Bibliotek
Lektion 115: Helaman 15-16


Lektion 115

Helaman 15-16

Indledning

Lamanitten Samuel advarede nefitterne om, at medmindre de omvendte sig, ville de blive udryddet. Han erklærede, at Herren ville forlænge lamanitternes dage, fordi de var blevet mere retfærdige end nefitterne. Nogle troede på Samuels forkyndelse og blev døbt af Nefi. De, som ikke troede Samuel, forsøgte at slå ham ihjel. Men Samuel var beskyttet af Guds kraft, og han vendte hjem igen.

Forslag til undervisningen

Helaman 15

Samuel advarer nefitterne og forklarer, hvordan lamanitterne er blevet et forjættet folk.

Læs følgende beskrivelse højt:

En ung mand voksede op hos forældre, der ikke var medlemmer af Kirken, og som derfor ikke efterlevede Jesu Kristi lære. De tillod, at han drak alkohol, noget han fortsatte med på college. Der mødte han nogle sidste dages hellige missionærer. Efter at have modtaget nogle få lektioner af missionærerne, lovede han at afholde sig fra alkohol. Nogle få dage senere mødtes han med en gruppe venner. De tilbød ham en drink.

En anden ung mand voksede op i en sidste dages hellig familie. Hans forældre holdt familieaften, og de studerede skriften sammen som familie. Han tillagde sig vanen med at studere skrifterne og bede bøn dagligt. Han havde gået i Primary, havde tjent i kvorummer i Det Aronske Præstedømme, han gennemførte seminar og øgede sin kundskab om Herrens veje og befalinger. Da han kom på college, fik han nye venner. En aften bød en ven ham på en drink.

  • Hvem af de to unge mænd ville overtræde mest alvorligt ved at acceptere en drink? Hvorfor?

Skriv følgende på tavlen:

Nefitternes åndelige tilstand – Helaman 15:1-3, 17

Lamanitternes åndelige tilstand – Helaman 15:4-6

Bed eleverne om at læse skriftstederne på tavlen for sig selv. (Inden de læser, kan det være, at du ønsker at henlede deres opmærksomhed på ordet omhu i Helaman 15:5. At gøre noget med omhu betyder at handle med stor betænksomhed). Bed eleverne om at skrive to sætninger – en, der opsummerer nefitternes åndelige tilstand og en anden, der opsummerer lamanitternes åndelige tilstand. Efter tilstrækkelig tid spørger du:

  • Hvilken af de to unge mænd, som vi talte om i begyndelsen af lektionen, svarer til de nefitter, der er beskrevet i disse vers? Hvem svarer til lamanitterne?

  • Hvorfor var lamanitterne i stand til at modtage så mange velsignelser, når de havde en lang historie af ugudelighed bag sig?

  • Hvorfor var nefitterne i fare for at blive udryddet?

  • Hvordan er Herrens revselse et tegn på hans kærlighed? (Du kan eventuelt forklare, at ordet revse betyder at irettesætte eller tugte en person gennem straf eller lidelse af en art).

Skriv følgende på tavlen:

Når mennesker kender sandheden og tror på skrifterne, ledes de til at … og … hvilket medfører …

Bed eleverne om at læse Helaman 15:7 for sig selv og se, hvordan de kan færdiggøre sætningen på tavlen. Når de har haft tilpas tid, så bed nogle få elever om at færdiggøre sætningen. (Eleverne kan fx fremkomme med følgende princip: Når mennesker kender sandheden og tror på skriften, føres de til tro og omvendelse, hvilket medfører en forandring af hjertet.}

Bed en elev om at læse Helaman 15:8 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvordan Samuel beskrev de lamanitter, som havde oplevet en forandring af hjertet. (De var »faste og standhaftige i troen«).

Giv eleverne tid til at overveje, om studium af skriften har ført til, at de har fået større tro på Herren. Bed dem også om at overveje, om dette har ført til, at de er blevet faste og standhaftige i troen. Overvej at bede en eller to elever om at forklare, hvordan studium af skrifterne har øget deres tro på Jesus Kristus.

Henled elevernes opmærksomhed på Helaman 15:9-17. Forklar, at stedordet I i disse vers henviser til nefitterne, og at stedordene de og dem henviser til lamanitterne. Læs disse vers højt for klassen og hold pause for om nødvendigt at forklare noget eller for at besvare spørgsmål. Giv så eleverne tid til at gå versene igennem igen og skrive en sætning, som rummer sandheden i disse vers.

Bed flere elever om at oplæse det, de har skrevet. Blandt flere sandheder kan eleverne have skrevet noget lig med dette: Hvis folk mister troen efter at have modtaget evangeliets fylde, står de til større fordømmelse. Du kan eventuelt foreslå eleverne at skrive denne sandhed i deres skrifter ud for Helaman 15:9-17.

Understreg, når eleverne drøfter denne sandhed, at de store velsignelser kommer ved at forstå og efterleve evangeliet nu. Samuels belæringer kan ikke bruges som undskyldning for et nyt medlem af Kirken til at begå synd. Ej heller kan det tolkes som om, at vi kan undgå at stå til ansvar og fordømmelse ved at nægte at lære om evangeliet. Selvom det er sandt, at kundskab om evangeliet fører til en større ansvarlighed, hvis vi gør noget forkert, så fører det også til større styrke i vore bestræbelser på at gøre det rette. Og når vi følger Guds vilje og hjælper andre til at gøre det samme, vil han velsigne os med en fred og glæde, som vi ikke ville kunne modtage på anden vis.

Helaman 16

De, der tror på Samuel, omvender sig og bliver døbt, hvorimod andre forhærder deres hjerte

Vis et billede af den nuværende præsident af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Bed eleverne om at beskrive, hvordan de har set mennesker (både inden for og uden for Kirken) reagere på profetens budskaber.

Bed halvdelen af klassen om at læse Helaman 16:1-5 for sig selv og se efter, hvad de mennesker, som troede på Samuels budskab, gjorde. Lad den anden halvdel af klassen læse Helaman 16:2-3, 6-7 for sig selv og se efter, hvad de mennesker, som ikke troede på Samuels budskab, gjorde. (Du kan eventuelt skrive disse henvisninger på tavlen). Bed nogle få elever om at fortælle, hvad de har lært af dette.

  • Hvorfor tror I, at folk reagerer så forskelligt på profeterne og deres budskab?

  • Hvorfor tror I, at nogle mennesker bliver vrede, når profeter giver råd lig med dem, som vi finder i hæftet Til styrke for de unge?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Ezra Taft Benson højt.

Præsident Ezra Taft Benson

»Når en profet påpeger verdens synder, så ønsker de verdsligsindede, frem for at omvende sig, enten at lukke munden på profeten eller at opføre sig som om, at profeten ikke eksisterede. Popularitet bliver aldrig et bevis på sandhed. Mange profeter er blevet dræbt eller udstødt. Efterhånden som vi nærmer os Herrens andet komme, kan I forvente, at som folk i verden bliver mere ugudelige, bliver profeten mindre populær blandt dem« (The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 133).

  • Hvilke eksempler er der på mennesker, der fulgte profeters råd, selvom andre afviste de råd?

Bed eleverne om at lukke deres skrifter. Lad en elev slå op på og læse Helaman 16:13-14, mens de andre lytter efter. Spørg klassen, hvordan de tror, at ikketroende ville reagere på disse tegn og tilkendegivelser.

Bed eleverne om at slå op på Helaman 16:15-16 og følge med, mens du læser skriftstederne for dem. Bed dem så om at forestille sig, at de har fået lov til at tale med folk, som var i Zarahemla på den tid, hvor tegnene blev givet. Lad dem tænke over spørgsmål, som de ville stille til en troende eller ikketroende. Når eleverne har haft tid til at tænke på nogle spørgsmål, så bed nogle få af dem fortælle klassen om deres spørgsmål.

Bed eleverne om at tænke over følgende spørgsmål uden at svare højt.

  • Hvis I havde været der og set disse tegn og undere, hvordan tror I så, at I ville have reageret?

Spørg, når eleverne har haft tid til at tænke:

  • Hvorfor afviste visse mennesker ifølge Helaman 16:16 opfyldelsen af profeternes profetier og tegnene fra himlen?

Giv eleverne nogle få minutter til at læse Helaman 16:17-21 for sig selv og se efter, hvilke øvrige undskyldninger de uretfærdige brugte for ikke at tro på Samuels profetier. Lad nogle få elever fortælle, hvilke undskyldninger de har fundet frem til i disse vers.

  • Hvilke af de undskyldninger eller argumenter imod profeterne, synes I, er de mest almindelige i dag?

Bed en elev om at læse Helaman 16:22-23 højt og resten af klassen om at se efter, hvad der skete, da mange blandt folket fortsatte med at ignorere Samuels advarsler. Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvad vil der ske med os, hvis vi afviser Herrens profeter i de sidste dage?

Når eleverne svarer, så understreg følgende principper: Når vi forkaster Herrens vidner, tillader vi Satan at få magt over vores hjerte. (Du kan eventuelt skrive denne udtalelse på tavlen).

Bed som afslutning på dagens lektion en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab. Bed resten af klasse om at lytte efter, hvad det er, vi virkelig vælger, når vi afviser råd fra Gud, som for det meste kommer gennem sidste dages hellige profeter:

»Når vi afviser vejledning, som kommer fra Gud, vælger vi ikke at være uafhængige af udefra kommende påvirkninger. Vi vælger en anden påvirkning. Vi afviser at lade os beskytte af en fuldkommen kærlig, almægtig og alvidende himmelsk Fader, der ligesom sin elskede Søn, udelukkende har til hensigt at give os evigt liv, at give os alt, hvad han har, og føre os hjem i sin kærlige favn. Når vi forkaster hans vejledning, vælger vi en anden magts indflydelse, en hvis eneste hensigt er at gøre os ulykkelige, og hvis motiv er had. Vi har fået handlefrihed som en gave fra Gud. Det er ikke retten til at vælge frihed fra enhver indflydelse, men snarere den umistelige ret til at underkaste os selv de kræfter, vi vælger at følge.« (»Find tryghed i at følge råd«, Stjernen, juli 1997, s. 24).

  • Hvad vælger vi i virkeligheden ifølge præsident Eyring, når vi afviser råd fra Gud og hans profeter?

Indbyd eleverne til i deres stille sind at overveje, om de på nogen måde har forhærdet deres hjerte mod råd, som Gud har givet gennem profeter og apostle. Tilskynd dem til at være faste og standhaftige i efterlevelsen af evangeliet og i agtpågivenhed mod de råd, som Herren giver gennem sine profeter. Bær vidnesbyrd om de sandheder, I har drøftet i denne lektion.

Overblik over Helaman

Brug noget tid på at hjælpe eleverne med at opsummere Helamans Bog. Bed dem om at tænke over, hvad de har lært af denne bog både i seminar og i deres personlige studium. Lad dem skimme kapitelresumeerne i Helaman igennem for at friske hukommelsen op. Bed nogle få elever om at fortælle om noget, der har inspireret dem fra Helamans Bog eller hjulpet dem til at få større tro på Jesus Kristus. Lad flere af eleverne fortælle om deres tanker og følelser.

Kommentar og baggrundsinformation

Helaman 15:3-4. Guds guddommelige kærlighed

Eleverne kan måske spørge til Samuels udtalelse om, at Herren elskede nefitterne og hadede lamanitterne (se Hel 15:3-4). Herren elsker alle mennesker, men han tolererer ikke synd. Samuel forkyndte: »Lamanitterne har han hadet, fordi deres handlinger bestandigt har været onde«, men Samuel sagde også, at Herren havde »forlænget deres dage«, så de kunne modtage evangeliet (se Hel 15:4).

Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har vidnet om Frelserens kærlighed til alle mennesker og belært om, at den fulde effekt af Herrens guddommelige kærlighed kun gives til dem, der stræber efter at holde hans befalinger og omvender sig fra deres synder:

»Guddommelig kærlighed er uendelig og universel. Frelseren elsker både den hellige og synderen. Apostlen Johannes fastslog: ›Vi elsker, fordi han elskede os først‹ (1 Joh 4:19). Og da Nefi så et syn af Herrens jordiske virke, sagde han: ›Og på grund af ugudelighed vil verden regne ham for noget, der er uden værdi; derfor pisker de ham, og han tåler det; og de slår ham, og han tåler det. Ja, de spytter på ham, og han tåler det, på grund af sin kærlige godhed og sin langmodighed med menneskenes børn‹ (1 Ne 19:9; fremhævelse tilføjet). Vi ved, at Forløserens kærlighed er altomfattende, fordi han døde, så alle kan leve igen …

Den fuldkomne guddommelige kærlighed og vore største velsignelser, som udspringer fra den kærlighed, er betingede – de afhænger af vores lydighed mod evige love« (»Guddommelig kærlighed«, Liahona, feb. 2003, s. 16, 17).