Bibliotek
Lektion 83: Alma 19-20


Lektion 83

Alma 19-20

Indledning

Kong Lamoni oplevede en forandring i hjertet, som førte til omvendelse for hans hustru og mange af hans folk. Ammon og kong Lamoni rejste derpå til Middoni for at befri Ammons fængslede brødre. På vejen mødte de Lamonis far, kongen over hele landet. Kongen var forbavset over Lamonis og Ammons ord, Ammons styrke og Ammons kærlighed til Lamoni. Hans hjerte blev blødgjort, og han forsikrede dem om, at Ammons brødre ville blive løsladt fra fængslet. Han udtrykte et ønske om at høre mere om de ord, han havde hørt fra sin søn og Ammon.

Forslag til undervisningen

Alma 19

Kong Lamoni og mange af hans folk omvender sig og bliver døbt

Spørg eleverne:

  • Når man smider en sten i et vandhul, hvad sker der så med vandet?

Når eleverne beskriver virkningen af en sten, der smides i vandet, tegner du følgende diagram på tavlen uden at medtage ordene.

sten i vandet

Skriv følgende på tavlen:

Når vi bærer vores vidnesbyrd og viser et godt eksempel, kan vi …

Bed eleverne huske denne udtalelse under hele lektionen og overveje, hvordan de kan fortsætte den.

  • Hvordan kan en persons handlinger være ligesom den sten, der blev smidt i vandet? (Hjælp eleverne til at se, at andre mennesker kan blive påvirket af vore handlinger, ligesom ringe spredte sig fra stenens plask).

Skriv Ammon i den første ring i illustrationen.

  • Hvem underviste Ammon først? (Foreslå eventuelt, at eleverne læser kapitelresumeet for Alma 18, hvis de har brug for hjælp til at besvare dette spørgsmål. Skriv kong Lamoni i den anden ring på illustrationen).

Sammenfat Alma 18:40-43 og 19:1-5 ved at forklare, at da kong Lamoni lyttede til Ammon, indså han sin egen syndighed og sit behov for Frelseren. Han anråbte Herren om barmhjertighed og faldt derpå til jorden. Da hans tjenere troede, at han var død, bar de ham hen til hans hustru og lagde ham på en seng. To dage og to nætter senere skulle tjenerne til at tage hans legeme og lægge det i graven, da dronningen sagde, at hun ønskede at tale med Ammon. Hun mente, at Lamoni ikke var død, og hun ønskede, at Ammon skulle gå ind til ham.

Bed eleverne om at læse Alma 19:6 for sig selv og finde et udtryk, som de mener, beskriver Lamonis oplevelse særdeles godt. Lad et par elever læse det udtryk, de har valgt. Spørg dem, hvorfor de valgte netop det udtryk.

Skriv dronningen på illustrationen i den næste ring. Lad eleverne søge i Alma 19:7-11 for at se, hvordan denne oplevelse påvirkede dronningen.

  • Hvad kan vi lære om dronningen i disse vers? (Det kan fx være, at hun elskede sin mand, at hun stolede på Ammon, og at hun havde stor tro).

Bed en elev om at læse Alma 19:12-14 højt. Bed de andre elever om at følge med og især være opmærksomme på Lamonis udtryk for tro.

  • Hvilke sandheder havde Lamoni lært i løbet af de foregående to dage?

  • Lamoni, dronningen og Ammon blev »overvældet af Ånden« og »overvældet af glæde«. Hvornår har I følt en stærk påvirkning af Ånden? Hvornår har I følt stor glæde?

Skriv Lamonis tjenere i den næste ring på illustrationen. Bed en elev om at læse Alma 19:15-16 højt. Bed klassen om at finde eksempler på, at disse tjenere vendte sig til Gud.

  • Hvilke ord og udtryk viser, at tjenerne søgte til Gud?

Skriv Abish i den næste ring. Bed en elev om at læse Alma 19:17 højt. Bed klassen om at lægge mærke til, hvordan Abish blev påvirket af disse begivenheder.

  • Hvad gjorde Abish? Hvad håbede hun, der ville ske på grund af hendes handlinger?

Overvej at give eleverne mulighed for at sammenfatte Alma 19:18-28. Giv dem tid til at læse disse vers for sig selv. Bed derpå en frivillig om at berette historien med egne ord. Giv andre elever lov til at hjælpe. Hjælp dem efter behov til at medtage følgende oplysninger: Efter at have hørt nyhederne fra Abish samlede folket sig omkring kongens hus. Da de så Ammon, kongen, dronningen og tjenerne ligge bevidstløse, opstod der stor strid blandt dem. En mand prøvede at dræbe Ammon, men faldt død om i forsøget herpå. Visse hævdede, at Ammon var den Store Ånd, og andre sagde, han var et uhyre. Da Abish så al den strid, der var opstået af, at hun havde bragt folket sammen, blev hun meget bedrøvet.

Lad eleverne tænke over, hvad de ville gøre i Abishs situation. Bed derefter en elev om at læse Alma 19:29 højt.

  • Hvordan viste Abishs handling styrken af hendes vidnesbyrd? Hvordan viste dronningen, at hun havde fået et vidnesbyrd?

Læs Alma 19:30-36 højt. Bed eleverne om at følge med og overveje, hvilken virkning Ammons vidnesbyrd og eksempel havde på andre.

Skriv mange andre lamanitter i den sidste ring på illustrationen.

Bed eleverne om at afslutte den udtalelse, du skrev på tavlen i begyndelsen af klassetiden. Et princip kan være, at når vi bærer vores vidnesbyrd og er et retskaffent eksempel, kan vi hjælpe andre til at henvende sig til Herren.

  • Hvornår har en persons eksempel eller vidnesbyrd haft en positiv påvirkning på jer?

Bed eleverne om at tænke over, hvordan deres vidnesbyrd og eksempel kan påvirke deres familie, venner og lokalsamfund. Lad dem derpå skrive deres svar på følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog:

  • Hvad kan I gøre i dag, der kan have en god indflydelse på mennesker omkring jer?

Giv eleverne en opmuntring til at lade deres vidnesbyrd og retskafne eksempel påvirke andre, ligesom en sten, der laver ringe i vandet. Fortæl eleverne, at du i en kommende lektion (lektion 85) eventuelt beder dem om at fortælle om deres indsats.

Alma 20

Kong Lamonis far ønsker at lære om evangeliet og begynder at opleve en forandring i hjertet

Bed eleverne om at tænke på engang, hvor de følte, at de blev behandlet dårligt eller uretfærdigt.

Forklar, at Ammon og Lamoni oplevede en situation, hvor de blev behandlet dårligt. Påpeg, at vi kan lære vigtige ting af deres reaktion på den måde, de blev behandlet på.

Hjælp eleverne til at lære beretningen at kende i Alma 20 ved at sammenfatte Alma 20:1-7 som følger: Lamoni ønskede at tage Ammon med hen for at møde sin far, der var konge over hele landet. Herren åbenbarede for Ammon, at Ammon ikke skulle tage af sted, fordi Lamonis far ville prøve at dræbe ham. Herren åbenbarede også, at Ammons bror Aron og to ledsagere sad i fængsel i Middonis land. Ammon ønskede at befri sine brødre. Da Lamoni hørte, at Ammon havde fået disse ting at vide gennem åbenbaring, tog han med for at hjælpe Ammon med at befri sine brødre.

Lav følgende oversigt på tavlen, før klassen begynder, eller forbered det som et uddelingsark til hver elev:

1. Alma 20:8-13

Hvilke følelser ville I have, hvis I var i Ammons position, og nogen beskyldte jer for at være en løgner og en tyv?

2. Alma 20:14-16

Hvad kan vi lære af Lamonis svar til sin far?

3. Alma 20:17-25

Da Lamonis far så, at Ammon kunne dræbe ham, hvad tilbød han da Ammon? Hvad bad Ammon om i stedet?

4. Alma 20:26-27

Hvordan påvirkede Ammons kærlighed til Lamoni Lamonis far? Hvordan påvirkede Ammons og Lamonis ord Lamonis far?

Del eleverne op parvis. Lad dem skiftes til at læse versene i 1. og 2. række og drøfte svarene på de tilhørende spørgsmål. Bed dem om at forberede sig på at komme med deres svar til hele klassen.

Når eleverne har talt om 1. og 2. række parvis, beder du et par af dem om at fortælle, hvad de har lært. Spørg dernæst:

  • Hvilke principper kan vi lære af disse vers? (Eleverne kommer måske med flere forskellige svar, men hjælp dem til at finde frem til følgende princip: Vi kan bære vores vidnesbyrd gennem ord og eksempel, selv når andre prøver at overtale os til at gøre noget, der er forkert. Foreslå eventuelt, at de skriver det næste princip ud for Alma 20:15).

Lad makkerparrene studere versene i 3. og 4. række og drøfte de tilhørende spørgsmål. Bed dem om at fortælle, hvad de har fundet frem til. Spørg dernæst:

  • Hvilke principper kan vi lære af disse vers? (Selv om eleverne kommer med mange forskellige principper, så sørg for, at følgende står klart: Når vi viser kærlighed og lærer andre om sandheden, kan vi hjælpe dem til at blødgøre deres hjerte og blive modtagelige for evangeliet. Foreslå eventuelt, at eleverne skriver det næste princip ud for Alma 20:26-27).

Bed eleverne om at fortælle om oplevelser, de har haft, der viser sandheden af et af de principper, som de har fundet frem til i Alma 20. Måske har du selv en oplevelse, du kan berette om.

Afslut ved at opmuntre eleverne til at søge Helligåndens vejledning til, hvordan de selv kan anvende disse to principper.