Bibliotek
Lektion 155: Moroni 7:1-19


Lektion 155

Moro 7:1-19

Indledning

Moroni nedfældede en prædiken, som hans far, Mormon, havde holdt mange år tidligere. Denne lektion omfatter første del af den prædiken, hvori Mormon forklarede, hvordan man udfører retfærdige gerninger med oprigtig hensigt, og hvordan vi kan skelne mellem godt og ondt. Lektion 156 indeholder resten af prædikenen.

Forslag til undervisningen

Moroni 7:1-11

Mormon belærer Jesu Kristi tilhængere om at udføre gode gerninger med oprigtig hensigt

Vis et stykke frugt, der ser pænt ud udenpå.

  • Har I nogensinde erfaret, at et stykke frugt ikke var ligeså godt indeni, som det så ud til udenpå? (Bed et par elever om at komme med et eksempel. Fortæl eventuelt om en af dine egne oplevelser).

  • Hvordan kan en person være ligesom et stykke frugt, der ser godt ud udenpå, men er råddent indeni?

Forklar, at Moroni nedfældede sin far Mormons ord om vigtigheden af at være retskaffen i vores hjerte såvel som at udføre retfærdige gerninger. Lad en elev læse Moroni 7:2-3 højt, og bed klassen om at finde frem til den gruppe, som Mormon talte til. (Han talte til Kirkens medlemmer).

Når eleverne har fortalt, hvad de har lært, beder du en elev om at læse Moroni 7:4-5 højt. Bed klassen om at følge med og afgøre, hvordan Mormon vidste, at disse mennesker var »Kristi fredsommelige tilhængere« (Moroni 7:3).

Skriv udtrykket oprigtig hensigt på tavlen.

  • Hvad tror I dette udtryk betyder?

Når eleverne drøfter dette spørgsmål, kan du eventuelt bede en af dem om at læse følgende forklaring af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste Dallin H. Oaks

»Vi skal ikke alene gøre det, som er rigtigt. Vi skal handle af de rette årsager. Den nutidige terminologi er gode motiver. Skrifterne henviser ofte til denne passende mentale holdning med ordene hjertets faste forsæt eller oprigtig hensigt.

Skrifterne gør det klart, at Gud kender vore motiver og vil dømme vore handlinger derefter« (Pure in Heart, 1988, s. 15).

Bed eleverne om at læse Moroni 7:6-10 for sig selv og finde Herrens advarsler til mennesker, der gør gode gerninger uden oprigtige hensigter.

  • Hvilke advarsler gav Herren dem, der gør gode gerninger uden at have oprigtige hensigter? (Han advarede om, at deres gerninger ikke vil gavne dem, og at deres gerninger snarere bliver regnet for onde end til retfærdighed).

  • Hvilke principper kan vi lære af disse vers? (Selv om elever måtte nævne flere sandheder, så hjælp dem til at finde frem til følgende princip: For at blive velsignet for vore gode gerninger må vi handle med oprigtig hensigt).

  • Udover at ønske Herrens velsignelser, hvorfor tror I da, det er vigtigt at gøre gode gerninger med oprigtig hensigt?

  • Hvilken forskel har I bemærket, når I har gjort gode gerninger med oprigtig hensigt?

Påpeg, at Mormon opmuntrede os til at bede med oprigtig hensigt (se Moro 7:9). Bed en elev om at læse følgende råd af præsident Brigham Young:

Præsident Brigham Young

»Det er ligegyldigt, om I eller jeg har lyst til at bede – når det er tid til at bede, så bed. Hvis vi ikke har lyst, bør vi bede, til vi får lyst« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 45).

  • Hvordan kan det hjælpe os, at vi vælger at bede, selv når vi ikke har lyst til det, indtil vi beder med oprigtig hensigt?

  • Hvordan kan præsident Brigham Youngs råd sættes i forbindelse med at adlyde andre befalinger udover bøn? (Hvis eleverne har svært ved at besvare dette spørgsmål, kan du overveje at komme med følgende eksempel: Nogle mennesker kommer måske ikke i kirke af de rigtige årsager. Men hvis de fortsat kommer i kirke og gør alt, hvad de kan, for at deltage og tilbede, får de oplevelser, der er med til, at de finder glæde ved at gå i kirke. Deres årsag til at tage af sted vil ændre sig. De tager af sted, fordi de ønsker at være der – de ønsker at tilbede Gud, forny deres pagter og tjene andre).

Hjælp eleverne til at anvende Mormons belæringer om at gøre gode gerninger med oprigtig hensigt ved at forberede følgende aktivitet, inden klassen begynder: Forbered flere små sedler. Skriv en befaling på hver seddel. Det kan fx være at faste, betale tiende, tjene andre, studere skrifterne, ære sine forældre og andre befalinger, som du føler kan være gode for eleverne at drøfte. Læg sedlerne i en æske.

Bed en elev om at komme op foran i lokalet. Bed ham eller hende om at tage en seddel fra æsken og læse den op for klassen. Bed derpå klassen om enten at

  1. fortælle, hvordan de har følt sig velsignede, når de har adlydt den befaling med oprigtig hensigt, eller

  2. foreslå, hvordan den befaling kan adlydes med oprigtig hensigt.

Gentag eventuelt denne aktivitet et par gange.

Efter denne aktivitet kan du overveje at fortælle om en oplevelse, du selv har haft, hvor du adlød en befaling fra Gud med oprigtig hensigt.

Moroni 7:12-19

Mormon forklarer, hvordan man skelner mellem godt og ondt

Forklar, at Esajas profeterede, at nogle mennesker i de sidste dage ville kalde ondt godt og godt ondt (se Es 5:20; 2 Ne 15:20).

  • Hvilke eksempler er der på, at mennesker kalder ondt godt og godt ondt?

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt ikke at forveksle godt og ondt?

Bed et par elever om at skiftes til at læse højt fra Moroni 7:12-17. Bed klassen om at følge med og finde de principper, der hjælpe os til at skelne godt fra ondt. Foreslå eventuelt eleverne at markere udtryk, der især siger dem noget. Hjælp eleverne til at fortælle, hvad de har fundet, ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvordan kan vi vide, om noget kommer fra Gud? (Vær sikker på, at eleverne finder frem til følgende sandhed: Det, der er af Gud, tilskynder os til at gøre godt, tro på Jesus Kristus og elske og tjene Gud).

  • Hvordan kan vi vide, om noget kommer fra Djævelen? (Vær sikker på, at eleverne finder frem til følgende sandhed: Alt, hvad der lokker os til at gøre ondt, fornægte Jesu Kristus eller kæmpe mod Gud kommer fra Djævelen).

  • På hvilke måder opfordrer og tilskynder Gud os til bestandig at gøre godt?

  • Hvordan opfordrer og tilskynder Djævelen os til at synde?

Forbered eleverne på at anvende Mormons belæringer om at skelne mellem godt og ondt ved at opfordre dem til at skrive en liste over deres foretrukne tv-programmer, film, sange, musikgrupper, internetsider, app, videospil eller personlige ejendele. (Tilpas eventuelt denne liste elevernes behov og interesser). Efter tid nok til at skrive beder du eleverne om at lægge deres liste væk. Fortæl dem, at de får mulighed for at tænke mere over den om et par minutter.

  • Hvad er blevet ethvert menneske beskåret som en hjælp til, at vi kan kende godt fra ondt ifølge Moroni 7:16?

Forklar, at Kristi Ånd også kaldes Kristi lys (se Moro 7:18). Hjælp eleverne til at forstå Kristi lys ved at læse følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum:

Præsident Boyd K. Packer

»Helligånden og Kristi lys er forskellige …

»Uanset om dette indre lys, denne kundskab om ret og uret, kaldes for Kristi lys, moral eller samvittighed, kan den få os til at beherske vore handlinger – medmindre vi undertrykker eller kvæler den …

Enhver mand, kvinde eller barn fra ethvert land, trossamfund eller hudfarve – enhver, uanset hvor de bor, eller hvad de tror på, eller hvad de gør – har i sig det uudslukkelige Kristi lys« (»Kristi lys«, Liahona, apr. 2005, s. 8, 9, 10).

  • Hvordan kan en person undertrykke eller kvæle Kristi lys hos sig selv?

Bed eleverne om at læse Moroni 7:18-19 for sig selv og finde Mormons råd om, hvordan vi skal reagere på Kristi lys i os. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har lært.

  • Hvad tror I, det vil sige at »granske flittigt i Kristi lys«?

  • Hvilke principper kan vi lære af Moroni 7:19? (Eleverne bør finde frem til følgende principper: Når vi gransker flittigt i Kristi lys, kan vi skelne mellem godt og ondt. Hvis vi griber fat i alt godt, bliver vi Kristi børn. Hvis eleverne har brug for hjælp til at forstå udtrykket »Kristi barn«, kan du henvise til lektion 55 i dette hæfte).

  • Hvornår har I ønsket at vide, om noget var godt eller passende? Hvad gjorde I for at »granske flittigt«, så I kunne finde ud af, om det var godt eller passende?

Bed eleverne om at tage den liste frem, de skrev tidligere. Vis eller læs følgende spørgsmål højt og bed eleverne om at »granske flittigt i Kristi lys« (Moro 7:19), når de skriver deres svar ned på disse spørgsmål. Forhast dig ikke med denne aktivitet. Giv eleverne tid nok til at grunde og skrive. Oplys eleverne om, at du ikke vil bede dem om at gengive det, de skriver.

  • I hvor høj grad tilskynder disse ting jer til at gøre godt, tro på Jesus Kristus og at elske Gud og tjene ham?

  • Frister nogle af disse ting jer til at gøre ondt, tvivle på Jesus Kristus eller holde op med at tjene Gud?

  • Føler I, at I bør udelukke nogle af disse ting fra jeres liv? Hvis det er tilfældet, hvordan vil I så gøre det?

Påpeg, at det sommetider kan være vanskeligt at gøre det, som vi ved, er rigtigt, når det kræver, at vi giver slip på noget, vi godt kan lide. Hjælp eleverne til at støtte hinanden i deres bestræbelser ved at spørge:

  • Hvilket råd ville I give for at hjælpe en ven til at give slip på det, der ikke er godt eller passende?

Afslut ved at fastslå, at når vi følger Kristi lys, kan vi genkende det, der er godt, undgå Satans bedrag og leve som Jesu Kristi tilhængere.

Kommentar og baggrundsinformation

Moroni 7:17. Djævelen formår ingen til at gøre godt

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»Satan, Lucifer eller løgnens fader – kald ham, hvad I vil – er selve personificeringen af ondt. Hans motiver er i alle tilfælde ondsindede … Han er for evigt modstander af Guds kærlighed, Jesu Kristi forsoning og værket til fred og frelse. Han vil bekrige det, hvor og når som helst han kan. Han ved, at han i sidste ende vil lide nederlag og blive kastet ud, men han er fast besluttet på at tage så mange, som han overhovedet kan, med sig i faldet« (»Modigt må vi kæmpe«, Liahona, nov. 2011, s. 44).