Bibliotek
Lektion 48: Jakob 7


Lektion 48

Jakob 7

Indledning

Jakob stolede på Herren og på sit urokkelige vidnesbyrd og modstod antikristen Sherems falske lære og argumenter. Han trak især på tidligere erfaringer, som havde styrket hans tro på Jesus Kristus. Han satte også sin lid til Helligåndens vejledning, sin kundskab om skriften og profeternes ord og sit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Da Sherem forlangte et tegn som bevis på Jakobs ord, blev han slået af Gud. Jakob afsluttede sin optegnelse med at beskrive, hvordan nefitterne satte deres lid til Herren og styrkede sig mod lamanitterne. Inden Jakob døde betroede han sin søn, Enosh, de små plader.

Forslag til undervisningen

Jakob 7:1-14

Jakob stoler på Herren, da han står over for Sherem, en antikrist

Skriv følgende udtalelse af ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum på tavlen inden klassen begynder (citat fra »Kristent mod: Prisen for at være discipel«, Liahona, nov. 2008, s. 72):

»En af jordelivets store prøver er, når vores tro bliver betvivlet eller kritiseret« (ældste Robert D. Hales).

Bed eleverne om at tænke over en gang, hvor der var nogle, der betvivlede eller kritiserede deres tro. Bed flere af dem om at fortælle om deres følelser, da det skete. Du kan måske også kort fortælle om en oplevelse, du har haft.

Forklar, at Jakob 7 omhandler Jakobs oplevelse med Sherem, en antikrist. (Du kan eventuelt forklare, at en antikrist er »hvem eller hvad som helst, der er en forfalskning af evangeliets sande plan for frelse, og som åbenlyst eller i det skjulte sætter sig op mod Kristus« (Guide til Skrifterne, »Antikrist«)). Sherem opsøgte Jakob for at udfordre hans tro.

Bed eleverne om at læse Jakob 7:1-5 for sig selv. Bed dem dels om at finde frem til, (1) hvad Sherem prøvede at gøre, og (2) hvordan han forsøgte at opnå sine mål. Bed eleverne om at beskrive, hvad de har lært om Sherem, når de er færdige med at læse. Du kan eventuelt stille nogle af følgende spørgsmål for at sætte gang i samtalen:

  • Hvilken virkning havde Sherem på folket?

  • Hvad kan I se i Jakob 7:1-5, der minder jer om en gang, hvor andre har stillet spørgsmål ved eller kritiseret jeres tro? (Når I drøfter dette spørgsmål, skal du måske hjælpe eleverne til at forstå, at det ikke er alle mennesker, der stiller spørgsmål vedrørende vores tro eller kritiserer vores tro, der har samme motiver som Sherem. Selvom nogle mennesker ligesom Sherem bevidst forsøger at forpurre troen, så stiller andre måske spørgsmål ved vores tro, fordi de er nysgerrige eller fordi, de er blevet misinformeret om det, vi tror på).

  • Hvorfor er det sommetider svært at forsvare vores tro mod folk som Sherem?

Skriv følgende skriftstedshenvisninger og udsagn på tavlen. (For at spare tid kan du skrive dem på tavlen, inden klassen begynder. Du kan også forberede dem som uddelingsark).

1. Jakob 7:5.

a. Vidnede om skriften og profeternes ord.

2. Jakob 7:8.

b. Lagde udfaldet i Guds hænder.

3. Jakob 7:10-11

c. Stolede på vejledning og styrke fra Helligånden.

4. Jakob 7:12

d. Huskede på tidligere oplevelser, som havde styrket hans tro.

5. Jakob 7:13-14

e. Bar det vidnesbyrd han modtog gennem Helligånden.

Forklar, at skriftstederne på listen beskriver, hvordan Jakob svarede, da Sherem forsøgte at udfordre hans tro. Udtalelsen til højre er Jakobs svar, men de står ikke i rækkefølge og skal sættes sammen med det rigtige skriftsted. Bed flere elever om at skiftes til at læse højt fra Jakob 7:5-14. Lad dem holde en pause i oplæsningen efter hvert skriftsted på tavlen. Bed eleverne om at matche det enkelte skriftsted med det tilsvarende udsagn. Du kan eventuelt bede en elev om at komme op til tavlen og sætte streger fra skriftstedshenvisningerne til det modsvarende udsagn. (Svar: 1-d; 2-c; 3-a; 4-e; 5-b).

Spørg når eleverne er færdige med denne aktivitet:

  • Hvilke principper undervises der om i de vers, vi lige har læst?

Hvis ingen nævner det, så sørg for, at de forstår, at vi kan overvinde angreb mod vores tro, når vi sætter vores lid til Herren (Du kan eventuelt skrive dette princip på tavlen).

Forklar, at Jakobs svar til Sherem er et eksempel, som vi kan følge, når vi svarer dem, som betvivler eller kritiserer vores tro.

De opfølgende spørgsmål nedenfor er udformet for at hjælpe eleverne til at tænke dybere over det, som Jakob gjorde for at sætte sin lid til Herren. Ved at svare på disse spørgsmål får eleverne mulighed for at vise og bære vidnesbyrd om, hvordan lignende handlinger har hjulpet dem, når andre har udfordret dem på deres tro. Det vil også hjælpe dem til at lære, hvordan de kan svare passende på fremtidige angreb imod deres tro. Eftersom der sikkert er flere spørgsmål, end du har tid til at bruge i klassen, så udvælg nogle få som grundlag for en drøftelse. Søg Helligåndens vejledning, når du gør dette og husk på de oplevelser, eleverne fortalte om i begyndelsen af lektionen. Du kan også spørge eleverne om, hvilke af Jakobs handlinger, de gerne vil drøfte nærmere.

  • Hvad var der tidligere hændt Jakob, som havde gjort hans tro urokkelig? (Se Jakob 7:5).

  • Hvilke oplevelser har styrket jeres tro? (Du kan eventuelt give eleverne tid til at tænke over disse spørgsmål, inden de svarer. Mind eleverne om, at de ikke behøver at fortælle om oplevelser, der er for personlige eller private). Hvordan kan det hjælpe jer at huske disse oplevelser, når nogen stiller spørgsmål ved eller kritiserer det, I tror på?

  • Hvornår har Helligånden hjulpet jer til at svare på spørgsmål eller kritik af jeres tro? (Se Jakob 7:8).

  • Hvordan kan en daglig vane med at studere skrifterne og profeternes ord hjælpe jer, når andre betvivler eller kritiserer jeres tro? (Se Jakob 7:10-11).

  • Hvornår har I båret jeres vidnesbyrd over for nogen, som har stillet spørgsmål til eller kritiseret jeres tro? (Se Jakob 7:12). Hvad blev resultatet af det?

  • Hvorfor var det víst af Jakob at overlade sagen til Herren, da Sherem forlangte et tegn, frem for selv at prøve at bevise det sandfærdige i sit vidnesbyrd? (Se Jakob 7:14). På hvilken måde er det en hjælp for jer at vide, at det ikke er nødvendigt for jer at bevise sandfærdigheden af jeres vidnesbyrd over for mennesker, som prøver at udfordre jeres tro?

Jakob 7:15-27

Efter Sherem var blevet slået af Guds kraft, tilstod han sine synder, vidnede om sandheden og døde så, hvilket førte til, at nefitterne i stort tal vendte tilbage til Herren.

Læs følgende udtalelse af ældste Robert D. Hales:

»Med årene lærer vi, at udfordringer på vores tro ikke er nye, og de forsvinder sandsynligvis heller ikke snart. Men sande Kristi disciple ser muligheder trods modstanden …

Heldigvis kender Herren vore anklageres hjerte og ved, hvordan vi mest effektivt kan svare dem. Når sande disciple søger vejledning fra Ånden, modtager de inspiration skræddersyet til hvert tilfælde. Og i hver situation reagerer sande disciple på en måde, der indbyder Herrens Ånd« (»Kristent mod: Prisen for at være discipel«, Liahona, nov. 2008, s. 72-73).

  • Hvad tror I, det betyder at se »muligheder midt i al modgangen«? (Når eleverne svarer, så hjælp dem til at forstå, at der kan komme noget godt ud af det, når vi svarer på angreb mod vores tro på en måde, som indbyder Herrens Ånd).

Del eleverne op i par. Bed hvert makkerpar om at læse Jakob 7:15-23 og se efter det gode, der kom ud af Jakobs møde med Sherem. Når eleverne er færdige med at læse, så bed nogle få af dem om at fortælle, hvad de har fundet frem til. Overvej at bruge nogle af følgende spørgsmål for at hjælpe eleverne til at analysere disse vers:

  • Hvilke tegn ser I på, at Jakob håbede, at hans møde med Sherem ville hjælpe andre? (Se Jakob 7:22). Hjælp eleverne til at se, at Jakob havde bedt for den nefitiske folkemængde, som var vidne til Sherems tilståelse og død.

  • Hvad blev det endelige resultat for folket af Jakobs møde med Sherem ifølge Jakob 7:23?

  • Hvilke sandheder kan vi lære af det udkomme, Jakobs møde med Sherem fik? (Eleverne kan komme med forskellige svar på dette spørgsmål. Nogle kan nævne nedennævnte principper).

  • Alle profeter vidner om Jesus Kristus.

  • Når vi svarer på spørgsmål eller kritik af vores tro på en måde, som indbyder Helligånden, kan vi hjælpe andre til at komme til Herren.

  • Profeter hjælper os til at genkende og overvinde Satans bedrag.

  • De, som gør oprør mod Gud og aktivt forkynder mod sandheden, vil Herren lade møde hårde konsekvenser.

  • Granskning af skriften kan værne os mod at blive bedraget.

Når eleverne finder frem til de oven for nævnte principper, så overvej at stille opfølgende spørgsmål som hjælp til anvendelse af de principper.

  • Hvordan kan det hjælpe jer at leve efter dette princip?

  • Hvordan kan kundskab om dette princip hjælpe jer til at hjælpe andre?

  • Hvordan kan I bestræbe jer på at anvende dette princip i jeres liv?

Bed eleverne om at svare på et af følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog:

  • Nævn en ting, som I gerne vil begynde at gøre (eller fortsætte med at gøre) for at forberede jer på, at nogen engang vil udfordre jer på jeres tro.

Bær dit vidnesbyrd om, at vi vil kunne overvinde angreb på vores tro, når vi følger Jakobs eksempel med at stole på Herren.

Opsummering af Jakob

Brug noget tid på at hjælpe eleverne til at opsummere Jakobs Bog. Bed dem om at tænke over, hvad de har lært af denne bog både i seminar og af deres personlige studium. Bed dem om nødvendigt om at skimme de syv kapitler i Jakobs Bog igennem for at genopfriske deres hukommelse. Forbered dem på at skulle fortælle noget om Jakob eller hans skrivelser, som har gjort indtryk på dem. Du kan eventuelt minde dem om, at Jakob blev født i ørkenen i landet Overflod (tæt på Det Røde Hav), og at han døde i Nefis land. Han blev også velsignet af Lehi (se 2 Ne 2:1-4), og han så Frelseren (se 2 Ne 11:3). Hans ældre bror, Nefi, medtog nogle af hans prædikener på de små plader (se 2 Ne 6-10). Lad nogle af eleverne fortælle om deres tanker og følelser noget tid. Overvej at bære dit vidnesbyrd om, hvordan Jakobs eksempel og undervisning har velsignet dig.

Kommentar og baggrundsinformation

Jakob 7:5. »Og han havde håb om at rokke mig fra troen«

Præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab har givet følgende råd, som kan hjælpe os til at vide, hvad vi skal gøre, når spørgsmål, bekymringer eller tildragelser truer med at rokke os fra troen:

»Hvad stiller man op med tvivl og spørgsmål? Hvordan finder man ud af, at evangeliet er sandt? Er det i orden at have spørgsmål om Kirken eller dens lære? Mine kære unge venner, vi er et folk, der stiller spørgsmål, fordi vi ved, at oplysning leder til sandhed. Kirken kom fra start ved, at en ung mand stillede spørgsmål. Faktisk er jeg ikke sikker på, at man kan opdage sandhed uden at stille spørgsmål. I skriften vil man sjældent opleve en åbenbaring, som ikke var svar på et spørgsmål. Når som helst der dukkede et spørgsmål op, og Joseph Smith ikke var sikker på svaret, gik han til Herren, og resultatet er de vidunderlige åbenbaringer i Lære og Pagter. Joseph modtog ofte viden, der gik langt ud over det spørgsmål, han havde stillet. Det er ikke kun fordi, at Herren besvarer det spørgsmål, vi stiller, men hvad vigtigere er, så kan han give os svar på de spørgsmål, vi burde have stillet. Lad os lytte til disse svar.

Kirkens missionsindsats hviler på, at oprigtige undersøgere stiller oprigtige spørgsmål. Forespørgsel er vidnesbyrdets udspring. Nogle kan føle sig flove eller uværdige, fordi de har undersøgt spørgsmål omkring evangeliet, men det har de ingen grund til. At stille spørgsmål er ikke et tegn på svaghed, der er en forudsætning for vækst.

Gud befaler os at søge svar på vore spørgsmål (se Jak 1:5-6) og beder os blot om at søge ›af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt … og tro på Kristus‹ (Moro 10:4). Når vi gør dette vil sandheden af alle ting blive åbenbaret os ved ›Helligåndens kraft‹ (Moro 10:5).

Frygt ikke, stil spørgsmål. Vær nysgerrige, men tvivl ikke! Hold altid fast ved troen og ved det lys, I allerede har modtaget. Eftersom vi ikke kan se fuldkomment i jordelivet, vil alt ikke give mening lige nu. Faktisk skulle jeg mene, at hvis alt gav mening nu, ville det være et tegn på, at det hele var konstrueret i et menneskes sind. Husk at Gud har sagt:

›Jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje …

for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer‹ (Es 55:8-9).

Ikke desto mindre ved vi, at et af formålene med jordelivet er at blive mere lig vor himmelske Fader i tanke og væremåde. Set ud fra dette perspektiv, så kan det at søge svar på jeres spørgsmål føre jer nærmere på Gud og styrke jeres vidnesbyrd snarere end at rokke ved det. Det er sandt, at tro ikke er … ›en fuldkommen kundskab‹ (Alma 32:21), men når I udøver jeres tro, anvender evangeliets principper hver dag under alle omstændigheder, så vil I smage evangeliets søde frugt, og på den frugt vil I vide, at det er sandt (se Matt 7:16-20; Joh 7:17; Alma 32:41-43)« (»Spejlbilledet i vandet«, CES-foredrag for unge voksne, 1. nov. 2009).

For at hjælpe eleverne til at kunne svare på spørgsmål eller kritik om deres tro kan du henvise dem til følgende hjælpekilder:

  • Robert D. Hales, »Kristent mod: Prisen for at være discipel«,Liahona, nov. 2008, s. 72-75.

    I denne generalkonferencetale forklarer ældste Hales, hvordan vi kan svare på kritik eller forfølgelse med mod, tolerance og barmhjertighed.

  • Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005.

    Denne bog indeholder en alfabetisk række af evangeliske emner og kommentarer. Det Første Præsidentskab skrev, at en af hensigterne med denne bog var at hjælpe Kirkens medlemmer til at »svare på spørgsmål om Kirken« (Tro mod sandheden,, s. 1).

  • www.lds.org/study/topics

    Kirkens officielle hjemmeside indeholder en alfabetisk liste over evangeliske emner og kommentarer med link til relevante studiematerialer og relevante taler, artikler og udtalelser af Kirkens ledere.