Bibliotek
Lektion 61: Mosija 18


Lektion 61

Mosija 18

Indledning

Efter Abinadis død belærte Alma i hemmelighed om Abinadis ord blandt folket. De, der troede på ham, samledes ved Mormons vande for at lære mere. Alma forkyndte budskabet om »omvendelse og forløsning og tro på Herren« (Mosi 18:7). De, der tog hans belæringer til sig og omvendte sig fra deres synder, indgik en dåbspagt. Folket var trofaste mod denne pagt, og de hjalp hinanden timeligt og åndeligt.

Forslag til undervisningen

Mosija 18:1-16

Alma underviser og døber folket

Vis billedet: Abinadi hos kong Noa (62042; hæftet Evangelisk kunst, 2009, nr. 75). Peg på præsterne i baggrunden af billedet. Forklar, at Mosija 18 beretter om Almas oplevelse, han som var en af kong Noas præster.

Bed en elev om at læse Mosija 18:1, 3-6 højt. Bed klassen om at lægge mærke til, hvad Alma gjorde efter at have hørt Abinadis vidnesbyrd. Når eleverne har fortalt om det, de har lært, henviser du dem til deres oversigt over rejserne i Mosija 7-24. Bed dem om at tegne Mormons vande på det rigtige sted (se det komplette diagram i tillægget i slutningen af dette hæfte).

rejser i Mosija 7-24

Forklar, at hensigten med Almas undervisning var at skulle forberede folket til dåb. Bed eleverne om at tænke på deres dåb i et øjeblik. Bed dem om at overveje, hvad deres dåb betyder for dem ved at stille disse eller lignende spørgsmål:

  • Hvilke detaljer kan I huske fra jeres dåb?

  • Hvordan hjalp jeres forældre, lærere og ledere jer med at forberede jer til dåben?

  • Hvad påskønner I mere ved dåben nu, end I gjorde, da I blev døbt?

Forklar, at beretningen om Alma, der underviser og døber folket ved Mormons vande, kan hjælpe os til at få en dybere forståelse af dåbspagten.

Bed eleverne om at læse Mosija 18:2, 7 for sig selv og se efter, hvad Alma lærte folket, da han forberedte dem til dåb.

  • Hvilke læresætninger og principper fremhævede Alma ifølge disse vers?

  • Hvordan tror I, en forståelse af disse sandheder kan hjælpe én til at forberede sig til dåb?

Hjælp eleverne til at forstå, hvad de kan gøre for at holde dåbspagten og hjælp dem til at påskønne de velsignelser, de får som følge heraf, ved at skrive følgende oversigt på tavlen. Medtag ikke udtalelserne eller skriftstedshenvisningerne i oversigtens nederste halvdel.

Jeg er villig til at …

Gud lover …

hjælpe med at bære andres byrder, så de bliver lette (se Mosi 18:8).

sørge med dem, der sørger (se Mosi 18:9).

trøste dem, der står i behov for trøst (se Mosi 18:9).

stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder (se Mosi 18:9).

tjene Gud og holde hans befalinger (se Mosi 18:10).

at jeg vil blive forløst af Gud (se Mosi 18:9).

at jeg vil være en del af den første opstandelse (se Mosi 18:9).

at jeg vil få evigt liv (se Mosi 18:9).

at han vil udgyde sin Ånd over mig (se Mosi 18:10).

Forklar, at Alma, før han opfordrede folket til at blive døbt, talte til dem om indstilling og handlinger, der viste, om de var rede til at indgå og holde denne pagt med Herren. (Mind eventuelt eleverne om, at en pagt er en aftale mellem Gud og mennesket, men at Gud og mennesket »ikke [handler] som ligemænd i aftalen. Gud opstiller pagtens betingelser, og mennesket indvilliger i at gøre, hvad han befaler. Gud lover så til gengæld menneskene visse velsignelser for deres lydighed« (Guide til Skrifterne, »Pagt«, scriptures.lds.org). Se de sidste dages helliges forklaring på kravene for at blive døbt i L&P 20:37).

Del klassen i to grupper. Bed den ene halvdel om at søge i Mosija 18:8-11 efter det, som Alma belærte om, at vi skulle være villige til at gøre, når vi er blevet døbt. Bed den anden halvdel om at søge i samme passage og udpege, hvad Herren lover at velsigne os med, hvis vi holder vores pagt. Når eleverne har haft tid til at studere versene, beder du flere af dem om at komme op til tavlen og i de rigtige kolonner skrive det, de har fundet frem til.

Hjælp eleverne til at påskønne deres dåbspagt ved at spørge:

  • Hvad betyder handlingerne og indstillingen i den første kolonne for jer?

  • Hvorfor er løfterne i den anden kolonne vigtige for jer?

Bed eleverne om at læse Mosija 18:12-16 for sig selv og se efter, hvordan Alma og hans folk blev velsignet, da de indgik pagt om at tjene Herren. Bed eleverne om at fortælle, hvad de fandt frem til. Påpeg eventuelt, at Alma blev fyldt med Herrens Ånd, da han forberedte sig på at døbe Helam, og at både Alma og Helam blev fyldt med Ånden, da dåben var udført, hvilket viste, at Herren allerede var begyndt at opfylde sin pagt om at udgyde sin Ånd over folket.

Bær dit vidnesbyrd om, at vi modtager Herrens Ånd og løftet om evigt liv ved at indgå og holde dåbspagten.

Mosija 18:17-30

Alma opretter Jesu Kristi kirke blandt folket

Læs følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab:

»Lige fra vores dåbsdag og gennem alle vores livs åndelige milepæle aflægger vi løfter til Gud, og han aflægger løfter til os. Han holder altid de løfter, som han giver gennem sine bemyndigede tjenere, men vores livs afgørende prøve består i, om vi vil indgå og holde vores pagter med ham« (»Guds vidner«, Stjernen, jan. 1997, s. 29).

Henvis eleverne til oversigten på tavlen. Forklar, at de nu skal lære om, hvordan Almas folk levede i overensstemmelse med dåbspagten, og hvordan de blev velsignet for at gøre det. Del eleverne op i to grupper. Bed den ene gruppe om at læse Mosija 18:17-23 og den anden gruppe læse Mosija 18:24-30. Bed begge grupper om at læse og se efter, hvad Alma bad folket om at gøre for at holde dåbspagten. Bed de enkelte elever fra hver gruppe om at redegøre for, hvad de finder, til en makker fra den anden gruppe. Eller lad en repræsentant fra hver gruppe berette for hele klassen, hvad han eller hun har lært.

  • Hvordan påvirker jeres dåbspagt den måde, I lever på i hverdagen? (Overvej at lade eleverne besvare dette spørgsmål ved at tale om, hvordan deres dåbspagt påvirker den måde, de behandler deres familie på, hvilken slags underholdning de vælger, eller hvordan de omgås jævnaldrende).

Lad eleverne gennemgå Mosija 18:17, 22, 29 for at finde ord og udtryk, der angiver, hvordan folket blev velsignet for at holde deres pagt. Skriv disse velsignelser på tavlen under oversigten over dåbspagten. (Mind eventuelt eleverne om, at udtrykket »Guds børn« (Mosi 18:22) refererer til, at vi bliver arvinger til evigt liv i kraft af Jesu Kristi forsoning (se Mosi 5:6-8, 15).

Hjælp eleverne til at se, at store velsignelser kommer til dem, der holder dåbspagten, ved at henvise eleverne til oversigten på tavlen. Spørg:

  • Hvordan har I set jeres venner, familie eller medlemmer i menigheden blive velsignet for at holde deres dåbspagt?

  • Hvordan har Herren velsignet jer for at holde jeres dåbspagt?

Bær dit vidnesbyrd om, hvordan det har velsignet dig at holde din dåbspagt.

Mosija 18:31-35

De, der tilhører Kirken, flygter fra kong Noas forfølgelse

Sammenfat Mosija 18:31-33 ved at forklare, at en dag, da Alma og hans folk var forsamlede for at høre Herrens ord, blev de opdaget af kong Noas tjenere. Kongen sendte derefter sin hær af sted for at udrydde dem.

Bed en elev om at læse Mosija 18:34 højt. Påpeg, at fodnote a henviser til Mosija 23:1. (Lad eventuelt eleverne markere denne fodnote). Forklar, at beretningen i Mosija 18:34 fortsætter i Mosija 23:1 efter kapitlerne 19-22, som beretter om Limhis folks oplevelser. Bed en elev om at læse Mosija 23:1-2 højt.

  • Hvordan blev Alma »advaret« om den fare, hans folk stod overfor?

Skriv følgende princip på tavlen: Herren kan advare de retskafne, når de er i fare. (Bed eventuelt eleverne om at skrive dette princip i marginen ud for Mosi 18:34). Læs følgende beretning fortalt af ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum for at illustrere denne sandhed:

»[Min ven] arbejder som specialagent i FBI og efterforsker grupper af organiseret kriminalitet, der transporterer narkotika ind i USA.

På et tidspunkt ankom han og en anden agent til en lejlighed, hvor de mente, at en kendt narkohandler distribuerede kokain. Min ven beskriver, hvad der skete:

›Vi bankede på narkohandlerens dør. Den mistænkte åbnede døren, og da han så os, prøvede han at blokere for vores udsyn. Men det var for sent; vi kunne se kokainen på hans bord.

En mand og en kvinde, der var ved bordet, begyndte straks at fjerne kokainen. Vi måtte forhindre dem i at ødelægge bevismaterialet, så jeg skubbede hurtigt den narkomistænkte, der blokerede døren, til side. Da jeg skubbede til ham, så vi hinanden i øjnene. Sært nok, så virkede han ikke vred eller bange. Han smilede til mig.

Hans øjne og afvæbnende smil gav mig det indtryk, at han var harmløs, så jeg forlod ham hurtigt og begyndte at gå hen mod bordet. Den mistænkte var nu bag ved mig. I det øjeblik fik jeg det klare, kraftige indtryk i mit sind: ›Pas på ondskaben bag de smilende øjne.‹

Jeg vendte mig straks om mod den mistænkte. Hans hånd var i hans store forlomme. Instinktivt greb jeg hans hånd og trak den ud af lommen. Først der så jeg hans hånd med et fast greb om en halvautomatisk pistol, parat til at skyde. Derpå fulgte febrilsk aktivitet, og jeg afvæbnede manden‹ …

Helligånden advarede min ven om fysisk fare; Helligånden vil også advare jer om åndelig fare« (»Pas på ondskaben bad de smilende øjne«, Liahona, maj 2005, s. 46, 47).

Bekræft, at Herren ofte advarer de retskafne om kommende farer, men vi bør ikke antage, at vi ikke er retskafne, hvis vi ikke føler en advarsel fra Helligånden, hver gang vi møder farlige omstændigheder.

  • Hvornår har I mærket Herren advare jer om en fysisk eller åndelig fare? (Når eleverne har fortalt om deres oplevelser, kan du eventuelt fortælle en af dine egne).

Kommentar og baggrundsinformation

Mosija 18:8-11. Forstå dåbspagtens kraft

Ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»Jeg har gennem livet bemærket, at når medlemmer af Kirken fuldt ud forstår de velsignelser og den kraft, der er i deres dåbspagt, uanset om det er nye eller livslange medlemmer, så kommer der større glæde ind i deres liv, og de går til deres pligter i riget med smittende begejstring« (»Alma the Elder: A Role Model for Today«, i Heroes from the Book of Mormon, (1995), s. 84).

Mosija 18:12-18. Hvorfor begravede Alma sig selv i vandet, da han døbte Helam?

Præsident Joseph Fielding Smith påpegede, at der »i Mosijas Bog utvetydigt står, at han havde myndighed (se Mosi 18:13).« Præsident Smith forklarede, at »hvis Alma havde myndighed til at døbe, er det bevis på, at han allerede var blevet døbt.« Da han derfor gik ned i vandet sammen med Helam, »var det ikke et spørgsmål om, at Alma skulle døbe sig selv, men blot som et symbol over for Herren på hans ydmyghed og fuldstændige omvendelse«, forklarede han videre (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 3:203).