Lektion 129
3 Nefi 20
Indledning
På den anden dag af sit besøg blandt nefitterne omdelte Jesus Kristus atter nadveren til folket. Han vidnede om, at Faderens pagter og løfter ville blive opfyldt i de sidste dage. Israel ville blive indsamlet og alle jordens nationer velsignet.
Forslag til undervisningen
3 Nefi 20:1-9
Frelseren forretter atter nadveren for folket
Forklar indledningsvis, at du gerne vil have, at de unge mænd og kvinder i klassen besvarer forskellige spørgsmål. Bed nogle få unge mænd med Det Aronske Præstedømme om at fortælle klassen om deres ansvar for at forberede, velsigne og omdele nadveren. Stil følgende spørgsmål for at hjælpe dem til at fortælle, hvad de føler ved at udføre disse pligter:
-
Hvad betyder det for jer at forrette nadveren?
-
Hvordan viser I Herren, at I forstår, at nadverordinancen er hellig?
Hjælp nogle få unge kvinder til at fortælle om deres følelser omkring nadveren ved at stille dem følgende spørgsmål:
-
Hvad føler I, når I ser værdige unge mænd forrette nadveren?
-
Hvad gør I, når nadveren omdeles, for at vise, at I forstår, at den er hellig?
Forklar, at Frelseren og disciplene på andendagen af sit besøg blandt nefitterne forrettede nadveren for folket for anden gang. Bed eleverne om at læse 3 Nefi 20:1 for sig selv. Fremhæv følgende sætning: »Og han befalede dem, at de ikke skulle høre op med at bede i hjertet.«
-
Hvad betyder det ikke at »høre op med at bede i hjertet«?
Bed en elev om at læse 3 Nefi 20:3-5 højt.
-
Hvordan tror I, at det at bede i hjertet kan påvirke oplevelsen af at deltage i nadveren hver uge?
-
Hvorfor tror I, at det er vigtigt at bevare fokus på Frelseren, når vi deltager i nadveren?
Bed en elev om at læse 3 Nefi 20:8 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvad brødet og vinen symboliserer. (Måske skal du forklare, at den gældende praksis i Kirken er at bruge vand i stedet for vin (se L&P 27:2)).
-
Hvad symboliserer nadverbrødet og vandet? (Jesu Kristi legeme og blod)
Du kan eventuelt læse følgende udtalelses af James E. Talmage fra De Tolv Apostles Kvorum for at hjælpe eleverne til at forstå den symbolske betydning af Frelserens opfordring til at spise af hans legeme og drikke af hans blod:
»At spise Kristi kød og drikke Kristi blod var og er at tro på og anerkende ham som bogstavelig talt Guds Søn og verdens Frelser og at adlyde hans befalinger. Kun på denne måde kan Guds Ånd blive en iboende del af menneskets individuelle væsen, ligesom substansen af den føde, han spiser, optages i legemets væv« (Jesus Kristus, s. 361; fremhævelse tilføjet).
-
Hvilken symbolik ligger der i at tage af brødet og vandet?
-
Hvad lovede Jesus Kristus ifølge 3 Nefi 20:8 dem, som deltager i nadveren? (At deres sjæl skal være mæt).
For at hjælpe eleverne til at forstå, hvad det betyder at sjælen mættes, så bed dem om at tænke over, hvor stor en mængde brød og vand de almindeligvis spiser, når de tager nadveren. Spørg så:
-
Hvis I er sultne og tørstige, bliver I så mætte af det?
Bed en elev om at læse 3 Nefi 20:9 højt og spørg klassen:
-
Hvilket princip kan vi lære af Frelserens belæringer i 3 Nefi 20:8-9? (Eleverne bruger måske andre ord, men sørg for, at de kommer frem til følgende princip: Hvis vi værdigt deltager i nadveren, kan vi fyldes med Helligånden ).
Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed klassen om at lytte efter, hvordan vi kan blive velsignet, når vi bliver fyldt med Ånden:
»Lad os gøre os værdige til Herrens løfte om, at vi vil mætte (se 3 Ne 20:8; se også 3 Ne 18:9), når vi modtager nadveren, hvilket vil sige, at vi bliver ›fyldt af Ånden‹ (3 Ne 20:9). Den ånd – Helligånden – er vores talsmand, vores vejviser, vores formidler, vores tolk, vores vidne og vores helliggører – vores ufejlbarlige vejleder, der renser os på vores vej mod evigt liv …
Af den tilsyneladende lille handling, som består i bevidst og ærbødigt at forny vores dåbspagt, opnår vi en fornyelse af de velsignelser, som hører til dåb med vand og ild, og det gør, at vi altid kan have hans Ånd hos os. På den måde vil vi alle blive vejledt, og på den måde kan vi alle blive renset« (se »At hans Ånd altid må være hos dem«, Stjernen, jan. 1997, s. 59).
-
Hvordan kan vi blive velsignet, når vi fyldes med Ånden?
-
Hvornår har deltagelse i nadveren hjulpet jer til at blive fyldt med Helligånden?
Bær vidnesbyrd om de velsignelser, du har modtaget ved at deltage i nadveren og blive fyldt med Ånden. Bekræft, at en bøn i hjertet er en måde at forberede os på at deltage i nadveren og blive fyldt med Helligånden. Tilskynd eleverne til at bruge tid på bøn, inden de deltager i nadveren.
3 Nefi 20:10-46
Frelseren underviser nefitterne om de pagter, der vil blive opfyldt i de sidste dage
Bed eleverne om at lave en kort beskrivelse af deres vigtigste egenskaber i deres skriftstudiebog. Når de er færdige, så bed dem om at se på, hvilken type egenskaber de fokuserede på. Var det fysiske egenskaber? Personlighedstræk? Åndelige kvaliteter? (Hvis der er tid, så indbyd nogle få elever til at læse det op, som de har skrevet). Læs følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed klassen om at lytte efter, hvad det er, han mener, der bør definere et menneskes identitet:
»Måske holder du af musik, sport eller er interesseret i mekanik, og måske arbejder du en dag i et erhverv eller fag eller inden for kunst. Selvom disse aktiviteter og beskæftigelser er vigtige, definerer de ikke, hvem vi er. Først og fremmest er vi åndelige væsener. Vi er Guds [børn] og Abrahams efterkommere« (»Bliv missionær«, Liahona, nov. 2005, s. 47).
-
Hvordan definerer ældste Bednar os? Hvorfor tror I, det er vigtigt, at vi »først og fremmest« betragter os om åndelige væsener, som er børn af Gud?
Påpeg, at udover at sige, at vi er børn af Gud, siger ældste Bednar også, at vi er af Abrahams sæd. Forklar, at udtrykket »af Abrahams sæd« kan gå på mennesker, som er bogstavelige efterkommere af Abraham. Men det kan også anvendes om mennesker, der ved at acceptere og adlyde Jesu Kristi evangeliums love og ordinancer modtager evangeliets fylde, præstedømmets velsignelser og de samme løfter og pagter, som Gud indgik med Abraham.
Fortæl eleverne, at de i resten af 3 Nefi 20 vil komme til at studere Frelserens belæringer til nefitterne om de pagter og løfter, der blev givet til Abraham og hans efterkommere (Israels hus). Han sagde, at de kunne lære om de pagter ved at studere Esajas’ ord. Bed en elev om at læse 3 Nefi 20:11-12 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvad Frelseren sagde, der ville ske, når Esajas’ ord bliver opfyldt. Når eleverne har fortalt, hvad de har fundet frem til, kan du måske forklare, at Esajas’ ord vil blive opfyldt i de sidste dage.
Bed en elev om at læse 3 Nefi 20:13 højt og alle eleverne om at finde ud af, hvordan vor himmelske Fader vil opfylde sin pagt med Israels hus i de sidste dage. Bed eleverne om at sammenfatte de sandheder, de har lært af 3 Nefi 20:11-13. (Elevernes svar kan variere, men de bør afspejle følgende sandhed: Herren opfylder sin pagt om at indsamle Israels hus i de sidste dage. Overvej at skrive denne sandhed på tavlen).
-
Hvilken kundskab vil Israels hus’ folk få, som er afgørende for denne indsamling ifølge 3 Nefi 20:13? (De vil opnå »kundskab om Herren deres Gud, som har forløst dem«).
For at hjælpe eleverne til at se, hvordan kundskab om Jesus Kristus er en afgørende del af Israels indsamling, kan du bede en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Lad eleverne lytte efter, hvad indsamlingen af Israel omfatter.
»Israels indsamling består i at tro og acceptere og leve i overensstemmelse med alt, hvad Herren engang gav sit udvalgte folk. Den består i at have tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligåndsgaven og holde Guds befalinger. Den består i at tro på evangeliet, tilslutte sig Kirken og komme ind i riget. Den består i at modtage det hellige præstedømme, blive begavet på hellige steder med kraft fra det høje og modtage alle Abraham, Isak og Jakobs velsignelser gennem ordinancen for celestialt ægteskab. Og den kan også bestå i at blive indsamlet på et udpeget sted eller land for at tilbede Gud« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 515).
-
Hvordan er tro på Jesus Kristus og efterlevelse af hans lære en afgørende del af Israels indsamling?
Sammenfat 3 Nefi 20:14-22. Forklar, at Frelseren belærte nefitterne om, at vor himmelske Fader, som en del af Israels indsamling og i overensstemmelse med sin pagt med Abraham, gav Lehis efterkommere det land, hvori de boede, som arveland. Han forklarede også, hvordan nefitterne på anden vis var blevet velsignet som børn af pagten. Bed eleverne om at læse 3 Nefi 20:23-24 for sig selv og se efter, hvem Moses profeterede om, der ville velsigne Israels hus. Når eleverne har fremlagt, hvad de har fundet ud af, så bed dem om at læse 3 Nefi 20:25-26 for sig selv. Bed dem om at finde frem til, hvordan Lehis efterkommere blev velsignet på grund af Herrens pagt med Abraham. Når eleverne fortæller om det, de har fundet, så understreg, at vor himmelske Fader sendte Jesus Kristus ud for at besøge Lehis efterkommere og reddede dem fra synd, »fordi [de var] pagtens børn«.
-
Hvordan bliver vi velsignet af de pagter, vi indgår med vor himmelske Fader?
Bed en elev om at læse 3 Nefi 20:27 højt, og lad klassen finde frem til det ansvar, der følger med, når vi indgår pagter med Herren.
-
Når vi har indgået pagter med Herren, hvad er vores ansvar så over for andre mennesker på jorden? (Eleverne bør finde frem til følgende sandhed: Som Abrahams efterkommere har vi et pagtsansvar for at velsigne alle mennesker over hele jorden. Overvej at skrive denne sandhed på tavlen).
-
Hvordan tror I, at vi kan være en velsignelse for alle folk på jorden? (Hvis du skrev den doktrinære udtalelse på tavlen før, så tilføj ordene »ved at fortælle dem om evangeliet«).
Sammenfat 3 Nefi 20:29-46 ved kort at forklare, at Frelseren udover at belære nefitterne om deres velsignelser og ansvar som børn af pagten bekræftede, at jødernes arveland ville blive Jerusalem. Han citerede Esajas’ profetier, som fortæller om den tid, hvor jøderne vil blive givet deres arveland, efter de har fattet tro på Jesus Kristus og beder til Faderen i Jesu Kristi navn.
Bed afslutningsvis en elev om at læse 3 Nefi 20:46 højt. Bed resten af klassen om at følge med og finde en måde, som de kan velsigne et andet menneske på med evangeliet i den kommende uge. Planlæg at følge op på eleverne ved en kommende lektion for at give dem mulighed for at fortælle om deres oplevelser. Bær vidnesbyrd om vigtigheden af at opfylde vores ansvar for at indsamle Israel.