiftes til at læse et par vers højt, mens alle leder efter svarene. Lad dem besvare hvert spørgsmål, efter de tilhørende skriftsteder er blevet læst.

• Hvordan virkede Liahona? (Se Alma 37:38-40).

• Hvorfor ophørte Liahona sommetider med at virke? (Se Alma 37:41-42).

• Hvordan kan Liahona sammenlignes med Kristi ord? (Se Alma 37:43-45).

Du er måske nødt til at forklare, at ordene skygge og sindbillede henviser til »en person, begivenhed eller ritual med lighed til en anden person, begivenhed eller ritual af større vigtighed, som man bør følge … Sande sindbilleder har bemærkelsesværdige lighedspunkter, udtrykker bevis på guddommelig bestemmelse og er profetiske om fremtidige begivenheder« (Joseph Fielding McConkie, Gospel Symbolism, 1985, s. 274). Valget om at følge eller ikke at følge Liahonas anvisninger er ligesom vores valg om, hvordan vi reagerer på den vejledning, der kommer gennem Kristi ord.

• Hvor kan vi finde Kristi ord? (Svarene kan fx omfatte skrifterne, sidste dages profeters ord, patriarkalske velsignelser og Åndens tilskyndelser).

Bed dine klassekammerater om at sammenfatte Almas ord i Alma 37:38-45, især i vers 44-45. Denne samtale bør medtage følgende sandhed: Hvis vi følger Jesu Kristi ord, vil de vejlede os til at modtage evigt liv.

Fortæl, hvordan Kristi ord har påvirket jer åndeligt, og hvordan de hjælper jer til at gå fremad mod evigt liv. Foreslå eventuelt eleverne at overveje at få en patriarkalsk velsignelse, eller at læse den regelmæssigt og under bøn, hvis de allerede har fået en.

Bemærkning til læreren: Når eleverne er færdige med deres undervisningsdel, takker du dem, og hvis tiden tillader det, kan du bede et par elever bære vidnesbyrd om et af de principper, de har lært i dag. Du kan eventuelt også bære dit vidnesbyrd om disse principper. Afslut ved at opfordre klassen til at følge med, mens du læser Alma 37:46-47 højt.

Mesterskriftsted – Alma 37:35

Bemærk: Følgende hjemmearbejde vil forberede eleverne til indledningen af næste lektion (Alma 38). Planlæg at bruge noget af tiden i klassen med at forklare opgaven for eleverne og informere dem om din plan om at følge op på deres oplevelse, næste gang I mødes.

Påpeg, at Alma 37:35 er et mesterskriftsted. Bed eventuelt eleverne om at markere det så tydeligt, at de let kan finde det. Bed dem om at lære dette skriftsted udenad derhjemme i aften og fremsige det efter hukommelsen til en forælder eller anden voksen, de er trygge ved. (Eller de kan læse verset sammen med en voksen). Bed dem stille den voksne følgende spørgsmål. (Lad eventuelt eleverne skrive disse spørgsmål på et stykke papir, de kan tage med hjem).

Hvordan har lydighed mod Guds befalinger hjulpet dig?

Hvilket råd har du til mig, der kunne hjælpe mig til at handle klogere i min ungdom?

Meddel eleverne, at du næste gang vil bede dem berette om deres oplevelse i løbet af klassetiden.

Kommentar og baggrundsinformation

Alma 37:6-7. Små og enkle ting

For at illustrere princippet om, at små og enkle ting kan gøre en stor forskel, har præsident Gordon B. Hinckley berettet følgende:

»For mange år siden arbejdede jeg for jernbanen på hovedkontoret i Denver. Jeg havde ansvaret for, at alt kom det rigtige sted hen. Det var dengang, hvor næsten alle kørte med passagertog. En morgen fik jeg en opringning fra min kollega i Newark i New Jersey. Han sagde: ›Tog nummer det-og-det er ankommet, men der er ingen bagagevogn med. Et eller andet sted har 300 passagerer mistet deres bagage, og de er vrede.‹

Jeg gik straks i gang med at finde ud af, hvor bagagen kunne være havnet. Jeg fandt ud af, at vognen var lastet korrekt og koblet på toget i Oakland i Californien. Den var overgået til vores selskab i Salt Lake City, kørt videre til Denver, ned til Pueblo, skiftet over til en anden hovedlinje og videre til St. Louis. Der overgik den til et andet jernbaneselskab, som skulle køre den til Newark i New Jersey. Men en skødesløs sporskifter på banegården i St. Louis flyttede et lille stykke stål – et sporskifte – blot 7,5 cm, trak i håndtaget og afkoblede vognen. Vi fandt ud af, at bagagevognen, som skulle have været i Newark i New Jersey, faktisk befandt sig i New Orleans i Louisiana – 2400 km fra sit rejsemål. En flytning af et sporskifte på kun 7,5 cm på banegården i St. Louis af en skødesløs medarbejder havde sendt vognen ud på det forkerte spor, og afstanden til dens virkelige mål voksede dramatisk. Sådan er det også med vores liv. I stedet for at følge en støt kurs trækkes vi af en fejlagtig ide i en anden retning. Bevægelsen bort fra vores oprindelige mål kan være minimal, men hvis vi fortsætter, bliver denne lille bevægelse til en kolossal afstand, så vi til sidst befinder os langt fra det sted, som vi havde til hensigt at tage hen.

Har I nogensinde lagt mærke til disse fem meter brede led, man har på nogle gårde? Når et sådant led bliver åbnet, slår det en meget stor bue. Inde ved hængslerne bevæger det sig kun ganske lidt, men i den anden ende er bevægelsen stor. Mine kære venner, det er de små ting, som livet drejer sig omkring, der har stor betydning for vores tilværelse« (»En profets råd og bøn for ungdommen«, Liahona, apr. 2001, s. 34-35).

Alma 37:35. »Lær i din ungdom at holde Guds befalinger«

Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte historien om Creed Haymond, en mand der i sin ungdom havde lært at holde Guds befalinger.

»Creed Haymond var en ung mormon, der var blevet optaget på University of Pennsylvania. Han var kendt for at være hurtigløber, og på grund af sin opførsel og sit engagement blev han valgt til holdkaptajn for løbeholdet.

Det årlige amatørmesterskab for universitetshold blev afholdt på Harvards stadion i slutningen af maj 1919. Landets bedste idrætsudøvere, 1.700 i alt, ankom til byen Cambridge. 17 af Pennsylvanias deltagere klarede sig igennem udtagelsesrunderne. Cornell, deres værste rival det år, fik kun ti mand med. Pennsylvanias hold havde store chancer for at blive mestre. Der blev givet point for de første fem placeringer i hver disciplin, fem point for en førsteplads, fire for en andenplads, tre for en tredjeplads, to for en fjerdeplads og et for en femteplads. Så det hold, der stillede med flest deltagere, havde naturligvis størst chance for at vinde stævnet.

Pennsylvanias træner var i højt humør aftenen før stævnet. Han gik rundt og hilste på sit hold, inden han gik i seng. Han trådte ind i Creeds værelse og sagde: ›Creed, hvis vi gør vores bedste i morgen, så løber vi af med sejren.‹

Træneren tøvede. ›Creed, jeg giver drengene lidt sherry i aften. Du skal også have noget. Bare en lille smule, selvfølgelig.

›Jeg vil ikke have noget, træner.‹

›Men jeg drikker dig jo ikke fuld, Creed. Jeg ved godt, hvad I ›mormoner‹ tror på. Jeg giver dig det som en opstrammer, der vil få dig helt op på mærkerne.‹

›Det nytter ikke noget, træner. Jeg kan ikke drikke det.‹

Træneren svarede: ›Husk nu på, at du er holdkaptajn og vores topscorer, Creed. 14.000 studerende forventer, at du personligt henter sejren hjem. Hvis du svigter os, så taber vi. Mon ikke jeg ved, hvad der er bedst for dig?‹

Creed vidste, at andre trænere mente, at en lille smule vin havde en gavnlig virkning, når deres idrætsudøvere havde trænet deres muskler og nerver næsten til bristepunktet. Han vidste også, at det, træneren bad ham om, stred mod alt, hvad han havde lært fra barnsben af. Han så træneren lige i øjnene og sagde: ›Jeg drikker det ikke.‹

Træneren svarede: ›Du er en sær snegl, Creed. Du vil jo heller ikke drikke te i spisesalen. Du har dine egne ideer. Nå, skidt, jeg lader dig gøre, som du vil.‹

Da træneren gik, var holdets kaptajn ekstremt nervøs. Sæt nu han klarede sig dårligt i morgen. Hvad skulle han så sige til træneren? Han skulle løbe mod nogle af verdens hurtigste mænd. Kun en toppræstation ville være god nok. Intet mindre end hans bedste ville være nok. Hans stædighed kunne koste Pennsylvania sejren. Hans holdkammerater gjorde, som de fik besked på. De stolede på deres træner. Hvad ret havde han til at være ulydig? Der var kun én grund. Hele sit liv havde han lært at efterleve visdomsordet.

Det var et svært øjeblik i denne unge mands liv. Tynget af åndelige overvejelser knælede han og bad inderligt Herren om at give ham et vidnesbyrd om kilden til denne åbenbaring, som han troede på og adlød. Så gik han i seng og sov trygt.

Næste morgen kom træneren ind til ham og sagde: ›Hvordan har du det, Creed?‹

›Fint,‹ svarede holdkaptajnen muntert.

›Alle de andre gutter er syge. Jeg aner ikke, hvad der er i vejen med dem,‹ sagde træneren alvorligt.

›Måske er det den opstrammer, du gav dem, træner.‹

›Ja, måske,‹ svarede træneren.

kl. 14 sad de 20.000 tilskuere på deres pladser og ventede på, at stævnet skulle begynde. Efterhånden som det skred frem, stod det klart for enhver, at der var noget helt galt fat med Pennsylvanias stolte hold. I den ene disciplin efter den anden klarede de sig meget dårligt. Nogle af dem var endda for syge til at deltage.

100 og 200 meter-løbet var Creeds disciplin. Pennsylvanias hold havde hårdt brug for en sejr. Han skulle løbe mod fem af de hurtigste amerikanske løbere. Da mændene havde taget plads ved startlinjen og startskuddet lød, styrtede alle løberne frem. Det vil sige alle undtagen én, nemlig Creed Haymond. Den løber, der havde løbet i bane to under udtagelsesløbene – det var den bane, som Creed løb i nu – havde sparket et hul til sin tå et lille stykke bag det sted, hvor Haymond nu havde sparket hul til sin tå. De brugte ikke startblokke dengang. Da Creed satte af med voldsom kraft, brast den lille jordvold mellem de to huller, og han faldt ned på knæ bag startlinjen.

Han sprang op og forsøgte at indhente det fortabte. Efter de første 60 meter lå han bagest i feltet. Så syntes han pludselig at flyve forbi den femte løber, så den fjerde, så den tredje, og så den anden. Lige før målstregen fór han med et totalt udmattet hjerte som en stormvind forbi den forreste løber og vandt.

På grund af en fejl i arrangementet blev semifinalen i 200 meter løb ikke afholdt før tæt på stævnets afslutning. Og med det samme sorte uheld, som havde fulgt Pennsylvanias hold hele dagen, var Creed Haymond blevet anbragt i det sidste udtagelsesløb i 200 meter-disciplinen. Og fem minutter efter at have vundet det løb, skulle han stille op i finalen i 200 meter løb, som var dagens sidste disciplin. En af de andre mænd, som havde deltaget i et tidligere løb, skyndte sig hen til ham. ›Sig til dommeren, at du kræver en pause, inden du skal løbe igen. Det har du krav på ifølge reglerne. Jeg har knap fået pusten endnu, og jeg deltog i løbet før dig.‹

Creed gik gispende hen til dommeren og bad om mere tid. Løbsdommeren sagde, at han ville give ham ti minutter. Men publikum hujede og skreg for at få løbet til at begynde. Beklagende måtte dommeren kalde løberne hen til startlinjen. Under normale omstændigheder ville Creed ikke have frygtet dette løb. Han var sandsynligvis den hurtigste mand i verden på den distance, men han havde jo allerede løbet tre løb den eftermiddag – deriblandt det opslidende 100 meter løb.

Dommeren kaldte de forpustede mænd hen på deres pladser og hævede sin pistol. Der kom en lille røgsky, og så var løbet i gang. Denne gang fór Pennsylvanias holdkaptajn af sted som skudt ud af en kanon. Snart skilte Creed sig ud fra mængden og tog føringen. Han sprintede væk fra feltet, og med utrolig fart og otte meter foran den nærmeste mand brød han målsnoren og vandt sit andet løb – 200 meter løbet.

Pennsylvania havde tabt stævnet, men deres holdkaptajn havde forbløffet deres tilhængere med sine to fabelagtige løb.

Da Creed Haymond gik i seng efter den underlige dag, kom han pludselig i tanker om sit spørgsmål aftenen før, om hvorvidt visdomsordet var en guddommelig åbenbaring. De besynderlige begivenheder gled gennem hans sind – hans holdkammerater havde drukket vinen og havde tabt. Han havde afholdt sig fra at drikke og havde vundet sejre, der endog havde forbløffet ham selv. Åndens dejlige vished kom til ham: Visdomsordet er fra Gud (tilpasset fra Joseph J. Cannon, ›Speed and the Spirit‹, Improvement Era, okt. 1928, s. 1001-1007)« (»Løbe og ikke blive trætte«, Stjernen, jan. 1997, s. 35-36).

Alma 37:38-46. Helligånden er som Liahona

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sammenlignet Liahona med Helligånden:

»Når vi hver især går fremad på livets vej, modtager vi vejledning fra Helligånden, ligesom Lehi, der blev ledt ved hjælp af Liahonaen …

Helligånden virker i vores liv præcis som Liahonaen gjorde for Lehi og hans familie, nemlig i forhold til vores tro, flid og opmærksomhed …

Og Helligånden giver os det samme hjælpemiddel i dag, hvorved vi gennem ›små og enkle ting‹ (Alma 37:6), kan modtage øget forståelse for Herrens veje …

Herrens Ånd kan være vores vejleder og vil velsigne os med retning, vejledning og åndelig beskyttelse på vores jordiske rejse. Vi indbyder Helligånden i vores liv gennem meningsfuld personlig bøn og familiebøn, ved at tage for os af Kristi ord, gennem flittig og fuldstændig lydighed, gennem trofasthed og ved at ære vore pagter og gennem dyd, ydmyghed og tjeneste. Og vi bør standhaftigt undgå alt, som er usømmeligt, groft, primitivt, syndigt eller ondt, og som kan få os til at trække os selv bort fra Helligånden.

Vi indbyder også Helligånden som stadig ledsager, når vi værdigt deltager i nadveren hver sabbatsdag« (»Så vi altid må have hans Ånd hos os«, Liahona, maj 2006, s. 30-31).