Bibliotek
Lektion 55: Mosija 5-6


Lektion 55

Mosija 5-6

Indledning

Mosija 5 indeholder afslutningen af kong Benjamins tale til sit folk, den optegnelse der begynder i Mosija 2. Som følge af folkets tro på kong Benjamins ord oplevede de en mægtig forandring i hjertet. De indgik en pagt med Gud og påtog sig Jesu Kristi navn. Som optegnet i Mosija 6 overdrog kong Benjamin sit rige til sin søn Mosija, der regerede i overensstemmelse med det eksempel, hans far havde vist.

Forslag til undervisningen

Mosija 5:1-4

Kong Benjamins folk beskriver den mægtige forandring, de oplevede gennem Ånden

Skriv følgende spørgsmål på tavlen før undervisningen:

Har I nogensinde følt, at I havde brug for en åndelig forandring?

Hvad gjorde I ved det?

Hvis I har oplevet en forandring, har I så bevaret denne forandring indtil nu?

Bed eleverne om at svare på disse spørgsmål i deres skriftstudiebog. Læs derpå følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum:

»Selve kernen i Jesu Kristi evangelium medfører en grundlæggende og varig forandring af selve vores natur, som muliggøres, når vi sætter vores lid til ›den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde‹ (2 Ne 2:8). Når vi vælger at følge Mesteren, vælger vi at blive forandret – at blive åndeligt genfødt« (»I skal fødes på ny«, Liahona, maj 2007, s. 20).

Foreslå eventuelt, at eleverne skriver følgende citat i deres skrifter ud for Mosija 5:2 eller i deres skriftstudiebog: »Når vi vælger at følge Mesteren, vælger vi at blive forandret« (ældste David A. Bednar).

  • På hvilke måder vælger vi at blive forandrede, når vi vælger at følge Jesus Kristus?

Giv eleverne et par minutter til at gennemgå Mosija 2-4. Foreslå eventuelt, at de læser kapitelresumeerne. Spørg dem, hvad de husker om indholdet i disse kapitler. Bed dem derefter om at læse Mosija 5:1 for sig selv.

  • Hvad ønskede kong Benjamin at få at vide af sit folk?

Bed eleverne om at læse Mosija 5:2-5 for sig selv og se efter folkets reaktion på kong Benjamins spørgsmål. Før eleverne læser, forklarer du eventuelt, at i vers 2 henviser ordet tilbøjelighed til en persons natur – hans eller hendes ønsker og temperament. Når de har læst, stiller du følgende spørgsmål som en hjælp til at analysere versene:

  • Hvad sagde folket om deres tilbøjelighed?

  • Hvad forårsagede denne forandring i deres tilbøjelighed? (De troede på kong Benjamins belæringer om Jesus Kristus og forsoningen, og Ånden forandrede deres hjerte).

Understreg, at en forandring i hjertet er mere end blot en forandring i opførsel. Når vi oplever en forandring i hjertet, bliver vi et nyt menneske, forandret ved kraften af Frelserens forsoning. Hjælp eleverne til at forstå denne sandhed ved at opfordre eleverne til at læse følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum:

»Jesu Kristi evangelium omfatter meget mere end at undgå, overvinde og blive renset for synd og for dårlig indflydelse i vores liv. Det omfatter også i sit inderste væsen at gøre godt, være god og blive bedre … Denne mægtige forandring er ikke kun et produkt af at arbejde hårdere eller at udvikle større selvdisciplin. Det er snarere følgen af en grundlæggende forandring af vore ønsker, vore motiver og vore naturlige tendenser, hvilken er blevet gjort mulig ved Herren Kristi forsoning. Vores åndelige mål er at overvinde såvel synd som ønsket om at synde, såvel syndens besmittelse som dens tyranni« (»Skyldfrie hænder og et rent hjerte«, Liahona, nov. 2007, s. 81, 82).

  • Hvorfor tror I, vi har brug for Jesu Kristi forsoning for virkelig at forandre os?

Henled elevernes opmærksomhed på udtrykket »som følge af Herren den Almægtiges Ånd« i Mosija 5:2.

  • Hvad kan vi lære af Mosija 5:2-4 om, hvordan vi selv kan opleve en mægtig forandring i vores liv?

Når eleverne taler om dette spørgsmål, vær da sikker på, at de forstår, at når vi udøver tro på Jesus Kristus og tager imod Helligånden, kan vi opleve en mægtig forandring i hjertet.

Forklar, at det at opleve en mægtig forandring i hjertet er en livsvarig proces og ikke en enkeltstående begivenhed. Læs følgende udtalelse af præsident Ezra Taft Benson:

»Det er en livslang proces at blive som Kristus, og udviklingen og forandringerne kommer ofte så langsomt, at det næsten er umærkeligt …

… Ægte omvendelse medfører en forandring i hjertet og ikke blot en ændring af adfærd … Omvendelse medfører kun sjældent … sensationelle eller dramatiske ændringer, men den finder snarere sted trin for trin med faste og urokkelige skridt – ét for ét fremad mod guddommelighed« (se »En stor forandring i hjertet«, Stjernen, mar. 1990, s. 7).

Hjælp eleverne til at anvende dette princip og bedømme deres fremgang med at opleve en mægtig forandring i hjertet ved at bede dem om at besvare følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog: (Skriv eventuelt disse forslag på tavlen, før klassen begynder, forbered et uddelingsark eller læs spørgsmålene langsomt, så eleverne kan skrive dem i deres skriftstudiebog).

  • Hvordan har jeres natur ændret sig, efterhånden som I har fulgt Frelseren?

  • Hvad vil I være nødt til at gøre, for at Herren fortsat kan hjælpe jer til at opleve denne forandring?

Giv en eller to elever mulighed for at komme med deres svar på disse spørgsmål. Vær sikker på, at de forstår, at de ikke skal føle sig forpligtede til at dele tanker eller oplevelser, der er for personlige eller private.

Mosija 5:5-15

Kong Benjamins folk indgår en pagt med Gud og får et nyt navn

Bed en elev om at læse Mosija 5:5 højt. Bed klassen om at finde frem til, hvad kong Benjamins folk var villige til at gøre, fordi deres hjerte var blevet forandret.

  • Hvad var folket villige til at gøre nu, hvor deres natur havde ændret sig i kraft af Jesu Kristi forsoning?

Hjælp eleverne til en større forståelse af pagter ved at give dem nogle minutter til at studere emnet for sig selv. Foreslå eventuelt, at de studerer emnet i Tro mod Sandheden, eller at de finder skriftsteder om emnet i Guide til Skrifterne i Mormons Bog eller Tre i en-udgaven. Når eleverne er parate, opdeles de parvis og forklarer med egne ord hinanden, hvad en pagt er.

  • Hvilke ord eller udtryk i Mosija 5:5 viser oprigtigheden af folkets ønske om at indgå og holde en pagt med Gud? (Det kan være svar, som »at gøre hans vilje«, »i alt« og »alle resten af vore dage«.)

  • Hvilke ord eller udtryk i Mosija 5:5 minder jer om de løfter, vi fornyr, hver gang vi nyder nadveren?

  • Hvordan tror I, det hjælper os i processen med at opleve en forandring i hjertet, at vi indgår og holder pagter?

Bed derefter eleverne om at læse Mosija 1:11 for sig selv. Bed dem se efter en årsag til, at kong Benjamin kaldte folket sammen. (For at give dem et navn). Forklar, at Mosija 5:7-15 indeholder kong Benjamins forklaring på det navn, han havde lovet at give sit folk. Giv eleverne et par minutter til at skimme Mosija 5:7-14 og kigge efter ordene navn og kaldes/kalde. Foreslå eventuelt, at eleverne markerer disse ord, hver gang de forekommer.

Bed et par elever fortælle, hvorfor de fik deres navn. Bed dem fx fortælle om, hvordan deres forældre besluttede sig for deres navn, eller spørg om deres navn har nogen særlig betydning. Spørg derpå klassen:

  • Hvilken betydning har et navn? (Sammenfat elevernes svar på dette spørgsmål på tavlen. Det kan være svar, som at et navn er det, vi kendes på, det er forbundet med vores identitet, det er en måde at skille sig ud fra andre på, og ofte indeholder det et omdømme og nogle forventninger takket være familien, det forbindes med).

Bed en elev om at læse Mosija 5:7-8 højt. Bed klassen se efter det navn, kong Benjamin gav sit folk. Bed dem også se efter ord og udtryk, der viser betydningen af det navn. Foreslå dem eventuelt at markere disse ord og udtryk.

  • Hvilket navn gav kong Benjamin sit folk?

  • Hvilke ord og vendinger lagde I mærke til? Hvad lærer disse ord og udtryk jer om Kristi navn?

  • Hvornår påtager vi os Jesu Kristi navn? (Sørg for, eleverne forstår, at vi påtager os Jesu Kristi navn, når vi indgår og holder hellige pagter).

Mens eleverne taler om disse vers, har de måske brug for hjælp til at forstå læren om, at vi kan blive »Kristi børn« (Mosi 5:7). Påpeg eventuelt, at en far giver liv til et barn. Vi er åndelige børn af vor himmelske Fader. Vi er også børn af vores jordiske far, som sammen med vores mor gav os mulighed for at leve på jorden i vores fysiske legeme. Med henvisning til Mosija 5:7 belærte præsident Joseph Fielding Smith om, at Jesus Kristus også »bliver vor Fader«, fordi han »tilbyder os liv, evigt liv, gennem den forsoning, han har gjort for os«. Præsident Smith har forklaret: »Vi bliver børn, sønner og døtre af Jesus Kristus, gennem vore lydighedspagter med ham« (Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977, 1:35).

Henvis eleverne til de ord på tavlen, der beskriver et navns betydning.

  • Hvordan kan ordene på tavlen hjælpe os til at forstå betydningen af at påtage os Jesu Kristi navn?

Bed eleverne læse Mosija 5:9-13 for sig selv og se efter flere af kong Benjamins råd om, at vi skal påtage os Jesu Kristi navn. Foreslå eventuelt, at eleverne læser disse vers, som om kong Benjamin talte til dem personligt. Opdel eleverne i par og bed dem tale om følgende spørgsmål ud fra det, de har læst. (Skriv eventuelt disse spørgsmål på tavlen eller på uddelingsark).

  • Tænk over betydningen af, at vi påtager os Kristi navn. Hvad tror I, det betyder at have Kristi navn skrevet i vores hjerte? Hvilke velsignelser kommer der til dem, der har Kristi navn skrevet i deres hjerte?

  • Tænk på mennesker, I kender, der ærer Kristi navn. Hvad gør disse mennesker, der viser den ærbødighed og kærlighed, de har til Kristi navn?

Bed en elev om at læse Mosija 5:15 højt. Bed klassen se efter handlinger, der kendetegner dem, der holder deres pagter.

  • Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv for at bedømme, hvorvidt vi har påtaget os Kristi navn?

Fortæl hvad det betyder for jer, at I har påtaget jer Jesu Kristi navn. Bær vidnesbyrd om dets betydning for dig.

Mosija 6:1-7

Mosija begynder at regere som konge

Bed eleverne om at læse Mosija 6:1-3 for sig selv og finde frem til, hvad kong Benjamin gjorde, før han lod mængden gå.

  • Hvorfor tror I, det var vigtigt at nedskrive navnene på alle de mennesker, der havde indgået pagten? Hvorfor udpegede kong Benjamin præster blandt folket?

Forklar, at da kong Benjamin havde talt til folket, overdrog han riget til sin søn Mosija. Tre år senere døde kong Benjamin. Bed en elev om at læse Mosija 6:6-7 højt. Bed klassen om at se efter ord og udtryk der viser, at Mosija fulgte sin fars eksempel og hjalp sit folk til fortsat at opleve en mægtig forandring i hjertet.

Kommentar og baggrundsinformation

Mosija 5:15. »Standhaftige og urokkelige«

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvad det betyder at være »standhaftige og urokkelige«:

»Ordet ›standhaftig‹ bruges om at stå fast på en beslutning, ikke give efter for fx fristelser, vanskeligheder eller modgang; urokkelig (Den Danske Ordbog, bd. 5, 1. udg., 2005, ›standhaftig‹). Ordet ›urokkelig‹ bruges til at angive en ting, ›som ikke kan rokkes eller flyttes; som sidder helt fast‹. Det betyder også i overført betydning nogen ›som ikke lader sig påvirke eller ændre; som ikke kan påvirkes til at ændre mening‹ (Den Danske Ordbog, bd. 6, 1. udg., 2005, ›urokkelig‹). Således er en person, der er standhaftig og urokkelig, én, der står fast på en beslutning og ikke giver efter for fx fristelser, vanskeligheder eller modgang og ikke kan påvirkes til at ændre mening« (»Steadfast and Immovable, Always Abounding in Good Works«, New Era, jan. 2008, s. 2).