Bibliotek
Enosh


Introduktion til Enoshs Bog

Hvorfor bør man studere denne bog?

Enoshs Bog viser kraften i Jesu Kristi forsoning til at rense mennesker fra synd og hele dem. Enosh kæmpede med Gud i kraftig bøn, inden han fik forladelse for sine synder. Derefter bad han for nefitternes og lamanitternes åndelige velfærd, og han brugte resten af sit liv på at arbejde for deres frelse. Når eleverne studerer Enoshs Bog kan de finde vigtige lærdomme om bøn, omvendelse og åbenbaring. De kan også lære, at når mennesker modtager forsoningens velsignelser, så får de et ønske om at dele disse velsignelser med andre.

Hvem skrev denne bog?

Enosh, søn af Jakob og barnebarn af Lehi og Sarija, skrev denne bog. Enosh skrev, at hans far oplærte ham i »Herrens tugt og formaning« (En 1:1). Hen mod slutningen af sit liv skrev Enosh, at han havde skrevet »den sandhed, der er i Kristus« i alle sine dage (En 1:26). Inden han døde, overdrog Enosh nefitternes små plader til sin søn Jarom (se Jar 1:1). Enosh afslutter sin optegnelse med at sige, at han fryder sig ved den dag, hvor han skal stå over for sin Forløser. Han siger: »Da skal jeg med behag se hans ansigt, og han vil sige til mig: Kom til mig, du velsignede, der er et sted beredt til dig i min Faders boliger« (En 1:27).

Hvem er denne bog skrevet til og hvorfor?

Da Enosh modtog de små plader af sin far, lovede han kun at indgravere de ting, han anså for mest dyrebare, som omfattede hellig forkyndelse, åbenbaring og profeti (se Jakob 1:1-4; 7:27). Enosh vidste, at hans folk, nefitterne, ville blive udryddet. Han bad Herren om at bevare en optegnelse om nefitterne, »som engang i fremtiden kunne blive bragt frem til lamanitterne, så de muligvis kunne blive bragt til frelse« (En 1:13).

Hvor og hvornår blev den skrevet?

Enosh afsluttede sin optegnelse ved at erklære, at der var gået 179 år siden Lehi havde forladt Jerusalem (se En 1:25). Han skrev omkring år 544 f.Kr. og år 421 f.Kr. Enosh skrev denne optegnelse, mens han boede i landet Nefi.

Hvilke særlige kendetegn er der ved denne bog?

Enoshs Bog viser, hvordan enkeltpersoner kan modtage velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning og dele disse velsignelser med andre. For det første blev Enosh belært om Jesu Kristi evangelium (se En 1:1, 3). Dernæst anerkendte han sit behov for Frelseren og bad om tilgivelse (se En 1:2-4). Efter at han havde modtaget tilgivelse for sine synder, bad han og arbejdede flittigt på at føre andre til frelse (se En 1:5-27). Denne fremgangsmåde ser man igennem hele Mormons Bog. Det er Alma (se Mosi 17:1-2; 18:1-2), Alma den Yngre og Mosijas sønner (se Mosi 27-28) samt Lamoni og hans folk (se Alma 18-19) eksempler på.

Desuden er Enoshs Bog den første, der detaljeret beskriver den faldne tilstand, som Lamans og Lemuels efterkommere befandt sig i (se En 1:20). Heri nævnes det også, at »der var overordentligt mange profeter« blandt nefitterne, selv om størstedelen af dem var »et stivnakket folk«, som bestandigt måtte opildnes for at »holde dem i frygt for Herren« (En 1:22-23).

Oversigt

Enosh 1:1-8 Enosh beder om forladelse for sine synder og modtager tilgivelse på grund af sin tro på Jesus Kristus.

Enosh 1:9-18 Enosh beder for både nefitterne og lamanitterne og om at Herren vil bevare nefitternes optegnelser.

Enosh 1:19-24 Enosh beskriver lamanitternes ugudelighed og nefitternes stivnakkethed. Han og andre profeter arbejder uophørligt for folkets frelse.

Enosh 1:25-27 Enosh afslutter sin optegnelse og skriver om sin forvisning om, at han vil modtage evigt liv gennem sin Forløser.