Lektion 114
Helaman 14
Indledning
I sin fortsatte prædiken for nefitterne i Zarahemla forkyndte lamanitten Samuel de tegn, der ville gå forud for Jesu Kristi fødsel og død. Han forklarede, at han profeterede om disse tegn for at hjælpe folket til at fatte tro på Jesus Kristus og overtale dem til at omvende sig fra deres synder. Han forkyndte, at menneskeheden gennem Jesu Kristi forsoning kan føres tilbage til Guds nærhed. Idet han kaldte folket til omvendelse, lovede han, at den omvendte ville blive tilgivet sine synder, men at de, der nægtede at omvende sig, ville blive udelukket fra Guds nærhed.
Forslag til undervisningen
Helaman 14:1-13
Samuel profeterede om de tegn, der var knyttet til Frelserens fødsel
Tegn følgende tre pile på tavlen inden klassen begynder. Du kommer til at indsætte ord og sætninger rundt om pilene i lektionens løb.
Spørg eleverne om de kan huske, hvad de drøftede i foregående lektion, som omhandlede Helaman 13. Hvis de har brug for at blive mindet om det, så mind dem om, at de lærte om en profet ved navn Samuel. Spørg, om de kan huske nogle detaljer om ham, som fx hvem han var, hvor han gik hen, hvad han belærte om, og hvilken åndelig tilstand dem, han belærte, befandt sig i. Spørg eleverne om de kan huske, hvordan folket reagerede på Samuels budskab. Forklar, at Helaman 14 indeholder fortsættelsen af Samuels forkyndelse.
Forklar, at Samuel profeterede om fremtidige begivenheder, nogle af dem tusinder af kilometer fra Zarahemla. Bed eleverne om at skimme Helaman 14:1-2 igennem og finde frem til de begivenheder, som Samuel profeterede om (Jesu Kristi fødsel).
Bed eleverne om at læse Helaman 14:3-6 for sig selv og se efter de tegn, som nefitterne ville få at se i tiden omkring Frelserens fødsel. Du kan eventuelt foreslå eleverne at understrege disse tegn i deres skrifter. Du kan eventuelt også henlede elevernes opmærksomhed på fodnoterne til disse vers, som går på opfyldelsen af Samuels profetier.
-
Hvad betyder Frelserens fødsel for jer?
Læs Helaman 14:8-9 højt. Understreg vigtigheden af at tro på Frelseren for at kunne opnå evigt liv. Skriv evigtvarende liv efter den sidste pil på tavlen. Forklar at »evigtvarende liv« er det samme som »evigt liv«. Det betyder at leve den slags liv, som Gud lever, og leve for evigt i hans nærhed med vores familie. Samuel belærte nefitterne i Zarahemla om det, de måtte gøre for at modtage evigtvarende liv.
Bed eleverne om at læse Helaman 14:11-13 for sig selv og se efter, hvad Samuel ønskede, at folket skulle vide og gøre. Du kan eventuelt foreslå, at eleverne markerer de ting, som Samuel ønskede, at folket vidste og gjorde.
Skriv Viden ud for den første pil på tavlen. Spørg eleverne om de har fundet frem til, hvad Samuel ønskede, at folket skulle vide. Bed et par elever om at skrive disse ting på tavlen under ordet Viden. (Svarene kan omfatte, at Samuel ønskede, at folket skulle kende til Guds dom over dem, der syndede, betingelserne for omvendelse, Jesu Kristi komme og tegnene i forbindelse med hans komme).
-
Hvad håbede Samuel på, at denne viden ville lede folket til? (At de ville tro på Jesus Kristus og omvende sig fra deres synder).
Bed eleverne om at skrive et princip, som kan udledes af Helaman 14:13. Lad så nogle få elever oplæse det, de har skrevet. (Et muligt svar kan være, at tro på Jesus Kristus fører til omvendelse og syndernes forladelse).
Forklar for at hjælpe eleverne til at forstå betydningen af ordene »ved hans fortjenester«, at fortjenester er kvaliteter eller handlinger, som gør, at en person fortjener en belønning. For at være værdig til at modtage forladelse for vore synder må vi gøre bestemte ting som at omvende os oprigtigt, blive døbt og bekræftet og holde befalingerne. Alligevel modtager vi tilgivelsens gave på grund af Frelserens fortjeneste, ikke vores egen. Du kan eventuelt minde eleverne om mesterskriftstedet 2 Nefi 25:23: »Det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre.« Du kan også foreslå, at eleverne læser Alma 22:14 og Alma 24:10-11.
Færdiggør diagrammet på tavlen som følger:
-
Hvordan har opnåelse af viden om Frelseren øget jeres tro på ham?
-
Hvordan har jeres tro på Frelseren ført jer til omvendelse og bestræbelse på at blive mere som ham?
Bær vidnesbyrd om, at det kun er gennem Jesu Kristi fortjeneste, at vi kan modtage tilgivelse for vore synder og evigt liv.
Helaman 14:14-31
Samuel profeterede om de tegn, der var knyttet til Frelserens død
Bed en elev om at læse Helaman 14:14 højt. Lad derefter eleverne læse Helaman 14:20-27 for sig selv og se efter de tegn, som nefitterne ville se på tidspunktet for Jesus Kristi død. Du kan foreslå, at de understreger disse tegn. Når de har fået tilpas tid til at læse, så bed dem om at fortælle, hvad de har fundet frem til. Fortæl dem, at vi kan læse om opfyldelsen af disse tegn i 3 Nefi (se Hel 14:20, fodnote a).
Bed en elev om at læse Helaman 14:28-29 højt. Lad resten af klassen følge med og finde årsager til, at Herren viser tegn og undere. Bed et par elever om at formulere disse årsager med deres egne ord. (De bruger måske andre ord men sørg for, at de kommer frem til følgende sandhed: Herren sørger for tegn og undere for at hjælpe folk til at tro på ham).
-
Hvad lærer denne sandhed os om de tegn, der vil gå forud for Frelserens andet komme?
Bed eleverne om at tænke over tegn eller beviser, som Herren har givet dem, og som har hjulpet dem til at tro på ham. Du kan eventuelt opfordre eleverne til at fortælle om deres oplevelser (men mind dem om, at de ikke bør føle sig forpligtede til at fortælle noget, der er for personligt eller privat). Bær vidnesbyrd om, at Herren også giver tegn og sender profeter som Samuel i vore dage for at overbevise folk til at tro på ham.
Bemærk: Eftersom mange skriftsteder advarer os mod at søge tegn, kan nogle elever måske føle sig forvirrede over denne drøftelse af tegn. Hjælp dem til at forstå, at der er forskel på at anerkende tegn på Guds kærlighed og at søge tegn af selviske årsager (se Jakob 7:9-14; Alma 30:43-50; L&P 46:9; 63:7-11). Når profeter advarer os mod at søge tegn, så er det med henblik på mennesker, der nægter at tro, medmindre de bliver vist tegn, og ikke på mennesker, der udøver tro og søger de mirakler, som Herren ønsker, de skal søge.
Forklar, at selv om det er godt at kende til de tegn, som nefitterne ville modtage omkring Frelserens død, så er det vigtigere at forstå Samuels belæringer om betydningen af Jesu Kristi død og opstandelse. Tegn følgende diagram på tavlen og udelad de nummererede forklaringer. Tilføj disse forklaringer på passende tidspunkter under drøftelsen af Helaman 14:15-19. (Du kan overveje at bede eleverne om at kopiere dette diagram i deres skriftstudiebog).
Forklar, at udtrykket »åndelig død« betyder udelukkelse fra Guds nærhed. Bed en elev om at læse Helaman 14:15-16 højt.
-
Hvad er den første åndelige død, som omtales i Helaman 14:16? (Du bliver eventuelt nødt til at forklare, at vi på grund af Adam og Evas overtrædelse er udelukket fra Guds nærhed).
Bed en elev om at læse Helaman 14:17 højt. Lad resten af klassen følge med og tænke over, hvordan de kan overvinde den første åndelige død. Skriv følgende sandhed på tavlen: Jesus Kristus forløste hele menneskeheden fra faldet, så vi kan vende tilbage til Guds nærhed. Forklar, at hele menneskeheden vil vende tilbage til Gud for at blive dømt (se 2 Ne 2:10).
Bed en elev om at læse Helaman 14:18-19 højt.
-
Hvad er den anden åndelige død, som omtales i Helaman 14:18-19? (Du er måske nødt til at forklare, at de, som ikke omvender sig, atter engang vil blive udelukket fra Faderens nærhed).
-
Hvad kan vi gøre for at undgå den anden åndelige død, som Samuel omtaler? (Overvej at bede eleverne om at læse Helaman 14:13 og Mormon 7:7-8. Påpeg at de, som omvender sig, kan dvæle i Guds nærhed for evigt takket været Jesu Kristi forsoning).
Bed eleverne om at læse Helaman 14:30-31 for sig selv for at understrege vigtigheden af handlefriheden, når vi søger velsignelserne ved Frelserens forsoning. Bed dem om at lede efter ord og udtryk, der omhandler deres handlefrihed. Lad dem fortælle om de ord og udtryk, de finder. Bed dem om at forklare, hvordan disse ord og udtryk hjælper dem til at forstå betydningen af de valg, som de træffer hver dag.
Kommentar og baggrundsinformation
Helaman 14:14-29. Samuels profeti om Frelserens død
Samuels profetier om Jesu Kristi død er en af de mest specifikke profetier, der er optegnet i skrifterne. Følgende oversigt indeholder dele af denne profeti og opfyldelsen af den. (Du kan eventuelt påpege, at fodnoterne til Helaman 14:20-27 henviser til skriftsteder, som beskriver opfyldelsen af Samuels profetier).
Profeti om Frelserens død |
Opfyldelse | |
---|---|---|
Solformørkelse i tre dage | ||
Torden, lyn og jordskælv | ||
Jordens overflade blev brudt op | ||
Voldsomt uvejr, bjerge lagdes flade og dale blev bjerge | ||
Hovedveje og byer blev ødelagt | ||
Grave blev åbnet og opstandne hellige betjente folket |
Helaman 14:15-19. Forsoningen overvinder døden
Lamanitten Samuel beskrev forskellen på fysisk død, den første åndelige død og den anden åndelige død, såvel som hvordan Frelserens sonoffer hjælper os til at overvinde døden. Profeter og andre kirkeledere har også belært om disse sandheder.
Fysisk død. Ældste Earl C. Tingey fra De Halvfjerds har sagt:
»Fysisk død betyder, at ånden skiller fra det fysiske legeme. Hele menneskeheden vil som følge af Adams fald lide døden« (»Den store plan for lykke«, Liahona, maj 2006, s. 73).
Den første åndelige død. Åndelig død er at blive »forstødt fra Herrens nærhed« (Alma 42:9).
Præsident Spencer W. Kimball forklarede, at den fysiske død og den første åndelige død er resultater af Adam og Evas fald:
»Vore første forældre, Adam og Eva, adlød ikke Gud. Ved at spise af den forbudte frugt blev de dødelige. Som følge deraf blev de og alle deres efterkommere underkastet både timelig og åndelig død (timelig død er adskillelsen af legeme og ånd; åndelig død er adskillelsen af ånden fra Guds nærhed og død med hensyn til det, der hører ånden til)« (»Livets og frelsens sande væsen«, Den danske Stjerne, okt. 1978, s. 8).
Den åndelige død kom ind i verden, da Adam og Eva faldt. Eftersom vi er født ind i en falden verden, har vi arvet denne tilstand – hvor vi er forstødt fra Guds nærhed. Lamanitten Samuel omtalte denne tilstand som »den første død« (Hel 14:16).
Lamanitten Samuel forkyndte, at alle vor himmelske Faders børn, som har levet på jorden, vil overvinde den fysiske og åndelige død gennem kraften i Jesu Kristi sonoffer (se Hel 14:17). Mange andre skriftsteder vidner også om denne sandhed (se 2 Ne 2:9-10; 9:15, 22, 38; Alma 11:43-44; 12:12-15, 24; 42:23; 3 Ne 26:4-5).
Den anden åndelige død. Den anden død er den endelige eller åndelige død – en forstødelse fra Guds nærhed for evigt på grund af usonede personlige synder.
Frelseren har også tilvejebragt hjælp til at overvinde den anden åndelige død. Han sonede for vore synder, så han kunne tilbyde os muligheden for omvendelse. Men over dem, der ikke omvender sig, »kommer [der] igen en åndelig død … ja, en anden død, for de bliver igen forstødt med hensyn til det, der hører til retfærdighed« (Hel 14:18). Dette betyder, at et menneske, der ikke angrer sine synder, ikke kan forblive i Guds nærhed, eller at han eller hun er blevet bragt tilbage til ham for at blive dømt.
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har beskrevet denne tilstand:
»Indtræffer den fysiske død, før man får rettet op på moralske fejltrin, har man forspildt chancen for omvendelse. Derved ser vi, at ›dødens brod er synden‹ (1 Kor 15:56).
Selv Frelseren kan ikke frelse os i vore synder. Han vil forløse os fra vore synder, men det er betinget af vores omvendelse. Vi er selv ansvarlige for vores egen åndelige overlevelse eller død (se Rom 8:13-14; Hel 14:18; L&P 29:41-45)« (»Dødens døre«, Stjernen, juli 1992, s. 69).
Helaman 14:18-19. Omvendelse – en guddommelig gave
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har vidnet om den glæde, der følger af omvendelse:
»Jeg anerkender og vidner taknemligt om, at vor Herres ufattelige lidelse, død og opstandelse ›tilvejebringer betingelsen for omvendelse‹ (Hel 14:18). Omvendelsens guddommelige gave er nøglen til glæde nu og i livet herefter. Med Frelserens ord og i dyb ydmyghed og kærlighed opfordrer jeg alle: ›Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!‹ (Matt 4:17). Jeg ved, at når I tager imod denne opfordring, vil I finde glæde både nu og for evigt« (»Omvendelsens guddommelige gave«, Liahona, nov. 2011, s. 41).