Bibliotek
Lektion 96: Alma 39


Lektion 96

Alma 39

Indledning

Alma irettesatte sin vildfarne søn Corianton, der havde svigtet tjenestegerningen og begået seksuel synd. Alma belærte ham om alvoren af hans handlinger og udtrykte skuffelse over, at Corianton var skyldig i en så alvorlig synd. Alma befalede sin søn ikke mere at gå efter sine øjnes begær og omvende sig. (Almas råd til Corianton om andre emner fortsætter i kapitlerne 40-42).

Forslag til undervisningen

Alma 39:1-8

Alma forklarer sin søn Corianton alvoren af seksuel synd

Skriv følgende spørgsmål på tavlen: Hvorfor er nogle synder mere alvorlige end andre?

Bed eleverne om for sig selv at overveje svarene på dette spørgsmål. Nævn, at Almas råd i Alma 39 kan hjælpe os til at forstå alvoren af visse synder.

Bed eleverne om at læse teksten oven over overskriften til kapitel 39. Bed dem om at lægge mærke til, hvem der taler i dette kapitel, og hvem han taler til (Alma taler til sin søn Corianton). Forklar, at Corianton havde ledsaget sin bror Shiblon og Alma for at prædike evangeliet blandt zoramitterne, men Corianton begik synd. Påpeg, at en forståelse af det, som Corianton gjorde forkert, hjælper eleverne til bedre at forstå Almas råd til ham i dette og de næste tre kapitler.

Bed en elev om at læse Alma 39:1-5 højt. Bed klassen om at finde frem til det, som Corianton gjorde, der var forkert. (Forklar eventuelt, at ordet skøge i vers 3 henviser til en prostitueret eller umoralsk kvinde).

  • Hvad gjorde Corianton, der var forkert? Hvilke af hans synder var alvorligst? (Seksuel umoralitet).

  • Corianton havde blandt zoramitterne pralet med sin styrke og visdom (se Alma 39:2). Hvordan kan en hovmodig indstilling føre til alvorlige synder som seksuel umoralitet? Hvilke nutidige eksempler er der på, at en hovmodig indstilling, der kan føre til, at mennesker begår seksuel synd? (Når eleverne taler om disse spørgsmål, kan du påpege, at når mennesker praler, overvurderer de ofte deres egen styrke, herunder deres evne til at modstå fristelse. Nogle nutidige eksempler på dette er dating i en tidlig alder og udelukkende at date én person).

Bed eleverne om at læse Alma 39:5 for sig selv og finde ud af, hvordan Alma forklarede alvoren af seksuel synd. (Det kan være nødvendigt at forklare, at ordet vederstyggelighed beskriver noget, der er syndigt, ugudeligt eller forfærdeligt).

  • Hvad føler Herren omkring seksuel synd? (Når eleverne svarer, hjælper du dem til at finde frem til den sandhed, at seksuel synd er en vederstyggelighed i Herrens øjne).

  • Hvorfor tror I, at utugt og hor næst efter mord er den alvorligste synd?

Hjælp eleverne til at forstå Herrens standarder og løfter i forbindelse med seksuel renhed ved at lade dem læse de to første afsnit under »Seksuel renhed« i Til styrke for de unge for sig selv. Bed dem om at finde svarene på følgende spørgsmål, mens de læser. (Skriv eventuelt spørgsmålet på tavlen. Foreslå eventuelt også eleverne at markere deres svar i hæftet).

  • Hvad er fordelene ved at holde sig seksuelt ren?

Når eleverne har læst og besvaret spørgsmålene, beder du dem om at læse resten under emnet »Seksuel renhed« for sig selv og finde svar på følgende spørgsmål:

  • Hvilke standarder har Herren sat for os, så vi kan holde os seksuelt rene?

Lad eleverne overveje, hvilket budskab, de føler, at Herren ønsker, de skal lære ud fra det, de lige har læst. Bær vidnesbyrd om alvoren af seksuel synd og om de velsignelser, der kommer af at være seksuelt ren.

Påpeg, at Alma ved at råde sin søn omkring et følsomt emne opfyldte sin pligt som forælder. Bed eleverne om at overveje, hvordan de ville reagere på et råd fra deres forældre eller kirkeledere om seksuel renhed. Bed dem om at læse Alma 39:7-8 for sig selv og finde Almas hensigt med at forklare Corianton om alvoren af seksuel synd.

  • Hvad var Almas hensigt med at forklare Corianton om alvoren af hans synd? (At hjælpe Corianton til at omvende sig, så han ikke behøvede at stå skyldig foran Gud).

  • Hvordan bør vi reagere, når nogen opfordrer os til at omvende os?

Hjælp eleverne til at forstå, hvorfor forældre ligesom Alma opfordrer deres børn til at omvende sig, ved at læse følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste D. Todd Christofferson

»Opfordringen til at omvende sig er et udtryk for kærlighed … Hvis vi ikke opfordrer andre til at ændre sig, eller hvis vi ikke kræver omvendelse af os selv, svigter vi en fundamental nødvendighed, som vi skylder hinanden og os selv. En eftergivende forælder, en overbærende ven eller en frygtsom kirkeleder bekymrer sig i virkeligheden mere om sig selv end for velfærden og lykken hos dem, de kunne hjælpe. Ja, kaldet til omvendelse bliver til tider betragtet som utåleligt eller fornærmende og kan endda blive taget ilde op, men under Åndens vejledning er det i virkeligheden en handling, der viser ægte omsorg« (»Omvendelsens guddommelige gave«, Liahona, nov. 2011, s. 39).

Alma 39:9-19

Alma opmuntrer Corianton til at omvende sig

Præsenter det råd, som Alma gav sin søn om, hvordan han skulle omvende sig og vende sig til Herren, ved at skrive følgende på tavlen: Omvendelse omfatter …

Lad et par elever skiftes til at læse højt fra Alma 39:9-13. Hold pause mellem hvert vers og stil eleverne følgende spørgsmål:

Alma 39:9

  • Hvad vil det sige at aflægge sine synder? (At holde op med at begå dem).

  • Hvad har de to udtryk »ikke mere gå efter dine øjnes begær« og »fornægte dig alt dette« at gøre med at aflægge synd? (Det kan være en god idé at forklare, at udtrykket »dine øjnes begær« i vore dage kunne omhandle billeder og underholdning, der på nogen måde er pornografiske. For at understrege faren ved pornografi kan du overveje at bede eleverne om at læse rådet om dette emne på s. 12 i Til styrke for de unge. Du kan også forklare, at udtrykket »fornægte dig« betyder at udøve selvkontrol eller selvbeherskelse; se fodnote 9b).

  • Hvordan kan unge sidste dages hellige udøve selvkontrol med hensyn til seksuel renhed og undgå at gå efter deres øjnes lyst? (Hjælp eleverne til at drøfte dette spørgsmål mere detaljeret ved, at du eventuelt beskriver nogle situationer, der er relevante for dine elevers kultur og forhold. Du kan fx sige noget lignende som følger: En sidste dages hellig ung pige har besluttet at fornægte sig alt dårligt, men så inviterer en ung mand, som hun beundrer, hende til en upassende fest. Hvordan skal hun reagere)?

Påpeg, at Alma 39:9 er et mesterskriftsted. Foreslå eventuelt eleverne at markere disse skriftsteder så tydeligt, at de let vil kunne finde dem.

Alma 39:10

  • Hvordan kan det hjælpe os til at omvende os, at vi søger åndelig næring – muligvis af forældre, kirkeledere, søskende eller nære venner?

Alma 39:11

  • Hvad vil det sige ikke at lade sig forlede? (Forklar eventuelt, at ordet lade sig betyder at tillade).

  • Hvilket »tomt eller tåbeligt« ser I, at mennesker bliver forledt til i vore dage?

Alma 39:12

  • Hvad vil det sige at afholde sig fra misgerninger? (At undgå synd).

Alma 39:13

Forklar, at omvendelse betyder at »bringe sit hjerte og sin vilje i harmoni med Gud« (se Guide til Skrifterne, »Omvendelse«). I skrifterne betegner udtrykket at »vende sig til Herren« sædvanligvis omvendelse.

  • Hvad tror I, det vil sige at vende sig til Herren af hele sin kraft, sit sind og sin styrke?

Mind eleverne om, at Coriantons opførsel under missionen blandt zoramitterne havde ført til, at nogle mennesker ikke troede på Almas ord (se Alma 39:11).

  • Når vore synder påvirker andre, hvad må vi så gøre som en del af vores omvendelse? (Erkende eller bekende vore fejltagelser over for dem, vi har såret, og prøve at udbedre skaden).

Skriv følgende sandhed på tavlen: Omvendelse omfatter at erkende og aflægge vore synder og vende os til Herren af hele vores sind, kraft og styrke. Foreslå eventuelt eleverne at skrive denne udtalelse i deres skrifter ud for Alma 39:13. Bed eleverne om at skrive i deres skriftstudiebog, hvad de mener, at Herren ønsker, de skal gøre for i højere grad at vende deres hjerte og vilje til Herren.

Understreg Frelserens rolle i omvendelsesprocessen ved at bede en elev om at læse Alma 39:15-16, 19 højt. Bed klassen om at finde et udtryk, der gentages tre gange i dette vers. (Udtrykket er »glædelige tidender«, som du eventuelt kan forklare betyder »gode nyheder«).

  • Hvilke »glædelige tidender« belærte Alma sin søn om? (Elevernes svar bør bl.a. indeholde den sandhed, at Jesus Kristus kom for at borttage verdens synder. Skriv eventuelt dette på tavlen).

  • Hvorfor var Jesu Kristi komme gode nyheder for Corianton? (Fortæl eventuelt eleverne, når de besvarer dette spørgsmål, at Corianton senere omvendte sig fra sine synder og vendte tilbage som missionær (se Alma 49:30)).

Overvej at fortælle klassen, hvordan budskabet om Jesu Kristi forsoning har været »glædelige tidender« for dig eller dem, du kender. Tilføj dit vidnesbyrd med hensyn til de principper, klassen har talt om i Alma 39. Bed eleverne om at følge de tilskyndelser, de eventuelt får i løbet af lektionen, om at beskytte deres renhed og vende sig til Herren gennem omvendelse.

scripture mastery iconMesterskriftsted – Alma 39:9

Del klassen op i grupper med fire eller fem personer i hver. Giv hver gruppe en terning og en blyant. (Hvis du ikke har en terning, kan du tilpasse aktiviteten ved at lægge seks små sedler nummereret fra 1-6 i en kuvert eller andet). Hver elev skal også bruge et blankt stykke papir. Lad hver gruppe sidde tæt rundt om et bord eller i en rundkreds. Bed eleverne om at åbne deres skrifter på Alma 39:9.

Forklar, at formålet med aktiviteten er at være den første person i gruppen, der skriver Alma 39:9 helt ud. Men fordi der kun er én blyant per gruppe, kan kun én person i gruppen skrive ad gangen. En person får lov til at bruge blyanten ved at slå en ener med terningen.

Lad hver person i gruppen skiftes til at slå med terningen (eller tage en seddel og så lægge den tilbage). Når en person slår (eller tager) en ener, tager vedkommende blyanten og begynder at skrive ved at sige hvert ord højt, mens det skrives. Imens skiftes de andre i gruppen til at slå med terningen for at få lov til at bruge blyanten. Når en anden elev i gruppen slår en ener, tager denne person blyanten fra den forrige skriver og begynder at skrive verset på sit papir samtidig med, at ordene siges højt. Den forrige skriver er med i resten af gruppen for at slå en ener. Når elever får lov til at få blyanten og allerede har skrevet en del af verset på deres papir, læser de den del højt, som de har skrevet, før de må skrive videre. (Det giver en repetition, som vil hjælpe eleverne til at kunne verset udenad). Aktiviteten slutter, når en elev fra hver gruppe har skrevet hele Alma 39:9.

Bed klassen om at gentage verset sammen efter aktiviteten.

Bemærk: På grund af længden af dagens lektion foretrækker du måske at bruge denne aktivitet en anden dag, hvor du har mere tid.

Kommentar og baggrundsinformation

Alma 39:3. Konsekvenserne af seksuel synd

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om alvoren og konsekvenserne af seksuel synd:

»Hvad er det, Gud ønsker at fortælle os om dette emnes plads i hans plan for alle mænd og kvinder – ved at tillægge fysiske lyster, som er givet så universelt, så stor betydning? Jeg fortæller jer, at det er nøjagtig det, han gør – han udtaler sig om selve planen med livet. En af hans bekymringer med hensyn til livet på jorden er helt klart, hvordan man kommer til verden, og hvordan man forlader den. Han har sat meget faste grænser i disse ting …

»Legemet er en nødvendig del af sjælen. Denne karakteristiske og yderst vigtige sidste dages hellige lære understreger, hvorfor seksuel synd er så alvorlig. Vi erklærer, at den, der uden guddommelig godkendelse bruger en andens gudgivne legeme, misbruger den persons sjæl, misbruger livets centrale formål og forløb, ›nøglen‹ til livet, som præsident Boyd K. Packer engang kaldte det (se Den danske Stjerne, jan. 1973, s. 18). Når man udnytter en andens legeme – hvilket er det samme som at udnytte hans eller hendes sjæl – vanhelliger man Kristi forsoning, som har frelst den sjæl, og som gør det muligt at opnå det evige livs gave. Og når man trodser Retfærdighedens Søn, træder man på gloende grund, mere brændende og mere hellig end middagssolen. Det kan I ikke gøre uden at blive brændt.

I må aldrig sige: ›Hvem skader det? Hvorfor kan jeg ikke have lidt frihed? Hvorfor kan jeg ikke have lidt frihed? I må ikke være så tåbelige og grusomme. I kan ikke ustraffet ›korsfæste … Guds Søn igen‹ (se Hebr 6:6). ›Hold jer fra utugt‹, råber Paulus (se 1 Kor 6:18), og hold jer fra ›noget, der ligner det‹ tilføjer Lære og Pagter (se L&P 59:6; fremhævelse tilføjet). Hvorfor? Ja, blandt andet på grund af den ufattelige lidelse på både legeme og ånd, som verdens Frelser udholdt, så at vi kunne undslippe (se især L&P 19:15-20). Vi skylder ham noget for det. Ja, vi skylder ham alt. ›I tilhører ikke jer selv,‹ siger Paulus, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!‹ (1 Kor 6:19-20; fremhævelse tilføjet; se også v. 13-18). I tilfælde af seksuel overtrædelse er sjælen i fare – legemet og ånden …

»I må vente, når det gælder intimitet med et andet menneske! I må vente, indtil I kan give alt, og I kan ikke give alt, før I er lovformeligt gift. At give frit af det, der ikke tilhører jer (husk: ›I tilhører ikke jer selv‹) og kun at give en del af noget, som ikke vil blive fulgt af det at give jer selv helt, er en følelsesmæssig russisk roulette. Hvis I vedbliver med at søge fysisk tilfredsstillelse uden Himlens billigelse, løber I en frygtelig risiko for så stor åndelig og psykisk skade, at I både kan nedbryde jeres længsel efter fysisk intimitet og jeres evne til at vise helhjertet hengivenhed til en mere sand kærlighed senere hen. I kan nå til det særlige øjeblik af ægte kærlighed, sand forening, for blot til jeres rædsel at opdage, at det, som I burde have gemt, er brugt, og at kun Guds nåde kan genoprette de forskellige udsvævelser med jeres dyd, som I så skødesløst har givet væk. På jeres bryllupsdag er den bedste gave, som I kan give jeres evige ledsager, jeres bedste jeg – ren og hel og værdig til en med den samme renhed« (»Personlig renhed«, Liahona, jan. 1999, s. 91).

Alma 39:6. Hvad er den utilgivelige synd?

Profeten Joseph Smith uddybede, hvad den utilgivelige synd er:

»Der vil blive forladelse for alle synder med undtagelse af synden mod Helligånden, thi Jesus vil frelse alle med undtagelse af fortabelsens sønner. Hvad må et menneske gøre for at begå den utilgivelige synd? Han må have modtaget Helligånden, fået himlene åbnet for sig og kende Gud, og så synde imod ham. Efter at et menneske har syndet imod Helligånden, står der ingen omvendelse åben for ham. Han må sige, at solen ikke skinner, selv om han virkelig ser den; han må fornægte Jesu Kristus, når himlene har været åbnet for ham og må fornægte frelsesplanen, til trods for, at hans sind har været modtageligt for dens sandhed, og fra det øjeblik begynder han at blive en fjende. Det er tilfældet med mange apostater fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 432-433).

Et menneske, der får et vidnesbyrd fra Helligånden og derpå falder bort eller bliver mindre aktiv i Kirken, er ikke skyldig i den utilgivelige synd.

Alma 39:13. Omvendelse: At »[vende] sig til Gud«

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har beskrevet omvendelse som at vende om eller vende tilbage mod Gud:

»Når vi synder, vender vi os væk fra Gud. Når vi omvender os, vender vi os tilbage mod Gud.

Opfordringen om at omvende os forekommer sjældent med en revsende røst, men snarere en kærlig henvendelse om at vende om og ›igen vend[e sig]‹ mod Gud« (»Bliv omvendt … så jeg kan helbrede jer«, Liahona, nov. 2009, s. 40).

Alma 39:15. Jesus Kristus vil borttage verdens synder

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan vi kan få adgang til forsoningens velsignelser:

»Kun omvendelse fører til det solbeskinnede højland, som et bedre liv er. Og det er selvfølgelig kun gennem omvendelse, at vi opnår adgang til Jesu Kristi forsonende nåde og frelse. Omvendelse er en guddommelig gave, og vi bør have et smil på læberne, når vi taler om den. Den viser os fremad mod frihed, selvtillid og fred. Omvendelsens gave spolerer ikke festen, den er snarere den virkelige årsag til at feste.

Omvendelse er udelukkende en mulighed takket være Jesu Kristi forsoning. Det er hans uendelige offer, der ›tilvejebringer en måde for menneskene, hvorpå de kan have tro til omvendelse‹ (Alma 34:15). Omvendelse er den nødvendige betingelse, og Kristi nåde er den kraft, hvorved ›barmhjertigheden [kan] tilfredsstille retfærdighedens krav‹ (Alma 34:16) …

Omvendelse kræver en oprigtig hensigt og en villighed til at holde ud, selv gennem smerte. Forsøg på at lave en liste over bestemte trin for omvendelse kan være nyttig for nogle, men den kan også føre til en mekanisk afkrydsningsmetode uden ægte følelser eller forandring. Sand omvendelse er ikke overfladisk. Herren kommer med to hovedkrav: ›Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem‹ (L&P 58:43)« (»Omvendelsens guddommelige gave«, Liahona, nov. 2011, s. 38, 40).