Hjemmestudielektion
Alma 11-16 (Del 16)
Indledning
Da Alma og Amulek begyndte at belære Ammonihas folk, mødte de modstand. Efter de havde forklaret adskillige sandheder, »begyndte [mange mennesker] at omvende sig og at granske skrifterne« (Alma 14:1). Beretningerne i Alma 11-16 illustrerer det offer, som mennesker er villige til at yde for deres vidnesbyrd om sandheden. Disse kapitler beviser også, at når de ugudelige »støde[r] de retfærdige ud«, slår Herren dem »med hungersnød og med pest og med sværdet« (Alma 10:23). Alma og Amulek advarede Ammonihas folk om, at hvis de ikke omvendte sig, ville Guds domme komme over dem. Ammonihas folk afviste at omvende sig og blev senere udryddet af en lamanitisk hær.
Denne lektion koncentrerer sig om Alma 14-15. Undervis eller gennemgå eventuelt også sandheder fra de andre kapitler, der hører til denne uge.
Forslag til undervisningen
Alma 14-15
Gud velsigner dem, der sætter deres lid til ham i deres trængsler
Overvej at begynde dagens lektion med at nævne aktuelle tilfælde, hvor uskyldige mennesker har lidt på grund af andres valg. Eller bed eventuelt eleverne om at give nogle eksempler fra skriften på retskafne mennesker, som er blevet forfulgt på grund af deres vidnesbyrd om evangeliet. Efter at have drøftet et par eksempler beder du nogle elever om at skiftes til at læse højt fra Alma 14:7-11 og Alma 60:13.
Spørg: Hvilke årsager nævnes i disse vers til, at det sommetider tillades, at de retskafne lider ved de ugudeliges hånd? (Da eleverne studerede denne del af Alma 14, lærte de en sandhed om, at Herren tillader de retskafne at lide ved de ugudeliges hånd, så hans domme kan være retfærdige).
Forklar, at Guds retfærdighed og barmhjertighed rækker ud over døden og holder dem ansvarlige, der har syndet, og yder barmhjertighed til de retfærdige. Læs dernæst følgende udtalelse af præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab:
»Al denne lidelse [ville] i sandhed være unfair, hvis alt ophørte ved døden, men det gør det ikke. Livet er ikke som et skuespil med én akt. Det har tre akter. Vi har allerede oplevet første akt, da vi var i forudtilværelsen. Vi oplever nu anden akt, som er livet på jorden, og vi vil opleve tredje akt, når vi vender tilbage til Gud … Vi blev sendt her til jorden for at blive prøvet (se Abr 3:25) …
Vore tidligere og nuværende lidelser er, som Paulus sagde, ›for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os‹ (Rom 8:18) i evighederne. ›For efter megen modgang kommer velsignelserne. Derfor skal den dag komme, da I skal blive kronet med megen herlighed‹ (L&P 58:4). Så prøvelser er godt i den forstand, at de hjælper os med at komme ind i det celestiale rige …
Det er ikke så meget, hvad der sker med os, men hvordan vi tager det, som sker med os« (»Hvor vælger jeg at stå?« Liahona, nov. 2004, s. 19-20).
Forklar, at lidelse og trængsler kan hjælpe os til at opnå ophøjelse ved at forblive faste i vores tro. Når vi forbliver trofaste under prøvelser og vanskeligheder, viser vi Gud og hans plan fuldstændig tillid og styrker således vores tro og evne til at holde ud til enden.
Stil følgende spørgsmål:
-
Hvordan kan et vidnesbyrd om frelsesplanen, deriblandt forudtilværelsen og livet efter døden, lindre den smerte, vi oplever i livet på jorden?
-
Når I overvejer det, I har læst i denne uge i Alma 14-15, hvordan bliver de retfærdige da velsignet i deres trængsler?
-
Hvordan kan vi under trængsler vise, at vi sætter vores lid til Gud?
Bed eleverne om at sammenligne det spørgsmål, som Alma stiller i Alma 14:26 med det spørgsmål, som Joseph Smith stiller i Lære og Pagter 121:3. Spørg så: Hvordan kunne Alma og Amulek ifølge Alma 14:26 overvinde deres trængsler?
Forklar, at da profeten Joseph Smith uden grund blev fængslet i Missouri, stillede han det spørgsmål, der står i Lære og Pagter 121:3. I modsætning til Alma og Amulek blev han ikke løsladt fra fængslet med det samme. Hvad kan vi lære af Guds svar på hans bøn? (Se L&P 121:7-9; 122:4-9). Følgende sandhed blev fremhævet denne uge i elevernes personlige studium: Hvis vi påkalder Herren i tro, styrker han os i vore trængsler og udfrier os på sin egen måde og til sin egen tid.
Stil følgende spørgsmål:
-
Hvordan har Herren hjulpet jer, når I har oplevet prøvelser?
-
Hvad hjælper jer til at underlægge jer hans vilje og acceptere hans tidsplan?
Hjælp eleverne til at se, at både Ze’ezrom og Amulek stolede på Gud i deres trængsler og blev belønnet i overensstemmelse med hans vilje og hans tid.
Bed halvdelen af klassen om at læse Alma 15:5-12 og finde frem til oplysninger om Ze’ezrom, der viser hans voksende tillid til Herren. Bed den anden halvdel om at læse Alma 15:16, 18 og finde frem til oplysninger om det, Amulek ofrede for at tjene Herren.
Giv eleverne en opmuntring til at stole på Herren og acceptere hans vilje og tidsplan, når genvordigheder og lidelser kommer over dem. Forsikr dem om, at Gud udøver sin magt og indflydelse på mange forskellige mirakuløse og personlige måder.
Gennemgang af mesterskriftsteder
Denne lektion markerer, at I er nået halvvejs igennem seminars læseplan for Mormons Bog. Styrk eleverne i at lære og forstå mesterskriftsteder ved eventuelt at give dem en quiz for at måle, hvor godt de kender de 13 skriftsteder, de indtil nu har haft. Det kan være en enkel mundtlig eller skriftlig quiz som fx at give et stikord fra bogmærket og lade dem skrive den rigtige henvisning ned, eller det kan være en gennemgang af nogle af de skriftsteder, de har lært udenad. Længden af denne lektion giver mulighed for quizzen i denne uge, eller du kan bekendtgøre, at der er en quiz på vej, så eleverne kan forberede sig.
Næste del (Alma 17-24)
Mosijas sønner tager ud for at prædike for et ugudeligt og grusomt folk. Til at begynde med bliver de udsat for mange lidelser, men da de forkynder evangeliet for lamanitterne, sker der mirakler. Læg mærke til, hvordan Ammons loyalitet mod Gud og kongen medfører stor retskaffenhed.