Bibliotek
Hjemmestudiedel 26


Hjemmestudielektion

3 Nefi 17-22 (Del 26)

Forberedelsesmateriale til hjemmestudielæreren

Sammenfatning af daglige hjemmestudielektioner

Følgende resumé af læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede 3 Nefi 17-22 (Del 26) er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Denne lektion er kun koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens tilskyndelser, når du overvejer elevernes behov.

Dag 1 (3 Nefi 17)

Da eleverne studerede Jesu Kristi ord til den nefitiske folkemængde, lærte de, at vi ved at grunde og bede til Faderen kan få større forståelse af Frelserens belæringer. Frelseren reagerede på nefitternes ønske om, at han blev hos dem lidt længere ved at helbrede deres syge og velsigne deres børn. Da eleverne læste om disse begivenheder, lærte de, at Jesus Kristus har stor medfølelse med os.

Dag 2 (3 Nefi 18)

Frelseren forrettede nadveren for folkemængden. Eleverne lærte, at når vi deltager i nadveren, vidner vi for Faderen om, at vi er villige til at gøre alt, han befaler om og at vi altid vil erindre Jesus Kristus. De lærte også, at når vi deltager i nadveren og altid erindrer Frelseren, vil vi have hans Ånd hos os. Frelserens belæringer om bøn hjalp eleverne til at forstå, at hvis vi er årvågne og altid beder til Faderen, kan vi modstå Satans fristelser. De lærte også, at når vi tjener andre, kan vi hjælpe dem til at komme til Kristus.

Dag 3 (3 Nefi 19)

Da Frelseren tog af sted efter den første dag, hvor han besøgte nefitterne, underviste disciplene folket. De bad om og modtog Helligånden. Eleverne lærte, at vore retfærdige ønsker og bønner kvalificerer os til at blive fyldt med Helligånden. Frelseren kom tilbage, og han takkede Faderen for at have renset hans disciple. Eleverne lærte, at når vi udøver tro på Jesus Kristus, kan vi blive rene og blive ét med Jesus Kristus, lige som han er ét med Faderen.

Dag 4 (3 Nefi 20-22)

Jesus Kristus forrettede igen nadveren. Eleverne lærte, at hvis vi værdigt deltager i nadveren, kan vi fyldes med Helligånden. Frelseren belærte dernæst nefitterne om, at Faderen vil opfylde sin pagt om at indsamle Israels hus i de sidste dage. Eleverne lærte også, at de som Abrahams efterkommere har et pagtsansvar for at velsigne alle jordens folk ved at fortælle dem om evangeliet.

Indledning

Denne lektion kan hjælpe eleverne til at forstå, hvilken ømhed og barmhjertighed Frelseren føler for sit folk. Når eleverne gennemgår Frelserens råd om bøn, kan de desuden overveje, hvordan de kan gøre deres personlige bønner og familiebønner mere meningsfulde.

Forslag til undervisningen

3 Nefi 17

Frelseren helbreder de syge, beder til Faderen for folket og velsigner deres børn

Bed eleverne om at tænke over de mest omsorgsfulde mennesker, de kender. Spørg så: Hvem tænkte I på? Hvordan viser denne person dig og andre kærlighed?

Vis billederne Jesus helbreder nefitterne (Evangelisk kunst, nr. 83) og Jesus velsigner de nefitiske børn (Evangelisk kunst, nr. 84). Spørg så: Hvad har I lært om Frelserens kærlighed til mennesker under jeres studium af Mormons Bog denne uge?

Skriv følgende sandhed på tavlen: Frelseren nærer stor omsorg for os. Under denne sætning skriver du følgende skriftstedshenvisninger: 3 Nefi 17:7, 9, 11, 15-17, 21, 24. Bed eleverne om at se disse vers igennem og vælge et, som i særlig grad understreger den sandhed, der er skrevet på tavlen. Efter tilstrækkelig tid kan du eventuelt stille følgende spørgsmål:

  • Hvordan viser det vers, I valgte, Frelserens store omsorg for jer?

  • Hvad lærer I om Frelseren ud fra det faktum, at han velsignede folk en efter en? (3 Nefi 17:21).

  • Hvordan kan viden om Frelserens omsorg hjælpe jer til at udøve større tro på og føle større kærlighed til ham?

3 Nefi 18-19

Jesus lærte nefitterne altid at bede til Faderen og at mødes ofte

Del eleverne op parvis og bed hvert par om at lave en liste over fem fristelser, som de mener er de mest udfordrende for unge i dag. Når de er færdige så bed hvert par om at læse 3 Nefi 18:15-20 og se efter, hvilket råd Frelseren gav til at modstå fristelser. Bed nogle få elever om at fortælle om et princip, de har fundet frem til i disse vers. Et princip, de finder frem til, kan være, at vi må være årvågne og altid bede til Faderen, så vi kan modstå den Ondes fristelser.

Stil eleverne følgende spørgsmål:

  • Hvorfor tror I, at en ung må være årvågen for at kunne modstå fristelserne på jeres liste?

  • Hvad kan et ungt menneske bede om, som vil hjælpe ham eller hende til at modstå fristelserne på jeres liste? Hvordan kan det hjælpe jer til at forblive stærke at bede til vor himmelske Fader?

Bed en elev om at læse 3 Nefi 18:21 højt for at styrke elevernes vidnesbyrd om familiebøn. Spørg så: Hvilke velsignelser har I modtaget ved at bede sammen med jeres familie?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse op af præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab, hvori han taler om kraften i familiebøn:

»Familiebøn har en stærk og styrkende indflydelse. I den mørke tid under anden verdenskrig faldt en 500 pund tung bombe uden for bror Pateys lille hjem, en ung far i Liverpool i England, men bomben gik ikke af. Hans hustru var død, så han opdrog selv sine fem børn. På dette meget skræmmende tidspunkt samlede han dem til familiebøn. De ›bad allesammen … inderligt, og da de var færdige med at bede, sagde børnene: ›Far, vi vil være i sikkerhed. Vores hjem vil være sikkert i nat.‹

Og forestil jer det: Så gik de i seng med denne frygtindgydende bombe lige uden for deres dør, halvt nede i jorden …

Næste morgen … blev hele kvarteret evakueret i to døgn, og bomben blev endelig fjernet …

På vej tilbage spurgte bror Patey lederen af bomberydningsholdet: ›Nå, hvad fandt I så?‹

›Hr. Patey, vi kom hen til bomben uden for jeres dør og så, at den kunne eksplodere når som helst. Der var ikke noget i vejen med den. Vi forstår ikke, hvorfor den ikke eksploderede.‹‹ Der sker mirakler, når familier beder sammen« (»Bønnens livline«, Liahona, juli 2002, s. 68).

Stil eleverne følgende spørgsmål – men husk at være fintfølende over for de elever, der måske ikke beder familiebøn:

  • Hvordan kan I hjælpe jeres familie til at holde regelmæssige og meningsfulde familiebønner?

  • Hvordan planlægger I at gøre familiebønner til en prioritet i jeres kommende familie?

Forklar, at da Frelseren kom tilbage for at besøge nefitterne den anden dag, som det er beskrevet i 3 Nefi 19, formanede han atter en gang de nefitiske disciple til at bede. Bed en elev om at læse 3 Nefi 19:9, 13 højt og lad eleverne finde frem til det, disciplene bad om. Spørg: Hvilket princip kan vi lære af nefitiske disciple? (Dette princip kan fx formuleres således: Vore retfærdige ønsker og bønner kvalificerer os til at blive fyldt med Helligånden).

Spørg så eleverne: Hvornår har I oprigtigt ønsket og bedt om Helligåndens ledsagelse? Hvordan blev I velsignede ved at gøre det?

3 Nefi 20-22

I de sidste dage vil Gud begynde indsamlingen af Israels hus

Forklar, at da Frelseren havde belært nefitterne om bøn, begyndte han at undervise dem om indsamlingen af Israels hus i de sidste dage. Bed en elev om at læse 3 Nefi 21:9. Bed resten af klassen om at følge med og se efter ord, som beskriver Herrens værk. Spørg så:

  • Hvad tror I, at »et stort og forunderligt værk« henviser til? (Gengivelsen af Jesu Kristi evangelium, som også omfatter fremkomsten af Mormons Bog).

  • Hvad er det efter jeres mening, der er stort og forunderligt ved gengivelsen af Jesu Kristi evangelium?

Bed eleverne om at læse 3 Nefi 21:10-11 igennem og tænke over, hvem det var Herren beskrev som »min tjener«. Spørg: Hvilke ord hjælper jer til at vide, at Herren beskriver profeten Joseph Smith? Vis dernæst billedet Joseph Smith i fængslet i Liberty (Evangelisk kunst, nr. 97).

Spørg: Hvordan har Gud gennem Joseph Smith vist, at hans »visdom er større end Djævelens snedighed«?

Bed afslutningsvis eleverne bære deres vidnesbyrd om Joseph Smith og evangeliets gengivelse. Bær dit vidnesbyrd om dette for eleverne.

Næste del (3 Nefi 23-30)

Bed eleverne forestille sig, at Frelseren har fortalt dem, at han vil give dem, hvad end de ønsker sig. Forklar, at når de i den kommende uge studerer 3 Nefi 23-30, kommer de til at lære om tolv mænd, som oplevede dette, og som fik, hvad de bad om.