Lektion 60
Mosija 15-17
Indledning
Da Abinadi fortsatte med at prædike for kong Noa og hans præster, vidnede han om Jesu Kristi rolle som Forløseren. En af Noas præster, Alma, troede på Abinadi. Kong Noa stødte Alma ud fra sit hof og beordrede sine tjenere til at slå ham ihjel, men Alma undslap og nedskrev de lærdomme, han havde hørt fra Abinadi. Da Abinadi havde afleveret det budskab, som Herren havde sendt ham for at udbrede, truede kong Noa og hans præster med at slå ham ihjel, hvis han ikke ville trække alt det tilbage, som han havde sagt. Eftersom han afviste at fornægte sit vidnesbyrd, »led [han] døden ved ild« og besegle[de] sandheden af sine ord med sin død« (Mosi 17:20).
Forslag til undervisningen
Mosija 15-16
Abinadi belærer om Jesu Kristi rolle som Forløser
Giv eleverne et par minutter til at finde ordene forløse, forløser, forløste, forløst og forløsning i Mosija 15-16. Foreslå eventuelt, at de markerer disse ord. Forklar, at når forskellige former af samme ord gentages i en skriftstedsblok, kan det være et signal om, at ordet er vigtigt for skribentens budskab. Bed eleverne om i dagens lektion at lægge mærke til Abinadis belæringer om at blive forløst.
Hjælp eleverne til at forstå Jesu Kristi rolle som Forløser ved at tegne følgende diagram på tavlen:
Peg på figuren »Lovovertræder« og bed eleverne forestille sig, at de har begået en forbrydelse. De er blevet dømt til at betale en stor bøde som straf, og der findes ingen lovlig eller ærlig måde, hvorpå de kan undgå selv at betale bøden. Spørg eleverne, hvordan de ville føle det ved at stå over for en sådan straf. Bed dem derpå om at forestille sig, at et familiemedlem eller en ven tilbyder at betale bøden for dem.
-
Hvordan ville I føle det over for den person?
Forklar, at familiemedlemmet eller vennen kan forløse dem fra deres straf ved at betale bøden. Ordet forløse betyder at indfri gæld eller at løskøbe ved at betale en løsesum. Bed eventuelt eleverne om at skrive disse definitioner ud for et af de vers i Mosija 15, der indeholder en form af ordet forløse.
Skriv Os under Lovovertræder. Skriv Retfærdighed under Straf. Forklar, at eftersom vi har syndet og overtrådt Guds love, skal vi straffes. Vi må med andre ord tilfredsstille retfærdighedens krav. Læs følgende udtalelse af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed eleverne om at lytte efter nogle af konsekvenserne ved at bryde Guds love:
»Retfærdigheden kræver … at alle brudte love tilfredsstilles. Når du adlyder Guds love, bliver du velsignet, men man kan ikke optjene og gemme ekstra point til at tilfredsstille de love, du bryder. Hvis de forbliver ubetalte, kan de brudte love gøre dit liv elendigt og afholde dig fra at vende tilbage til Gud« (»Forsoningen kan sikre jeres fred og lykke«, Liahona, nov. 2006, s. 42).
-
Hvad er ifølge ældste Scott nogle af konsekvenserne ved at bryde Guds love?
Mens eleverne finder frem til konsekvenserne af at bryde Guds love, sletter du ordet Bøder på tavlen. Skriv i stedet for Elendighed og Udelukket fra Guds nærvær. Lad eleverne for sig selv læse Mosija 15:1, 8-9. Stil eventuelt følgende spørgsmål for at hjælpe dem til at forstå noget af læren i disse vers:
-
Ordet forbøn henviser til, at en person træder ind mellem to mennesker eller grupper af mennesker for at hjælpe dem til at forlige sig – eller med andre ord for at de kan komme overens med hinanden. Hvad tror I, det betyder, at Jesus Kristus kom for at »gå i forbøn« for os?
-
Hvad tror I, det betyder, at Frelseren står »mellem [os] og retfærdighed«? Hvad tror I, det betyder at tilfredsstille »retfærdighedens krav«?
Hjælp eleverne til at forstå, at retfærdighed kræver, at vi bliver straffet for vore synder. Frelseren fjerner ikke retfærdighedens krav, han står mellem os og retfærdigheden for at tilfredsstille retfærdighedens krav ved at påtage sig straffen på vore vegne. Han har betalt prisen for at forløse os – at befri os for straf. Anbring på tavlen et billede af Frelseren (som fx billedet med titlen Herren Jesus Kristus (64001)) mellem lovovertræderen og straffen.
Bed eleverne om at læse Mosija 15:5-7 for sig selv og tænke over den pris, som Jesus Kristus betalte for at forløse dem – at stå mellem dem og retfærdighedens krav.
Skriv følgende på tavlen:
De, der vælger at blive forløst |
De, der nægter at blive forløst |
---|---|
Del klassen i to grupper. Bed den ene halvdel om at søge i Mosija 15:11-12 og se efter karakteregenskaber hos mennesker, der vælger at blive forløst. Bed den anden halvdel søge i Mosija 16:2-5, 12 og se efter karakteregenskaber hos mennesker, der nægter at blive forløst. Bed den første gruppe om at fortælle det, som de har fundet frem til, når de har haft tid nok.
-
Hvem bliver ifølge Mosija 15:11-12 forløst fra deres synder? (Sørg for at eleverne forstår, at Jesus Kristus tilfredsstiller retfærdighedens krav for dem, der lytter til profeternes ord, tror på hans forløsende kraft og omvender sig fra deres synder).
Forklar, at den pris, som Frelseren har betalt, er en personlig gave til enhver, der vælger at gøre sig fortjent til forløsning ved at omvende sig og stræbe efter at holde befalingerne og deres pagter med Herren.
Bed en elev om at læse Mosija 15:10 højt for at understrege forsoningens karakter. Henled derpå elevernes opmærksomhed på udtrykket »skal han se sine efterkommere« i dette vers. Foreslå eventuelt, at de markerer dette udtryk.
-
Hvornår har vi lært om at blive »Kristi børn«? (Mind eleverne om kong Benjamins ord om dette emne i Mosija 5. Se også lektion 55).
Foreslå eventuelt, at eleverne anvender Mosija 15:10 på sig selv ved at skrive deres navn ved udtrykket »hans efterkommere«. Bed dem om et øjeblik at overveje, hvad det betyder for dem.
-
Hvordan påvirker denne lære jeres forståelse af forsoningen?
Bed de elever, der læste Mosija 16:2-5, 12 om at fortælle, hvad de fandt frem til vedrørende dem, der nægter at blive forløst. Bed alle eleverne om at læse Mosija 16:5 for sig selv for at understrege alvorligheden ved at nægte at blive forløst.
-
Hvad sker der ifølge diagrammet på tavlen, hvis lovovertræderen fremturer i sin synd og nægter at omvende sig? (Efterhånden som eleverne svarer, fjernes billedet af Jesus Kristus fra diagrammet. Understreg eventuelt, at for en sådan person er det, »som om der ingen forløsning var blevet foretaget«).
Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 19:16-17 for at finde ud af, hvad der sker med dem, der nægter at omvende sig og tage imod Frelserens forløsning. Lad eventuelt eleverne skrive L&P 19:16-17 i deres skrifter ud for Mosija 16:5.
Sæt billedet af Frelseren tilbage på plads på tavlen.
-
Hvilke sandheder har I lært i dag om jeres Forløser?
Når eleverne har svaret på dette spørgsmål, forklarer du, at Abinadi udover at belære om, at Frelseren tilbyder at forløse os fra straffen for vore synder, forklarer, at Frelseren forløser os fra døden. Bed et par elever om at skiftes til at læse højt fra Mosija 16:6-11. Bær dit vidnesbyrd om, at takket være Jesu Kristi forsoning opstår alle mennesker. Påpeg eventuelt også, at de retskafne opstår til en tilstand af lykke.
Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at skrive deres følelser for deres Forløser, og hvad de vil gøre, så de vil være i stand til at modtage den forløsning, han tilbyder.
Mosija 17
Alma tror på Abinadi og stødes ud. Abinadi bliver brændt levende
Spørg eleverne:
-
Har I nogensinde hørt én person forsvare det, der er rigtigt, hvor det var svært for dem at gøre det? Hvad skete der?
Vis billedet: Abinadi hos kong Noa (62042; hæftet Evangelisk kunst, 2009, nr. 75). Sammenfat Mosija 17:1-6 ved at forklare, at da Abinadi afsluttede sit budskab, prøvede en præst ved navn Alma at overbevise kongen om, at Abinadi havde talt sandt og burde løslades. Kongen stødte Alma ud og sendte tjenere efter ham for at slå ham ihjel. Alma skjulte sig og nedskrev Abinadis ord. Tre dage senere dømte kongen og hans præster Abinadi til døden.
Del eleverne op parvis. Bed dem om at læse følgende skriftsteder sammen med deres makker: Mosija 17:7-10, der handler om Abinadis valg, og Mosija 17:11-12, der handler om kong Noas valg. Bed dem om at sammenligne Abinadis valg med kong Noas valg. Bed dem også om at tale om følgende spørgsmål. (Skriv eventuelt disse spørgsmål på tavlen).
-
Hvorfor tror I, at Abinadis ord påvirkede kong Noa på den måde, de gjorde? (Se Mosi 17:11). Hvilken indvirkning havde kong Noas præster på ham? (Se Mosi 17:12-13).
-
Hvad kan vi lære af Abinadis eksempel? (Et af elevernes svar kunne være, at vi kan være tro mod Gud under alle forhold).
Giv om muligt eleverne en kopi af følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley:
»Vær stærk – stå fast i det som er ret. Vi lever i en tidsalder, hvor kompromis … hersker. I de situationer, vi dagligt konfronteres med, ved vi, hvad der er rigtigt … Vi [bliver] nødt til at udvikle styrke til at følge vores overbevisning« (»Byg dit tabernakel«, Stjernen, jan. 1993, s. 49).
Bed eventuelt eleverne om at skrive jeg vil være tro mod Gud under alle forhold i deres skrifter ud for Mosija 17:9-12. Henled elevernes opmærksomhed på Abinadis sidste ord, som står i Mosija 17:19 – »O Gud, modtag min sjæl.« Bed derpå en elev om at læse Mosija 17:20 højt.
-
Hvad gør indtryk på jer ved Abinadis sidste ord?
Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at besvare følgende spørgsmål:
-
Hvad vil I gøre for at være tro mod Gud under alle forhold?
Efter en kort stund opfordrer du flere elever til at fortælle om det, de har skrevet. Spørg også, om nogle af eleverne kunne tænke sig at fortælle, hvad evangeliet betyder for dem, og hvad de tidligere har gjort i svære tider for at være tro mod Herren. Afslut med dit vidnesbyrd.