Bibliotek
Lektion 78: Alma 13


Lektion 78

Alma 13

Indledning

Da Alma til at begynde med underviste Ammonihas oprørske folk, stredes de med ham og spurgte: »Hvem er du?« og betvivlede hans myndighed (se Alma 9:1-6). De var i en frafalden tilstand og havde taget Nehors orden til sig – præstelist med dens mål om personlig vinding (se Alma 1:2-15; 15:15; 16:11). I modsætning til Nehors lære belærte Alma dem om »det høje præstedømme efter Guds hellige orden« med dets mål om at hjælpe andre til at omvende sig og gå ind til Herrens hvile (se Alma 13:6). Han brugte Melkisedek som eksempel, der prædikede tro og omvendelse og hjalp sit folk til at leve i fred. Alma belærte også om forudtilværelsen og forudordination. Han afsluttede sin forkyndelse med at opfordre folket til at lytte til hans ord, så de kunne berede sig til at gå ind til Herrens hvile.

Forslag til undervisningen

Alma 13:1-12

Alma belærer Ammonihas folk om højpræsters kaldelse

Forklar, at Alma 13 indeholder Almas belæringer om en gruppe mennesker, der er til stor gavn for Kirken. Faktisk er alle Kirkens medlemmer blevet velsignet gennem disse menneskers tjeneste.

Fortæl eleverne, at de kender mennesker, der tilhører denne gruppe. Bed derpå eleverne om at læse Alma 13:1 for sig selv og finde ud af, hvem disse mennesker er. Når de har haft tid til at læse dette vers, foreslår du dem, at de også læser Alma 13:10, 14 og Lære og Pagter 107:1-3. Foreslå dem eventuelt, at de skriver disse henvisninger i margenen ud for Alma 13:1.

Påpeg, at Alma talte om præster efter Guds Søns orden, som er Det Melkisedekske Præstedømme. Med andre ord talte han om mænd, der besad embedet som højpræst i Det Melkisedekske Præstedømme. Bed en elev læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum:

»Disse nefitter, der trofast og oprigtigt holdt moseloven, havde Det Melkisedekske Præstedømme, hvilket betyder, at de også havde evangeliets fylde … Nogle af vore bedste oplysninger om Det Melkisedekske Præstedømme findes i Alma 13« (The Promised Messiah, 1978, s. 421).

  • Hvilke velsignelser har I fået takket være Det Melkisedekske Præstedømme? (Eleverne nævner måske Helligåndsgaven, patriarkalske velsignelser, andre præstedømmevelsignelser, generalautoriteternes ledelse, lokale lederes ledelse som fx biskopper eller grenspræsidenter samt velsignelser, de har fået i kraft af de pagter, deres forældre har indgået i templet. De kan også nævne dåb og nadveren, som udføres af Det Aronske Præstedømmes myndighed under ledelse af melkisedekske præstedømmeledere).

Vis følgende spørgsmål på tavlen eller på uddelingsark. Giv eleverne tid til at læse Alma 13:2-10 og finde svarene på spørgsmålene.

Hvornår blev de første melkisedekske præstedømmebærere kaldet og beredt? (Se Alma 13:3-5).

Hvilken pligt har alle melkisedekske præstedømmebærere? (Se Alma 13:6).

Hvilke udtryk i Alma 13:7 beskriver Det Melkisedekske Præstedømme?

Hvad kræves der for at blive ordineret til Det Melkisedekske Præstedømme? (Se Alma 13:10).

Når eleverne har haft tid nok til at finde svarene på spørgsmålene, beder du dem svare. Skriv eventuelt deres svar på tavlen.

For at hjælpe eleverne til en dybere forståelse, så de kan drøfte det, de har læst, så overvej at stille følgende spørgsmål:

  • På hvilke måder hjælper præstedømmebæreres tjeneste os til at vide, hvordan vi skal se hen til Jesus Kristus for forløsning? (Se Alma 13:2, 8, 16. Ved deres eksempel og belæringer og ved de ordinancer, de udfører, viser de os vejen til Frelseren).

  • Hvad mente Alma, da han sagde, at højpræster er blevet »kaldet og beredt fra verdens grundlæggelse«? (Alma 13:3). (Han mente, at nogle mænd er blevet forudordineret til at modtage visse præstedømmeembeder).

Hjælp eleverne til at forstå forudordination og hvordan den gælder for dem ved at bede en elev om at læse følgende udtalelser.

Profeten Joseph Smith har forklaret: »Hver eneste mand, som har et kald til at betjene verdens indbyggere, blev ordineret til selve denne opgave i det store råd i himlen, før denne verden blev til. Jeg mener, at jeg blev ordineret til selve dette embede i hint store råd« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 505).

Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »I den verden vi kommer fra, fik trofaste kvinder overdraget visse hverv, mens trofaste mænd blev forudordineret til visse præstedømmeopgaver. Selv om vi ikke nu kan huske alle detaljerne, så ændrer det ikke den strålende virkelighed i det, som vi engang sagde ja til« (Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 219-220).

  • Hvad lærer Alma 13:3 os om det, vi skal gøre for at udfylde vores forudordinerede mission?

  • Når en mand ordineres til et embede i præstedømmet, hvad bør denne ordination så betyde for ham? (Se Alma 13:8). Bemærk, at dette spørgsmål kan besvares såvel af unge piger som af unge mænd. Unge mænd kan drage nytte af at høre de unge pigers svar).

Bed eleverne om at læse Alma 13:11-12 for sig selv og finde frem til, hvordan de melkisedekske præstedømmebærere, som Alma nævnte, blev forandret ved Jesu Kristi forsoning.

  • Hvad tror I, det vil sige, at en persons »klæder blev vasket hvide ved Lammets blod«?

  • Hvorfor tror I, at melkisedekske præstedømmebærere er nødt til at blive forandret ved Jesu Kristi forsoning? Hvordan kan vi følge deres eksempel?

Mind eleverne om, at Alma forklarede Ammonihas folk disse sandheder. Mange af disse mennesker »var af Nehors bekendelse« (Alma 14:18; 15:15), hvilket vil sige, at de havde taget Nehors lære til sig. Nehor var en mand, der havde oprettet en falsk orden, som Alma havde kaldt »præstelist« (se Alma 1:12-15).

  • Hvordan adskiller trofaste melkisedekske præstedømmebærere sig fra dem, der fulgte Nehors lære? (Bed eventuelt eleverne om at gennemgå Alma 1:2-6 og finde nogle forskelle på Nehors præstelist og Det Melkisedekske Præstedømme).

  • Ammonihas folk var tidligere blevet belært om Det Melkisedekske Præstedømme og havde fået velsignelser gennem Det Melkisedekske Præstedømme (se Alma 9:21; 13:1). Hvorfor tror I, det var vigtigt for Ammonihas folk at blive mindet om det, de tidligere havde lært om Det Melkisedekske Præstedømme?

  • Hvad har I indtil videre lært om præstedømmet i denne lektion? (Selv om eleverne foreslår flere sandheder, bør deres svar udtrykke, at præstedømmeordinancer og præstedømmebærernes tjeneste hjælper os til at vide, hvordan vi kan se hen til Jesus Kristus for at blive forløst).

Foreslå eventuelt eleverne at skrive dette princip og andre principper, de har fundet frem til, i deres skriftstudiebog. Hvis tiden tillader det, kan du bede dem om at skrive ned, hvordan disse principper kan påvirke den måde, hvorpå de betragter præstedømmets kraft og velsignelser.

Alma 13:13-20

Alma belærer om Melkisedek, en stor højpræst, der stiftede fred blandt sit folk

Skriv følgende ord og udtryk på tavlen: højpræst, konge, udøvede mægtig tro, prædikede omvendelse, skabte fred, fredsfyrste, regerede under sin far. Hold en pause efter at have skrevet hvert ord eller udtryk for at lade eleverne gætte, uden at se i deres skrifter, hvem Alma beskrev med disse ord og udtryk. (Han beskrev Melkisedek). Hvis eleverne ikke har gættet rigtigt, efter du har skrevet alle ord og udtryk på tavlen, lader du dem læse Alma 13:14.

Hvis nogle af eleverne har gættet på, at Alma talte om Jesus Kristus, spørger du dem, hvorfor beskrivelsen af en retfærdig højpræst minder dem om Frelseren. Hjælp dem til at forstå, at melkisedekske præstedømmebærere er »af Sønnens, Faderens Enbårnes, orden« (Alma 13:9; se også L&P 107:2-4). Påpeg, at melkisedekske præstedømmebærere bør stræbe efter at følge Jesu Kristi eksempel i deres tjeneste og deres undervisning. Mind også eleverne om, at ordinancer, der udføres ved Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed, får os til at komme nærmere Frelseren.

Bed en elev om at læse Alma 13:14-19 højt. Lad klassen tænke over, hvordan Ammonihas ugudelige folk kunne have draget nytte af at lære om Melkisedek.

  • Hvilke ord i Alma 13:17 beskriver Melkisedeks folk? Hvilke ligheder havde disse mennesker med Ammonihas folk? (Se Alma 8:9; 9:8).

  • Hvad gjorde Melkisedek som leder for sit folk? Hvilken påvirkning havde hans ledelse på folket? Hvordan adskilte denne påvirkning sig fra påvirkningen hos dem i Ammoniha, der fulgte Nehors lære? (Se Alma 8:17; 10:27, 32).

Bed eleverne om at sammenfatte Alma 13:16-18 og udtrykke nogle sandheder, som disse vers indeholder om præstedømmelederes ansvar. Når de kommer med deres sammenfatninger, sørger du for, at det udtrykkes, at præstedømmeledere hjælper os til at se hen til Jesus Kristus, omvende os og leve i fred med andre. (Lad eventuelt eleverne skrive deres sammenfatning i deres skrifter ud for Alma 13:16-18). Påpeg, at andre kirkeledere som fx ledere i Hjælpeforeningen og Unge Piger er væsentlige medspillere i den sammenhæng. Når de tjener sammen med præstedømmeledere, er de med til at føre enkeltpersoner og familier til Kristus.

  • Hvordan er I blevet velsignet ved kirkelederes tjeneste?

Alma 13:21-31

Alma opfordrer folket til at lytte til Herrens røst og gå ind til hans hvile

Bed eleverne om at finde et begreb, der gentages i Alma 13:12, 13, 16, 29. De bør finde ordet hvile og udtrykket »Herrens hvile«. Du kan eventuelt tilskynde dem til at markere dette begreb i hvert vers. Hjælp eleverne til at forstå, hvad der menes med at gå ind til Herrens hvile i dette liv og når vi er døde ved at læse følgende udtalelse:

»De gamle profeter taler om at ›indgå til Guds hvile‹ (se Alma 12:34; L&P 84:23-24). Hvad betyder det? Efter min mening betyder det at gå ind til Guds kundskab og kærlighed, at have tro på hans hensigt og på hans plan i en sådan grad, at vi ved, at vi har ret, og at vi ikke jager efter noget andet« (Joseph F. Smith, Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1999, s. 56).

»Virkelige hellige går ind til Herrens hvile, mens de er i dette liv, og ved at forblive i sandheden fortsætter de i denne velsignede tilstand, indtil de hviler sammen med Herren i himlen … Herrens hvile er i evigheden at arve evigt liv – at opnå fylden af Herrens herlighed« (Bruce R. McConkie, Mormon Doctrine, 2. udg. 1966, s. 633).

Forklar, at Alma formanede Ammonihas folk til at omvende sig og berede sig til Kristi komme (se Alma 13:21-26). Derpå fortalte han om principper, de var nødt til at følge for at gå ind til Herrens hvile.

Bed eleverne om at læse Alma 13:27 for sig selv.

  • Hvilke ord i Alma 13:27 viser Almas følelser for folket og for hans budskab?

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Alma 13:27-29. Bed klassen om at lægge mærke til de principper, som Alma håbede folket ville følge. Bed derefter eleverne om at nævne de principper, de har fundet. De kan fx sige, at når vi reagerer ydmygt på opfordringen om at omvende os, leder Ånden os ind til Herrens hvile.

Lad eleverne skrive nogle mål om, hvordan de vil følge rådet i Alma 13:27-29. Bær vidnesbyrd om, at vi kan gå ind til Herrens hvile i dette liv såvel som det næste, når vi følger de principper, Alma belærte om.

Kommentar og baggrundsinformation

Alma 13:1. »Jeg vil … lede jeres tanker frem«

Eleverne undrer sig måske over, hvorfor Alma sagde »[Jeg] vil … lede jeres tanker frem« og derpå talte om begivenheder, der allerede havde fundet sted (se Alma 13:1). Det hjælper at huske på, at Alma 13 er en fortsættelse af en tale, som også er i Alma 11 og 12. Slutningen af Alma 12 indeholder Almas ord om Adam og Evas fald (se Alma 12:22-23, 30-32). I begyndelsen af Alma 13 fortsætter Alma sin beretning og beder folket om at »lede [d]eres tanker frem« til et tidspunkt efter faldet, hvor Herren ordinerede præster til at undervise i sine befalinger.

Alma 13:3. Handlefrihed i forudtilværelsen

Da Alma talte om præstedømmebærere og deres førjordiske forudordination, forklarede han, at »til at begynde med blev de overladt til at vælge godt eller ondt« (Alma 13:3). Præsident Joseph Fielding Smith uddybede denne sandhed:

»Gud gav sine børn deres handlefrihed – selv i [den førjordiske] åndeverden – hvorved de enkelte ånder, ligesom her på jorden fik lov til at vælge det gode og afvise det onde, eller tage del i det onde og lide konsekvenserne af deres synder. Som følge heraf var der også nogle, der var mere trofaste end andre i at holde Herrens bud …

»Menneskenes ånder havde deres handlefrihed … Menneskenes ånder stod ikke på samme stadium; De kan muligvis have gjort det fra begyndelsen, og vi ved, at de alle fra begyndelsen var uskyldige; men retten til handlefrihed, som blev givet dem, gjorde, at nogle af dem overgik andre, og således gennem evighedernes uendelighed i en udødelig tilværelse blev mere intelligente, mere trofaste, for de havde ret til at handle selvstændigt, tænke selvstændigt, modtage sandheden eller gøre oprør mod den« (Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 1:61-62).

Alma 13:3-5. Forudtilværelsen og forudordination

Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

»Der er ikke blevet overdraget os nogen dybere sandhed i forbindelse med genoprettelsen end kundskaben om vores forudtilværelse. Ingen anden kirke kender eller belærer om denne sandhed. Læren er kun givet i skitseform, men fremtrædende kendsgerninger gentages tilstrækkeligt ofte i åbenbaringer til at sikre os visse grundlæggende sandheder …

De få væsentlige kendsgerninger, vi kender om vores status i forudtilværelsen, er disse: ›Mennesket var også i begyndelsen hos Gud‹(L&P 93:29). Vi boede i Guds, vor evige Faders, nærvær. Vi er hans afkom. Intelligens, eller ånd, blev organiseret som åndelige legemer, før verden blev til. (Se Alma 3:22). Vi blev hver især skænket handlefrihed. Myndighed blev overdraget og ledere blev valgt.(Alma 13:1-4).«(Our Father’s Plan, 1984, s. 14-15).

Tro mod sandheden indeholder følgende forklaring om forudordination:

»I åndeverdenen i forudtilværelsen udpegede Gud visse ånder til at udføre specifikke missioner i løbet af deres liv. Det kaldes forudordination.

Forudordination garanterer ikke, at mennesker modtager bestemte kaldelser eller ansvar. Sådanne muligheder kommer i livet som resultat af retfærdig udøvelse af handlefriheden, ligesom forudordination kommer som et resultat af retfærdighed i forudtilværelsen …

Læren om forudordination gælder for alle Kirkens medlemmer og ikke blot for Frelseren og hans profeter. Før jordens skabelse blev trofaste kvinder givet visse ansvar og trofaste mænd blev forudordineret til pligter i præstedømmet. Selv om du ikke husker den gang, så har du helt sikkert sagt ja til at opfylde afgørende opgaver i din Faders tjeneste. Efterhånden, som du viser dig værdig vil du blive givet mulighed for at opfylde de opgaver, som du da modtog« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 47-48).

Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»Læren om forudeksistens er ikke en lære om at hvile på laurbærrene. For vi skal hver især uafbrudt træffe vanskelige valg, uophørlige og svære pligter skal udføres, vi oplever ironi og modgang, tid, der skal anvendes godt, og vi har talenter og evner, der skal udvikles. Men fordi vi blev valgt ›der og dengang‹ betyder det bestemt ikke, at vi kan være ligegyldige ›her og nu‹. Uanset om mænd er forudordinerede eller kvinder forudset til noget, så må de, der er kaldede og forberedte også vise sig ›udvalgte og trofaste‹ (se Hebr 17:14-16; L&P 121:34-36)« (se »Livet før dette er en herlig realitet«, Stjernen, jan. 1986, s. 17).