Bibliotek
Lektion 62: Mosija 19-20


Lektion 62

Mosija 19-20

Indledning

Da Alma og hans folk undveg kong Noas hær, begyndte kong Noa og hans folk at lide under følgerne af deres uretfærdighed, sådan som Abinadi havde profeteret – de blev angrebet og bragt i trældom af lamanitterne, og kong Noa led døden ved ild. Noas søn Limhi blev konge efter Noas død. Da Noas tidligere præster bortførte en gruppe lamanitiske døtre, beskyldte lamanitterne Limhis folk for dette og forberedte et angreb på dem. Limhis folk kæmpede tappert, og de sårede og tog lamanitternes konge til fange. Limhi skabte fred med den lamanitiske konge, som derefter overtalte sit folk til at vende tilbage til deres eget land i fred.

Forslag til undervisningen

Mosija 19-20

Nefitterne i Lehi-Nefis land oplever opfyldelsen af Abinadis profetier

Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor en eller anden advarede dem om en fare, som de ikke kunne forudse. Bed dem om at fortælle, hvordan de er blevet velsignet, fordi de fulgte en advarsel. Lad eleverne tale om formålet med advarsler ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvad er formålet med en advarsel? Hvem advarer jer om ting, I bør undgå, eller om ting der kan skade jer?

  • Hvem giver Gud åndelige advarsler angående sin kirke?

Mind eleverne om, at Herren sendte Abinadi for at advare nefitterne om følgerne af deres synder. Hjælp eleverne til at gennemgå Abinadis profetier til nefitterne i landet Lehi-Nefi ved at lave følgende oversigt på tavlen. Sørg for at lave plads nok til, at eleverne kan skrive under hver overskrift.

Profeti om kong Noas folk (Mosi 12:1-2; 17:17)

Opfyldelse (Mosi 19:10, 14-15; 20:20; 21:2-4)

Profeti om kong Noa (Mosi 12:3; 17:18)

Opfyldelse (Mosi 19:18-20)

Lad en elev læse Mosija 12:1-2 højt. Bed klassen om at finde frem til det, Abinadi profeterede, at der ville ske for kong Noas folk, fordi de ikke omvendte sig. Lad en elev skrive disse konsekvenser i det øverste venstre felt i oversigten på tavlen. Lad en anden elev læse Mosija 12:3 højt. Bed klassen finde frem til det, som Abinadi profeterede, der skulle ske for kong Noa. Lad en elev skrive denne konsekvens i oversigten.

For at hjælpe eleverne til at tænke over betydningen af de åndelige advarsler, som vi modtager gennem profeter, så læs følgende beretning fortalt af ældste David R. Stone fra De Halvfjerds:

»En søndag morgen for mere end et år siden vågnede vi til en smuk dag i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. Den caribiske sol skinnede og himlen var skyfri. Der blæste en mild brise, som kun netop bevægede bladene på træerne. Det var varmt og fredfyldt og stille. Men langt ude på havet, længere væk, end vi kunne se den dag, var den dødsensfarlige ødelægger på vej mod os, uforsonlig og uimodståelig. Orkancentret, som havde til opgave at spore og forudsige orkanen Georges vej, opdaterede hele tiden de oplysninger, der var tilgængelige på Internettet. I den fredelige, stille morgen så jeg, i kraft af satellittens overblik, stormens forudsagte bane, der som en pil pegede direkte mod hjertet af Santo Domingo.

Inden for 48 timer ramte stormen øen med intenst … raseri, og i dens spor efterlod den ødelæggelse, trøstesløshed og død …

Uanset hvor stor skaden og ødelæggelsen og døden, som er forårsaget af disse frygtindgydende tilkendegivelser på fysiske kræfter, kan være, forvoldes der endnu mere ødelæggelse i folks tilværelse på grund af åndelige orkaner. Disse stærke kræfter er ofte årsag til langt mere ødelæggende skade end fysiske hvirvelstorme, fordi de ødelægger vores sjæl og berøver os vores evige perspektiv og løfte …

Men vi har også vore vægtere over de åndelige orkaner, de, hvis kaldelse det er at våge og formane, hjælpe os til at undgå åndelig skade, ødelæggelse og endog død. Vore vægtere på tårnet er kendt for os som apostle og profeter. De er vores åndelige overblik, og de kender, ved hjælp af inspiration og indsigt og ren intelligens, den vej, stormene kan rase. De hæver til stadighed deres advarselsrøst for at fortælle os om de tragiske konsekvenser ved bevidst og tankeløs overtrædelse af Herrens befalinger. Forsætlig tilsidesættelse af deres advarsler er at indbyde til elendighed, sorg og ødelæggelse. At følge dem er at følge Herrens udvalgte tjenere ind på åndelige græsgange, hvor der er fred og overflod« (»Åndelige orkaner«, Liahona, jan. 2000, s. 36, 37).

  • Hvordan kan denne beretning sammenlignes med Abinadis rolle blandt kong Noas folk?

Fortæl eleverne, at følgende aktivitet vil hjælpe dem til at blive bedre kendt med beretningen i Mosija 19-20 og til at se opfyldelsen af Abinadis profetier i disse kapitler. Efter denne aktivitet kan eleverne udfylde den højre kolonne i oversigten på tavlen.

Skriv følgende 11 udtalelser på tavlen før klassen begynder eller på et uddelingsark til hver elev. Bed eleverne om at skimme Mosija 19-20 igennem. Lad dem nummerere rækkefølgen af begivenhederne i oversigten, imens de læser. Fortæl eventuelt eleverne, at kapitelresumeerne kan give nyttige fingerpeg.

Gideon forsøger at dræbe kong Noa.

De nefitiske kvinder og børn bønfalder lamanitterne om ikke at dræbe sig.

Kong Noa lider døden ved ild.

En lamanitisk hær kommer ind over Shemlons grænser.

Noas præster bortfører 24 lamanitiske døtre.

Den lamanitiske konge bønfalder sin hær om at skåne Limhis folk.

Noa og nogle af hans mænd flygter fra lamanitterne og efterlader deres hustruer og børn.

Limhi beordrer sit folk til ikke at dræbe den lamanitiske konge.

Der er fred mellem nefitterne og lamanitterne i to år.

Limhi lover, at hans folk overgiver halvdelen af deres ejendom til lamanitterne.

Nefitterne tilbageviser et lamanitisk angreb og fanger den lamanitiske konge.

Giv eleverne 5-10 minutter til at afslutte denne aktivitet. Brug derpå listen til at gennemgå det historiske forløb i Mosija 19-20. (Den korrekte rækkefølge af begivenhederne oppefra og ned er som følger: 1, 4, 5, 2, 8, 11, 3, 10, 7, 6, 9).

Henvis igen til oversigten på tavlen. Del klassen op i to grupper. Bed den ene gruppe om at søge i Mosija 19:10, 14-15; 20:20; 21:2-4 for at se, hvordan Abinadis profetier om kong Noas folk blev opfyldt. Bed den anden gruppe om at søge i Mosija 19:18-20 for at se, hvordan Abinadis profeti om kong Noa blev opfyldt. Bed en elev fra hver gruppe om at sammenfatte, hvordan Abinadis profetier blev opfyldt. Lad en anden elev skrive deres sammenfatninger i oversigten.

Bed derefter eleverne om at læse Mosija 20:21 for sig selv.

  • Hvad var årsagen til folkets lidelse ifølge Gideon?

Bed eleverne om med deres egne ord at forklare, hvad Gideon ønskede, at folket skulle forstå. Selv om eleverne bruger andre ord, bør de vise forståelse af, at når man afviser Herrens tjeneres ord, bringer det lidelse og sorg. (Skriv eventuelt dette princip på tavlen).

Fortæl eleverne, at Herren har givet lignende advarsler til dem i de sidste dage, der ikke lytter til hans røst. Bed en elev om at læse Lære og Pagter 133:70-72 højt. Foreslå eventuelt, at eleverne skriver denne henvisning i marginen i deres skrifter ud for Mosija 20:21.

  • Hvad belærer profeter og apostle os om i vore dage, der hjælper os til at undgå lidelse og sorg? Hvad belærer de om, som bringer os fred og lykke og hjælper os til at vende tilbage til Guds nærhed? (Vis eventuelt eleverne et nyligt nummer af en generalkonference Liahona og nævn nogle af overskrifterne på taler fra profeterne).

Bed eleverne om at fortælle om engang, hvor de blev velsignet, fordi de fulgte kirkeledernes råd.

Læs følgende udtalelse af ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum for at hjælpe eleverne til at forstå, at når vi giver agt på profeternes ord, kan det give os fred og hjælpe os tilbage til Guds nærhed:

Ældste Robert D. Hales

»Vores åndelige sikkerhed ligger i, at vi følger vor nulevende profets klare røst. Hvis vi lytter til hans røst og adlyder hans råd, vil vi være i stand til at leve som Kristus ønsker, vi skal leve og holde ud til enden, således at vi en dag sammen med vores familie, vil vende tilbage til vor himmelske Faders og vor Frelser Jesu Kristi nærvær« (»Hør profetens røst og adlyd«, Stjernen, juli 1995, s. 16).

Afslut lektionen ved at vidne om, at det giver fred og åndelig sikkerhed at følge Herrens tjeneres råd.

scripture mastery iconGennemgang af mesterskriftsteder

Hvis tiden tillader det, kan du eventuelt gennemgå de mesterskriftsteder, I indtil nu har lært i år for at hjælpe eleverne til at huske nøgleord i hvert skriftsted.

Giv eleverne et par minutter til at gennemgå de mesterskriftsteder, de indtil nu har lært i år. Bed en elev om at komme op foran i lokalet med sine skrifter. Bed eleven slå op på et af mesterskriftstederne uden at vise det til nogen. (Hvis I har mesterskriftstedskortene, kan du lade eleverne bruge et kort). Bed eleven skrive et ord fra mesterskriftstedet på tavlen. (Lad eleven vælge nøgleord fra skriftstedet frem for mindre genkendelige ord som og eller den/det). Bed resten af klassen søge i skrifterne efter det mesterskriftsted, de tror ordet kommer fra. Hvis ingen kan finde det rigtige skriftsted med det ene ord, så lad eleven skrive endnu et ord fra mesterskriftstedet på tavlen. Fortsæt, indtil mindst en elev har fundet det rigtige skriftsted. Bed resten af klassen om at slå op på skriftstedet, og lad eleverne citere det sammen. Gentag derpå aktiviteten med en anden elev og et andet mesterskriftsted.