Bibliotek
Lektion 43: Jakob 1-Jakob 2:11


Lektion 43

Jakob 1-Jakob 2:11

Indledning

Efter Nefis død begyndte nefitterne at »hengive sig til ugudelige skikke« under en ny konges regeringstid (Jakob 1:15). Jakob og hans bror, Josef, var af Nefi blevet indviet til præster og lærere for folket, og de arbejdede flittigt på at overtale folket til at omvende sig og komme til Kristus. Jakob adlød Nefis befaling om at nedskrive hellige belæringer, åbenbaringer og profetier på de små plader.

Forslag til undervisningen

Jakob 1:1-8

Jakob nedskriver hellige sandheder og arbejder for at hjælpe andre til at komme til Jesus Kristus

Bed eleverne om at komme med eksempler på forskellige titler på præstedømmeledere. (Svarene kan omfatte profeter og apostle, generalautoriteter, stavspræsidenter, biskopper og kvorumspræsidenter). Bed nogle få af eleverne om kort at fortælle, hvordan præstedømmeledere har velsignet deres liv gennem præstedømmetjeneste.

Forklar at Nefi havde indviet sine yngre brødre, Jakob og Josef, som præster og lærere for folket (se 2 Ne 5:26; Jakob 1:18). Da Nefi nærmede sig sit livs afslutning overdrog han pladerne, som indeholdt en optegnelse over deres folk, til Jakob.

Bed eleverne om at læse Jakob 1:1 for sig selv. Bed dem om at identificere, hvad Nefi befalede Jakob at optegne på pladerne og hvorfor. (Du kan eventuelt foreslå, at eleverne markerer Nefis vejledning til Jakob). Når eleverne har haft tid nok til at læse, så bed nogle få af dem om at fortælle resten af klassen, hvad de har fundet frem til.

Hvis eleverne ikke nævner det, så fremhæv den sidste sætning i Jakob 1:4 – »for vort folks skyld«.

  • Hvad betyder udtrykket »for vort folks skyld«? (Til deres bedste eller gavn).

Bed en elev om at læse Jakob 1:5-6 højt. Bed klassen om at finde frem til det, som Herren åbenbarede for Jakob og Josef som hjælp til at undervise folket. (Du kan eventuelt forklare, at ordene »stor ængstelse« går på deres dybe omsorg for folket).

  • Hvad åbenbarede Herren for Jakob og Josef? (Han viste dem, hvad der ville ske med nefitterne i fremtiden, han åbenbarede detaljer om Kristi komme).

  • Hvordan kan det at kende til disse ting have hjulpet Jakob og Josef til at undervise folket?

Skriv ordet formå på tavlen. Bed eleverne om at læse Jakob 1:7-8 for sig selv og se efter, hvad Jakob og Josef ønskede at formå folket til. (Du kan eventuelt foreslå eleverne at understrege det, de finder frem til). Bed flere elever om at skrive et af deres svar på tavlen.

Bed ud fra listen på tavlen eleverne om at finde et udtryk eller to, som de gerne vil forstå lidt bedre. Spørg om andre elever kan forklare disse udtryk, efterhånden som eleverne påpeger dem. I denne drøftelse kan følgende definitioner være nyttige:

»Gå ind til hans hvile« – at gå ind til Herrens hvile betyder at nyde fred i dette liv og modtage »fylden af [Guds] herlighed« i det næste liv (L&P 84:24).

»Have [Kristi] død for øje« – En definition på at have noget for øje er at have sin opmærksomhed rettet mod noget i længere til. Da Jakob skrev, at han ønskede at overtale folket til at »tro på Kristus og have hans død for øje«, kan han have ment, at han ønskede, at de altid var opmærksomme på Jesu Kristi forsoning, at de indså vigtigheden af den og fik et personligt vidnesbyrd om den.

»Påtage sig hans kors« – udtrykket går på vores villighed til at fornægte os selv al ugudelighed og ethvert verdsligt begær og at holde Guds befalinger (se Joseph Smiths oversættelse af Matthæus 16:26 (i Guide til Skrifterne); Luk 9:23; 2 Ne 9:18). Det omhandler også vores villighed til at tåle og ofre, når vi følger Frelseren.

»Bære verdens skam« – Dette udtryk handler om at holde befalingerne trods pres fra omverden, og tåle den ydmygelse og modstand, der ofte rammer Jesu Kristi disciple.

Bed eleverne om at opsummere, hvad de har lært af Jakob 1:1-8 om præstedømmelederes ansvar. Når eleverne er fremkommet med deres tanker, så understreg, at præstedømmeledere arbejder flittigt på at hjælpe os til at komme til Kristus. (Du kan eventuelt skrive dette princip på tavlen).

  • Hvordan arbejder vore præstedømmeledere på at hjælpe os til at komme til Kristus?

Giv eleverne et par minutter til i deres skriftstudiebog at nedskrive deres svar på, hvordan profeter og andre præstedømmeledere har hjulpet dem på et eller to af de områder, som de fandt frem til i Jakob 1:7-8. Bed nogle få elever om at læse det op, som de har skrevet. (Mind dem om, at de ikke behøver at fortælle om noget, der er for personligt eller privat).

Jakob 1:9-2:11

Jakob advarer folket om deres ugudelighed

Bed eleverne om at tænke over følgende spørgsmål under resten af lektionen:

  • Hvorfor advarer Kirkens ledere os mod synd?

Jakob skrev, at folket begyndte at hengive sig til visse ugudelige skikke, efter hans bror Nefi var død. Bed eleverne om at læse Jakob 1:15-16 for sig selv. Lad dem finde tre ting som bekymrede Jakob. (Når eleverne har svaret, kan du eventuelt skrive ordene umoralitet, verdslighed og stolthed på tavlen).

Bed eleverne om at læse Jakob 1:17-19 for sig selv og se efter, hvad Jakob og Josef gjorde for at hjælpe deres folk. Bed dem om at fortælle, hvad de har fundet frem til. Bed en elev om at skrive deres svar på tavlen.

  • Hvad tror I, at det vil betyde at modtage et »ærinde af Herren«? (Jakob 1:17). (At lære eller at finde ud af, hvad Herren ønsker, at vi gør).

Bed en elev om at læse følgende udtalelse op af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed klassen om at lytte efter, hvordan Kirkens ledere søger deres ærinde fra Herren, når de forbereder sig på at tale ved en generalkonference:

Ældste Jeffrey R. Holland

»Måske ved I det allerede (men hvis ikke, så bør I vide det), at med sjældne undtagelser har ingen mand eller kvinde, som taler ved generalkonferencen, fået et emne tildelt. Hver eneste person må faste og bede, studere og søge, begynde, standse op og så begynde igen, indtil vedkommende er sikker på, at det budskab, der er forberedt til denne konference, på dette tidspunkt er det budskab, Herren ønsker, de skal præsentere uden hensyn til personlige ønsker eller private præferencer … Hver og én har grædt, været ængstelig og har indtrængende søgt Herrens hjælp til at blive vejledt i sine tanker og udtryk« (»Et banner for folket«, Liahona, maj 2011, s. 111).

  • Hvad gør talerne ved generalkonferencen for at finde eller modtage deres ærinde fra Herren?

  • Hvorfor er det vigtigt at forstå, at Kirkens ledere stræber efter at undervise os i det, som Herren ønsker vi skal vide? Hvordan kan det påvirke vores indstilling, når vi lytter til dem, at vi husker på det?

  • Hvad var Jakobs og Josefs ansvar ifølge Jakob 1:19? (Når eleverne svarer, så sørg for at de forstår, at præstedømmeledere har et guddommeligt ansvar for at forkynde Guds ord og advare mod synd. Du kan eventuelt skrive denne sandhed på tavlen).

  • Hvorfor er det en velsignelse at have forældre og kirkeledere, som advarer os mod en syndig indstilling og adfærd?

  • Hvilke ord brugte Jakob til at beskrive, hvordan de skulle undervise? Hvilke konsekvenser ville det få, hvis de ikke opfyldte deres ansvar?

Bed eleverne om at tænke over, hvordan de ville føle det, hvis de ligesom Jakob stod i en ledende position og blev inspireret til at kalde folk til omvendelse fra umoralitet, verdslighed og stolthed. Del klassen op parvis. Bed dem om at skiftes til at læse for hinanden fra Jakob 2:1-3, 6-7, 10-11. Bed dem finde frem til udtryk, som røber Jakobs følelser omkring sin opgave med at kalde folket til omvendelse. Når eleverne har haft tilstrækkelig tid, så bed et par af dem om at fortælle klassen, hvad de har fundet frem til.

  • Hvad siger disse udtryk om Jakobs følelser omkring hans kald om at kalde folket til omvendelse? (Sørg for, at eleverne forstår, at selvom Jakob fandt sit ansvar tungt, så udførte han det, fordi han bekymrede sig for folket, og fordi han ønskede at adlyde Guds befalinger).

Bed afslutningsvis eleverne om at skrive i deres skriftstudiebog om det, (1) som Kirkens ledere har lært dem om for nylig, og hvordan de kan anvende det i deres liv eller (2) hvordan de kan anvende det, de har lært i dag, i deres kaldelser i klasse- eller kvorumspræsidentskaber, i deres ansvar for hjemmelærere eller andre kaldelser. Du kan eventuelt skrive disse instruktioner på tavlen). Anspor eleverne til at følge deres præstedømmelederes råd. Afslut med at bære dit vidnesbyrd om de principper, der er blevet undervist om i denne lektion.

Kommentar og baggrundsinformation

Jakob 1:18. »Indviede præster og lærere«

Præsident Joseph Fielding Smith forklarede betydningen af udtrykket »præster og lærere« i Jakob 1:18:

»Nefitterne virkede i Det Melkisedekske Præstedømme lige fra Lehis tid til den tid, hvor Frelseren viste sig i blandt dem. Det er sandt, at Nefi ›indviede Jakob og Josef‹, fordi de skulle være præster og lærere over Nefis land, men det faktum, at flertalsformen præster og lærere anvendes, antyder, at det ikke er en henvisning til et bestemt embede i præstedømmet i nogen af tilfældene, men at det var en generel opgave om at undervise, vejlede og betjene folket« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 1:124).

Jakob 1:19. »Vi højnede vort embede for Herren«

Præsident Thomas S. Monson har forklaret, hvad det betyder at højne et kald:

»Hvad vil det sige at højne sin kaldelse? Det vil sige, at man øger dens værdighed og betydning, at man gør den agtværdig og prisværdig i alle menneskers øjne, at man forstørrer og styrker den, så himlens lys kan skinne gennem den og ses af andre mennesker.

Hvordan højner man så sin kaldelse? Simpelthen ved at udføre de pligter, som henhører til den. En ældste højner sin kaldelse som ældste ved at lære, hvad hans pligter som ældste er, og så udføre dem. Og det samme gør sig gældende for en diakon, en lærer, en præst, en biskop og enhver anden, der besidder et embede i præstedømmet« (»Det hellige kald til at tjene«, Liahona, maj 2005, s. 54).

Jakob 1:19; 2:2. »Vi påtog os ansvaret … for folkets synder«

Der påhviler et stort ansvar på dem, der har lederpligter i Kirken. Jakob belærte om, at når en leder ikke underviser de mennesker, han er kaldet til at lede, om Guds ord, er han til dels ansvarlig for deres synder. Præsident John Taylor uddybede det ansvar, som Jakob beskriver, i en tale til brødrene i præstedømmet:

»Hvis I ikke ærer jeres kaldelse, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.«Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor, 2002, s. 164).

Præsident Hugh B. Brown fra Det Første Præsidentskab har senere kommenteret præsident Taylors udtalelse:

»Dette er en udfordrende udtalelse. Dersom jeg på grund af synd, som jeg har begået, eller noget jeg har undladt at gøre, mister det, jeg kunne have fået herefter, må jeg selv og mine kære utvivlsomt lide med mig. Men dersom jeg i min egenskab af biskop, stavspræsident, missionsleder eller generalautoritet for Kirken – ja dersom nogen af os svigter vores ansvar for at undervise, lede og hjælpe med at frelse dem, som vi er ledere for, vil Herren holde os ansvarlige for dem, dersom de farer vild på grund af vores svigt« (se Conference Report, okt. 1962, s. 84).

Jakob 2:8. »Guds … ord … læger den sårede sjæl«

Når ny information er forvirrende eller svær for eleverne, er det bedre, at de søger svar fra Gud, som kender alt, end at foretage en hurtig søgning på internettet i kirkekritiske kilder. At henvende sig direkte til Gud efter svar viser vores tro på ham og gør os i stand til at modtage svar gennem Helligånden. Vi bør også søge til skriften og til sidste dages hellige profeters og apostles ord, som kan svare på svære spørgsmål og læge sår. Følgende skriftsted lærer os, hvortil vi kan vende os, og hvad vi bør gøre, når et spørgsmål eller en bekymring nager:

Jakob 2:8 – »Guds … ord … læger den sårede sjæl.«

Jakob 1:5-6 – »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud … så vil han få den. Men han skal bede i tro.«

Moroni 10:5 – »Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«