Bibliotek
Lektion 100: Alma 43-44


Lektion 100

Alma 43-44

Indledning

Da Alma og hans sønner fortsatte med at forkynde evangeliet, slog zoramitterne sig sammen med de lamanitiske hære for at angribe nefitterne. Hærføreren Moroni udviste tro og visdom, da han ledte nefitterne i selvforsvar mod den lamanitiske hær. Selv om de nefitiske soldater var i undertal, gav deres forberedelse og tro på Jesus Kristus dem fordelen i slaget. Da lamanitterne stod over for et sikkert nederlag, indgik de en fredspagt og rejste ud af landet i et stykke tid.

Forslag til undervisningen

Alma 43

Hærføreren Moronis forberedelser og strategier var med til at forpurre den lamanitiske hærs planer

Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at lave en liste over planer, mål og ønsker for deres fremtid. Mind dem om at tænke over åndelige mål og ønsker, mens de skriver, som fx en mission, besegling i templet og at stifte familie. Skriv eventuelt før klassen begynder en sådan liste over mål og ønsker for din egen fremtid. Fortæl eventuelt om nogle af dine egne planer og ønsker som et eksempel for at hjælpe eleverne i gang.

Når eleverne har lavet deres liste, beder du dem om at finde frem til de ønsker og mål, som de tror Satan ville ønske, at de ikke nåede. Bed et par elever om at fortælle om de mål, de har fundet frem til. Bed dem om at forklare, hvorfor Satan ønsker, at de ikke når disse mål. Du kan også spørge dem om, hvorfor de har et stærkt ønske om at nå de mål. Angiv, at et studium af Alma 43-44 kan hjælpe os til at se, hvordan vi kan nå vore retfærdige mål trods modstanderens bestræbelser på at tilintetgøre dem.

Sammenfat Alma 43:1-4 ved at forklare, at mange af zoramitterne tilsluttede sig lamanitterne og forberedte et angreb på nefitterne trods Almas anstrengelser med at bringe dem tilbage i Kirken. De fik også tilslutning fra amalekitterne, der ligesom zoramitterne engang havde været nefitter, men var afveget fra sandheden.

Bed en elev om at læse Alma 43:5-8 højt. Bed klassen om at følge med og finde lamanitternes leder Zerahemnas planer eller »forehavender«.

Forklar, at når vi studerer beretningerne om de fysiske kampe i Mormons Bog, kan vi anvende dem på de åndelige kampe, vi kommer ud for.

  • Hvordan kan Zerahemnas hensigter med nefitterne være ligesom de hensigter, Satan har med os?

Bed en elev om at læse Alma 43:9-12 højt. Bed klassen om at finde nefitternes hensigter.

  • Hvad var nefitternes hensigter?

Bed eleverne om at læse Alma 43:16-19 for sig selv. Bed dem om at lede efter det, som Moroni, nefitternes øverste hærfører, gjorde for at forberede folket til at forsvare deres land og familie.

  • Hvilke konkrete tiltag foretog nefitterne for at forberede sig på lamanitternes angreb?

Bed en elev om at læse Alma 43:20-22 højt, og bed klassen om at finde frem til lamanitternes reaktion på nefitternes forberedelser.

  • Hvorfor trak lamanitterne deres angreb tilbage, selv om nefitterne var i undertal?

  • Hvad kan vi lære af denne begivenhed om at forsvare os mod Satans angreb?

Bed eleverne om at læse Alma 43:23-24 for sig selv for at finde ud af, hvad Moroni gjorde, da han ikke var sikker på, hvad fjendens næste træk var.

  • Hvorfor sendte Moroni budbringere af sted for at tale med Alma?

  • Hvad kan Moronis eksempel lære os om, hvordan vi kan forberede os åndeligt over for modstanderen? (Hjælp eleverne til at finde frem til følgende princip: Hvis vi søger og følger profetisk råd, bliver vi bedre i stand til at forsvare os mod modstanderen).

Sammenfat kort Alma 43:25-43 ved at fortælle, at Moroni handlede efter den viden, han fik af profeten. Han delte sin hær i to. Nogle soldater blev tilbage i byen Jershon for at beskytte Ammons folk. Resten af hæren marcherede mod landet Manti. Moroni sendte spioner ud for at finde ud af, hvor lamanitterne var, og han fik andre soldater til at gemme sig ved den vej, lamanitterne ville tage. Da lamanitterne nærmede sig, omringede nefitterne dem. Da lamanitterne så, at de var omringet, kæmpede de vildt. Mange nefitter døde, men lamanitterne led endnu større tab.

Bed flere elever om at skiftes til at læse højt fra Alma 43:43-54. Bed klassen om at finde forskellen på lamanitternes og nefitternes motivation og kilde til styrke.

  • Hvad bemærkede I ved lamanitternes baggrund for at kæmpe? Hvad bemærkede I ved nefitternes grund til at kæmpe? Hvordan adskilte nefitternes kilde til styrke sig fra lamanitternes? (Påpeg om nødvendigt, at selv om lamanitterne kæmpede af had og vrede, var nefitterne inspirerede af en bedre sag (se Alma 43:45-47). De anråbte Herren om hjælp, og han styrkede dem (se Alma 43:49-50)).

  • Hvad kan vi lære af Moronis og hans hærs eksempel, som kan hjælpe os i vore kampe mod modstanderen?

Foreslå eleverne at skrive deres svar ned. Bed dem dernæst om at fortælle, hvad de har skrevet. De nævner måske følgende principper:

Når vi beder om hjælp til at udføre vore retfærdige planer og ønsker, hjælper Gud os til at udføre dem.

Vi er inspirerede af en bedre sag end dem, der modsætter sig sandheden.

Herren hjælper os til at udføre vores pligt til at forsvare vores familie, vores frihed og vores religion.

Bed eleverne om at fortælle om engang, hvor de oplevede Herrens hjælp til at opnå retfærdige mål. Overvej at fortælle om egne oplevelser. Bær vidnesbyrd om Herrens evne til at hjælpe os til at udføre retfærdige hensigter. Foreslå, at eleverne gør retfærdige mål til en vedvarende del af deres bønner.

Alma 44

Hærføreren Moroni befaler lamanitterne at indgå en fredspagt

Bed en ung mand, der gerne vil læse højt, om at komme op foran i klassen med sine skrifter. Mind klassen om, at da Moroni så lamanitternes skræk, befalede han sine mænd at holde inde med at kæmpe (se Alma 43:54). Lad den unge mand læse Moronis ord i Alma 44:1-6. Bed klassen om at lytte efter Moronis forklaring på nefitternes sejr.

  • Hvad ønskede Moroni, at Zerahemna skulle forstå om nefitternes kilde til styrke i kampen? Hvad tilbød han lamanitterne? (Han sagde, at nefitterne ikke ville gøre dem fortræd, hvis de ville aflevere deres våben og indgå en fredspagt).

  • Hvilke sandheder kan vi lære i Alma 44:4-6, der kan hjælpe os i vore åndelige kampe? (Eleverne kan fremkomme med flere principper, hvoraf nogle allerede er blevet dækket i denne lektion). Sørg for, at de medtager følgende sandhed: Herren styrker og bevarer os i overensstemmelse med vores tro på ham. Foreslå eventuelt eleverne at markere ord i disse vers, der belærer om denne sandhed).

Bed en elev om at oplæse følgende råd til de unge af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum. Giv eventuelt en kopi til hver elev.

Præsident Boyd K. Packer

»De unge i dag vokser op i fjendeland med en faldende moralsk standard. Men som Herrens tjener lover jeg jer, at I bliver beskyttet og skærmet mod modstanderens angreb, hvis I giver agt på tilskyndelser, der kommer fra Helligånden.

Klæd jer sømmeligt, tal ærbødigt, lyt til opløftende musik. Undgå al umoralitet og personligt nedværdigende vaner. Få styr på jeres eget liv, og bestem jer for at være trofaste. Eftersom vi er så afhængige af jer, vil I blive usædvanligt velsignede. I er aldrig ret langt væk fra jeres kærlige, himmelske Faders åsyn« (»Råd til de unge«, Liahona, nov. 2011, s. 18).

  • Hvad lægger I særligt mærke til ved præsident Packers ord? Hvorfor?

Sammenfat Alma 44:7-10 ved at forklare, at Zerahemna erklærede, at han og hans folk ikke troede, at nefitterne var blevet styrket af Gud. Han tilbød, at lamanitterne afleverede deres våben, men han nægtede at indgå en fredspagt. Bed den elev, der læste Alma 44:1-6, om at læse Moronis svar til Zerahemna højt. Det står i Alma 44:11. Spørg klassen:

  • Hvorfor tror I, at det var vigtigt for Moroni at få lamanitterne til at indgå en fredspagt?

Sammenfat Alma 44:12-20 ved at forklare, at selv om mange af lamanitterne indgik en fredspagt, samlede Zerahemna resten af sine mænd for at strides med Moronis hær. Da nefitterne begyndte at dræbe dem, indså Zerahemna deres forestående tilintetgørelse og lovede at indgå en fredspagt.

Bær vidnesbyrd om Herrens beskyttende hånd over dem, der er trofaste mod ham. Giv eleverne en opmuntring til at kæmpe vedholdende for deres mål og ønsker og at sætte deres lid til Guds løfte om, at han vil »støtte, bevare og opretholde os, så længe vi er trofaste mod ham« (Alma 44:4).

Kommentar og baggrundsinformation

Alma 43:3. Den krig, vi udkæmper, begyndte i vores førjordiske tilværelse

Præsident Gordon B. Hinckley talte om vitterligheden af den krig, vi har været involveret i fra før verdens begyndelse:

»Der er en krig, som har raset fra før denne jord blev skabt, og som vil fortsætte lang tid endnu …

Det er krigen mellem sandhed og vildfarelse, mellem handlefrihed og tvang, mellem Kristi tilhængere og dem, der har fornægtet ham. Hans fjender har taget enhver tænkelig strategi i anvendelse i denne konflikt …

Den er, som den hele tiden har været … De ofre, der falder, er lige så dyrebare som dem, der faldt i forgangne tider. Det er en vedvarende kamp …

Krigen raser videre … Den føres i vores eget liv dag ud og dag ind, i vores hjem, på vores arbejdsplads, på vore skoler, den føres på spørgsmål om kærlighed og respekt, loyalitet og trofasthed, lydighed og retskaffenhed. Vi er alle indblandet i den … Vi vinder, og fremtiden har aldrig set lysere ud« (»Den krig, som vi vil vinde«, Stjernen, jan. 1987, s. 34, 35, 36).

Alma 43:9, 45. Beskyt og styrk familien

Søster Virginia U. Jensen fra Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab henviste til en advarsel i familieproklamationen om, »at familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129). Søster Jensen bemærkede: »Brødre og søstre, vi befinder os netop nu midt i denne virkelighed. Det er alles pligt at beskytte og styrke familien« (»Vi lytter til profetens røst«, Liahona, jan. 1999, s. 14).