Bibliotek
Lektion 117: 3 Nefi 2-5


Lektion 117

3 Nefi 2-5

Indledning

Efter folket havde set tegnene på Jesu Kristi fødsel, begyndte de at blive mindre overraskede over tegn, og de forhærdede deres hjerte. Mange blandt folket afviste øvrige tegn og undere og fremturede i ugudelighed. Som følge af det, voksede gadiantonrøverne sig så stærke, at nefitterne og lamanitterne blev tvunget til at gribe til våben mod dem. De omvendte lamanitter sluttede sig til nefitterne og blev kendt som nefitter. Lakoneus, nefitternes overdommer, kaldte folket til omvendelse og forberedte dem til kamp. På grund af deres omvendelse, tro på Herren og ihærdige forberedelser vandt nefitterne over gadiantonrøverne. Folket anerkendte, at det var ved Guds kraft, at de var blevet bevaret og udfriet.

Forslag til undervisningen

3 Nefi 2

Omvendte lamanitter forener sig med nefitterne for at forsvare sig mod gadiantonrøverne

Bed eleverne om at bruge nogle få minutter på i deres skriftstudiebog at skrive nogle åndelige oplevelser ned, de har haft. Mind dem om, at åndelige oplevelser ikke nødvendigvis behøver at være dramatiske eller usædvanlige for at være ægte nok. Foreslå, at de tænker over gange, hvor de har følt vor himmelske Faders kærlighed eller Helligåndens indflydelse. De kan fx skrive om oplevelser, hvor de har modtaget svar på bøn, fået en præstedømmevelsignelse, eller hvor de har tjent andre. Når de er færdige med at skrive, så spørg dem, hvorfor de tror, det kan være vigtigt at huske disse åndelige oplevelser nu og 10 og 20 år frem i tiden.

Bed en elev om at læse 3 Nefi 2:1-3 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvad der skete, da folket begyndte at glemme tegnene på Frelserens fødsel.

  • Hvilke sandheder lærer vi af denne beretning om faren ved at glemme åndelige oplevelser?

Når eleverne fortæller, hvad de har fundet frem til, understreges følgende princip: Hvis vi glemmer værdifulde åndelige oplevelser, vi har haft tidligere, bliver vi mere sårbare over for Satans fristelser og bedrag. Du kan eventuelt skrive dette princip på tavlen. Du kan også opfordre eleverne til at skrive det på deres liste over åndelige oplevelser.

  • Hvorfor tror I, at det kan gøre os mere sårbare over for Satan at glemme åndelige oplevelser?

  • Hvad kan vi gøre for at sikre os, at vi ikke glemmer de åndelige oplevelser, vi har haft? (Svarene kan omfatte at fortælle andre om oplevelser, hvor det er passende, skrive dem i sin dagbog eller skrive om oplevelser fra aktiviteter i Pligt mod Gud eller Personlig fremgang).

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab, som fortæller om, hvordan det har hjulpet ham at skrive sine åndelige oplevelser ned i sin dagbog. Bed klassen om at lytte efter, hvilke velsignelser der kan komme af at føre en sådan optegnelse.

Præsident Henry B. Eyring

»I mange år skrev jeg et par linjer hver dag. Der gik aldrig en dag, uden jeg skrev, uanset hvor træt jeg var, eller hvor tidligt jeg skulle op dagen efter. Før jeg skrev, overvejede jeg dette spørgsmål: ›Har jeg set Guds hånd række ud til os eller vore børn eller vores familie i dag? ‹ Efterhånden som jeg fortsatte med dette, begyndte der at ske noget. Når jeg tænkte dagen igennem, så jeg beviser på det, som Gud havde gjort for en af os, som jeg ikke havde indset i dagens travlhed. Når det skete, og det skete ofte, indså jeg, at mit forsøg på at huske gav Gud mulighed for at vise mig, hvad han havde gjort.

Noget, der oversteg taknemlighed, begyndte at spire i mit hjerte. Mit vidnesbyrd voksede. Jeg blev endnu mere sikker på, at vor himmelske Fader hører og besvarer bønner. Jeg følte større taknemlighed for den blødgøring og forædling, der skyldes Frelseren Jesu Kristi forsoning. Og jeg blev endnu mere sikker på, at Helligånden kan bringe alt til vores hukommelse – selv det, vi ikke bemærkede eller lagde mærke til, da det skete« (»O, husk, husk«, Liahona, Nov. 2007, s. 67).

Bed eleverne om at fortælle om, hvordan erindringer om åndelige oplevelser – ved at skrive dem ned i en dagbog eller på anden måde – har hjulpet dem til at være trofaste, trods Satans forsøg på at friste eller bedrage dem.

Sammenfat 3 Nefi 2:4-19 ved at forklare, at efterhånden, som folket fremturede i ugudelighed, gik gadiantonrøverne frem i antal og styrke. Gadiantonrøverne greb til langt mere voldelige midler, og de omvendte lamanitter slog sig sammen med nefitterne for at bekæmpe dem. Selvom de havde et vist held med at fordrive gadiantonrøverne ud af landet (sammen med de omvendte lamanitter, som nu blev kaldt nefitter), så oplevede nefitterne stadig trængsler 15 år efter tegnene på Jesu Kristi fødsel.

3 Nefi 3:1-10

Lederen af gadiantonrøverne kræver, at nefitterne overgiver sig

Forklar, at vi i 3 Nefi 3:1-10 ser, hvordan modstanderen sommetider kan virke gennem andre, der prøver at svække vores tro og føre os på afveje. Giddianhi, som var leder for gadiantonrøverne, skrev et brev til nefitternes overdommer, Lakoneus, hvori han prøvede at overtale ham til at tilslutte sig gadiantonrøverne.

Skriv Giddianhi lokker Lakoneus på tavlen. Bed den ene halvdel af klassen om at læse 3 Nefi 3:2-5 og den anden halvdel om at læse 3 Nefi 3:6-10 for sig selv. Bed eleverne om, mens de læser, at se efter ord eller udtryk, der viser, hvilken taktik Giddianhi benyttede sig af for at svække Lakoneus’ tro og føre ham på afveje. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet frem til, når de har læst. Lad en elev skrive deres svar på tavlen.

Skriv følgende sandhed på tavlen under elevernes liste for at opsummere den taktik, som eleverne har fundet frem til i 3 Nefi 3:2-10: Satan og hans håndlangere benytter sig ofte af smiger, tomme løfter og trusler for at føre folk på afveje. Bed eleverne om at vælge en af Giddianhis taktikker, som er beskrevet på tavlen, og forklare, hvordan Satan og hans slæng kan bruge en lignende taktik mod unge i dag. Stil spørgsmål som følgende for at hjælpe eleverne til at se nogle af disse sammenhænge:

  • Hvilke eksempler er der på, hvordan modstanderen anvender smiger (uoprigtig eller overdreven ros) på unge i dag? Hvilke tomme løfter eller trusler kan modstanderen benytte sig af? Hvordan tror I, at unge kan modstå disse taktikker?

3 Nefi 3:11-5:7

Lakoneus’ folk forbereder sig på at skulle forsvare sig, og de besejrer gadiantonrøverne

Bed en elev om at læse 3 Nefi 3:11-12 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvordan Lakoneus reagerede på Giddianhis trusselsbrev.

  • Hvilke sandheder lærer vi af den måde, hvorpå Lakoneus reagerede på Giddianhi? (En sandhed, som eleverne måske nævner, er, at retfærdige mænd og kvinder ikke behøver at frygte de ugudelige og ikke bør give efter for deres trusler).

Del klassen op i fire grupper. Giv hver elev et stort stykke papir. Lad hver gruppe dele papiret op i to kolonner, den ene med overskriften Lakoneus’ forberedelser og den anden med overskriften Nutidige paralleller. Skriv følgende skriftsteder på tavlen og giv et til hver gruppe: 3 Nefi 3:12-15; 3 Nefi 3:16-21; 3 Nefi 3:22-26; 3 Nefi 4:1-4. Bed eleverne om at læse deres tildelte vers og se, hvordan Lakoneus både forberedte folket åndeligt og fysisk til at modstå gadiantonrøvernes angreb. Under kolonnen Lakoneus’ forberedelser beder du en elev fra hver gruppe om at skrive, hvad folket gjorde for at forberede sig. (Bemærk: Når eleverne læser disse skriftsteder, så sørg for, at de ikke forveksler Giddianhi, gadiantonrøvernes leder, med Gidgiddoni, som var en stor profet og hærfører for nefitterne).

Når eleverne har haft tilstrækkelig tid til at færdiggøre listen under Lakoneus’ forberedelser, beder du dem om under Nutidige paralleller at skrive, hvilke åndelige og timelige forberedelser vi er blevet bedt om at træffe i de sidste dage. Når eleverne har haft tilpas tid til at færdiggøre denne opgave, så bed en elev fra hver gruppe om at fremlægge for klassen, hvad deres gruppe har fundet frem til. Stil spørgsmål som følgende under eller efter elevernes præsentation for at hjælpe dem til at indse, hvordan de kan anvende det, de har lært:

  • Hvordan kan vi styrke vores hjem mod den ondes angreb?

  • Hvorfor er timelige forberedelser – som at få en uddannelse og opbygge et forråd – vigtige i de sidste dage?

  • Hvordan kan det være en beskyttelse for os at stå sammen som familie og som menighed?

  • Hvornår har bøn hjulpet jer til at opnå åndelig styrke?

  • Hvordan kan omvendelse forberede os på fremtiden?

  • Hvilke velsignelser kommer der af, at vi følger profeter og apostle?

  • Hvordan kan vi byde åbenbaringens ånd ind i vores tilværelse?

Bed nogle få elever om at skiftes til at læse højt fra 3 Nefi 4:7-12. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvilke velsignelser folket modtog på grund af deres åndelige og timelige forberedelse.

  • Hvilke sandheder har I lært af denne beretning? (Når eleverne svarer, understreger du følgende princip: Når vi forbereder os åndeligt og timeligt, vil Herren styrke os til at kunne overvinde udfordringer.

Opsummér 3 Nefi 4:13-29 ved at forklare, at Lakoneus og hans folk besejrede gadiantonrøverne og henrettede deres ledere. Læs 3 Nefi 4:30-33 højt. Bed eleverne om at følge med og bemærke, hvordan folket reagerede på denne sejr.

  • Hvad var folkets reaktion på, at Herren havde bevaret dem fra at falde i deres fjenders hænder?

  • Hvad anerkendte folket som årsag til, at de var blevet fri for gadiantonrøverne? (Deres omvendelse og ydmyghed og Guds godhed. Du kan eventuelt påpege, at når vi omvender os og er ydmyge, vil Gud bevare og udfri os af vore trængsler).

Du kan eventuelt fortælle om en oplevelse, hvor du satte din lid til Gud, og han hjalp dig til at udholde eller overvinde en prøvelse. Du kan også bede en eller to elever om at fortælle om en sådan oplevelse.

Bed en elev om at læse 3 Nefi 5:1-4 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvad nefitterne gjorde, som følge af den hjælp og de velsignelser de modtog i kampen mod gadiantonrøverne. Når eleverne fortæller om det, de har fundet frem til, så understreg, at en af de måder, som folket reagerede på, var at forkynde evangeliet for andre.

3 Nefi 5:8-26

Freden genoprettes blandt folket; Mormon redegør for sin forkortelse af pladerne

Forklar eleverne, at resten af 3 Nefi 5 indeholder Mormons forklaring om, hvorfor han forkortede denne optegnelse. Bed eleverne om at læse 3 Nefi 5:12-15 for sig selv og se, hvad Mormon sagde om sit ansvar for at skrive en forkortelse af nefitternes optegnelser.

  • Hvilken sandhed har I lært af disse skriftsteder, der beskriver vores ansvar som Jesu Kristi disciple? (Selv om eleverne måske bruger andre ord, bør de fremkomme med følgende sandhed: Som Jesu Kristi disciple har vi et ansvar for at undervise andre om vejen til evigt liv. Du kan eventuelt skrive denne sandhed på tavlen).

Påpeg, at en af de væsentligste måder, vi kan vise vores taknemlighed til Herren på for de velsignelser, han giver os, er ved at hjælpe andre til at komme til ham og modtage de samme velsignelser. Bed eleverne komme med et par få forslag til, hvordan de som Jesu Kristi disciple, kan lære andre om vejen til evigt liv. Lad eleverne vælge et eller to af disse forslag, og giv dem en opfordring til at fortælle andre om evangeliet og bønsomt søge Herrens hjælp for at vide, hvordan de skal udføre det, som de har valgt at gøre.

Kommentar og baggrundsinformation

3 Nefi 2:15. »Deres forbandelse blev taget fra dem«

Se eventuelt præsident Joseph Fielding Smiths udtalelse i lektion 27 under undervisningsforslag til 2 Nefi 5:19-25 for hjælp til at forstå, hvilken forbandelse lamanitterne havde fået. Se også kommentar og baggrundsinformation til Alma 3:6-17 i slutningen af lektion 70.

3 Nefi 2:5-8 De nefitiske kalendere

Nefitterne målte deres tid ud fra tre forskellige begivenheder: (1) tidspunkter, hvor Lehi forlod Jerusalem; (2) tidspunktet for skiftet fra kongedømme til dommerstyre og (3) tidspunktet for tegnene på Jesu Kristi fødsel. Det vides ikke præcist, hvornår nefitterne begyndte deres tidsregning fra Kristi fødsel, men Mormon nævner denne ændring i 3 Nefi 2:7-8.

Referencepunkt

Anslået tidspunkt for anvendelse

Skriftsteder

Fra den tid hvor Lehi forlod Jerusalem

600-92 f.Kr.

1 Nefi 1-Mosija 29

Fra den tid hvor styreformen ændredes fra kongedømme til dommerstyre

92 f.Kr - 1 e.Kr.

Mosija 29-3 Nefi 1

Fra tiden for tegnene på Jesu Kristi fødsel

1-421 e.Kr.

3 Nefi 1-Moroni 10